Kronik

Råderummet er usikkert – og hvis det er der, er det lovet væk

Det såkaldte råderum, der skal finansiere regeringens skattelettelser, materialiserer sig kun, hvis reformerne af pensionsalder og overførsler reelt får flere til at arbejde mere. Det er tvivlsomt, og desuden solgte man reformerne på, at de skulle finansiere fremtidens velfærd … ikke skattelettelser
Hvad er det økonomiske råderum egentlig? Når man hører den debat, der foregår, kunne man godt forledes til at tro, at der var tale om penge, vi allerede havde i kassen. Penge, vi så kan vælge at bruge til forskellige ting. Det er sådan, regeringen taler om råderummet. Som noget vi kan bruge af. Enten til velfærd eller til at sænke skatten. Men så enkelt er det langtfra. For der er faktisk intet overskud i den offentlige kasse lige nu, skriver dagens kronikør.

Hvad er det økonomiske råderum egentlig? Når man hører den debat, der foregår, kunne man godt forledes til at tro, at der var tale om penge, vi allerede havde i kassen. Penge, vi så kan vælge at bruge til forskellige ting. Det er sådan, regeringen taler om råderummet. Som noget vi kan bruge af. Enten til velfærd eller til at sænke skatten. Men så enkelt er det langtfra. For der er faktisk intet overskud i den offentlige kasse lige nu, skriver dagens kronikør.

Benjamin Nørskov

26. september 2017

Regeringens seneste skatteudspil udmærker sig ved at være det mest ulighedsskabende i mange år. Men det adskiller sig også på en anden afgørende måde fra tidligere skattereformer. Det skal nemlig i høj grad finansieres af det såkaldte økonomiske råderum. Otte milliarder kroner – svarende til omkring halvdelen af den samlede finansiering af skattereduktionerne – vil regeringen finde i »råderummet«.

Men hvad er det økonomiske råderum egentlig? Når man hører den debat, der foregår, kunne man godt forledes til at tro, at der var tale om penge, vi allerede havde i kassen. Penge, vi så kan vælge at bruge til forskellige ting. Det er sådan, regeringen taler om råderummet. Som noget vi kan bruge af. Enten til velfærd eller til at sænke skatten.

Men så enkelt er det langtfra. For der er faktisk intet overskud i den offentlige kasse lige nu. Tværtimod. I 2016 var der et underskud på 13 milliarder kroner i fælleskassen, fordi vi som samfund havde større udgifter end indtægter. Og i år regner Finansministeriet med et underskud helt op imod 30 milliarder kroner.

Hvordan kan vi i en situation, hvor staten bruger mere, end den får ind, tale om et økonomisk råderum? Jo, det skyldes, at Finansministeriet ud fra en række regneprincipper og antagelser forsøger at forudse udviklingen i statens indtægter og udgifter frem i tiden. Og her har man altså sjusset sig frem til, at Danmark fra om nogle år vil opleve at have større indtægter end udgifter.

Råderummet er altså det overskud, vi forventes at have på de offentlige finanser i årene, der kommer.

Når regeringen taler om et råderum på 32 milliarder kroner frem mod 2025, er det altså ikke penge, vi har i kassen i dag. Det er penge, som vi ud fra en række skøn og antagelser mener kommer i kassen nogle år ude i fremtiden. Råderummet er altså – selv om det sikkert er beregnet efter bedste evne – et fiktivt tal.

Og usikkerheden om tallet er selvsagt enorm. Skulle der f.eks. komme et nyt økonomisk tilbageslag i de europæiske økonomier, der svækker vores eksport og dermed vores skatteindtægter, kan økonomien og dermed råderummet hurtigt se meget anderledes ud.

Vil reformerne virke?

Der er også et andet stort usikkerhedsmoment. Nemlig det faktum, at råderummet er betinget af, at de reformer, som skiftende regeringer har gennemført, faktisk vil have de effekter, man har antaget.

Når man f.eks. i de kommende år øger pensions- og efterlønsalderen, og dermed udbuddet af arbejdskraft, så antager man, at antallet af job vil stige tilsvarende. Man forventer altså, at selv om flere ældre bliver længere på arbejdsmarkedet, vil det ikke gøre det sværere for de yngre at komme ind. At der ikke bliver nogen fortrængningseffekt. Om det faktisk vil være tilfældet, er behæftet med stor usikkerhed.

