Kronik

Den Russiske Revolution var fuld af tosser, klassekampe og vennetjenester

I mange år har man set den russiske revolution som enten et statskup uden folkelig opbakning eller som en bevægelse, der imødekom massernes behov. Men nu, hvor de russiske kilder om tiden efter revolutionen i stigende grad er tilgængelige, bliver forklaringerne langt mere nuancerede og komplekse
Lenin og Trotski til toårsfest for Oktoberrevolutionen i 1919. 

Lenin og Trotski til toårsfest for Oktoberrevolutionen i 1919. 

Mary Evans Picture Library

8. september 2017

Der er traditionelt to seriøse hovedsyn på Den Russiske Revolution. Enten mener man, at der var tale om et bolsjevistisk statskup anført af Lenin og Trotskij, der kun kunne føre til dannelsen af en tvangsstat, eftersom revolutionen og styret helt manglede folkelig opbakning.

Eller også er man af den opfattelse, at der var sociale kræfter på spil i den russiske revolution, og at de politiske ledere forstod at skabe en slags sammenhængskraft ved at imødekomme massernes behov og aspirationer.

De sort-hvide forklaringer skyldes i høj grad, at historien om den russiske revolution, og hvad der fulgte, fra begyndelsen var stærkt politiseret. Samtidig var kilderne umulige at komme til, før Sovjetunionens sammenbrud, og det var svært at få syn for sagen.

Efter sammenbruddet er det blevet muligt at få et indblik i, hvor kompleks revolutionens hverdag reelt var. Det står klart, at den befandt sig endog meget langt fra den politiske histories forholdsvis velordnede udgave af virkeligheden.

Man står tilbage med et billede, der rammende er blevet betegnet som kalejdoskopisk komplekst.

Den gale Uskov

Fortællingen om Den gale Uskov kan tjene som eksempel på denne kompleksitet og kan bidrage til en mere nuanceret forståelse af revolutionens konsekvenser.

Sergej Nikolajevitj Uskov var forhenværende officer og søn af en rig mand, der ejede en læderfabrik i Arzamas i det nordlige Rusland. I 1918 vendte han tilbage til sin fødeby, efter han havde gjort tjeneste hos ’de hvide’ under en engelsk general. Hjemme igen forsøgte han at blive officer i Den Røde Hær, men ledelsen havde ikke tillid til ham, og snart blev han da også anklaget for at være medlem af en sammensværgelse, der ville omstyrte sovjetmagten.

Når Uskov undgik at blive dømt og henrettet, kan det kun skyldes hans gode forbindelser. I dette tilfælde til hans svoger, Ivans, der havde en ledende stilling i det hemmelige politi i Nizjnyj Novgorod. Han fik det ordnet sådan, at Uskov fik en lægeerklæring, hvori han blev erklæret for psykisk syg og derfor ikke var hjemfalden til straf. Dette kort udnyttede Uskov til at få luft for sin forbitrelse over, at sovjetmagten havde beslaglagt familiens virksomhed.

Han stillede sig op på torve og gadehjørner og råbte: »Jeg ville ønske, at formændene for bystyret og for det hemmelige politi samt alle deres medarbejdere røg ad helvede til.«

Han kaldte sovjetmagten for: »En bande slyngler og jødesmovse.« På grund af sin påberåbte sindssyge og på grund af sin indflydelsesrige værge stod det på i lang tid, uden at der skete ham noget.

Familien for retten

En bestemt begivenhed markerede dog et vendepunkt for Uskov og svogeren.

I begyndelsen af februar 1920 modtog Uskovs kone, Anna Rodionova, et brev fra bystyret om, at hendes hus skulle beslaglægges til brug for indkvartering af soldater. Hun svarede imidlertid, at hun ikke under nogen omstændigheder ville flytte. Det blev fortolket som en antisovjetisk handling, og Anna og hendes døtre blev arresteret.

