Kronik

Marx kunne ikke spå, men han viste os, hvordan fremtiden bliver til

Mens datidens økonomer fokuserede på mekanismer, som på papiret ville tillade systemet at køre i det uendelige, var Marx optaget af de indre ’modsigelser’, som ville få det til at bryde sammen. Den tankegang kan stadig bruges til at forstå fremtiden
Mens datidens økonomer fokuserede på mekanismer, som på papiret ville tillade systemet at køre i det uendelige, var Marx optaget af de indre ’modsigelser’, som ville få det til at bryde sammen. Den tankegang kan stadig bruges til at forstå fremtiden

iBureauet/Mia Mottelson

Debat
25. september 2017

I anledning af Kapitalens 150-årsfødselsdag er det bestemt værd at overveje, hvad Karl Marx har at sige os i dag. Det gjorde Rune Lykkeberg og Søren Mau så i den sort-hvide bagsideleder den 14. september.

Desværre lander de i hver sin grøft. For Mau er Marx, som i nytårsaftenernes 90-årsfødselsdagen,’younger than ever, love’, og for Lykkeberg er han mekanistisk, deterministisk, økonomistisk og irrelevant.

Det gælder imidlertid for Marx som for andre klassikere (Keynes eller Foucault, f.eks.), at man ikke går uberørt fra længere tids nærkontakt med dem. Der var noget udpræget beethovensk over ham: Kraftudfoldelsen, den revolutionære ild, retfærdighedssansen, det personlige mod – og den storladne symfoniske ambition om at gribe helheden og skildre den i al dens modsætningsfyldte vælde. Og ikke at forglemme: drømmen om frihed og forbrødring.

»Seit umschlungen, Millionen. Diesen Kuss der ganzen Welt,« sang Beethoven og Schiller. »Arbejdere i alle lande, foren jer«, skrev Marx og Friedrich Engels.

Relevante spørgsmål

Selv om Marx kæmpede længe og bravt med den økonomiske basgang, er det forkert at vurdere ham som en moderne økonom. Det var tværtimod en hovedpointe, at økonomiske kategorier som varer, ejendomsret eller kapital ikke primært vedrører relationer mellem mennesker og ting, men relationer mellem mennesker – og mellem klasser. Kategorierne er i lige så høj grad sociologiske.

Den simple basisoverbygningsmodel om den gensidige påvirkning mellem et samfunds økonomiske grundlag og dets juridiske, politiske og sociale former er med rette blevet kritiseret. Men det er bestemt relevant at interessere sig for, hvordan f.eks. informationsteknologien påvirker ’produktionsforholdene’, f.eks. via profitable platforme for deleøkonomi og globale virksomhedsnetværk.

Disse teknologiers betydning for den ideologiske og kulturelle udvikling er ligeledes åbenbar. De har skabt nye fora for den offentlige samtale, men også nye overvågningsmuligheder og ideologisk magtudøvelse. Modellen rejser med andre ord fortsat relevante forskningsspørgsmål.

Alting har en ende

Trods sit prangende skæg var Marx ikke profet, men helt opmærksom på, at fremtiden ikke er en udfoldelse af noget allerede givet. Nobelprisøkonomen Paul Samuelson undrede sig i sin tid (i forordet til Balinsky’s: Marx’s Economics fra 1970) over, hvad der havde fået en anden stor økonom, Joseph Schumpeter, til at beundre Marx.

Samuelson konkluderede: »Hvad jeg til slut fandt måtte være, at Marx’ storhed i Schumpeters øjne var … hans store ’vision’ om social forandring. Mens en Macaulay opfattede whig-epoken som en kulmination på al evolution, og en Hayek så tilbage på Calvin Coolidge-perioden som en genopnåelig gylden tid, betragtede Marx den sociale orden fra sit vindue på British Museum og messede: Også det vil få en ende. Og det fik det. Og det vil det«.

