Kronik

Per Clausen: Oktoberrevolutionen var unødvendig

Da bolsjevikkerne stormede Vinterpaladset, var den sociale revolution i bunden af samfundet allerede gennemført, og revolutionen var reelt overflødig. På længere sigt fik den fatale følger. Den viste, at det er nærmest umuligt at finde det rigtige tidspunkt at genindføre demokratiske rettigheder på, når man først har indskrænket dem midlertidigt
1917. En bataljon fra Den Røde Hær under Den Russiske Revolution.

1917. En bataljon fra Den Røde Hær under Den Russiske Revolution.

Roger Viollet

22. september 2017

Den Russiske Revolution opfattes af nogle som en markant positiv begivenhed, som var et opgør med fattigdom, krig og undertrykkelse. Andre opfatter den som indledningen til det, der senere blev defineret som ondskabens rige. Alle er dog tilsyneladende enige om, at bolsjevikkerne og Lenin spillede en helt afgørende rolle i denne revolution.

Det er selvfølgelig rigtig, hvis man kun ser på udviklingen fra Oktober-revolutionen og frem, men hvis man inddrager forløbet fra zarens afsættelse i februar måned, danner der sig et helt andet indtryk.

Den udvikling man så efter begivenhederne i februar var ikke et eksempel på, at et parti eller en person satte dagsordenen. Tværtimod var det spontane oprør mod de gamle magthavere, som var det dominerende. Bønder besatte godser og gik i gang med at fordele jorden, arbejdere overtog kontrollen med fabrikkerne, og soldaterne gjorde oprør og afsatte officererne.

Samtidig voksede kravet om demokratiske reformer i form af kravet om indkaldelse af en konstituerende forsamling og mere magt til sovjetterne (råd bestående af arbejdere, bønder og soldater, red.), som på dette tidspunkt var demokratisk valgte og var domineret af mensjevikker og de socialrevolutionære.

På det centrale plan herskede den provisoriske regering (domineret af borgerlige) sammen med Petrograd-Sovjetten (revolutionært råd, der spillede en central rolle under den kommunistiske magtovertagelse, red.).

Det er af nogen blevet kaldt en dobbeltmagt situation, men i virkeligheden stod de begge i modsætning til omfattende bevægelser blandt almindelige russere med krav om fred, brød og jord. Så langt var den russiske revolution et fantastisk inspirerende lærestykke om, hvad en bred folkelig bevægelse kan udrette.

Ringe opbakning

Da bolsjevikkerne tog initiativ til Oktober-revolutionen, var den sociale revolution i bunden af samfundet allerede gennemført. Set i det lys var stormen på Vinterpaladset overflødig og fik på længere sigt fatale følger, som påpeget af Curt Sørensen i mammutværket Stat – Nation – Klasse.

Ganske vist var opbakningen til bolsjevikkerne vokset, og de havde fået flertallet i sovjetterne både i Petrograd og Moskva, men alligevel var de meget langt fra at have opbakning fra et flertal i befolkningen, og de var da også i klart mindretal på den kongres for sovjetterne, som blev afholdt i oktober måned 1917.

Vel var der opbakning til kravene fred, brød og jord, som bolsjevikkerne havde overtaget fra den folkelige bevægelse, men der var ingen opbakning til, at bolsjevikkerne skulle overtage den politiske magt alene.

Ikke desto mindre var det i realiteten det, der skete ved Oktober-revolutionen. Lenin var overbevist om, at en revolution var nødvendig for at sætte gang i revolutionerne i resten af Europa. Der var ikke tid til at vente på flertallets opbakning, og Lenin forventede, at denne opbakning ville komme, bare bolsjevikkerne var målbevidste nok. Sådan skulle det ikke gå. Revolutionerne i resten af Europa blev ikke til noget.

Afgørende demokrati

Til gengæld forsvarede bolsjevikkerne fra første dag konsekvent deres monopol på magten. I løbet af relativ kort tid blev alle andre partier forbudt og den konstituerende forsamling, som blev valgt i november måned, og hvor bolsjevikkerne fik 24 procent af stemmerne, blev opløst.

