Læsetid 26 min.

Macron: ’Lad os sammen skabe et nyt og bedre Europa’

I en tale i Athen i sidste uge skitserede Frankrigs præsident sine ambitioner for et stærkere og mere demokratisk samarbejdende Europa og inviterede de europæiske befolkninger til selv at være med i diskussionen om, hvordan visionen kan forløses
’Lad os genoptage de vilde ambitioner om igen at ønske os et stærkere, mere demokratisk Europa, genopbygget af dets kultur og af, hvad der forener os! Jeg beder jer – især jer, Europas ungdom – om at lade jer opfylde af denne ekstreme og ja, måske lidt vilde ambition!’ sagde den franske præsident (t.v.), da han talte i Athen i sidste uge.

’Lad os genoptage de vilde ambitioner om igen at ønske os et stærkere, mere demokratisk Europa, genopbygget af dets kultur og af, hvad der forener os! Jeg beder jer – især jer, Europas ungdom – om at lade jer opfylde af denne ekstreme og ja, måske lidt vilde ambition!’ sagde den franske præsident (t.v.), da han talte i Athen i sidste uge.

Eliot Blondet
Ritzau Foto
14. september 2017

(Græske høflighedsfraser, efterfulgt af bifald)

»Jeg ved ikke, mine damer og herrer, om jeg skal forstå Deres klapsalver som lettelse over, at jeg nu holder op med at tale græsk eller som tak, fordi jeg forsøgte.

Tak under alle omstændigheder. Tak hr. premierminister, kære Alexis … tak til jer, mine damer og herrer for tage imod mig på dette sted. Og for at tage imod mig på dette sted i dag, hvor jeg … før jeg begynder min tale til jer alle her, først må udtrykke solidaritet og medfølelse med alle de af mine landsmænd, som siden i går har levet i frygt og nød, flere tusinder kilometer herfra på øerne Saint-Barthélémy og Saint-Martin, der er ramt en skrækkelig orkan. Der er dødsofre, mennesketilværelser væltet omkuld, alvorlige skader, så lad mig sige i aften: I er også i mine tanker.

Tak, hr. premierminister, for at modtage mig her. At vi begge er til stede her i aften ser jeg som anerkendelse af det dybe og århundredgamle venskab, som sammenknytter Grækenland og Frankrig. Få nationer har som vores forstået at videreføre de nedarvede værdier, som har skabt og skaber vores Europa. Få nationer har integreret deres kultur og identitet tilsvarende tæt. De bånd, som forener os, er frihedens og menneskerettighedernes bånd. Det er de værdier, som har skabt vores Europa, og som ingen omslag i historiens gang har kunnet ophæve.

Folkesuverænitet

Men lad mig ikke nøjes med at tale om de stærke følelser, som dette sted, Akropolis, vækker i mig. Hellere vil jeg lytte til, hvad steder som disse fortæller os. For dette er et sted, der forpligter. Lige her var det, at den moderne statsform blev opfundet. Her var det, at bystaten Athen tålmodigt opbyggede sin folkesuverænitet og dermed tog sin skæbnes suverænitet på sig. Det er her, vi andre uden selvtilfredshed bør spørge os selv: »Hvad har vi europæere gjort med vores suverænitet?«.

For det var her, at dette spæde demokrati tog risikoen ved at betro til folket selv at styre folket. Her den opfattelse blev knæsat, at et folkeflertal er bedre end et lille antal til at vedtage ordentlige love, så lad os spørge os selv: hvad har vi på vores side gjort for demokratiet?

Lad de ord, Perikles udtalte ikke langt herfra for at ære de krigere, der gav deres liv i kamp, genlyde stærkere i dag: »Frihed«, sagde han, »er vores regel i republikkens styrelse og i de daglige relationer mellem os. Her findes ikke plads til mistillid.« Men hvad med os europæere? Har vi stadig tillid til hinanden?

På Pnyx-højen var det smagen for det fri ord, for debatten, ja sågar for skænderier, der blev fremherskende. Jeg vil da også denne aften holde en sandhedens tale, en tale uden omsvøb: I Europa i dag er suveræniteten, demokratiet og tilliden i fare. Det ved I grækere bedre end nogen. For det, man har kaldt ’den græske krise’, bragte det for højlys dag.

Græsk krise - europæisk nederlag

Denne krise var ikke kun en krise for Grækenland. Det var også en krise for Europa og i en vis forstand, hvis jeg må sige det, et nederlag for Europa. Er det nok at holde os til denne bitre konstatering og give afkald på det europæiske ideal? Er det nok at sige, at da vi ikke var i stand til at leve op til det europæiske løfte, må vi af den grund opgive kampen? Er det nødvendigt at resignere på topmøde efter topmøde og blot gå fra krise til krise, fra vaklen til vaklen, nogle af os lukket inde i en sal, hvor vi ikke længere taler til de andre? Det ville være en alvorlig fejl, en dobbelt fejl.