Det var en afgørende ambition for Marx at udskifte klassikernes økonomiske mekanik med historisk dialektik for at begribe samfundsstrukturernes kvalitative forandring. Hvor datidens økonomer (ligesom nutidens?) fokuserede på mekanismer, som på papiret ville tillade systemet at køre i det uendelige, var Marx optaget af de indre ’modsigelser’, som ville få det til at bryde sammen.

Sådan var det gået med alle tidligere samfundsformer, og sådan ville det i hans optik også gå med kapitalismen.

Modsætninger tegner fremtiden

Marx’ forestillinger om, hvad der kom bagefter, var dunkle og uklare – ligesom vores forestillinger om fremtiden nødvendigvis må være det. Der er imidlertid ingen tvivl om, at frygten for revolutionen var en af drivkræfterne bag udviklingen – evolutionen – af de skandinaviske blandingsøkonomier og velfærdssamfund, som i USA ofte omtales som socialistiske.

Marx fik altså ret i, at datidens samfundsorden fik en ende. Og han fik på sin vis også ret i retningen: Vi nyder mere efter behov og yder mere efter evne, end man gjorde i Marx’ og Dickens’ England i det 19. århundrede.

Det skyldes til dels en mere human samfundsorden, en kapitalisme med et menneskeligt ansigt. Men en anden hovedfaktor er den kapitalistiske teknologiske dynamik, som Marx og Engels lovpriste i Det Kommunistiske Manifest af alle steder.

Modsigelseslogikken – forestillingen om, at indre modsætninger i et samfund vil føre til strukturelle ændringer og omkalfatring – er fortsat en uomgængelig rettesnor, når man vil se fremad. Det er næppe noget tilfælde, at en moderne marxist som David Harvey har kaldt sin seneste bog for Seventeen Contradictions and the End of Capitalism.

Nogle af disse mange modsigelser har kapitalismen levet med i århundreder, og Harvey er selv inde på kapitalismens evne til at genopfinde sig selv på nye måder. Så lad os ikke forhaste os med at spå om dens undergang.

Tre afgørende modsigelser

Man kan imidlertid ikke give et kvalificeret bud på fremtidens mulighedsrum uden at forholde sig til de indre modsigelser, som afstikker det. Lad mig blot nævne tre påtrængende modsætninger, som kommer til at præge vores fremtid.

Den teknologiske udvikling overflødiggør i hastigt tempo arbejdskraft og må forventes at gøre det i endnu højere grad fremover. Beskæftigelsen i fremstillingserhvervene kan meget vel blive decimeret, som beskæftigelsen i landbruget er blevet det siden Anden Verdenskrig.

Vil dét være foreneligt med en økonomisk struktur baseret på lønarbejde? Og vil vi i modsat fald formå at udvikle en anden ramme, som gør automatiseringen til den gave, den burde blive?

Det er ikke først og fremmest profitraten, men derimod de økonomiske vækstrater, der har vist sig at have en langsigtet tendens til fald. I Thomas Pikettys bog Kapitalen i det 21. Århundrede er dette en hovedforklaring på den stigende ulighed.

Det er som bekendt selvforstærkende ulighed, der i sidste ende bringer ethvert matadorspil til ophør, så også heri ligger der en modsigelse, der fortjener opmærksomhed. Vil f.eks. Pikettys kapitalbeskatning kunne bremse denne proces, før den til syvende og sidst udløser revolutioner?

Sidst, men ikke mindst er der modsætningen mellem den kapitalistiske vækstmotor og det begrænsede økosystem. Økonomen Hans Aage (Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på RUC, red.) har rammende bemærket, at der er to ting, man ved om eksponentiel vækst. Den ene er, at det bliver til noget meget stort; den anden er, at det holder op.

Uden en grøn omstilling vil væksten imidlertid ikke blot høre op, men blive erstattet af nedgang. På langt sigt er den store jørgen-steen-nielsenske omstilling en forudsætning for den vækst, der nu engang er mulig. Vil det lykkes for os at spænde den intelligente teknologi for den grønne omstillingsvogn? Og vil vi erkende problemets alvor i tide?

