Dansk økonomi er igen i vækst. Men regeringen er med finanslovens rundbarbering af erhvervsuddannelserne ved at afspore opsvinget.
Regeringen holder fast i planlagte besparelser på erhvervsskolerne på mere end 600 millioner kroner næste år. I Dansk Metal er arbejdsløsheden nu nede på 2,5 procent, og der breder sig en erkendelse af, at vi risikerer at bevæge os ind i en flaskehals, når det kommer til kvalificeret arbejdskraft i industrien i fremtiden.
Ordførere, ministre og politikere fra højre til venstre i folketingssalen har på forskellig vis udtrykt bekymring for, hvordan vi holder gang i opsvinget i dansk økonomi. Dygtige faglærte er med til at drive den industri, der har en stor del af æren for, at der overhovedet er midler at fordele på finansloven. Sidste år stod industrisektoren for en eksport på knap 500 milliarder kroner, og det er en sektor med stort potentiale for at øge indtjeningen til Danmark yderligere.
Manglen på kvalificeret arbejdskraft har vi i Dansk Metal, og ofte sammen med Dansk Industri, længe råbt højt om. Og der ligger da også et erklæret politisk mål om, at 30 procent af en ungdomsårgang skal vælge en erhvervsuddannelse i 2025.
De seneste tal fra Undervisningsministeriet viser dog, at kun 18,5 procent af afgangseleverne fra folkeskolen i år har søgt ind på en erhvervsuddannelse. Regeringens planlagte besparelser på erhvervsuddannelserne er ikke ligefrem god reklame for de unge mennesker, der står i valget mellem en gymnasial- eller erhvervsuddannelse.
Erhvervsuddannelserne skal derfor styrkes – ikke svækkes. Det er logik for burhøns – men ikke for regeringen. For med regeringens finanslovsforslag virker det ærlig talt, som om kæden er hoppet af. Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd kommer de danske virksomheder i jern- og maskinindustrien til at mangle 30.000 faglærte allerede i 2025. Og den økonomiske gevinst ved at undgå denne mangel er betragtelig. Rådet vurderer, at manglen på faglærte vil koste Danmark 26 milliarder kroner om året på BNP.
Det er altså store beløb, som regeringen spiller hasard med. Det er set med mine øjne en mere end sikker investering at droppe besparelser på erhvervsuddannelserne og i stedet investere i dem.
Thomas Søby, cheføkonom i Dansk Metal.
Hvis opsvinget grundlæggende går ud på merforbrug uden omtanke og at score kassen på casino økonomi, så lad det for guds skyld blive afsporet hurtigst muligt. Det vil minske eftervirkningerne, når det igen braser sammen.
Så sandt, som det er sagt, Peter Knap,
Når man har nået bunden, kan det kun gå én vej, når det vender: Opad igen ... ;o)
Igennem de sidste 25 år har vi hørt den samme sang fra både fagforeninger og arbejdsgiverforeninger, tallene opgraderes igen og igen men ingen af parterne eller folketing, regioner og kommuner vil påtage for at ændre på udviklingen og gøre ufaglærte til faglærte.
Det er det virkelige problem og manglen på praktikpladser er steget i samme periode og det er arbejdsgivernes ansvar alene, for det er kun dem der har mulighederne og kompetencerne, til at sikre at unge der har gennemført grunduddannelsen også bliver færdige.