For det første, fordi Europa altid har bygget sig selv op ved at triumfere efter krige og nederlag. Ved sin tilslutning til det europæiske fællesskab kunne Grækenland selv lukke kapitlet for sine år med militærdiktatur. Uden denne utrættelige vilje til bestandig at genskab sig selv eksisterer Europa ikke! Europa selv har aldrig været andet end en metamorfose! De, som gerne ville fantasere om en stivnet identitet forstår altså intet af den myte, som er født på det europæiske kontinent: myten om den konstante metamorfose! Således er det altså heller ikke mere af det samme, vi skal reproducere, især ikke når vi har taget fejl. Når Europa går i stå, forråder det sig selv og løber risikoen for at bryde sig selv ned.

Endvidere ville den tilgang også være en fejl, fordi vi alle her ser historien accelerere og for hver dag forvride den orden, som blev etableret for 30 år siden en lille smule mere, uden at nogen kan sige, hvilken ny orden, der på længere sig bliver resultatet af de igangværende forandringer.

Sikker havn

Så ja, i en verden, hvor gårsdagens alliancer slår sprækker, nye risici dukker frem; hvor nationer, vi troede urokkelige, ryster, og nye verdensmagter stiger op; hvor selv vores værdier – dem, vi holdt fast på i visheden om, at den orden var vores - bliver kastet hulter til bulter; i den verden er Europa en af de sidste sikre havne, hvor vi sammen fortsætter med at hylde en særlig idé om en fælles menneskehed, om retsstatsprincipper, om frihed, om retfærdighed. Mere end nogensinde har vi i dag brug for Europa. Verden har brug for Europa. At programsætte Europas afvikling giver i den sammenhæng ingen mening. Det ville være en form for politisk og historisk selvmord.

Derfor er det mit ønske, at vi i aften sammen genfinder vores første energi, styrken til at genrejse vores Europa – ikke føre dét videre, som ikke fungerer, ikke forsøge på justeringer, men netop at begynde forfra med en kritisk refleksion uden forbehold over, hvad der er sket imellem os i de seneste år – og i den refleksion genfinde den første styrke, den første ambition

De sagde det selv, hr. premierminister. Vi havde generationen af grundlæggere, de opbyggede et hidtil uset rum for fred, frihed og velstand. Hvorefter en ny generation kom til, der nok vores Europa til at vokse, men undertiden også ført det ud på vildveje og begik fejl. Vores valg er et simpelt valg, en unik korsvej: enten fortsætter vi med at regere Europa som nu, og lader, som om vi ikke ser, hvad der sker foran vores øjne. Så vil denne generation, vores generation skulle påtage sig ansvaret for at lade Europa dø. Det vil så dø, dels i chok, med brutale exitter, eller det vil gradvist gå i opløsning, som årene går.

Radikal kritik

Men det andet valg, som jeg vil foreslå i aften, er at genrejse Europa, for vores generation har også et valg: Vi kan vælge at genopbygge Europa i dag ved hjælp af radikal kritik, for vi gør uret i at overlade kritik af Europa til dem, der hader det! De, der elsker Europa, må kunne kritisere det for at gøre tingene anderledes, for at rette op på det, for at forbedre det, for at genopbygge det! Men med den samme energi og drevet af det samme ønske – ikke med tal, ikke med teknik, ikke med bureaukrati, nej! Vi skal genopdage den primære kraft i det håb, som gjorde, at der i tiden efter krigen blandt alle splittelserne var mennesker i Europa, der ville en større historie, smukkere end dem selv.

Så ja, det er for at tale om disse håb, om disse tre forhåbninger: håb, suverænitet, demokrati og selvtillid, at jeg er kommet her i aften.

Genopretningen af vores suverænitet er den nødvendighed. For jeg ikke vil overlade den term til dem, der kaldes ’suverænister’. Nej, suverænitet er jo netop det, der får os til selv at bestemme, til selv at sætte vores egne regler, til at vælge vores fremtid og skabe vores verden. Suveræniteten tilhører ikke dem, der foretrækker at krympe bag deres grænser! Suverænitet må vi ikke overlade til dem, som søger indskrumpningen, til dem, der hævder, at man forsvarer, at man beskytter, at man beslutter, når man vender sig ind i sig selv, når man føler afsky over for den anden, når man lukke døren for det, der kommer udefra, når man fornægter de årtier med en fælles historie, hvor vi har forsøgt at overvinde nationalismen.