Det var i denne situation, at den tysk-polske socialist Rosa Luxemburg, som i første omgang begejstret havde hilst revolutionen velkommen, rettede en voldsom kritik mod bolsjevikkerne.

Hun vendte sig i 1918 mod koncentrationen af magten hos regeringen og bolsjevikkernes ledelse og mod, at folkets brede masse var blevet udelukket fra initiativ og kontrol.

»Når proletariatet overtager magten, er den historiske opgave at skabe et socialistisk demokrati i stedet for det borgerlige – ikke at afskaffe enhver form for demokrati,« skrev Rosa Luxemburg. For hende betød det, at demokratiet skulle udvides – ikke indskrænkes. »Gennemførelsen af revolutionære forandringer kan kun sikres ved et aktivt og fungerende demokrati, ved at masserne selv træffer beslutninger og styrer, det er vejen til socialisme,« skrev hun.

Hun afviste, at socialismen kunne indføres med dekreter. Kun erfaringen er i stand til at korrigere og åbne nye veje.

»Det offentlige liv i stater med indskrænket frihed er så forkrampet, fattigt, skematisk og ufrugtbart, fordi demokratiets udelukkelse spærrer for den åndelige kilde til enhver åndelig rigdom og fremskridt,« skrev hun.

Og så er der hendes nok mest berømte formulering:

»Den frihed, der kun gælder for regeringens tilhængere eller for medlemmer af et parti, de være så talrige, det være vil – er ingen rigtig frihed. Frihed er altid den, der gælder for dem, der tænker anderledes. Ikke begrundet med et fanatisk krav om retfærdighed, men fordi politisk frihed i sin kerne omfatter alt lærerigt, helbredende og rensende. Den effekt forsvinder, hvis ’frihed’ bliver gjort til et privilegium.«

Hun forudså, at hvis ikke der kom almindelige valg, presse- og forsamlingsfrihed og fri meningsdannelse, ville livet i de offentlige institutioner dø ud. Bureaukratiet ville være det aktive element.

Banede vej for Stalin

Rosa Luxemburg var klar over, at det var en umådelig fristelse at koncentrere al magt, når man stod over for den vældige opgave at opløse den gamle samfundsorden og skulle løse de gigantiske opgaver, som bolsjevikkerne stod overfor – samtidig med at de blev truet af borgerkrig og vestlige interventioner.

Det var fristende at begrænse friheden for at undgå en øjeblikkelig fare. Det var fristende at diktere de nødvendige forholdsregler ovenfra. Men hun var bevidst om, at det var afgørende at modstå disse fristelser.

Desværre blev der ikke lyttet til Rosa Luxemburg, og Oktober-revolutionen og det, der fulgte, blev således et vigtigt lærestykke i, at når man midlertidigt har indskrænket de demokratiske rettigheder, er det nærmest umuligt at finde det rigtige tidspunkt at genindføre dem på.

Derfor er det nok også meget klogt, at Enhedslisten baserer sin grundlæggende demokratiske holdning på de principper, som Rosa Luxemburg stod for og ikke dem, der endte med at blive dominerende i Den Russiske Revolution.

Konsekvensen af bolsjevikkernes kup i oktober 1917 blev ikke en hurtigere indførelse af socialismen, men Stalins diktatur. Det skete ikke uden politiske kampe og modstand i Bolsjevikpartiet, men forudsætningerne for, at hans magtovertagelse var mulig, blev etableret i oktober 1917 og tiden umiddelbart herefter.

Stalins regime havde ikke noget med socialisme at gøre, men han lykkedes med det projekt, der handlede om industrialisere Rusland. Det gjorde han i en grad, så Sovjet spillede en afgørende rolle i nedkæmpelsen af det nazistiske Tyskland under Anden Verdenskrig.

Dette betød, at Sovjets og Østblokkens eksistens var med til at sikre store sociale og demokratiske fremskridt i de vestlige lande. Den mere eller mindre indbildte trussel fra Sovjet og konkurrencen om, hvem som kunne præstere de bedste resultater mellem Østblokken og Vestblokken kom til at spille en vigtig rolle for udviklingen i de vestlige lande.

