Per Clausen anser i kronikken den 22. september Oktoberrevolutionen for unødvendig, idet han påstår, at den sociale revolution allerede var gennemført med Februarrevolutionen.
Det er imidlertid en ganske urigtig påstand. Revolutionens krav var fred, brød og jord, hvilket ikke forsøgtes gennemført før bolsjevikkernes revolution! Tværtimod ønskede Kerenskij-regeringen at fortsætte den imperialistiske krig med en hær ledet af det zaristiske officerskorps. Kravet om fred og brød blev altså ikke opfyldt. Simpelthen alene fordi krigen fortsatte.
Februarrevolutionen var en udpræget borgerlig revolte mod feudalismen. Nøjagtig som den ’glorværdige’ franske 128 år før. Altså ikke et opgør mod hverken kapitalismen eller klassesamfundet, men for en effektivisering af begge dele for bedre at kunne konkurrere mod andre imperialistiske magter.
Hvis man betragter de forskellige borgerlige revolutioner fra 1789 til i dag, eller revolutioner, der under deres forløb er blevet borgerliggjorte, opdager man, at de alle uden undtagelse er endt med nederlag – og at de fleste har udviklet nationalistiske og imperialistiske tilbøjeligheder nærmest som en selvfølge. Netop det forsøgte bolsjevikkerne at undgå. Og ovenikøbet som de hidtil første ved hjælp af det, Clausen kalder deres kup i 1917, men som faktisk havde et flertal bag sig jævnfør Ernest Mandel, Coup d’Etat or Social Revolution.
Oktoberrevolutionen var det første forsøg på en endegyldig afskaffelse af klassesamfundet og imperialismen. På kort sigt lykkedes den!
Nu er Clausen reformist og tilhænger af den borgerlige parlamentarisme. Men hans påstand om, at Stalin, og dermed udrensningerne, er en uundgåelig konsekvens af Oktoberrevolutionen, afslører ham tydeligt som antikommunist.
Den Anatolske Revolution lykkedes i høj grad takket være Oktober Revolutionen; Lenin sikrede for at Zar-Ruslands angreb på og dennes besættelse af Anatolien fik en ende og strakte en kritisk (h)ånd ud til Kemal Atatürk i kampen mod de vestlige imperiale magter i form af våben og guld, velvidende at Atatürk havde skabelsen af et borgerligt, parlamentarisk regime i tankerne post-befrielsen, og det var vel fornuftigt og "realistisk" eftersom Det Osmanniske Rige var drænet for enhver form for intellektuel kapacitet og potentiale til gennemførelsen af mere radikale transformationer a la Rusland og Kina. Og dog selv den mindre radikale "borgerlige" transformation kunne ligesom ikke få fodfæste i Tyrkiet, som vi nu i dag erfarer, fordi den ikke var radikal nok til at bryde med samarbejdet med de vestlige imperiale magter og det mere end betonagtige feudale klasse system. PC (Per Clausen) har dog ret i de proletariske klasser i Vesten nød godt af truslen fra Lenins USSR i form af diverse for sociale velfærdsstater som en bestikkelse fra borgerskabet, og efter murens fald er vi måske tilbage i ground ZERO.
Var Oktober Revolutionen til intet nytte, PC din utaknemmelige stodder...
Den halv-lykkede Anatolske Revolution har stadig en fremtid for sig i og med det tør et radikalt brud med det orientalsk borgerlige kapitalistiske system, og vælger at følge sine ægte EuroAsiatiske rødder frem for det kunstigt Europæiske og Wahabismen.