Kronik

Vi opdrages til at opfatte arbejdsgivernes krav som et eventyr

På universitetet lærte vi, at kongen på arbejdsmarkedet er ham, der skaber vækst. Ham, der vinder kapløbet mod de andre og ikke stiller spørgsmål til arbejdsgivernes krav. Derfor undrer det mig, at klagerne over mangel på sammenhængskraft og fællesskab fortsætter. Det er jo det modsatte, vi uddannes til
I disse dage begynder de studerende på universiteterne. Her lærer vi ifølge dagens kronikør, at kongen på arbejdsmarkedet er ham, der skaber vækst.

I disse dage begynder de studerende på universiteterne. Her lærer vi ifølge dagens kronikør, at kongen på arbejdsmarkedet er ham, der skaber vækst.

Sille Veilmark

Debat
4. september 2017

Mens jeg sad og bryggede på mit speciale, dumpede konvolutten ind ad brevsprækken. Den var tyk og tung, og den kom lidt som en overraskelse. Afsender: Karrierecentret på Aalborg Universitet. Og indholdet var hverken en invitation til festivitas på rektors regning eller et motiverende skulderklap midt i studiets uden tvivl hårdeste semester.

Jeg havde håbet, men i stedet gav konvoluttens indhold et glimt af nogle af de kræfter, der sættes i spil, når nyuddannede skal »krydse broen til arbejdsmarkedet«. For krydse den, det skal de.

Et tykt katalog med titlen Dimittendguiden 2017 og et farvestrålende forsidebillede af en hængebro ved skumringstid udgjorde hovedvægten af konvoluttens indhold. Forstod man ikke symbolikken, blev man hjulpet på vej af undertitlen: »Vi bygger bro mellem studerende og erhvervslivet.«

Herudover var der invitationer til en lang række begivenheder. Mest fremstående var Karrieremessen i Gigantium, hvor mere end hundrede større virksomheder ville være til stede og byde på rig mulighed for at networke. Denne vigtige dag blev desuden »sparket i gang« af onlineentreprenøren Jesper Buch – uden tvivl forbilledet for enhver kommende dimittend – med det fængende foredrag: Kick-Ass – fra Kælder til Milliard.

Racerløb og eventyr

Var man ikke forvirret allerede ved åbningen af den uanmeldte konvolut, blev man det hurtigt ved en ’dybere’ læsning af materialet. Særligt to til dels selvmodsigende fortællinger kæmpede om retten til at repræsentere livet efter studierne.

På den ene side skulle vores karriere opfattes som et »race«, hvor det var vigtigt at »kickstarte« og komme »godt fra start«. Det krævede kun, at man – foruden at skrive sit speciale – udviste gåpåmod og lige gav den dét ekstra. Her indforstået, at man tog imod de råd til jobsøgning, som karrierecentret gav. Man skulle f.eks. deltage i et foredrag om at »naile eller faile« sin jobsamtale. Eller man skulle tage med på »Tour De Hjørring« og møde en masse spændende virksomheder i, ja, Hjørring.

Ikke at der er noget i vejen med den slags tilbud, men hvor vigtige – for slet ikke at sige interessante – er de lige, når man sidder i speciale til over halsen? Svaret: ikke vildt meget. Indtil det går op for en, at det ikke handler om en selv, men om alle andre. For hvem vil efterlades »alene på perronen«?

På den anden side skulle karriereren også opfattes som et livslangt »eventyr«, illustreret med evindeligt moderne slogans såsom: »Your Career – Your Adventure!« Interessant eftersom det strider imod forestillingen om karrieren som et racerløb. Hvis vi har hele livet til at begive os gennem dette personlige eventyr af livslang læring, og hvis vi skal arbejde, til vi er uendeligt gamle, så er det vel ikke så vigtigt, at man kommer vildt godt fra start?

Hvis karriere er noget, man vinder ved at komme først, så er pokalen vel i sig selv kontinuerlig selvudvikling? Målstregen er også startlinjen. Banen er rund og endeløs – i hvert fald indtil man dør, hvilket de færreste forhåbentligt regner for en sejr i sig selv.

Mødet mellem de to fortællinger, eventyret og racerløbet, som også kan genkendes i det resterende samfund, siger noget om, at vi har en (arbejds)kultur, hvor det at løbe hurtigere og skille sig ud i dag, sætter standarden for i morgen. Hvor det nærmest er indbygget i systemet, at de beskæftigede skal præstere, til de bryder sammen, rehabiliteres og så tilbage i møllen, selv om der er andre, som går arbejdsløse. Og hvor det at føle sig forhastet og tvunget til noget, man egentlig ikke har lyst til, handler mere om frygt for stagnering end håb om fremskridt.

Talent for vækst

Materialet bød også på ét gennemgående, vel næsten patriotisk element, som samfundet manglede, og som vi dimittender kunne få lov at bidrage med. Nemlig talentet for at skabe vækst. Var man blandt »30 særligt udvalgte deltagere«, med et »drive for at skabe vækst og udvikling i mikrovirksomheder«, kunne man deltage i »AAU’s Scandinavian Talent Program«.

Det lyder måske ikke som noget, der burde fylde en med ambivalens – vækst er jo kilden til alt godt i verden, ikke? Alligevel springer det i øjnene, for dette talentprogram handler altså ikke om at excellere i sit fag, at opfinde en dims til at gøre energi grønnere, havet lidt mindre plastikfyldt, eller hvad ved jeg. Det handler om at være særlig dygtig til at tjene penge til en virksomhed. Uanset hvordan. Uanset på hvad. Kan det overhovedet kaldes et talent?

Det kunne godt se ud som om, vækstlogikken har gennemsyret uddannelsessystemet i sådan en grad, at almendannelsen – ja, selv fagligheden – er blevet udvisket. Det handler om at rive penge ind. Det er dét, vi belønner hos vores dimittender. Og at de alene kan gøre det, vel at mærke. Fint nok, men så skal vi heller ikke klage over, at der mangler sammenhængskraft i samfundet, autentisk kreativitet, engagement i demokratiet, eller at fremtidens generationer er sig selv nærmest. For det er sådan uddannelsessystemet har formet dem. Formet os. Men så igen, det klager vi måske heller ikke over, så længe der er vækst.

Individualiserede generationer

Det er let at afskrive Karrierecentret og dets tilbud. At grine ad billederne af broen i solnedgang, at græde over den spildte regnskov. At ende med at smide det hele i papirkurven. Og så er det alligevel ikke helt så let. For brevet er afsendt fra en afdeling på Aalborg Universitet, en autoritet og ekspert på området, så den rummer en magt, man som dimittend ikke kan se sig ud af.

Hensigten med materialet var muligvis at styrke de kommende dimittender ved at give dem redskaber til at klare sig i livet efter studierne. Det ironiske er dog, desværre, at det danner grobund for individualiserede nyuddannede, der ikke tør anfægte tingenes tilstand på arbejdsmarkedet.

Ved at lære dimittenderne at se sig selv som enlige eventyrere og indædte konkurrenter i kapløb mod tiden og hinanden, lærer vi dem også, at de er magtesløse og skal være ukritiske. At de skal sælge sig selv, uden at tænke over, om prisen nu også er rimelig.

Men hey, de løber gerne hurtigere, kæmper hårdere, går distancen og så videre. Det må vel være godt for konkurrencestaten Danmark, ikke? Jo, umiddelbart, hvis man tror på uendelig vækst og personlig udvikling i en verden med begrænsede ressourcer – både naturens og menneskets. Hvis man tror på, at den amerikanske drøm kommer til at fungere bedre for os, end den gjorde for amerikanerne.

Joachim Ingvardsen er uddannet cand.psych. fra Aalborg Universitet og arbejder som psykolog i Grønland.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torsten Jacobsen

Jeg læste/hørte et godt råd forleden, som jeg - da det er for sent for mig selv - gerne vil give videre til alle håbefulde studerende. Jeg parafraserer, men rådet lød cirka således:

"Som 'studerende' giver samfundet dig en helle på X antal år: Du kan uden at miste social status bruge al din tid på at danne dig selv, at skabe dig selv - og dermed uddanne dig selv til at medvirke til at omdanne samfundet. Der er absolut ingen grund til, at du i de x antal år skal begrænse dig til at læse det pensum, som din uddannelse kræver. Tværtimod bør du gribe denne enestående mulighed, og i stedet for læse de gode og absolut nødvendige bøger, som danner mennesker. Dette er hele meningen med en universitetsuddannelse. Hvilke bøger der er tale om, bør du selv finde ud af. Kan du ikke finde ud af det, hører du ikke til på universitetet!"

Cirka sådan burde det være. Universiteterne er tænkt som bastioner for menneskelig dannelse og viden. Ikke lønkamre for merkantilistisk tænkning...Det har vi CBS til...