Ligesom Sovjets og Østblokkens eksistens gav alliancemuligheder for de antiimperialistiske frihedsbevægelser. Til gengæld var udviklingen i Østblokken med til at miskreditere den socialistiske ide. Rigtig skidt var det for de mennesker, som måtte leve med diktatur og undertrykkelse i alt for mange år.

Per Clausen er medlem af Aalborg Byråd og tidligere medlem af Folketinget for Enhedslisten

Serie

100 år efter revolutionen

100-året for den russiske revolution nærmer sig. Hvad skete der egentlig i revolutionsdagene og årene efter? Var revolutionen en succes eller fiasko? Hvilke følger har den haft for vores måde at tænke på i dag? De spørgsmål besvarer en række forskere og debattører i denne serie.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Flemming Berger
  • Steffen Gliese
  • Erik Karlsen
  • Holger Madsen
  • Svend Elming
  • Alvin Jensen
  • Espen Bøgh
  • Niels-Simon Larsen
  • Per Klüver
  • jørgen djørup
  • Robert Ørsted-Jensen
  • lars søgaard-jensen
  • Ejvind Larsen
  • Grethe Preisler
Flemming Berger, Steffen Gliese, Erik Karlsen, Holger Madsen, Svend Elming, Alvin Jensen, Espen Bøgh, Niels-Simon Larsen, Per Klüver, jørgen djørup, Robert Ørsted-Jensen, lars søgaard-jensen, Ejvind Larsen og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

... Sovjets og Østblokkens eksistens var med til at sikre store sociale og demokratiske fremskridt i de vestlige lande ...

indledningen til revolutionen, Auroras skud, var altså, med forfatterens ord, medvirkende til en positiv udvikling - trods de skrækkelige konsekvenser den senere medførte internt..

Den udvikling som de sidste tredive år har været under afvikling.

Trond Meiring, Henrik Okkels, Hans Larsen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Steen Sohn
Du argumentere for at andres lidelser var et gode for os i vesten? Det er sgu en besynderlig konstruktion. Vi og vores, såvel som de tidligere zariaske lande, ville have været uendeligt bedre stillet med en stærk venstrefløj i vesteuropa. I stedet skabte USSR en splittet venstrefløj med uendelige mængder af folk der søgte tryghed for deres religioøse behov i troen på at dette uheldige styre var begyndelsen til paradis på jorden. Uhyrlighederne i USSR bidrog endog til nazismens opkomst. Virkeligheden er at det var et helvede for politisk udvikling med dynger af lig og en samfundsudvikling som gik nærmest totalt istå uanset hvor denne type samfund vandt indpas. Intet andet.

Robert Ørsted-Jensen

USSR var den største ulykke der nogensinde er ramt den globale velfærdsudvikling og socialismen -
den virkelige socialisme og venstrefløjen som helhed.

Robert Ørsted stiller spørgsmålet:
- Du argumentere for at andres lidelser var et gode for os i vesten?

Nej. Det gør jeg ikke. Det gør Per Clausen ej heller. Men det er en kendsgerning, at magthaverne i vest frygtede, at folk skulle få ideer om, at de kunne tage magten. Derfor tillod de velfærdssamfundet.

Prøv at argumentere med en vis anstændighed. Og læs indlæg, inden du farer i blækhuset.

Trond Meiring, Karsten Aaen, Odin Rasmussen, Henrik Okkels, Jens Thaarup Nyberg, Jens Falkenberg, Bjarne Bisgaard Jensen, Ole Arne Sejersen, Johnny Winther Ronnenberg og Palle Yndal-Olsen anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Det er snarere en kendsgerning at den vestlige venstrefløj, demokrtiet og velfærden både her og i øst ville have været bedre tjent med selv at indgive magthaverne i vest den der frygt. Eksistensen af USSR og de øvrige kopistater var det bedste argument de der magthaver nogensinde kunne have fået leveret imod enhver tanke om socialisme.