På samme måde forventer man, at reformernes lavere skat på de højeste indkomster, vil føre til højere arbejdstid blandt dem, som slipper billigere i skat. Og man forventer, at reformernes nedskæringer på ydelserne for arbejdsløse vil betyde, at flere arbejdsløse kommer i arbejde. Igen en antagelse, som hviler på et meget svagt empirisk grundlag.

Hvis disse antagelser, viser sig ikke at holde stik, så vil råderummet slet ikke have det omfang, som man regner med i dag.

Hvis folk f.eks. reagerer på lavere skat ved at arbejde mindre og ikke mere, så vil skatteindtægterne stige mindre end antaget. Og hvis efterspørgslen efter arbejdskraft ikke følger med det stigende udbud af arbejdskraft, som tilbagetrækningsreformerne skulle medføre, vil arbejdsløsheden stige, og så holder regnestykket heller ikke. Så vil råderummet blive langt mindre end antaget.

Bekymrede vismænd

Det er derfor også stærkt bekymrende, at regeringen vil finansiere en så stor del af sin skattereform fra dette fiktive og højst usikre økonomiske råderum. Og de økonomiske vismænd har da også igen og igen advaret mod denne risikable form for finansiering. De anbefaler regeringen at afvente og se, om reformerne nu også har de adfærdseffekter, som man forventer, før man begynder at bruge pengene.

Men, er det så ikke lige så risikabelt at bruge råderummet på velfærd, sådan som venstrefløjen i Folketinget ønsker? Nej, det er det ikke. For de offentlige udgifter tilpasses år for år på finansloven og de såkaldte love om udgiftslofter. Hvis råderummet viser sig at være mindre, vil de offentlige udgifter skulle tilpasses nedad (med mindre man finder nye indtægter). En skattereform ruller man derimod ikke bare tilbage igen.

Hvis man bruger råderummet på at sænke skatten, og det viser sig, at pengene ikke er der, så vil regeringen med stor sandsynlighed komme med dybe panderynker og sige, at vi er nødt til at skære ned på velfærden, for at overholde budgetloven og EU’s underskudsgrænser.

Hvis regeringen får held til at gennemføre en skattereform, burde den som minimum indføre et princip for indfasningen, der sikrer, at man år for år vurderer, om råderummet udvikler sig som antaget, og at skattesænkningerne kun indfases i den udstrækning, at råderummet faktisk materialiserer sig, så det ikke bliver velfærden, der skal betale for regeringens eventuelt overoptimistiske forudsigelser.

Pengene er lovet væk

Men netop det faktum, at råderummet – i den grad, det faktisk eksisterer – er tilvejebragt af såkaldte reformer af blandt andet tilbagetrækningsalderen burde under alle omstændigheder gøre det uspiseligt at anvende pengene på lavere skat.

For dengang reformerne blev gennemført, blev de begrundet i, at der skulle være råd til velfærd i fremtiden, når der kom flere ældre, der havde brug for pleje. Det var det, politikerne sagde igen og igen: Reformerne var nødvendige for at have råd til velfærd. De sagde ikke, at reformerne var nødvendige for at have råd til at sænke skatten for dem, der har mest. Og havde de gjort det, havde de næppe vundet opbakning til reformerne.

Men nu vil regeringen bruge råderummet på at sænke skatten. Og lægger op til en historisk lav udvikling i det offentlige forbrug, der slet ikke kan følge med de udgifter, der følger af, at der kommer flere ældre, der har brug for omsorg og sundhedspleje.

Det betyder færre besøg fra hjemmehjælperen, og mindre omsorg og pleje til den enkelte ældre i fremtiden. Med mindre vi vælger at skære andre steder i velfærden, som f.eks. på skoler og daginstitutioner.

Men uanset hvor der skæres, vil det være et klart brud på de løfter, som Lars Løkke Rasmussen og de andre reformmagere gav danskerne: At hvis der blev gennemført reformer, så var der råd til velfærd i fremtiden.