Sand suverænitet skal skabes og den skal skabes i og af Europa! Den suverænitet, vi kan tro på! Den suverænitet, som vil, er netop den, der går ud på at kombinere vores kræfter for at opbygge en europæisk magt, så vi selv kan træffe beslutninger og ikke skal indrette os efter, hvad supermagter vil kunne gøre bedre, end vi gør.

Europas suverænitet

Jeg tror på suveræniteten og på nationalsuveræniteten i de nationer, der udgør vores fællesskab. Men jeg tror også på Europas suverænitet. Hvorfor? Fordi vores udfordringer ikke længere kan måles efter vores nationers målestok. Se på klimaforandringerne og se på de katastrofer, de fører til! Se på udfordringen med migration, som jeres land måtte stå igennem for lidt over to år siden – endnu i dag mærker I konsekvenserne, tænk på den frygt for, som den skaber, men også på de smukke fortællinger om medmenneskelighed. Se på den terrorisme i vores samfund, hvor vi troede os i ly af historien, som kom tilbage og knuste liv og fik os til at tvivle på os selv. Se på de atommagter, der vokser frem dér, hvor vi troede kun at have sekundære magter for os.

Over for den verden og over for hver af disse nye risici, over for risikoen for nye økonomiske og finansielle kriser, som vi har udholdt, og som I har gennemlidt i ti år, hvad er da den rette beskyttelse? Nationerne alene? Nationerne har vægt! De beslutter sig demokratisk! Men den rette skala er på europæiske niveau! Vores europæiske suverænitet er, hvad der sætter os i stand til at være digitale frontløbere, opbygge en stærk økonomi og skabe økonomisk styrke i denne verden i forandring. Og ikke være underlagt de størstes lov, som i dag er amerikansk og i morgen kinesisk, men ikke kan være vores.

Det er gennem Europa, vi skaber os midlerne til at beskytte os mod denne store verdensomvæltning med dens nye migrationer, men frem for alt for at forebygge disse. Det er gennem Europa, vi vil opbygge en udviklingsambition sammen med Afrika og Mellemøsten, som gør det muligt at leve her, for at hjælpe dem med at udvikle og opbygge en fremtid.

Det er gennem Europa, et nyt og stærkere samarbejde vil forhindre terrorisme, og at vi vil kunne eliminere terrorisme. Og fordi vi aldrig må glemme, at terrorister netop forventer kun én ting fra os: denne indsnævring, denne sammenkrympning, denne frygt for den anden. Det er deres største våben. Så lad os ikke give efter.

Europæiske præferencer

I lyset af alle disse risici tror jeg, sammen med jer, på en europæisk suverænitet, der giver os mulighed for at forsvare os og eksistere – for at forsvare os selv ved at fremlægge vores regler, vores præferencer. Hvem vil beskytte respekten for jeres liv, dataene fra jeres virksomheder i denne digitale verden? Europa og intet andet rum. Hvem vil beskytte os mod klimaændringer? Et Europa, der vil en anden form for energiproduktion; et Europa, der vil beskytte os mod afhængighed af de autoritære magter, som nogle gange holder os i deres hænder. Det er den suverænitet, vi må tro på, og vi skal forny, fordi vi har vores egne europæiske præferencer, og vi må aldrig glemme det. Ikke at være suveræn er at bestemme, at andre kommer til at vælge i vores sted.

Men er vi ligesom dem? Findes der et andet kontinent med en sådan tilknytning til frihed, demokrati, til social ligevægt, der holder os sammen, til denne forsoning af retfærdighed og frihed, der endelig er forenet? Jeg kender til steder, hvor man elsker økonomi og udvikling, men hvor autoritære politiske magter hersker over friheden, i Asien. Jeg kender til store magter, som elsker frihed, som er lykkedes med fremgangsrig kapitalisme, men som ikke lægger samme vægt på lighed og social retfærdighed, som vi gør på denne side af Atlanterhavet.

Men ingen andre steder findes der et sådant politisk og socialt rum, hvor vores kollektive præferencer bliver forsvaret. Heri ligger den europæiske suverænitet! Hvis vi giver afkald på den, forholder det sig helt enkelt: Vi vil skulle underordne os de regler, som den ene eller den anden sætter.

Ja, det er det valg, som er vores: at genskabe denne enhed uden at gentage de fejl, vi begik i går.

