Kronik

Det var en overvindelse at melde min overgrebsmand. Men retssystemet fungerede

19 måneder og to retssager efter, at en mand forgreb sig på mig, dømte landsretten ham. Min vej igennem retssystemet har været krævende og alt for lang. Men stik imod mine forventninger behandlede størstedelen af dem, jeg mødte hos politiet og ved domstolene, mig hensynsfuldt og professionelt
Kathrine Storgaard Carlsen blev seksuelt overgrebet i sin kærestes seng under en fest. Hun har siden været i retten – og mødet med systemet har været en positiv overraskelse.

Kathrine Storgaard Carlsen blev seksuelt overgrebet i sin kærestes seng under en fest. Hun har siden været i retten – og mødet med systemet har været en positiv overraskelse.

Sille Veilmark

16. september 2017

Knap otte uger efter, at jeg blev udsat for et seksuelt overgreb, traf jeg en svær beslutning. Jeg trodsede min frygt og forestillinger om hensynsløse politibetjente og kyniske forsvarsadvokater.

Jeg gik igennem glasdøren ind til politiet på Københavns Hovedbanegård og anmeldte den mand, der, mens jeg sov i min kærestes soveværelse, lagde sig bag mig, tog tøjet af mig, stak fingrene op i mig og bed mig hårdt i overarmen.

»Er det det her, du vil anmelde ham for?« spurgte politiassistenten og pegede på paragraf 221 i straffeloven, efter at jeg kortfattet havde beskrevet overgrebet. »Med fængsel indtil fire år straffes den, der tilsniger sig samleje med en person, der forveksler gerningsmanden med en anden.«

At der findes en paragraf, der næsten beskriver det, jeg blev udsat for, var lettende at erfare.

I små to måneder havde jeg været plaget af vrede, tvivl og frygt. Jeg vidste ikke, om jeg burde og turde melde ham. De første dage efter overgrebet forsøgte jeg selv at tackle det. Jeg bad en fælles bekendt sige til manden, at han skulle ringe mig op.

I telefonen krævede jeg, at han lyttede til min beskrivelse af overgrebet. Konfrontationen gav mig en kortvarig følelse af lettelse og kontrol. Men lyden af hans gråd satte sig fast, og mit overskud forvandlede sig til et uventet virvar af skam, medlidenhed og mere vrede.

På Center for Seksuelle Overgreb, hvor de tre dage senere undersøgte mig for kønssygdomme og fotograferede bidemærket på min overarm, fortalte en sygeplejerske, at seksuelle overgreb kan medføre en følelsesmæssig kortslutning.

Forsvarsmekanismerne bryder sammen, og man gennemlever på rekordtid hele følelsesregistret. Alle følelser kommer væltende på en gang. Alligevel blev jeg ved med at sige til mig selv, at han ikke skulle have lov at knække mig.

Måtte stole på retssystemet

De følgende dage fortsatte jeg med at sende ham vrede sms’er. Jeg fortalte ham om bidemærket. Skrev, jeg ville kontakte hans kæreste, hvis han ikke fortalte hende, hvad han havde udsat mig for. At jeg ikke kunne koncentrere mig på arbejdet.

Sms’erne gav mig flygtige følelser af kontrol. Men gradvist forstod jeg, at det var selvpineri at kontakte ham. Jeg blev nødt til at anmelde ham og stole på, at retssystemet fungerer.

Den erkendelse resulterede i et voldsomt kontroltab og endnu mere frygt. Flere folk omkring mig havde frarådet mig at politianmelde. De frygtede den retsproces, der ventede mig. På cyklen på vej mod Bellahøj Station, hvor jeg var indkaldt til afhøring, var jeg svimmel og overvejede at vende om.

De to mødtes, og den unge mand fortalte Marie Bruvik Heinskou om den nat, han begik et overgreb
Læs også

Justitsministeriet havde netop lanceret udspillet ’Respekt for voldtægtsofre’, som skulle forbedre politiets håndtering af voldtægtssager, men havde det nået at virke? Eller ventede der mig den ubarmhjertige behandling, andre kvinder modigt har berettet om i medierne?

Jeg forestillede mig et neonoplyst forhørslokale uden vinduer og en betjent, der ville betvivle min troværdighed med krænkende spørgsmål. Men betjenten hilste høfligt velkommen og viste mig ind på sit kontor. Og til min store overraskelse indledte han afhøringen med at sige:

»Den største krænkelse har du gennemlevet. Men jeg ved godt, at mange genoplever krænkelsen under afhøringen. Vi holder alle de pauser, du har brug for.«

Han gav mig et glas vand, lagde foldere fra Offerrådgivningen på skrivebordet imellem os og spurgte, om jeg havde fået professionel hjælp.