Løftebruddet bliver bestemt ikke kønnere af, at de skatterabatter, som regeringen foreslår primært skal gå til de mest velhavende, som også er dem, der er mindst berørt af de mange reformer. Det er jo ikke direktøren og advokaten, der rammes hårdest af højere pensionsalder og lavere overførselsindkomster.

Med regeringens forslag vil dem, der har båret byrden af reformerne, hverken få den velfærd, de blev lovet, eller en rimelig andel af gevinsterne ved lavere skat.

Så for at gøre en lang historie kort: Det økonomiske råderum er højest usikkert. Og hvis der faktisk er et råderum, så er det lovet væk til velfærd.

Pelle Dragsted er MF for Enhedslisten og partiets finansordfører.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Annemette Due
  • Alvin Jensen
  • Estermarie Mandelquist
  • Eva Schwanenflügel
  • Espen Bøgh
  • odd bjertnes
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Ib Christensen
  • preben pedersen
  • Dorte Sørensen
  • Hans Larsen
  • Slettet Bruger
  • Katrine Damm
  • Torben K L Jensen
  • Anne Eriksen
  • Randi Christiansen
  • Jan Pedersen
  • Niels Duus Nielsen
  • Frede Jørgensen
  • Sebastian Sylvester Rosenberg
  • Thomas Christensen
  • Christian Mondrup
  • Michael Hullevad
  • Henning Kjær
  • Sidsel Jespersen
  • Ejvind Larsen
  • Benno Hansen
Annemette Due, Alvin Jensen, Estermarie Mandelquist, Eva Schwanenflügel, Espen Bøgh, odd bjertnes, Bjarne Bisgaard Jensen, Ib Christensen, preben pedersen, Dorte Sørensen, Hans Larsen, Slettet Bruger, Katrine Damm, Torben K L Jensen, Anne Eriksen, Randi Christiansen, Jan Pedersen, Niels Duus Nielsen, Frede Jørgensen, Sebastian Sylvester Rosenberg, Thomas Christensen, Christian Mondrup, Michael Hullevad, Henning Kjær, Sidsel Jespersen, Ejvind Larsen og Benno Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Frede Jørgensen

Selv når regeringen sidder i en bus, bliver der kun kigget til højre - med undtagelse af Merete Riisager?

Alvin Jensen, Helle Walther, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese, kjeld jensen, Anna Dorthe Bertelsen, Dorte Sørensen, Vibeke Hansen, Jan Pedersen, Gustav Alexander og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Det er en skandale, at vi har en regering, der regerer lige som konen med æggene - bruger råderummet - newspeak for 'pengene' - inden de er tjent. Og turnerer med løgnevrøvlet om, at de dynamiske effekter ved skattelettelser for de rige, i virkeligheden kommer de fattige mest tilgode.

Hvor dumme er danskerne lige, hvis de hopper på den limpind? Nå nej, de skattelettelser bliver nok som sædvanlig lusket igennem vha anløbne flertal garneret med falske løfter, som fx den tidligere nævnte begrundelse for nedskæringer : at der skal være råd til velfærd. Pelle dragsted påviser uomtvisteligt bedraget, mens de regeringsbærende partier som som sædvanlig kan vende det døve øre til og ignorere enhver legitim indsigelse.

Alvin Jensen, Egon Stich, Helle Walther, Estermarie Mandelquist, Ryan Klitholm, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese, Henrik holm hansen, Jacob Mathiasen, Torben K L Jensen, kjeld jensen, Anne Eriksen, Anna Dorthe Bertelsen, Frede Jørgensen, Gustav Alexander, Tue Romanow, Bjarne Bisgaard Jensen, Torben Skov, Mikkel Kristensen, Ebbe Overbye og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Fugle på taget - bjørnens skind før den er skudt,der ligesom arbejdsudbud med en ligevægtsramme på 15 år er en tvivlsom størrelse i en dynamisk,labil finansverden hvor bobler popper op med regelmæssighed og med et kortere og kortere tidsinterval der gør forudsigelser og brug af dem til nærmest en kriminel handling. Pelle Dragsted har svaret : Brug først pengene når bjørnens skind er solgt.