Fejl i eurozonen

I de tidlige år i euroområdet begik vi flere fejl, som nogle gang var baseret på løgne, dette må vi sige med ydmyghed og beslutsomhed. Nogle gange har man løjet – og løjet for folket ved at bilde folk ind, at man uden omfattende reformer kunne leve i Athen som i Berlin, og det var ikke sandt. Men hvem lod man betale prisen? De politikere, der havde løjet? Nej, de mennesker, der havde troet på løgnene.

Det var det græske folk, der efter alle disse år, da krisen opstod – denne finanskrise, der blev en statsgældskrise – der måtte betale for forsøgene på at rette op på ale dette, men igennem de mange år, hvor man har villet rette op på har politikere drevet af mistillid fra starten af ikke skabt andet uretfærdigheder og misforståelser. Vi mistede saltet i denne smag for social samhørighed, som holdt os sammen. Vi har mistede det, fordi vi forvildede os ud i en borgerkrig i hjertet af Europa, mellem magter, der ikke længere stoler på hinanden.

Dette er historien om årtiet, der nu går på hæld: En form for indre borgerkrig, hvor vi ønskede at se på vores forskelle, vores små forræderier, og hvor vi på en eller anden måde har glemt den verden, vi var i. Hvor vi foretrak at rette op på disse små forskelle og forræderier ved at glemme, at der over for os stod radikalt forskellige magter, og at det eneste spørgsmål, vi måtte se i øjnene, var, hvordan man kunne gøre euroområdet til en økonomisk magt, der kunne holde stand over for Kina og over for USA? Hvordan kan vi gøre vores Europa til en diplomatisk og militær magt, der kan forsvare vores værdier og vores interesser over for autoritære regimer, der vokser frem ud fra dybe kriser, der også kan ryste os? Dette og ikke nogen anden er vores eneste udfordring.

Så jeg vil gerne, at vi ved hjælp af forsoning i et Europa, der forstår at kombinere ansvar og solidaritet, igen kan finde styrken i en suverænitet, der ikke blot er national, men også europæisk.

Ny køreplan for EU

Dette vil indebære et fælles mål: en vilje til at forsvare det, der er gjort for os gennem væsentlige institutionelle reformer. I de kommende uger vil jeg komme tilbage til dette i detaljer med en køreplan, som jeg vil foreslå til alle vores europæiske partnere. Men ja, vi har brug for et Europa, hvor vi endnu en gang forsvarer social- og skattepolitisk konvergens, for det er dét, der holder os sammen, og modvirker de uoverensstemmelser, der driver os fra hinanden. Vi bliver nødt til at finde saltet i denne eurozone og opfinde en stærk regeringsførelse, der vil gøre os suveræne med et euroområde-budget og med en veritabelt udøvende chef for denne eurozone og et parlament i euroområdet, som han skal referere til.

Vi bliver nødt til at fremsætte konkrete forslag – en proces, jeg vil fremskynde, for at genoprette denne suverænitet, så vores Europa kan komme ud over sine små splittelser, og så vi hen over de næste ti år kan opbygge vilkårene for Europas suverænitet. Ikke for dem fra i går, men for jer, de yngste af os.

Vi kan ikke – vi, som i dag leder Europa – blive ved, som om intet var hændt. Måske har vi stadig den luksus. Men om ti år, femten år, tyve år, hvilket Europa vil vi da efterlade til jer?

Jeg ønsker ikke at skrive jeres fremtid. Men jeg vil blot, at I skal kunne vælge. At I vil have den luksus at kunne træffe valg, der ville kunne blive være vanskelige, men helt sikkert være op til jer at beslutte. Dette er europæisk suverænitet. Dette vil gøre det muligt for jer, Europas ungdom, at skrive jeres fremtid. Og det er derfor, at det som vi har oplevet igennem de sidste ti år, på ingen måde lever op til vores historie! For hvad var det, vi lovede den græske ungdom igennem ti år? Hvad var det, vi gav de unge grækere i disse ti år? Sparepolitikker og arbejdsløshed for halvdelen af dem! Hvad har vi tilbudt dem? En lys fremtid, hvis de vel at mærke ville rejse til Berlin, Paris eller andre steder. Det var ikke det oprindelige løfte. Det oprindelige løfte var det vitterlige løfte om et suverænt Europa, hvor vi også kunne lykkes i vores hjemland, men inden for et større og stærkere rum end vores simple nationer. Så det er det løfte, vi skal finde frem igen, der udgør hjertet af den europæiske suverænitet, og som vil give jer, de yngste af os, muligheden for at vælge!

Hvad er denne suverænitet, som er nationernes evne til at bestemme deres skæbne, hvis den ikke er, at folket beslutter, hvilken kurs vi sammen skal følge? Og hvordan kan vi undgå at se i øjnene, at Europas nederlag i så mange år også er et nederlag for demokratiet?