Marx’ forestillinger om socialismen var få, luftige og usammenhængende. Og vi kan heller ikke sige noget særlig præcist om, hvor nutidens modsigelser fører hen, for vi skaber som mennesker vores egen historie.

Der er i den grad plads til og behov for politikere, som tør konfrontere disse centrale ’modsigelser’ og give deres visionære bud på, hvordan vi som samfund skal forholde os til dem. Hvis man ikke ønsker, at nogen af de nævnte modsigelser skal føre til væbnede konflikter om ressourcerne, så må man ville evolutionen.

De samfund vi har opbygget, er dyrebare – alt for dyrebare til at blive brændt af hvert syvende år, så vi kan begynde fra bar bund igen, som den disruptive Hella Joof foreslog. De kan imidlertid kun bevares gennem forandring og videreudvikling. Hertil kan man stadig hente inspiration, men altså ikke nogen facitliste, hos blandt andet Marx.

Villy Søgaard er lektor ved Institut for Sociologi, Miljø- og Erhvervsøkonomi på SDU

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben K L Jensen

Det er utroligt hvor mange forskellige ord der kan bruges om Karl Marx´s universelle sandheder om kapitalens natur og virkemåde.

Ivan Breinholt Leth

Man kan ikke hente nogen 'facitliste' hos Marx. Nej, Marx leverede primært en analyse og en samfundskritik. De som hævder, at Marx primært leverede en utopi (en facitliste), er normalt at finde blandt højreorienterede ignoranter, som aldrig har ulejliget sig med at læse Marx.

Og mht. 'planøkonomi', Martin Sørensen, så findes ordet ikke i Marx' værker. Derimod findes ordet 'diktatur'. Marx' begreb om diktatur bestod i flertallets magt over mindretallet - til forskel fra det borgerlige demokrati, som bestod i mindretallets magt over flertallet. Det skal naturligvis ses i lyset af, at Marx boede i London i det meste af hans politiske og intellektuelle liv. I 1830ernes England havde kun fem procent af befolkningejn stemmeret. Marx vendte dette de facto diktatur på hovedet og skabte begrebet 'proletariatets diktatur'. Hvis Marx havde vidst, at Europa ca. 100 år senere ville blive hærget af nazisme og fascisme, antager jeg, at han ville have været mere opmærksom på ordet 'diktatur' og dets uheldige konnotationer.

Bortset fra det, tror jeg, at vi i den nærmeste fremtid, vil blive nødt til at genoplive og revidere ordet planøkonomi, når vi opdager, at det eneste alternativ til økologisk kaos og socialt barbari er et system, hvor ressourcer cirkulerer i lukkede kredsløb og behandles med stor varsomhed. Markedet er ikke et lukket kredsløb, men om det kan bringes til at fungere som sådan vil vise sig.

Vi ser allerede kimen til planøkonomiens genoplivelse: På den ene side et USA som ledes af en gal virkelighedsfornægter, som ønsker at optrappe brugen af fossile brændsstoffer. Og på den anden side et oligarkisk, planøkonomisk Kina, hvis ledere har udtænkt en omfattende og ambitiøs plan for, hvad de kalder 'økologisk civilisation'.

Kurt Nielsen, Jens Thaarup Nyberg, Trond Meiring og Bo Stefan Nielsen anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

1850ernes England - skulle der have stået. Marx flyttede til London i 1849.

Christian Mondrup

Det var noget i retning af det jeg prøvede at få sagt i min kommentar for et par dage siden https://www.information.dk/debat/2017/09/karl-marx-kan-stadig-bruges#com..., bare udtrykt langt bedre og med et bredere perspektiv. Sammenligningen af Karl Marx med Beethoven er ny for mig, men rammende og tankevækkende.

Kurt Nielsen, Jens Thaarup Nyberg og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar