Kronik

Nu er jeg lykkelig på en lille dosis, en hårfin grænse, der holder de værste flimmerstemmer væk

Medicinen mod paranoid skizofreni sendte mig ind i en boble, hvor jeg hverken kunne kende eller sætte ord på verden eller mig selv. Men da lægerne fandt den rette medicin og dosis, kom kreativiteten og følelserne tilbage. Nu lever jeg med, at jeg altid kun vil være 99 procent Mads, fordi medicinen forvrænger verden og mig en lille bitte smule
Personligt så jeg stille min verden vende tilbage, uge for uge, da en overlæge efter fire måneder kom til den konklusion, at Risperdahl ikke ville fungere for mig. Jeg skulle udtrappes. I dragende farver så jeg nu min genfødsel, skriver dagens kronikør.

Personligt så jeg stille min verden vende tilbage, uge for uge, da en overlæge efter fire måneder kom til den konklusion, at Risperdahl ikke ville fungere for mig. Jeg skulle udtrappes. I dragende farver så jeg nu min genfødsel, skriver dagens kronikør.

Sille Veilmark

5. september 2017

Jeg er der. Der, hvor alting krummer sammen om sig selv i et voldsomt, hvidt skær. Der, hvor revnerne i de omklamrende blege vægge smiler hånligt til mig og lader mig vriste mit blik ind imellem dem, videre forbi den gængse opfattelseshorisont. Mine tanker i implosion. Mine venskaber og familiære relationer i eksplosion. Ambivalent danser jeg på knivsæggen, der deler det virkelige fra det uvirkelige, reelle handlinger og ord fra paranoide forestillinger.

Jeg føler mig glemt, fortabt, men i virkeligheden er jeg blot endnu en indlagt på den akutte psykiatriske afdeling på Digevej, Amager. Her deler jeg luft med de andre patienter, der alle ønsker sig et andet sted hen.

Jeg kigger op på nattehimlen og fuldmånen, fikseret i nuet som mig selv. Jeg ved, den bevæger sig, men jeg kan ikke se det ske, jeg sammenkæder ikke tiden med virkelighed og reflekterer ikke over min tilstedeværelse. Jeg er her bare, så grotesk alene.

Denne gang stirrer jeg dog hverken månen i øjet med narkotisk hovmod eller med drømmen om at forvandle mig til et fuldmånevæsen og på fire ben sætte kurs mod Amager Fælled, men med en følelse af at være fanget i ligegyldighedens revne. For hvordan forklarer man andre den obskure sandhed, at man inderst inde ikke alene er fortabt, men også ligeglad?

Lammet i medicinboble

Gennem de seneste uger er jeg, som konsekvens af gentagne psykotiske episoder og en øget selvmordstrang, optrappet på det antipsykotiske middel Risperdal. Den optrapning føles som en nedtrapning af alt, hvad der udgør min person. Jeg rejser mig op, men svimmelheden får mig hurtigt til at lægge mig igen. Jeg bliver liggende, men mine lemmer snurrer og begynder at sitre og sove.

Det er nu, jeg normalt ville lade dystre tanker forgrene sig fra mit hoved og ned til min MacBook. Word har længe fungeret som mine tankers holdeplads, som en seng for mit alt for opspændte hoved. Det var her, jeg kunne gemme bizarre flimmerstemmer fra mit baghoved væk, her jeg kunne brække mig på skrift og være lettet bagefter.

Men ikke et ord kommer til syne i det hvide dokument, der ellers altid har ladet sig befamle af mine mørke ord. Jeg er træt og rastløs på samme tid, i limbo mellem mig selv og en intetsigende medicinzombie, som jeg aldrig før har mødt eller kendt. Lammet sidder jeg i min egen boble på bunden af alting, omringet af uendelig intethed. For min virkelighed lige nu er, at jeg ser alt omkring mig, men hverken opfatter eller føler det.

Den kreative forbandelse

Jeg tænker på tidens største forfattere, og så tænker jeg på den djævel, der er psykisk sygdom. Hvad er du? En monogam dæmon, en horende luftbåren virus eller blot en forkert kemisk sammensætning i hjernen?

De mest farverige beskrivere og tolkere af vores univers, bevægelserne i det indre og ydre, det uendeligt store og uendeligt små, har alle arbejdet med sindet som brutal slagmark. Mange har i enden valgt at tage den hårdeste beslutning, men den nemmeste, hurtigste udvej; selvmordet.