Folkets afvisninger

Ved det omfang det har antaget, ved den udvidelse det har oplevet, ved den mangfoldighed, det har favnet, er det europæiske projekt i over ti år pludselig begyndt at støde på folkets afvisninger. Det var, hvad der skete i 2005 i Europa, da befolkningerne i Frankrig og Holland, to af fællesskabets stiftende tater, pludselig besluttede, at det projekt ikke længere var for dem. Lyttede vi til deres afvisninger? Nej. De, som styrede Europa, besluttede ikke at respektere dette valg. De fortsatte, som om intet var hændt og forsøgte sig med tilpasninger uden om folket. Som for at forsætte med at gøre brug af en metode, der igennem så mange årtier var lykkedes så godt: at skabe Europa på en lidt afsides måde og derefter forklare.

Hvad der skete i 2005, da Frankrig og Hollands stemte nej til EU’s forfatningstraktat, var, at en side blev vendt, men vi indså ikke med det samme, hvad det betød. Nemlig at Europa ikke kan udvikle sig videre frem, uden at have befolkningerne med sig. Det kan kun videreføre sin skæbne, hvis den skæbne er tilvalgt, ønsket og står klar, holdt oppe af alle Europas befolkninger. Hvad der skete for nogle måneder siden i Storbritannien, var fuldstændig samme historie. Det var pludselig befolkningen, som rejste sig imod beslutninger ofte truffet af egne magthavere – og som sagde »dette Europa er ikke skabt for mig, jeg kan ikke genkende mig selv i det, jeg forstår det ikke mere. Disse regler er blevet absurde, se på det Europa, hvor jeg mister mine rettigheder, hvor jeg altid bliver bedt om at yde stadig mere for leve stadig mindre godt.« Det var, hvad det britiske folk fortalte os sidste år.

Så ja, denne folkeafstemning markerede slutningen på et eventyr, der gjorde Europa altid havde videreudviklet sig i ly af vores befolkningers vilje. Og når jeg bekæmper de til tider bureaukratiske udskejelser, der får Europa til at gå videre med regler, som vores borgere ikke længere forstår … hvem vil da have, at Europa skal kunne bevæge sig fremad ved at håndtere hver eneste detalje i hverdagen, når det har tabt den overordnede plan og vision af syne? Det er for at genfinde saltet i dette europæiske demokrati, at jeg kæmper for en revision af direktivet om EU’s udstationeringsdirektiv, for jeg vil kæmpe imod dette Europa, som er endt med producere absurde regler, og hvor vores befolkninger ikke længere er i stand til at forstå hvilke samfund, vi ønsker, de skal leve i.

Politikernes ansvar

Alt, der har holdt sammen på Europa i årtier, forvrides, fordi sådanne operationer bliver absurde. Det må vi selv påtage os et ansvar for. Det var os, der troede på Europa, som tillod dets demokrati at slå sprækker og tillod det at flytte væk fra befolkningerne og gøre disse fjendtligt stemt. Ganske som vi skal have modet til at vende tilbage til suveræniteten må vi have modet til at genfinde demokratiets vej.

Dette må først og fremmest ske ved at udvikle en anden metode til at genopbygge Europa, og derfor ønsker jeg, at den køreplan, som jeg foreslår for alle EU’s medlemsstater – denne køreplan for fremtidens opbygning af vores Europa i løbet af de næste ti år – ikke skal være en traktat, som der forhandles om i dølgsmål, ikke skal være en tekst, der drøftes bag lukkede døre i et mørkt rum i Paris, Bruxelles eller Berlin. Jeg foreslår, at vi forsøger os med en ny metode, og at vi ved årets udgang kan konstruere hovedprincipperne for vores tilgang og afstikke den retning, vi vil føre vores Europa, at vi definerer vores mål klart, og at vi ved begyndelsen af næste år kan forelægge disse mål for de europæiske befolkninger. Og at vi i alle lande, hvor lederne vælger at følge denne vej – og jeg ønsker brændende, at det kan blive i alle medlemsstater – kan holde konsultationer og demokratiske konventer igennem et halvt år, hvor befolkninger overalt kan diskutere, hvad det er for et Europa, de ønsker.

Endelig ønsker jeg, at vi kommer ud af denne form for infantilt dilemma, som Europa i dag er kastet ud i mellem på den ene side dem, der gerne vil rådføre sig med folket for at få et ”ja” eller et ”nej”, som de manipulerer rundt med i månedsvis, således at folkeafstemningen alene bliver populisternes og anti-europæernes våben og på den anden side dem, der nok tror på Europa, men ender med at være bange for deres folk og gemme sig bag deres egen tvivl og siger »lad os gå videre, men lad os aldrig ændre traktaterne af frygt for at skulle ud i nye folkeafstemninger igen, lad os gå videre, men lad os gøre det med små skjulte skridt, for vores befolkninger forstår os ikke«.