Carsten Wienholtz, Elisabeth Andersen, Jes Balle Hansen , ingemaje lange, Henrik L Nielsen, Flemming Berger, Eva Schwanenflügel, Arne Albatros Olsen, Niels Duus Nielsen, Lilli Wendt, Johnny Winther Ronnenberg, Ib Christensen, Benny Jensen, Lars Bo Jensen, Niels-Simon Larsen, Einar Carstensen, Anders Reinholdt, Bjarne Bisgaard Jensen, Jørn Erikstrup, Steffen Gliese, Torben Skov, John Christensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Fuck "arbejdsgiverne"!

Elisabeth Andersen, Eva Schwanenflügel og Torben Skov anbefalede denne kommentar
John Christensen

Udmærket skriv, og gode reflektioner over - Karrierecentrets Newspeak.
Godt at nogen som Joachim nu har en indsigt i, hvad man skal tage fat i - når de unge skær i sig selv.

Konkurrencestat, min bare..........

Elisabeth Andersen, Eva Schwanenflügel, Lilli Wendt, Steffen Gliese og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Da det offentlige også begyndte at uddanne til det private erhvervsliv, overskred vi en grænse. Den bør vi hurtigst muligt få genetableret, for det er jo tydeligt, at man i de kredse tager hele hånden, når man rækker dem en finger. Det har ikke været til fordel for uddannelsessystemet i nogen retning: arbejdsgiverne ser det ikke længere som deres egen fremtidssikring at sikre unge mennesker lærepladser, f.eks.
På de uddannelser, der skal sikre samfundets fremskridt i viden og menneskelighed, har man også fået skabt en desorientering, der i løbet af få år har vist sig at undergrave hele vores kultur og de værdier, som i hvert fald det danske samfund finder hele sin mening i, nemlig, hvad der hos Grundtvig hedder: "... menneskets adel på ny erkendt!" Kort sagt frihed, lighed og broderskab indenfor det demokratiske samfund.

Carsten Wienholtz, Erik Feenstra, Elisabeth Andersen, Torben Skov, Eva Schwanenflügel, Ib Christensen og Einar Carstensen anbefalede denne kommentar

Må jeg hugge det, Torsten Jacobsen?

Ah, du har jo selv taget det et sted fra og angiver ikke engang kilden. :-)

Mads Kjærgård

Ikke det jeg lærte på universitetet, der lærte jeg empati, og evnen til at lytte til andre, selvom jeg ikke var enig, eller troede jeg vidste bedre! Tak for det, og tak fordi man gik på universitetet, da det stadigvæk var et universitet og ikke blot en læreanstalt!

Carsten Wienholtz, Erik Feenstra, Lise Lotte Rahbek, Niels Duus Nielsen, Tue Johnsen, Steffen Gliese og Einar Carstensen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

"i en verden med begrænsede ressourcer". Ja, gid det også var erkendt - de rette steder.

Når man (som forfatteren) kan tage en cand psych eller tilsvarende svær uddannelse, så burde man nok være så kvik på øverste etage, at man ikke lader sig forføre eller slå ud af en flok "effektivitets præsters" udgydelser om erhvervslivets vilkår o s v.

Dem, der klarer sig bedst, er typisk de kvikke, der blæser på hvad andre plejer eller mener og i stedet med kunstnerisk talent følger deres egne ideer.

Ja. Velkommen til HR-snak kære Joachim Ingvardsen. Skulle du være så uheldig hen ad vejen at blive arbejdsløs som 50 årig vil du opdage at tildængningen med bullshit ikke er aftagende.

Hans Bruun Jensen, Elisabeth Andersen, Torben Skov, Jens Falkenberg og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Ja, vi fik jo at vide at nu var landetes uddannelassystem indrettet efter Erhvervslivets behov. Og vi fik det at vide af folk der gerne hyler op om, at det er dem med behovet der skal have omkostningerne.
Så det undre ikke mig at det er ting som i artiklen der indoktrineres med på skatteydernes regning.

Den her ide om at der er plads til større ulighed har medført. at i dag er det værd at tage chancen og være en Stein Bagger wannabe. Stemningen er jo, at intet er forkert før det bliver opdaget. Så hold jer endelig ikke tilbage. Snyd og bedrag alt i kan, kartellet sørger for at myndighedernes kontrol, nok skal være uden evne til at opdage noget som helts.

Carsten Wienholtz, Erik Feenstra, Elisabeth Andersen, Steffen Gliese og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Søren Jacobsen

Det lyder nærmest som et manuskript til en amerikansk kommedie.

Dejligt at der endelig er røre i andedammen og grøde i ungdommen. Tak. Din kronik gjorde dagen bedre.

