Klumme

Middelklassens selvros forklæder sig som spørgsmål

Hvor svært kan det være, spørger folk hele tiden. Spørgmålet stilles af en privilegeret middelklasse, der ikke er interesseret i svaret. Reelt er det blot en konstatering af, at man selv er kommet nemt over en forhindring og ikke kan forstå, at den kan virke uoverkommelig for andre
»Man kunne ønske, at folkene bag den nye kampagne for handicapidræt også havde øvet sig lidt. Under sloganet ’Jeg er svømmer. Hvor svært kan det være?’ opfordrer man flere til at dyrke idræt. Sloganet skal vel fungere som et klap på skulderen og en opfordring til mennesker med handicap, som måske har svært ved at komme ud ad døren og i gang,« skriver Caspar Eric i dagens klumme.

»Man kunne ønske, at folkene bag den nye kampagne for handicapidræt også havde øvet sig lidt. Under sloganet ’Jeg er svømmer. Hvor svært kan det være?’ opfordrer man flere til at dyrke idræt. Sloganet skal vel fungere som et klap på skulderen og en opfordring til mennesker med handicap, som måske har svært ved at komme ud ad døren og i gang,« skriver Caspar Eric i dagens klumme.

Hustad Katinka

26. september 2017

For tiden svømmer jeg meget. Og når jeg er ovre i Bellahøj, sker det, at jeg kan mærke den sure gamle nar vokse i mig. Jeg kan få lyst til at sige noget til de børn, der løber ved bassinet eller tager chips med ind i saunaen.

Men endnu værre: Jeg kan komme til at tænke: ’Hvorfor er ham der så tyk, og hvorfor går han ikke bare ud og svømmer et par ekstra baner?’ Og når jeg er rigtig slem, kan jeg endda komme til at tilføje et lille: ’Jeg kan jo sagtens, og jeg er endda handicappet, så hvor svært kan det egentlig være?’

Og så er det jeg husker, at det er mig, der er narren, og jeg undrer mig over, hvor i min opdragelse sådan en tanke dog stammer fra. Jeg ved ikke en skid om andre mennesker. Sådan er det. Det er vigtigt at øve sig i den tanke.

’Hvor svært kan det være?’

Man kunne ønske, at folkene bag den nye kampagne for handicapidræt også havde øvet sig lidt. Under sloganet ’Jeg er svømmer. Hvor svært kan det være?’ opfordrer man flere til at dyrke idræt. Sloganet skal vel fungere som et klap på skulderen og en opfordring til mennesker med handicap, som måske har svært ved at komme ud ad døren og i gang.

Men som altid, når der bliver spurgt, ’hvor svært kan det være?’, er det faktisk meget sværere, end man skulle tro. Det er vel derfor, der er behov for at lave en kampagne. Det kan undre, at man ikke har valgt et slogan som: ’Vi ved godt, det er svært’. Eller: ’Måske er det nemmere, end du tror’. Eller hvad ved jeg.

Mens jeg skriver, sidder jeg og tænker, at jeg godt gad ikke at komme til at skrive noget om handicap igen, fordi jeg føler, at jeg typecaster mig selv. Men allerhelst ville jeg jo gerne have, at folk i reklamebranchen, interesseorganisationer og i andre dele af samfundet generelt gad stoppe med at gøre handicap til noget, man bare selv skal lade være med at opfatte som en udfordring.

Og endnu værre: At gøre handicappede til nogle, der kun får lov at være på plakater, hvis vi viser, at vi overkommer den personlige forhindring, som er vores krop, og beviser, at vi faktisk også kan være normale.

Og allerværst: At den type reklamer selvfølgelig også siger: ’Se, her har vi en handicappet, som faktisk dyrker sport, så hvor svært kan det være for dig, der cykler der i regnen med din normale krop og dine nedadgående mundvige’, for svaret på det spørgsmål kan garanteret også være, at det i virkeligheden kan være næsten uoverkommeligt svært.