En tredje vej

Lad os vælge en ny vej, en tredje vej. Den vej, der blev opfundet her. Den vej, der blev opfundet på selve det sted, hvor vi befinder os, og som ikke er demagogiens vej, men er demokratiets, disputtens og debattens konstruktive vej, retledt af kritisk ånd og dialog. Den vej, som består i at gå ind i alle spørgsmåls kerne og kompleksitet, nemlig hvad vi ønsker for vores fælles polis. Dette er, hvad jeg vil i første halvdel af 2018 i alle landene på vores kontinent i Europa for at finde saltet af det, der blev opfundet på det sted, hvor vi står: vores demokratier. Så ja, lad os på afsætte et halvt års demokratiske konventer til at diskutere denne køreplan, som regeringerne har udkastet principielt. Og lad os mødes igen et et halvt år senere for at syntetisere og på dette i fællesskab diskuterede grundlag, i onlinedebatter over hele Europa, sammen konstruere vores genopfindelse af Europa. Lad os i de ti år, de femten år der kommer, skabe vilkårene for det, vi virkelig vil være sammen om at dele. Det er den ambition, jeg vil metodisk vil afsøge i de kommende måneder!

At gå tilbage til den græske historie er at støde på demokratiets styrke, på debattens styrke, og det er det, som jeg ønsker vi sammen skal genfinde for vores Europa. Men jeg ønsker også, at Europas daglige funktionsmåde i fremtiden igen kan blive mere demokratisk, og at vi kommer ud af de regelværk, som nogle få opfinder for det store flertal, og genfinder et støre demokrati i hverdagens praksisser.

Derfor vil jeg forsvare tværnationale lister til det næste valg til Europa-Parlamentet. Vores britiske venner beslutter at forlade os, lad os ikke forsøge at omfordele deres pladser nation for nation i Europa-Parlamentet. Nej, lad os overveje, hvordan vi endelig kan få en europæisk debat, europæiske lister, et ægte europæisk demokrati, som vil leve på tværs af lande og, hvordan vi i morgen kan få, hvis vi ønsker det, et bedre integreret euroområde, et kerne-Europa i spidsen, som vi kan give større demokratisk styrke ved at etablere et parlament i euroområdet, som vil gøre det muligt at udforme regler for et demokratisk ansvar for dem, der vil træffe beslutninger, hvilket ikke er tilfældet i dag.

Demokratisk vitalitet

Det er i alt dette, at jeg håber, vi sammen kan finde den rette næring for Europa, som ikke fascinationen ved normer, men er den demokratiske vitalitet. At vende tilbage til det oprindelige løfte om Europa er muligt, hvis vi vores ønske om suverænitet og vores behov for demokrati på os selv. For igen at citere Perikles: Her gør vi intet i mistillid og forræderi. I flere år har denne mangel på selvtillid tæret på den opbakning og tillid, som kræves af det europæiske projekt. Den tillid og den opbakning er vi nødt til at genskabe, hvis vi skal kunne genoptage det europæiske eventyr, hvis vi skal finde tilbage til den dybe overbevisning, der er uundværlig for at få succes.

Vi europæere deler en fælles historie og en fælles skæbne, og det er fordi vi finder tråden på den vej, at vi vil kunne genopbygge tilliden. Se hvor vi er. Se hvordan natten bag mig falder på over Akropolis. Hvem I end er, uanset alder, nationalitet eller oprindelse, fortæl mig europæiske medborgere, om ikke mirakelet på denne høj, om ikke Parthenons søjler, Erechtheions silhuet og dets karyatider ikke vækker den følelse i jer, at noget er kommet til verden her, der angår jer, tilhører jer, taler til jer!

Ja, Akropolis i Athen er et spejl af vores europæiske identitet, vi genkender os her, vi læser vores fælles skæbne, og vel var dette tempel for de gamle guder, og vel i er de trosretninger, for hvilke det blev opført, for længst forsvundet, og dog tænker vi stadig på denne kraft. Vi føler stadig en del af helligdommen.

Der er, som André Malraux sagde for næsten 60 år siden på dette sted, et hemmeligt Grækenland, som hviler i alle vestlige menneskers hjerter. Dette hemmelige Grækenland er det, der overgår os, hvilket betyder, at selv om vi går ind på at føre vores små europæiske debatter og borgerkrige, som jeg nævnte tidligere, så skal der ikek mere til, end at vi tusindvis af kilometer fra vores kontinent har let ved at genkende en medeuropæer, et billede, der minder os om Europa, en fornemmelse, der forener os, en duft, en farve, en læsning, der, der gør at vi på ny føler os som europæere.