Niels-Simon Larsen

Kan man forestille sig, at der nu kommer et nyt parti på venstrefløjen, De nye socialister ligesom De nye Borgerlige? Eller har EL suget alle op?
Jeg synes, der er en masse at slås om, men ikke på den gamle måde. Når mange længes efter at bo i en form for øko-fællesskabsbyggeri uden at det bliver til kollektivisering, så er vi på en helt ny vej. Så er det ikke statsstyret embedmandsvælde og partistyring, men en form for andelssamfund og konsensusdemokrati, man ønsker.
Nu hørte jeg lige, at man kunne spare 8 minutter over Fyn ved at udvide motorvejen. Når flertallet bestemmer, at den skal udvides, er det demokratisk, men ikke godt - for miljøet. I sådant et tilfælde kan man hverken bruge Marx eller Lenin og heller ikke andelsselskabet Arla Food. Vi står over for noget helt nyt, og her skal den grønne fløj manifestere sig, ellers er det noget røv (et udtryk jeg lige hørte i en computerforretning).

Trond Meiring, Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Anders Lundkvist

Tak for interessant kronik.
En korrektion: Sovjetkongressen i oktober havde solidt bolshevikist flertal på 60%, hvortil kom 15% fra venstrefløjen af de Socialrevolutionære, der på dette tidspunkt støttede bolsjevikerne (de øvrige udvandrede i protest). Kongressen blev valgt før revolutionen, men samledes samtidig med denne og gav sin støtte til den. Dette iflg. Wikipaedia.

Palle Yndal-Olsen, Trond Meiring, Niels Duus Nielsen, Karsten Aaen, Robert Ørsted-Jensen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Niels K. Nielsen

Hvorfor nævnes velfærd i denne streng?
Hvad er velfærd?
Et stort statsligt forbrug er muligt i en markedsøkonomi, hvor der skabes store værdier til beskatning - hjulpet påvej af billig energi - olie.
Socialisme har omvendt altid vist sig at medføre armod - og dermed ikke værdi til velfærdsydelser.

Rosa havde ret i meget og mangt, men hvorfor overse hendes voldsomme kritik af det Europæiske Socialdemokrati som blev så forræderisk over for sin ideologiske Marxistiske base og på kujonvist tog side med det ekstremt "nationalistiske" - aka de borgerlige klasser, og at hendes kritik af socialfascister og lignende kostede hende livet. Og ikke nok med det, det Social-Demokratiske forræderi endte med den første verdenskrig.
Har Den Europæiske "Socialisme" i det hele taget turdet tage sammen til hvem Rosa Luxemburg er egentlig for en størrelse i stedet for at misbruge hendes velbegrundede og velmenende kritikker af Lenin & Trotskij & Stalin mv. Kritik er lige så basalt som vand og luft for livets beståen og progressivitet, i hver tilfælde hos den ægte venstrefløj.

Trond Meiring, Karsten Aaen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar

Var Den Franske Revolution også overflødig, ligeledes den Anatolske Revolution, takket være et tæt samarbejde mellem Lenin og Atatürk efter Oktober Revolution? Eller er Per Clausen nu i lommen på neo-liberale og neo-imperiale magter og interesser som det er tilfældet med øvrige patetiske x-stalinister?

Den første kvindelige minister i verden var fra Sovjet-Rusland. Når man taler med russere idag så har de ofte en eller anden bedstemor der fx . var jæger-pilot under Anden Verdenskrig eller Kaptajn på en is-bryder. Trods konservative strømninger i dag er Rusland er kvinder proffesionelt ligestillede i Rusland som i Danmark. Man kan i øvrigt prøve at undersøge hvem som ellers havde magten rundt omkring i verden i 1917 - og det var ikke socialdemokratiet. Der foregår nu som dengang dyrkelse af fjendebilleder.