Alvin Jensen, Estermarie Mandelquist, Eva Schwanenflügel, kjeld jensen, Anne Eriksen, Frede Jørgensen, Randi Christiansen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Mikkel Kristensen

vi er udsat for fænomenal bedrag - præcis som det var med Nordisk Fjer.. det er skæmmende, at vi er så lidt vidende om hvad der foretages af økonomiske svindel og bluffnumre - kunne vi starte debatten, hvilken service vil vi gerne have, lige fra snerydning til veje og ældreplejen - udregne prisen, og så sætte vores kryds efter det. at tro vi kan få det hele for det halve eller billigere er en blåøjet illusion der kun smadre indenfra.

Estermarie Mandelquist og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Det forudsætter et opgør med junglelovens rovdrift på fællesejet mikkel. Sålænge der skal privatprofiteres på ejendom og ydelser i kollektivt regi, er borgeren jaget vildt i konkurrencestaten. Borgerne har ansat de folkevalgte til at varetage fællesskabets interesser, som ikke er, at der skal tjenes penge på og i den offentlige forvaltning, men at offentlige værdier og services skal forvaltes på en måde, som kommer fællesskabet til gode. Profit er en ting, privatprofit noget ganske andet.

Alvin Jensen, Estermarie Mandelquist, Eva Schwanenflügel, Jacob Mathiasen, kjeld jensen og Gustav Alexander anbefalede denne kommentar

Egentlig tror jeg bare det er deres måde at holde på hat og briller på - (bortset fra LA der vil sammenbruddet helt venstreradikalt-agtigt).
Fordringen fra folket - og det løfte de så har fået - er måske nok 'mere velfærd', men ::::
Kunne det tænkes at det er niveauet for velfærd for alle (i befolkningens forestillinger og dermed enhver regerings incl. Helle Thornings), er blevet for hårdtpumpet til at kunne lade sig gøre på andre måder end således at egentlig stigning i velfærd kun kan ske for de iværksættende segmenter, så overvældende inklusive deres horder af finansielle options-fabulerende sponsorer, kuponklippende 'førtids-selvpensionister', og fast-ejendoms-gamblere..
Der har været de her populistiske forestillinger om at være verdens socialkontor - som har rod i at landet var med-initiator til FN og Menneskerettigheder og alt det der 'gode'. De skal fodres også.
Der udmales mareridt om tilbagevenden til 'niveauet i 2005' eller lignende - hvor åbenbart almenheden gik i hjemmeskårne træsko og boede i jordhytter ? De skal også appeases og have ny bil.
Folket er nok uskyldigt lutheransk set, og der er god tradition herhjemme for den udlægning. Jeg kan også godt lide den på individ-plan.
I et demokrati er omstændighederne dog altid folkets skyld.
Men det er klart at det såkaldte konkurrence-samfund, hvor folkets firma : 'staten', ikke må konkurrere i sig selv er et alvorligt logistisk problem.

Kurt Nielsen, Steffen Gliese og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Brokket er leo, når pengene bruges før de er tjent - tilmed på en skamløst asocial måde

Annemette Due, Bjarne Bisgaard Jensen, Helle Walther, Estermarie Mandelquist, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese, Niels Duus Nielsen og Henrik holm hansen anbefalede denne kommentar
Henrik holm hansen

Er der nogen der kan huske en finans minister Thor petersen vi kunne købe hele verden men vi endte med finanskrise og bank pakker og en stor regning til lav og mellem indkomst grupper .den rutsjebane behøver vi ikke prøve igen

Helle Walther, Ryan Klitholm, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Michael Andersen

Sjovt som der grines af råderummet. Togfonden, som blev opfundet af kæresteparret S og DF, er i endnu højere grad luftkasteller, baseret på et gæt om at olieprisen ville blive ved med at stige. Det gjorde den som bekendt ikke. Den faldt drastisk.

Niels K. Nielsen

Vores konkurrenceevne ligger stille på en global 12. plads.
Svejts er nummer 1 og er som bekendt også væsentlig mere velstående end os.
Det burde optage os.
Velstand går forud for velfærd.
Det er forvrøvlet, at tale om, at Staten skal tjene pengene, før de bruges, som der skrives i debatstrengen. Staten tjener ikke penge, men forbruger penge tjent af andre.