Kulturens kit

Dette Europa er litteraturens, cafeernes, den offentlig debats Europa. Det er samværets og civilitetens Europa, som ikke eksisterer helt sådan noget andet sted, og hvis dybe kit er kulturen, vores kultur.

Vi vil aldrig kunne kæmpe nok for, at europæerne i videst muligt omfang besinder sig på og indser det fælles fundament, der i århundreder har fundet udtryk på tusindvis måder, i salonernes Europa, i tidsskrifternes Europa, i de omrejsendes Europa, i biblioteker og ideer, i de lysende hovedstæders og fascinerende udkanters Europa. Dette Europa, der eksisterede på så mange måder, som ikke engang fortalte os sit navn, som ikke ventede på vores institutioner, traktater, genrejsninger, kontroverser. Madame de Staëls og Benjamin Constants Europa talte næsten alle sprog. Det var lige der, det Europa i så mange århundreder, der forener os, kulturens Europa. Og for at denne ånd af gensidig anerkendelse og viden skal blomstre, for at vi omsider kan genoprette den europæiske tillid, er det via kulturen, at vi må begynde!

Udveksling af studerende er en afgørende nøgle, vores ungdoms rundrejser må blive endnu mere levende, akademiske udvekslinger, læring af vores gensidige sprog, der går langt videre end mine indledningsvise fraser i denne tale, skal gøre vores Europa mere livligt; Det er ikke regler og uklare beslutninger, der skaber Europa. Det, der skaber Europa, er at være endnu mere ambitiøst i det kulturelle Europa, i de universitære og akademiske udvekslinger!

Jeg vil de forslag, vi udarbejder i vores tiårige køreplan, se større dristighed og dybere ambition for at dette kulturelle Europa, kan blive opbygget gennem udveksling af viden og gennem deling af sprog.

Vi har også brug for et kulturarvens Europa af arv. Jeg talte om Akropolis, hvis restaurering og nye museum kostede en høj pris. Alt, der dækker vores fælles fortid – græsk kunst, romersk kunst, middelalderlig kunst, barok til klassisk – alle disse bygninger og værker er selve substansen i vores hukommelse og væsen.

Den fælles kulturarv

At beskytte dette og holde det intakt må være en udfordring for alle europæere. Når civilisationen angribes, angribes den i sin kultur, i sin arv. Det ser vi overalt i Mellemøsten, Asien og Afrika! Nuvel, vi må forsvare denne kulturarv, bære den videre, genopfinde den, genrejse den, fordi den er vores identitet og vores fremtid!

Det beskedne samarbejde i EU i dag rækker ikke til at hjælpe enten Grækenland eller Italien, når de står over for enorme udfordringer på dette område. Heller ikke Frankrig går fri her, også hos os synker meget af det, der vidner om vor historie, sommetider ned i ligegyldighed eller ligefrem forsømmelse.

Jeg håber derfor, at vi hurtigt kan tage hul en fælles indsats til værn om kulturarven på europæisk plan og beslutte os for en koordineret tilgang til disse emner, så vi kan finde en reel ambition for arv og kultur. Lad os også begynde på en frisk start med kulturen, så vi sikrer, at Europa beskytter sin arv og herigennem kan genoplive sin fremtid. Jeg foreslår, at disse møder afholdes i Athen, hvor det hele begyndte, og jeg er overbevist om, at vi vil se i via kulturen finder vi det, der forener os. Og om at vi via kulturen og kulturarven genfinder udvekslingens styrke og forståelsen for disse steder, som går ud over os. Her ligger muligheden for at overvinde vores splittelse. I alle vigtige historiske øjeblikke i Europa har vi besluttet os for at gå videre sammen og opbygge noget, som er stærkere end os selv.

Jeg vil også meget gerne gennemgå vilkårene for udbredelse af åndens værker i Europa, litteratur, filosofi, poesi, historie, geografi, biograf, scenekunst, videnskab, er vores fælles jord. Også her må vi oprette europæiske programmer for prioriterede værker, hvad enten det drejer sig om hver enkelt lands kulturarv eller fra nutidig skabelse. At vi kender til hinandens værker, beror i dag på tilfældigheder. I dag bestræber hver en redaktør, forfatter, oversætter, skaber sig for at udbrede kendskabet til sine værker, der oversættes og der udgives, men resultaterne er utilstrækkelig. Vi skal organisere dette vigtige område af vores kultur, reformere et Europa for oversættere og formidlere af den kulturelle ambition, der forener os. Det er sprog, opfindelser, vores fælles fantasi, som har smedet Europa sammen på tværs af alle forskelle. Vi, europæerne, er indbyggerne i dette usandsynlige Babel, som sprogenes og traditionernes mangfoldighed fortsætter med at berige og tiltrække.