Thorsten Lind, Trond Meiring, Recep INAL, Niels Duus Nielsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

For mange er det ikke systemet, som der er noget galt med, det er Rusland i sig selv - og russerne som folk. Man ved godt, at Rusland ikke forsvinder fra landkortet, men man ønsker – præcis som amerikanerne – at ødelægge landet og at splitte det op i mindre stridende og økonomisk impotente enheder, som kan bekæmpe og neutralisere hinanden. Derved forsøger man at hindre, at Rusland kan bremse fremtidige amerikanske invasioner og at landet får nogen indflydelse på verdenssituationen. Hollywood og de amerikanske omrejsende militær skal helst kunne fortsætte deres voldtægt af de koloniserede lande.

Thorsten Lind, Trond Meiring, Niels Duus Nielsen, Flemming Berger og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

Niels K. Nielsen; - 02:14
"Hvorfor nævnes velfærd i denne streng?
Hvad er velfærd? "
Velfærd er hvad ordet siger, vel-færd, oprindeligt "at fare vel", dvs at have en god rejse; i socialistisk sammenhæng i den overførte betydning, at sikre et godt liv(sforløb) for alle medborgere - hvilket viser sig at nødvendiggøre en omfordeling af rigdommene.

Trond Meiring, Robert Ørsted-Jensen, Hans Ditlev Nissen, Niels Duus Nielsen, Flemming Berger og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

En markedsøkonomi skaber ikke store værdier, den distribuerer blot varer for en dyrere pris, end det koster at fremstille dem.
Hvad der skaber velfærd, er udførelsen af nødvendige opgaver i samfundet i tilstrækkelig grad. Beskatning er jo kun en konsekvens af markedsøkonomien, ikke en betingelse, hvis produktionsmidlerne er i fælles eje.

Jens Thaarup Nyberg, Trond Meiring og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Den såkaldte "kommunisme" (leninismen, trotskismen og stalinismen) - har aldrig bidraget med noget somhelst positivt hverken i vesten eller i øst (ja da slet ikke i øst og de svage udviklingslande) Den satte al politisk udvikling i stå og endte i en form for ekstrem nationalisme det til forveksling ligner bare en anden udgave af fascismen. Alt hved denne afart endte i var splittelse, antidemokrtiske tænkning, ødelæggelse af al fri kritisk tænkning, en form for sekulær religiøsistet, inkvisitioner, massemord, støv, tilbageståenhed og oldignge - og den frygteligste og mest ødelæggende svækkelse af det venstrefløjen i netop de højtudviklede lande, internationalismen (de eneste virkelige håb) som alle med Marx burde have haft og stadig bør have i tankerne.

Jens Thaarup Nyberg

Robert Ørsted-Jensen; 25. september - 06:20
Udviklingen af sovjetunionen, fra et samfund domineret af feudalt-agrare forhold til et moderne industrielt statskapitalistisk samfund, var forudsætningen for den tyske nationalsocialismes fald. Og vi takker for indsatsen, uden nødvendigvis at prise hverken Lenin, Trotsky eller Stalin; de handlede i deres tid og de, vidste ikke andet og kunne ikke andet.
Hvordan udviklingen ellers havde tegnet sig, med et borgerligt parlamentarisk styret Rusland, vil vi gerne høre lidt om fra dig, Robert Ørsted-Jensen.

Robert Ørsted-Jensen

Jens du sammenkæder ting som intet har med hinanden at gøre. Det svarer helt nøjagtigt til at sige at vi skal være glade for nedkæmpelsen af de nordamerikanske indianere for uden det ville ikke have haft d-dag og en mand på månen.

Stalin var nærmest totalt ukendt i 1917 og hans eksistens totalt uden betydning for oktober. Hvad Lenin og Trotsky angår så forbrød de sig mod demokrati og demokrati er kub borgerligt hvis det er begænset til politik. Lenin og Trotsky valgte helt bevidst et borgerligt diktatur over muligheden for demokrati. Det gjorde de ikke fordi magten sp ville ende i hænderne på borgerlige politikere - dem br der som vi så af valget til dumaen ikke ret mange af - nej det gjorde de for at fastholde magten i hænderne på det bolsjevikkiske mindretal og fordi de ikke ønskede al magt til proletariatet. Problemet var at det russiske proletariatet ikke på noget tidspunkt ønskede sig et rent bolsjevikkisk styre og da slet ikke et bolsjevik diktatur.