Hvad mon der var sket, hvis man havde medicineret disse litterære giganter væk fra deres smukke, dystre og geniale tankemønstre? Hvad hvis Michael Strunge havde fået antidepressivet Sertralin og forsøgt at skabe tidsbilleder i serotoninstabiliserede forhold frem for mørke toner, der er så dystre og betagende? Havde han så overhovedet kunnet udtrykke den kryptiske virkelighed, der omgav ham i 1980'erne? Havde han måske været lykkelig og levet længe, men siddet bag kassen i Netto?

En undersøgelse foretaget af svenske Karolinska Institutet, publiceret i Journal of Psychiatric Research viser, at folk i kreative erhverv – det være sig forfattere såvel som balletdansere – oftere er ramt af psykiske lidelser og forfulgt af misbrug. Undersøgelsen viser også, at forfatterne især er udsat for skizofreni. Derudover har de en øget tendens til selvmord. Den er 50 procent højere end hos ’almindelige’ mennesker.

Den bitre sandhed er nok, at kreative sind er forfulgt af psykiske lidelser samt ustabile og selvdestruktive tendenser. At være gennemsyret af en hvinende ambivalens, en konstant tinitus af følelsernes brusen. At have midlerne og ressourcerne til at give et lærred sjæl, en tekst stemme eller bevæge sig i følelser, men være begrænset af selvsamme gave, fordi ilden må slukkes med en væske, man i realiteten ikke helt ved, hvad gør. I sandhed en gave og en forbandelse.

Genfødt

Personligt så jeg stille min verden vende tilbage, uge for uge, da en overlæge efter fire måneder kom til den konklusion, at Risperdahl ikke ville fungere for mig. Jeg skulle udtrappes. I dragende farver så jeg nu min genfødsel.

Efter tre uger kunne jeg glæde mig til ting igen, glæde mig over ting igen. Mit verdensbillede var ikke kønt, men det var der i det mindste. Jeg var høj. Ikke på sne, men på mig selv. På farver og tilbagevendende følelser. På øjenkontakten med livet.

Om natten lå jeg sveddryppende og drømte om død og ødelæggelse, om fortabelse og glemsel, om at blive splittet og til sidst forsvinde. Men mareridt eller ej, i det mindste drømte jeg, i det mindste kunne jeg huske det, og det var endnu et skridt i den rigtige retning.

Disse skridt tog jeg dog ikke alene. Min nedtrapning af Risperdahl betød naturligvis en optrapning af et andet præparat, Abilify, også et antipsykotisk middel. Sammen med Abilify kunne jeg vandre Københavns gader tomme igen, blot for at nyde solskinnet og musikken i ørerne, uden at øjnene bag mig brændte alt for meget i ryggen. De små ting, jeg nu kunne værdsætte, banede vej for større ændringer, og jeg kom så meget til mig selv, at jeg kunne begynde i skole igen. Nu med kun en lav dosis Abilify, der gav mig et skjold, som var robust, men stadig til at bære.

99 procent Mads

Jeg bliver aldrig den samme, som jeg var, før jeg blev syg af paranoid skizofreni. Jeg vil altid tænke, at jeg ser solens stråler i let forvrængede farver pga. medicinen. At alt, jeg opfatter med mine fem sanser, er gjort lettere spiseligt. Men det er okay. For jeg havde ikke overlevet uden Abilify, jeg havde ikke været den, jeg er i dag. Den virkelighed, jeg lever i i dag, har hele spektret af følelser.

Tydeligst er kærligheden til menneskene omkring mig, og især de, der har givet mig mentalt ly, imens stormen rasede i mit indre. Nar man er så syg som langt de fleste, der lider af skizofreni, depression eller bipolar lidelse til tider er, er man alligevel så langt fra virkeligheden, at det er svært at producere noget overhovedet. Derfor er jeg lykkelig på en lille dosis, en hårfin grænse, der holder de værste flimmerstemmer væk, og som sørger for, at det stadig er 99 procent Mads, der er til stede, og ikke 0 eller 1.000.

Til tider er man bare nødsaget til at gå på kompromis med virkeligheden.