Tre forhåbninger

Så, ja, lad os igen have denne ambition om kultur og bruge den til at genrejse vores gensidige tillid. Suverænitet, demokrati og kultur, det er de tre forhåbninger, jeg vil tilbyde til Europas ungdom at tage på sig. Deres fremtid ligger lige dér, deres ansvar, vores ansvar, er at få de yngre til at genvinde følelsen af et stærkt og legitimt Europa. Måske vil dette projekt for nogle fremstå som dømt til fiasko. Jeg ved meget vel, hvad nogle vil sige: lad os tale om teknik, detaljer, tekster, vil I ændre traktater eller ej? Og hvad vil vi ændre og hvilke artikler? Vi kommer til det, men fordi vi er faret vild i labyrinterne af disse diskussioner, har vi mistet kursen, den dybe vilje og ambitionen. Men skal vi være bange for denne ekstreme ambition? Skal vi være bange for, hvad de generationer, der gik forud for os, ikke frygtede?

Kan vi stadig forestille os den hemmelige angst hos Europas grundlæggere, da de rakte hånden ud til deres fjender fra i går på et kontinent, der stadig var fuld af sine ofre? Forestil jer den vanvittige ambition, man beskrev hos nogle mennesker, når de fortalte os, at vi ville få en fælles valuta. Det var tredive år siden!

Har vi ikke længere ret til at have en ambition? Jo, det synes jeg vi har.

Se på den stund, vi deler, det er det øjeblik Hegel talte om, den skumringstime, hvor Minervas ugle flyver væk. Det er noget behageligt over øjeblikket, fordi det har noget beroligende over sig. Minervas ugle bærer på visdom, men hun ser altid bagud, det er også, hvad Hegel fortæller os med ydmyghed, når han taler om filosoffen. Uglen ser bagud, fordi det altid er så let og så behageligt at se på, hvad vi allerede har, det udmålte rum for det, vi kender!

Lad os ikke stoppe ved Minervas ugle. Lad os genoptage de vilde ambitioner om igen at ønske os et stærkere, mere demokratisk Europa, genopbygget af dets kultur og af det, som forener os! Jeg beder jer og beder især jer, Europas ungdom, at lade jer opfylde af denne ekstreme og ja, måske lidt vilde ambition!

Det, vi håber på, er i vores hænder. Lad os ønske det sammen for os og for vores børn! Så lover jeg jer, at vi kan lykkes! Lad os følge ordene fra digteren Giorgios Seferis og citere ham: ”Og når vi søger miraklet, må vi så dets blod i vindens fire hjørner, for miraklet ikke er nogen andre steder, men cirkulerer i menneskers blodårer.”

Så lad os give dette mirakel en chance. Sammen for vores Europa!

Tak.

© Emmanuel Macron og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Steffen Gliese
    Steffen Gliese
Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Ivan Breinholt Leth
Ivan Breinholt Leth

Frankrig var meget ivrig efter at få Grækenland med i euroen. Det var faktisk Tyskland, som strittede mest imod. Spørgsmålet er, hvad Frankrig har at tilbyde Grækenland til gengæld for Frankrigs medvirken i den fadæse? Ikke andet end floskler, ser det ud til.

Katrine Damm, Eva Schwanenflügel og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben Lindegaard
Torben Lindegaard

@Ivan Breinholt Leth

Ja, ja - det er jo velkendt, at Middelhavslandenes måde at udtrykke sig på, ikke kan overføres til f. ex. danske forhold. Det ville i den grad skurre i ørerne.

Men en tale af f.ex Obama, eller Kennedy for den sags skyld, kan heller ikke holdes af danske politikere.

Lad os forsøge at lytte til både Macron med åbent sind.

Brugerbillede for Bjarne Bisgaard Jensen
Bjarne Bisgaard Jensen

Macron har meget travlt med at få indflydelse ved at holde sig gode venner med mutter Merkel, og derfor kopiere hendes wirtschafts. Her til landswunder, hvor 25% knap har til smør på brødet. Her til lands følger vi trop og er fulde af begejstring over disse tyskere og ser stort på omkostningerne. Mennesker betyder ikke noget i det store spil, dem er der nok af, og skulle vi komme til at mangle nogen, så findes der råd for det.
Men dejligt at Portugal demonstrerer at en modforestilling kan bære frugt.