Middelklassens blinde spørgen

Det betyder ikke, at vi ikke skal forsøge at få flere mennesker – også mennesker med handicap – til at dyrke sport. Det betyder heller ikke, at vi ikke nogle gange skal anstrenge os og ikke bare skyde skylden for vores problemer på omverdenen, men det er meget svært for mig at forstå, hvordan sager som denne her kan blive ved med at poppe op, uanset hvor mange gange man påpeger problemet.

Desværre virker spørgsmålet om, hvor svært noget kan være til at være blevet noget af folkesygdom; et spørgsmål, som en privilegeret middelklasse igen og igen får lov til at stille uden faktisk at være interesseret i svaret. Et spørgsmål, som dem, der har klaret en forhindring, stiller igen og igen, fordi det virker uforståeligt for dem, at noget dog kan være så svært for nogle andre, når det nu var så nemt for dem selv.

Da jeg kom ud, efter at jeg var færdig med at træne (noget jeg i øvrigt selv er dårlig til at gøre til en vane i længere perioder, akkurat som mit rygestop og basically alt andet), var der en ældre herre i omklædningsrummet, der stod og sang »I feel good, I knew what I would« – åbenlyst hans egen fortolkning af James Brown. Lige så dejligt og underligt det er, når nogen på den måde bryder ud i glædessang, lige så dejligt er det, at det ikke er et krav.

Caspar Eric er forfatter. Klummen er udtryk for forfatterens egen holdning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anne Schøtt
  • Bjørn Pedersen
  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
  • Frede Jørgensen
  • Katrine Damm
  • Niels Duus Nielsen
  • Peter Knap
Anne Schøtt, Bjørn Pedersen, Eva Schwanenflügel, David Zennaro, Frede Jørgensen, Katrine Damm, Niels Duus Nielsen og Peter Knap anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg er fuldstændig i, at de plakater har et noget speget budskab. Har tænkt det samme, så tak, fordi du skrev det.

Eva Schwanenflügel og Hans Houmøller anbefalede denne kommentar
Hans Houmøller

Hvor er det godt at blive gjort opmærksom på det, så tak for en stærk klumme.

Jeg kender det samme fænomen fra min omgangskreds, hvor replikken fra en enkelt ofte er: "Så må man jo bare ..."., når en anden i kredsen har fået uventet modstand eller sidder med et problem, vedkommende ikke lige kan finde en løsning på.
Jeg vil linke til klummen, så den kan komme ud i mit netværk også.

Steffen Gliese, Randi Christiansen, Eva Schwanenflügel, Anne Schøtt og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Hans Houmøller

PS! Jeg kom lige i tanke om, at Margrethe Vestager for et par år siden udtalte: "Sådan er det jo«, lød beskeden på partiets sommergruppemøde, da hun blev spurgt til situationen for de danskere, der står til at ryge ud af dagpengesysteme.

Godt man havde sit på det tørre, også den gang.

Steffen Gliese, Randi Christiansen, Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Åhja.. i min bekendtskabskreds hedder det "så må de jo tage sig sammen".
Det gælder alt lige fra fedme, arbejdsløshed, over smerter og til at tabe i konkurrencer.

Der er ingen undtagelse eller undskyldning for ikke at tage sig sammen - og gøre som andre forventer.

Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel, David Zennaro, Ebbe Overbye, Anne Schøtt, Bjarne Bisgaard Jensen, Heidi Larsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Har venner og familie der siger sådan om f.eks. arbejdsløshed; jamen så må man bare tage et job. Som om der eksisterer en kollektiv bevidsthed om, at Danmark har et tag selv bord af jobs. Rigtige jobs.

Steffen Gliese, Randi Christiansen, Eva Schwanenflügel, Niels Duus Nielsen, Lise Lotte Rahbek og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Casper eric, din intelligens er i hvertfald ikke handicappet - så bliv endelig ved med at formidle dine observationer til alle, der har fået snavs på det tredje øje

Ja, det er nemlig en sygdom, der plager os - og som undergraver velfærdssamfundets ideologi: alt for mange går for meget op i, hvad andre folk tænker, tror og gør - og problematiserer ting, som ikke nødvendigvis er et problem for den, der udæskes.