Mads Gade Hansen er studerende

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Pernille Elholm
  • Jonathan Larsen
  • Viggo Okholm
  • Niels Duus Nielsen
  • Jørn Andersen
  • Jan Pedersen
  • Bo Stefan Nielsen
  • Thomas Tanghus
  • David Zennaro
  • Ervin Lazar
  • Peter Jensen
  • Jeanne Löwe Lindberg
Pernille Elholm, Jonathan Larsen, Viggo Okholm, Niels Duus Nielsen, Jørn Andersen, Jan Pedersen, Bo Stefan Nielsen, Thomas Tanghus, David Zennaro, Ervin Lazar, Peter Jensen og Jeanne Löwe Lindberg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeanne Löwe Lindberg

Kære Mads
Der er alt for mange der lever deres liv i medicinfængsler. Uden anden behandling. Uden for terapeutisk rækkevidde pga medicinens invaliderende bivirkninger.
Tak for du deler dine oplevelser. Godt for dig at du kom ud af resperidal. Det er nogle forfærdelige og desværre almindelige (bi)virkninger, du beskriver.
Der findes mere nuancerede behandling og tilgange til den slags (syge?) bevidsthedstilstande du beskriver. Der er så mange forhold, vedr. psykiske kriser den psykiatriske verden slet ikke forholder sig til. Tjek www.madinamerica.com, se filmen Crazywise, læs læge Peter Breggin, journalist Robert Whitaker, hør Olga Runciman og Will Hall's egne historier. Der er mange der er kommer sig HELT, som nu er repræsentanter for det håb og den mulige indre rejse, som din artikel også er et udtryk for. Forandring, udvikling og helbredelse ER mulig! Også når sygdommen er psykisk.

birgitte andersen, Marian B. Goldstein, Karsten Aaen, Jørn Andersen, Anton Bentzen, Ervin Lazar og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Olga Runcimann er som psykolog 'specialiseret...i behandling af mennesker med psykoser og andre svære psykologiske lidelser, og...har stor ekspertise indenfor området.'

Måske hun kan hjælpe dig videre eller kan give dig anvisning til hvor. Se evt. hjemmesiden her:

http://psycovery.com/index.php

Venlig hilsen

birgitte andersen, Marian B. Goldstein og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Er med på hvorfor du nævner Strunge, men kan i dit maleriske sprog bedre genkende bl.a. Steinbeck. Hvis du ikke er bekendt med hans værker, kan jeg varmt anbefale dem, f.eks. "Rutebil på afveje" til at starte på, inden du eventuelt kaster dig over "Vredens druer". Din alder taget i betragtning kender du formentlig heller ikke Franz Kafka. Han var ikke malerisk som Steinbeck, men arbejdede med sindets (systemernes) krinkelkroge. Der kan du med fordel starte med "Forvandlingen" inden du eventuelt kaster dig over "Processen".

Hvis du finder inspiration i det visuelle kan jeg anbefale Gustave Dore og William Blake, der begge arbejdede visuelt med kroppens, sindets, sjælens, samt livets, store spørgsmål.

Held og lykke med din videre færd Mads og ser frem til at se mere fra din pen.

Kh A

Karsten Aaen, ingemaje lange og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar

Gode anbefalninger. Men jeg vil gerne anbefale Slottet og Amerika (Manden, der forsvandt) til glæde for nye Kafka-læsere. Og Tortilla Flat og Cannery Row (eller hvad de nu hedder i dansk oversættelse - Dagdrverbanden og En dejlig torsdag) af Steinbeck.

Jeg var selv sat på Risperdal en overgang da jeg var yngre, fordi man havde mistanke om, at jeg var ved at udvikle en skizofreni. Det var jeg heldigvis ikke alligevel, viste det sig, men jeg nåede at opleve de uhyggelige virkninger af stoffet på mit eget sind.

Jeg kunne slet ikke tænkte klart, og jeg fik det sådan, at jeg bogstaveligt talt ikke kunne fremkalde billeder for mit indre øje. Jeg kunne f.eks. ikke genkalde mig ansigter eller huske hvordan der så ud andre steder end lige der, hvor jeg var nu og her. Og ja, en hvilkens som helst form for kreativitet 100% væk. Det er uden sammenligning det værste, jeg har oplevet.

Til gengæld ved jeg at antipsykotiske stoffer rent faktisk hjælper nogle skizofrene rigtig meget, i modsætning til de fleste andre typer psykofarmaka. Men man skal aldrig glemme at den eneste principielle forskel på ecstasy og lykkepiller er, at de første købes på gaden, mens de sidste ordineres af lægen (og nå ja, så virker de første måske i virkeligheden ofte bedre).