Erik Feenstra, Vivi Rindom, ingemaje lange, Torben Skov, Steffen Gliese, Lise Lotte Rahbek, Niels Duus Nielsen og Ib Christensen anbefalede denne kommentar

ja nu er det blevet til et mareridt

Niels K. Nielsen

Og universiteterne uddanner til arbejdsløshed, fordi de alene honoreres efter, hvor mange der høvles igennem.

Hvis incitamentsstrukturen ændredes ville der nok ikke være så mange skuffede akademikere og spildte skattekroner.

"På universitetet lærte vi, at kongen på arbejdsmarkedet er ham, der skaber vækst. Ham, der vinder kapløbet mod de andre og ikke stiller spørgsmål til arbejdsgivernes krav. "

Så tror jeg ikke du har hørt efter. Faktiisk tror jeg slet ikke du skulle have været på universitet.

Jeg var engang til en fest i "Historisk Kantine" på Å(?)rhus Universitet, og drak en helvedes masse fadbamser, og scorede en smuk, men en kende buttet ("det bå' dejlig", sa'e æ jo så,) oldtidshistorie-studerende tøs ifra Kolding. Gurli, tror jeg det var hun hed.

"- Øh, Gurli, er det henne med de store pätter?
-Ja!"
(De Nattergale.)

Nej, Niels K. Nielsen, universiteterne uddanner ikke til arbejdsløshed, akademikerarbejdsløsheden ligger under al anden arbejdsløshed.

En intellektuel har aldrig fri.

Johnny Winther Ronnenberg

"En intellektuel har aldrig fri."

Jo efter 37.5 timer, det er der hvor livet begynder, hvis ikke udfordringerne er der på arbejdet, så skaber man dem i sin fritid ;-) Jeg er ved at lære C#, visual Basic og Python simultant og jeg har en ret begrænset levetid ifølge lægerne. Men roen skal stadig plejes ;-)

Bertrand Russell definerede en intellektuel som en, der kan tænke på noget andet and sex, mer end en halv time ad gangen.
God vind, arbejdsro og -lyst, og flere (nogenlunde) fine år endnu ønskes dig, Johnny.
"Keep on rocking in the free world."

Vækst er denne verdens svar på alle problemer. Derfor bliver problemerne ved med at vokse. Skal vi mennesker løse problemer som klimaforandringer, krige, flygtninge- og finanskriser skal vi ændre vores holdning til livets spørgsmål. Meget højttravende her en tidlig tirsdag morgen...;-)

Mads Kjærgård, Steffen Gliese og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Lad os da se på nogle ændringer i praksis, så bliver det måske ikke (for) "højttravende".
(Gallop, så?)

Tak for en god kronik. Ja, universiterne er gennem den sidste snes år desværre blevet forvandlet fra akademiske institutioner for støtte og opmuntring af studenternes selvudvikling og kritiske sans og centre for diskussion, pluralisme, lærdom og dannelse til anstalter for indoktrinering og ensformning til erhvervslivets behov, den berygtede 'bro fra universitet til erhvervsliv', som også ledelsen her på Aarhus Universitet helt har taget til sig. Der har udviklet sig et nyt lag af new public management orienterede ledere og bureaukrater , der i en åbenbart uimodståelig bevægelse gennem årene har omformet universiteterne til en blanding af erhvervsvirksomheder og reklamebureauer .Forskernes akademiske frihed, studenternes åndelige selvudfoldelse samt faglighed og kvalitet er herunder generelt blevet undergravet. Noget man så har søgt at skjule ( surprise, surprise) ved at omdefinere 'kvalitetet' som dressering og tilpasning til erhvervslivet

Jeg er så glad for at det efterhånden er mange år siden, at jeg var studerende. Men det er jo så en fattig trøst, for trist og tragisk er disse aktuelle tilstande jo, i sandhed.
:-(

Torsten Jacobsen

Steffen Gliese,

Her er kilden, omend jeg har en fornemmelse af, at du ikke vil bryde dig om den ;)
https://www.youtube.com/watch?v=XbOeO_frzvg

morten bech kristensen

Fin artikel. Fanger udmærket presset fra Markedet. Det er markant i enkelte moduler på psykologiuddannelsen. Jeg fik også det erhvervslivs-orienterede "materiale" kendt som Dimittendguiden 2017, som er artiklens udgangspunkt, hen mod slutningen af min kandidatuddannelse på AAU. Det røg direkte i skraldespanden sammen reklamerne fra det lokale storcenter, som det også er besværligt at slippe for. Skal man forstå, hvorfor der er ressourcer til at producere dette materiale, skal man se mod toppen af systemerne, for både fisk og organisationer rådner fra hovedet først. Mon der er plads på flyet til Grønland. Lugten af rådden fisk er dominerende i DK.