Kommentar

Når man er i krig mod ondskaben, er ingen midler for voldsomme

Bandekonflikten har fået politikerne til at konkurrere i disciplinen skinger retorik og skræmmebilleder. Resultatet er en militarisering af politiets indsats
16. september 2017

I disse uger oplever vi som beboere på Nørrebro og i Nordvest en voldsom tilstedeværelse af politi. Bandekonflikten har sommeren over været et varmt politisk emne. Regeringen, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti konkurrerer om at fremstå mest handlekraftig og viser gentagne gange, at de er villige til at gå langt i deres forsøg på at forsvare lov og orden.

Ved Socialdemokratiets sommergruppemøde udtalte Mette Frederiksen: »Mere politi, mere politi – til fods, i biler, et tilstedevær, lige nu, ikke mindst i København.« Partiets retsordfører, Trine Bramsen, supplerede ved at kalde situationen på Nørrebro en »katastrofesituation«, og justitsminister Søren Pape Poulsen (K) skrev på sin facebookprofil: »Én ting er sikker. Jeg stopper ikke med at kæmpe mod bandernes ondskab, før vi igen kan føle os trygge i gaderne.«

Når den lovgivende og udøvende magt begynder at tale om ondskab, skal vi være varsomme. For alle kan blive enige om, at i kampen mod ondskab er ingen midler overdrevne. Når truslerne blæses op til absolutte symbolske størrelser, bliver intet middel for voldsomt.

Udover at kalde banderne onde omtaler Pape Poulsen dem også som en besættelsesmagt: »Vi skal tage et opgør med bandernes små kongeriger. Der skal ikke være andre her i landet, der regerer, end de danske myndigheder.« Justitsministeren mener, at vores by er besat. Uanset konfliktens alvor er dette ikke tilfældet.

Løsningerne ser ud til at handle om at stadfæste statens symbolske kontrol frem for at løse problemet på lang sigt. Justitsministeren lyder som en afmægtig patriark, som er ved at opdage, at hans autoritet ikke rækker, når han siger, at han vil »manifestere trygheden klart og tydeligt og vise, hvem der bestemmer«.

Udvidede beføjelser

I forsøget på at opretholde fiktionen om statens uudfordrede suverænitet og tryghedsskabende evner har politiet løbende fået udvidet deres beføjelser med terrorpakke I og II, det nye såkaldte ’værn mod terror’, rockerlove, zoneforbud, uropakker og senest bandepakke III.

Selv om beføjelserne altid begrundes i en konkret, nødvendig styrkelse af politiets handlemuligheder i forbindelse med et særligt presserende problem, ender de med at indgå i politiets almindelige repertoire. På den måde havner vi i permanent optrapning – gennem kontinuerlige udvidelser af magtapparatets beføjelser.

Flere forskere taler om en internationalt stigende militarisering af politiindsatser. Den gør sig gældende i krigen mod terror, krigen mod stoffer og krigen mod bandekriminalitet. Kort sagt betyder det, at grænserne mellem civile og militære operationer udviskes, og at der i stigende grad indføres ’mindre’ undtagelsestilstande, der sætter retssamfundets principper ud af spil.

Skudsikre veste er noget af det, regeringen vil skride ind imod for at stoppe banderme. (Arkivfoto)
Læs også

Materiel såsom våben og teknologi, som er beregnet til brug i krig, bruges til opretholdelse af almindelig ro og orden.

Det er det, vi ser, når helikopter og overvågningsfly går på vingerne over Nørrebro. Politiet er set med skarpladte våben i det flyvende, militære fartøj. Man har følt sig nødsaget til at trække på militære ressourcer som Hjemmeværnet og Forsvaret, da politiet ikke selv råder over luftbårent materiel – det har traditionelt været betragtet som en militær opgave at patruljere fra luften. Men traditionerne er under forandring.

Og man forsøger at gøre forandringerne undseelige. Det er det, vi ser et eksempel på, når politiet udtaler, at det er lige meget, om betjente sidder i en militærhelikopter eller går på jorden med våben. Hvordan kan Rigspolitiet fastslå, at det er samme skydereglement, der gælder, hvis politiet ikke tidligere har haft helikoptere?

Skræmmebilleder

Problemet ved politikersnakken om ondskab og fjender er, at den fremkalder skræmmebilleder. Det resulterer i symbolpolitik, som måske gør borgerne mere trygge, men som ikke afhjælper selve problemet. De fleste tilfælde af vold er ikke et resultat af ondskab. Vi udelukker os selv fra at gøre noget ved de faktiske årsager, hvis vi nægter at prøve at forstå konflikternes motiver.

Næste gang en konflikt af denne slags blusser op, er vi således ikke kommet nærmere en løsning. Til gengæld overskrider de uovervejede nødlovgivninger vores civile rettigheder. Rå magt er en kluntet og farlig løsning på den uorden, den sættes ind imod.

Sikkerheden i vores by er bedre tjent med, at politikerne ser bort fra deres retspolitiske strafideologier, og lytter til de løsningsforslag, som erfaringen viser, virker. Der er rigeligt med eksempler i verden på, at militarisering af ordensmagten skaber næsten uløselige problemer.

Det, der er nødvendigt, er som bl.a. Nørrebro Lokaludvalg efterspørger: Et stærkt lokalsamfund, hvor folk tager sig af hinanden og følger med i hinandens liv, samt at systemet gør en reel indsats imod at unge tabes på gulvet. På gadeplan er det ikke fordømmelse, vi savner.

Aske Tybirk Kvist og Marcus Ferreira Larsen er antropologer

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Toke Andersen
Toke Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Virkeligt kloge ord, men også pinligt naivt at forestille sig intelligente og civiliserede reaktioner fra danske politikere.
Undskyld de herrer Kvist og Larsen, men hvor fanden har I været gravet ned de seneste årtier ?
Danske politikere, nærmest uden undtagelse, er jo nærmest stolte at være så dumme, primitive og kontrolliderlige som muligt.
Talemåder som 'uden for pædagogisk rækkevidde' eller 'dumme som snot' er årtusindets underdrivelse, når vi taler om langt størstedelen af danske politikere.
Selvfølgelig har hverken Pape eller Frederiksen noget at bidrage med, inkompetencen, småligheden og det primitive menneskesyn dyrkes som æremærker - og de er ikke engang de værste.

Eva Schwanenflügel og Johnny Winther Ronnenberg anbefalede denne kommentar