Jens Thaarup Nyberg

"Det gjorde de ikke fordi magten sp ville ende i hænderne på borgerlige politikere ..."
De gjorde det fordi magten ellers ville komme i uvisse hænder, de ville fastholde magten hos bønder og arbejdere. De havde så den opgave for sig, at organisere styret (og herunder, forsvaret) af det tidligere zarrige, og bringe sovjetunionen på niveau med den vestlige verden - og man kan spørge sig selv, hvilke kvalifikationer de havde til det; bl.a. kunne de iagttage de sociale kampe i Tyskland, og de, Lenin og Trotsky, var ikke demokratister (idealister) - eller måske var de opmærksomme på den krølle, i overensstemmelse med Marx´s klassiske diktaturbegreb, at ´proletariatets diktatur´ indebærer en tid med med valgte diktatorer.

Jens Thaarup Nyberg

Robert Ørsted-Jensen; - 04:05
"Jens du sammenkæder ting som intet har med hinanden at gøre. Det svarer helt nøjagtigt til at sige at vi skal være glade for nedkæmpelsen af de nordamerikanske indianere for uden det ville ikke have haft d-dag og en mand på månen."
Den bemærkning vil jeg lade stå, til illustration af din historiebevidsthed; uden sovjetunionens indsats i 2.ww, var d-dag aldrig blevet aktuel.

Robert Ørsted-Jensen

From for at "lade" den "stå" burde du læse den endnu engang - de to ting udelukker ikke hinanden. I øvrigt var sovejesysten massivt støttet materielt af USA med lend lease hvad du selv kan slå op. Men det var dit eksempel jeg afviste.

Robert Ørsted-Jensen

Din opfattelse at Marx og socialister o det hele taget er tilhænger af at man udpeger en diktator (hvad pr definition svarer til at man opretter et borgerligt diktatur) i en overgangsperiode, at det er dette Marx mente med PD (proletariatets diktatur), understreger tværtimod hvor ufatteligt skadelig sovjet har været og stadigvæk er for venstrefløjen.

Jens Thaarup Nyberg

"Marx har aldritg operreret med diktatorer af nogen art"
Proletariatets diktatur. Et diktatur behøves ikke en diktator, een person, men nødvendigvis en ledelse, proletariatets diktatur, udpeget af proletariatet, til at "diktere" ikke-proletarerne den rette kurs. Hvilket ikke "svarer til" det borgerlige diktatur, der var lagt op til med februarrevolutionen.

Usa´s land lease var nødvendig, hvis de allierede skulle gøre sig håb om at tilbagevise Hitlers nazisme - og beløb sig på østfronten til måske 10% af den samlede indsats , og var iøvrigt mest massiv medens industrierne blev flyttet østpå i Sovjetunionen.

Sovjetunionen er ikke nogen let arv at leve med som socialist, men var ikke en fejl i sin oprindelse.

Robert Ørsted-Jensen

Det du skildrer der Jens er ikke det “proletariatets diktatur" som Marx (med forord af Engels) beskrev ret grundigt i sit skrift om “Borgerkrigen i Frankrig” (pariserkommunen).

En diktatorisk ledelse som du påstår var udpeget af proletariatet (hvad den i øvrigt ikke var i Sovjet under Lenin, men lad det være) er en beskrivelse af et præstestyre-ide i model ala Iran. Sådan noget med at vi der ved alt sikrer at folket vælger koranen og et præsteskab der kan bestemme hvordan folk skal udlægge teksten og hvem der må lede landet. Det har intet at gøre med socialisme. Det er helt som i Iran bare mere despotisk og morderiosk i den stalinistiske udgave. Pariserkommunen - beskrevet af Marx var et åbent partiløst, pluralistisk demokrati med fuld ytringsfrihed og hvor et alment flertal kunne fjerne ledelsen til enhver tid. Vigtigste beslutninger, beslutningen om beslaglæggelse af ejendom, blev forslået med ikke taget af nogen ledelse - men derimod af plenum. Måske utopisk men det var hvad det var!