Frygt blev til tillid

Det var krænkende og voldsomt grænseoverskridende at forklare, at manden var kommet ind i min kærestes soveværelse og havde kysset mig, mens op mod 20 mennesker festede i stuen og køkkenet ved siden af.

At han havde taget trusser og T-shirt af mig, mens jeg sov med ørepropper i min kærestes seng. Og hvad jeg følte i det øjeblik, jeg vendte mig om og så, at det ikke var min kæreste, der havde lagt sig bag mig og stukket sine fingre op i mig.

Under afhøringen sagde betjenten gentagne gange, at han godt kunne forstå, det var ubehageligt at sætte ord på. Efterfølgende var jeg udmattet som sjældent før. Men min frygt og fordomme over for politiet var forvandlet til tillid.

Og tilliden blev styrket, da min kæreste og jeg måneder senere blev indkaldt som vidner i Københavns Byret. Anklagemyndigheden havde vurderet, at der kunne rejses tiltale mod manden. I ugerne op til retssagen var jeg stresset og bange for, at mandens forsvarsadvokat ville anklage mig for at lyve og få det til at se ud, som om jeg selv havde lagt op til overgrebet.

Det beroligede mig at gennemgå retssagen med min bistandsadvokat. Ligesom betjenten på Bellahøj Station udtrykte han forståelse for min situation.

Ubehaget ved at sidde ansigt til ansigt med manden i byretten var overvældende. Men igen oplevede jeg retssystemet anderledes, end jeg havde frygtet. Både den juridiske dommer, anklageren og selv mandens forsvarsadvokat gjorde mig en stor tjeneste ved at sige: »Jeg ved godt, det er ubehageligt det her,« før de stillede de spørgsmål, der var sværest at svare på.

Da han blev idømt fire måneders ubetinget fængsel, og jeg blev tilkendt en erstatning, var jeg taknemmelig.

Trukket i langdrag

Grænseløs afmagt og udmattelse beskriver bedst, hvordan jeg følte, da min bistandsadvokat uger senere fortalte, at han havde anket dommen til landsretten, og at ankesagen først var berammet til fem måneder senere. Det samme følte jeg – men med endnu større styrke – da han meldte sig syg dagen før, og sagen blev udsat yderligere fem måneder.

Da ankesagen endelig stod for, blev jeg informeret om, at mit vidneudsagn fra byretten ville blive læst højt, og at jeg skulle regne med at svare på få supplerende spørgsmål fra mandens nye forsvarsadvokat.

Men da jeg i vidnestolen foran de seks kappeklædte landsdommere, forsvarsadvokaten og anklageren havde bekræftet vidneudsagnet, begyndte anklageren at stille spørgsmål. Jeg følte pludselig, det var mig, der sad på anklagebænken. Da brød jeg sammen.

En af de juridiske dommere spurgte, om jeg havde brug for en pause. Uden for retslokalet genfandt jeg styrken til at fortsætte, da anklageren kom ud og beklagede, at jeg ikke var blevet ordentligt forberedt. Mandens nye forsvarsadvokat var det eneste menneske, der levede op til min frygt. Jeg oplevede flere af hans spørgsmål som ydmygende.

Desuden var det under al kritik, at der gik halvandet år fra politianmeldelsen til domsafsigelsen. Retssystemets understregning af, at manden handlede kriminelt, har sat et længe ventet og nødvendigt punktum i mit og min kærestes liv.

Nye tal fra Rigspolitiet viser, at flere er begyndt at anmelde voldtægt til politiet de seneste år. Forhåbentlig kan min fortælling være med til at give endnu flere ofre for seksualforbrydelser modet til at gå til politiet. Og forhåbentlig vil de blive mødt med den samme hensynsfulde behandling, politiet mødte mig med, og den retfærdighed, domstolene viste mig.

Kathrine Storgaard Carlsen er journalist og kommunikationskonsulent

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Eva Schwanenflügel
  • ingemaje lange
David Zennaro, Eva Schwanenflügel og ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Johnny Winther Ronnenberg

Den her fortjener ros for modet at stå frem! Her i huset så tildeler vi sete film med stjerner og hjerter i forhold til til en international database, hvor man kan give fem stjerner for filmen i sig selv og fem hjerter for meget den rørte en.

TaDa jeg vil gøre noget jeg ikke har gjort før, jeg tildeler 5 stjerner og 5 hjerter og ønsker lykke på rejsen ind i fremtiden ;-)

Stor sympati - og godt gået at følge til vejs ende, når noget ikke er rimeligt. At sætte punktum er netop en symbolsk markering. En hævdelse af ens subjekt, der hverken er bare at finde sig i eller komme med pludselige vredesudbrud. Vi mænd må huske os selv på at det altid er kvinden som vælger.
Hvis det er manden der vælger er det i sagens natur voldtægt.