Midt i OO'erne proklamerede V's Thor Pedersen under højkonjunkturens hæsblæsende rygvind, at DK var så rig, at vi kunne købe hele verden. Alt imens VK og støttepartiet DF købte vælgere for skattelettelsesmilliarder (der endte som pebernødder i borgernes lommer, på nær selvfølgelig de bedst stillede). 3 år efter indtraf finanskrisen, og overskuddet var vendt til underskud.
Denne gang har V brugt "overskuddet" på forhånd, allerede inden højkonjunkturen er vendt. Kan borgerlige politikere og vælgere hverken regne eller regne den ud? Der gambles lystigt med dansk økonomi og udvikling i et inkompetent ideologisk magtspil, som intet andet har til formål end holde sig selv til fadet.

I øjeblikket udsættes vi på vore egne medier for halve sandheder. eks. i DR, som til morgen proklamerer, at valgets store taber Venstres Løkke, vandt valget, nej han vandt magten ved DF hjælp. Og har måttet sno sig som en ål lige siden. Senest i går på DI årsmøde, hørte vi en statsminister, som kørte derudaf og lovede både skattelettelser og vækst, og støtte til erhvervsliv m.m.m, mens velfærd contra skattelettelser, skulle på lodsepladsen for han, LLR kunne skam levere de hele fra råderummet. Nu er jeg ikke Ø vælger, men har en stor respekt for Palle Dragsted og hans politiske tæft og dygtighed.
Hvem er det lige, der skal betale for Løkkes løfter? Det er de der har mindst, igen igen. Senest de sårbare børn , skal bøde til en ny P.pakke. For Pape pakker pakker hele tiden, nu en udvisningspakke, men hjælper det ????

Tirsdagsanalysen med to halvgamle kommentatorer, M og K, der har overlevet det brand, de var engang, sidder tirsdag efter tirsdag og fortæller ud i æteren, at det går så godt i Danmark at Løkke nok genvælges. Men det er ikke Løkkes fortjeneste overhovedet. Så kan jeg jo slukke, det gør jeg så også. tryk.:)

Randi Christiansen, Bjarne Bisgaard Jensen og Mikkel Kristensen anbefalede denne kommentar

Politikken er muligvis udsat for spin, men logikken er derimod ganske klar - og har været det siden 1906 (tror jeg det var) da enmandshæren Jeppe Åkjær fik vedtaget tyendeloven. Den har naget noget så grusomt på Venstre lige siden og de har gjort alt hvad de kunne for at få den rullet tilbage. De bryder sig jo ganske enkelt ikke om, at 'de, der tjener pengene' ikke også kan bestemme, hvad de skal bruges til. Så det er 'den samme sang som i 1000 år' (Thøger Larsen: Danmark nu blunder den lyse nat).

Resultatet er ligeledes det samme som i 1000 år: Vi har kun haft et begrænset velfærdssamfund, der aldrig helt, har kunnet løse opgaven fordi, der aldrig helt har været penge nok. Det har bl.a. givet god plads til private 'velfærdsinitiativer' - herunder meget kapitalstærke fonde - som så har kunnet give velfærden den retning de nu synes, den skal gå i, uden smålig skelen til samfundets behov.

Så Pelle Dragsted: Foreslå venligst i Folketinget 1: at private hjælpeorganisationer forbydes - så vi andre, der ikke har behovet kan slippe for konstant at blive udsat for den enerverende og allestedsnærværende omsorgsvold. Og 2: at nationalisere fondene, så velfærden kan finansieres via de penge, der således bliver til rådighed (-sbeløb). Tak.

Randi Christiansen

Togfonden? Skuffejern, narref...., fugle på taget og holdkæft bolsje til møger, villy og co. Men hvis ikke de havde taget option på et evt fremtidigt olieprovenu, var der nok nogen andre, som havde gjort det. Det er en pervers måde at føre politik på. Har folket ikke noget brød? Jamen så smid nogen dynamiske effekter og dream regnemodeller efter dem, og hvis de er døde af sult og andre mangelsygdomme, inden fremtiden bliver til føde, klæder og bolig, er der bare endnu mere afkast til kapitalfondene, og illusionisternes febrile regnestykke ser endnu bedre ud. En win win, bestanden i de laveste kaster må jo holdes nede og på plads - ordning och reda, ordnung muss sein, ro på bagsmækken ....