Men alt dette er i virkeligheden ligegyldigt, blot er der ikke grundlag for at hævde at Marx ville have sanktionere et mindretals diktatur ala USSR. Det er urimeligt at forkaste hans tanker på grundlag af Lenin og Trotskys elitære og despotiske tankegang, og det grove magtmisbrug der banede vejen for Stalin, Mao og Pol Pot.

Den vigtigste lære af oktober er, at man ikke opnår et bedre samfund ved at tilsidesætte demokrati og demokratiske rettigheder. Man kan kun opnå et bedre og mere oplyst samfund ved at sikre sig at alle beslutninger er båret af åben debat og af et folkeligt flertal – i modsætning til parti-bureaukrater og eliter. Leninismen opnåede kun at bane vejen for Stalin og lignende despoter som I deres paranoide iver sendte hele samfund ud I massemord. Det er næsten værre at man I et sådant system nedfrøs hele samfund og al sund politisk debat med ret til oppositionelle meninger i halve og hele århundrede. Det vi så bliver vidner til er en let og ubesværet tilbagegang til næsten alle det gamle reaktionære institutioner I disse samfund. Ja hvad DDR området og store dele af de andre centraleuropæiske lande har vi nu igen fået den sorteste reaktion ved roret. Det kræver frihed til at udtrykke sig at sikre den modenhed som gør at folk fatter hvorfor nazisme, fremmedhad, homofobi og racisme skal afvises.

Trods alle sovjetborgeres heroiske ofre under industrialiseringen og i krige etc opnåede vi politisk set ingenting. End ikke i de mange ulands-proselytstater opnåede vi ret meget af varig værdi. Ultimativt fik vi i stedet det gamle reaktionære zar Rusland og Kejsakina tilbage i ny og ofte endnu mere korrumperet udgave. Hvad angår politiske modning blev alt sat i stå. Resultatet blev sort reaktion på-ny. Vi fik 70 år med en eskalering af ufrihed, politisk forfølgelse, massemord død og ødelæggelse i et omfang der i sammenligning får selv zarriget til at blegne. Intet andet opnåede man. Tilmed mistede den globale venstrefløj kompasset og sin evne til kritisk tænkning i sin iver efter at beskytte "den sande arbejderstat" og den religiøse helgen- og ikongørelse af alle dens profeter og apostle. Virkelig udvikling kræver virkelig politisk modning og det får du kun i samfund med pluralisme og ytringsfrihed - ikke i samfund med mindretals diktatur og despoti på folkets eller bare arbejderklassens vegne.

Jens Thaarup Nyberg

Robert Ørsted-Jensen
"En diktatorisk ledelse som du påstår var udpeget af proletariatet ... "
Nej, jeg påstår at proletariatet må have en ledelse for at føre sit diktat igennem; det er ingen uenige i. Og heller ingen vil påstå, at der rejser sig et demokratisk samfund af støvet efter en revolution, som vi nu ser det i østeuropa.

Jens Thaarup Nyberg

"Pariserkommunen - beskrevet af Marx var et åbent partiløst, pluralistisk demokrati med fuld ytringsfrihed og hvor et alment flertal kunne fjerne ledelsen til enhver tid."
Men den kunne så ikke overleve de stærkere organiserede kontrarevolutionære kræfter.

Robert Ørsted-Jensen

Proletariatet vil altid have mange ledere og holdninger og deres frigørelse skal og må være deres eget værk. Intet enkelt parti eller ledelse kan og må repræsentere alle. Det er sådan en gammel syg dkp fantasi at de kan og skal føle sig repræsenteret af kun et parti og dets ledelse. Havde Leninfulgt samne politik som pariserkommunen ville han havde været tvunget til at ændre politik de reaktionære var slet ikke det samne problem som i Paris de var knapt repræsenteret i sammensætningen af den duma han lukkede efter først at lade den i skaldet. Men det nye samfund ville have været både stærkere og bedre i der et demokratisk styre.