Når det gælder

Donald Trump stablede sig som sædvanlig op under årets første stormflodskatastrofe, den i Texas, som er gledet i baggrunden efter Florida, som er endnu værre. Med armen om et redningshold i sikker afstand fra vandmasserne fik Trump leveret endnu en giftighed mod Fake News, som han jo konsekvent kalder de medier, der kigger ham i kortene: »I er her i forreste linje, her, hvor Fake News jo ikke tør komme.«

Sådan noget lignende, ikke ordret gengivet, men meningen klar. Redningsfolkene så ikke ud, som om de nød samværet med manden og den kælne stemme.

Sidste søndag dementerede Trump ikke sine udtalelser, da CNN’s folk risikerede liv og lemmer midt i den orkan, der får en hjemlig under samme benævnelse til at ligne et suk i et badeværelse.

Dér stod reporterne på deres poster og rapporterede uden at kny.

Én af dem fremviste ganske vist benovet en tagsten på størrelse med en halv lille bildør, stenen havde reporteren med nød og næppe undgået, forklarede han undskyldende, og at han derfor ikke længere turde stå midt ude på den oversvømmede gade med de flyvende tagsten og vildt svajende palmer.

Klip til kollega Chris på første sal i piskende regnbyger og besvær med at holde sig på benene, men i stadig kontakt med CNN-hovedkvarteret i Atlanta og med en meteorologisk ekspert. Bogstaveligt talt minut for minut varslede Chris ikke, hvad der var sket, som når danske tv-vejrfolk fortæller, hvorfor vi ikke i formiddags kunne grille pølser til frokost, men hvad der ville ske: Om ti minutter kommer Orkanens øje ind over byen, og det bliver vindstille.

Som sagt så sket: Ti minutter efter stilnede stormen, fuglene sang, og folk kom ud på den oversvømmede gade og luftede hund.

For enhver pris

Men nej, nej, det burde de ikke gøre, for om 20 minutter drejer orkanøjet videre mod nord, og så støder orkanen fra den modsatte side, hvilket betyder, at så er det ikke mere kun regn- og ferskvand, men selve den salte Mexicanske Golf, der som en mindre tsunami flyder ind i gaden, ikke som en stille rislen, men med høje rivende bølger. Og nu må vi ikke håbe, at vandet når op til dig, Chris, helt op på første sal.

Og Chris bliver stående med vandet drivende af sig, mens Golfen melder sin ankomst 20 minutter senere. Og deroppefra får han forklaret – uden selvheroisering og ganske vist uden adresse – men for dem, der hørte Trump i Texas – tankevækkende; well, forklarer Chris, de indtog deres reportageposter her på Main Street i Naples, fordi det var stedet, hvorfra man med sagkyndig bistand fra meteorologeksperten kunne forudsige orkanens bevægelser og konsekvenserne mest præcist. Og så kom det: Redningsmandskaberne var for længst gået i dækning og sad forsvarligt og helt korrekt i sikre bygninger for at kunne rykke ud så meget desto mere effektivt, når det værste var ovre.

Reporterne, der ofte kritiseres for deres påtrængende nærvær ved katastrofer og selvfølgelig også får noget på CV’et for det, var ikke desto mindre offentlighedens øjne og ører i Florida. Hvis redningsmandskabet på de sikre steder uden bystrøm ellers havde batteri nok, kunne de følge reporterne og forberede indsatsen, i værste fald reagere akut.

Lige med ét var den journalistiske tv-tendens: her og nu og til stede for enhver pris, og her kommer jeg med talent og CNN i bøjet neon – lige med ét var det ikke dét, det handlede om, men sådan set helt nøgternt liv og død og andres velfærd.

Et mærkeligt øjeblik og bevægende i moderne presses historie, hvor iagttageren, reporteren – på en anden måde end forventet af dette ellers underholdningsdominerede medie, hvor selvforelskelsen kan være ulidelig – blev selve katastrofeberedskabet med et hold, der vidste besked og samlede ind ved selvsyn og koordinerede med eksperter i baglandet og formentlig gjorde en forskel. Det har man på den baggrund og trods kritikken om sensationsmageri i det mindste lov at tro.

Det hele mindede et skævt øjeblik om Eyvind Johnsons store roman Krilon (1941-43), hvor den svenske forretningsmand og antinazist Johannes Krilon erkender, at hans studiekreds, gruppen, er inficeret af nazismen og derfor smider Krilon ud af fællesskabet.

Krilon tager skiene på nakken og vandrer over fjeldene til Norge og indhenter under stor personlig risiko vidnesbyrd om nazismens grusomheder. Han bringer vidnesbyrd ved selvsyn og koordinerer sine iagttagelser med den viden, han i forvejen har skaffet sig på anden vis. Det, han herefter beretter, kan og må de, der hører efter, så tage stilling til. Det er selve journalistikkens grundvæsen som reporteren må virke ud fra, hvad enten det gælder politiske eller naturens katastrofer.

Uden anden tanke

Tilbage står igen, igen en amerikansk præsident uden anden tanke i hovedet end sig selv og egne fordomme; formentlig også egne bekymringer for de fatale afsløringer, der meget vel kan ramme ham takket være den presse, han så konsekvent kalder Fake News.

Selv under Texas og Florida, nationale katastrofer af bibelske dimensioner, evner eller ønsker eller begge dele Amerikas leder ikke at samle en dybt foruroliget befolkning, men benytter anledningen til yderligere giftudlægning og flere uforsonlige konfrontationer.

Man tør ikke tænke på, hvor negativ en betydning for tilliden til de modige budbringere Trumps udtalelser har haft.

Men næppe for de redningsfolk, der sad i de sikre huse afhængige af rapporterne fra Chris og ham med den halve bildør af en teglsten, der nær havde ramt ham i nakken under udøvelsen af reporterens sure og her våde pligt.

Der var engang, da amerikanske ledere respekterede og levede med tredelingen af magten og – ganske vist modvilligt – med pressen som den fjerde.

Amerika har nu en præsident, for hvem at dele magten og æren med andre er lige så umuligt som at stilne orkaner.