Den efterfølgende retssag fandt sted i en lagerhal, fordi den offentlige interesse var meget stor. Forrest foran dommeren sad Anna Rodionova med sine tre kønne døtre, Anna, Nadejzda og Alexandra Nikolajevna, der som hun selv var ualmindeligt velklædte. Bagerst i lokalet sad Ivans, der aftenen i forvejen havde forsøgt at påvirke dommeren, uden at denne dog ville høre på ham.

Efter at anklageskriftet var blevet læst op, blev der ført en række vidner, der alle kunne fortælle, at der var hold i anklagerne. Familien havde fra den dag, de modtog meddelelsen fra myndighederne, åbent protesteret mod den. De var mødt op på alle mulige kontorer og havde insisteret på deres ret til at blive boende i deres hus. Når man havde afvist dem, havde de lavet scener, råbt og skreget og stampet i gulvet.

Dette »skuespil« havde de også opført, da politiet var kommet for at føre dem bort fra boligen og i fængsel. Anna Rodionova havde sågar truet med at ville begå selvmord. Alle vidnerne lod forstå, at familien havde opført sig på typisk småborgermaner.

Afviste krav

Efter at dommen på et års fængsel til alle fire var blevet afsagt, gik Ivans op gennem salen uden at kaste et blik på publikum og uden at reagere på spydige tilråb. Da han nåede til dommeren, begyndte han højlydt og med slet skjulte trusler at kræve de dømte udleveret. Fra publikum, der overvejende bestod af nysgerrige fra de laveste lag, lød der kritiske røster.

En sagde: »Kommissærerne dømmer, og kommissærerne forsvarer, hvad skal vi snart regne med?«

Fra en anden lød det: »Er han ikke bror til fruen?«

Dommeren afviste Ivans’ krav, og kvinderne blev derefter ført til byens alt andet end venlige fængsel. Ivans fulgte stærkt berørt efter dem til fods. Det skulle imidlertid snart vise sig, at han ikke var sådan at slå ud. Da han måtte se i øjnene, at han ikke kunne stille noget op med de lokale myndigheder for at få sin søster og hendes døtre ud af fængslet, tog han til Nizjnyj Novgorod.

Få dage senere modtog folkedomstolen, der havde dømt kvinderne, en besked om at overdrage sagen til en højere instans og straks sætte familien på fri fod.

Retssagen fik dog myndighederne til at kaste et kritisk blik på Uskov og Ivans, og det hele endte med, at Uskov blev indlagt på et sindssygehospital, mens Ivans blev overført til det hemmelige politi i en mindre afdeling i en mindre betydningsfuld by. Overordentligt milde domme i en tid, hvor folk blev henrettet for langt mindre, end de to havde bedrevet.

Spillede spillet

Hvad kan vi lære af det?

Fortællingen demonstrerer, at borgerne påtog sig forskellige roller, alt efter hvad situationen krævede. Den ene dag var Uskov med de hvide, den næste forsøgte han at tilslutte sig de røde.

Han tilhørte det gamle borgerskab, men var gift med en søster til et medlem af det hemmelige politi, hvis opgave det var at føre krig mod hans slags.

Uskov udnyttede sin diagnose til at få luft for sin harme, men meget taler for, at der også var andre og måske vægtigere grunde end sygdommen til, at han ikke blev henrettet. De lokale myndigheder havde brug for ham til at få styr på hans fars gamle fabrik. Den var blevet beslaglagt af myndighederne som følge af revolutionen, men den gik dårligt, fordi den nye leder ikke havde forstand på foretagendet, og desuden havde man bevis for, at han var korrupt. Endelig var det en kendt sag, at Uskov på trods af sin udfordrende opførsel ofte deltog i drikkelag med byens sovjetiske spidser.

Man kunne også spekulere på, om man måske midt i volden og umenneskeligheden fastholdt en form for menneskelighed over for de syge. Kunne der måske være en forbindelse til den lange russiske tradition for at dyrke originaler, selvplagere og åndeligt syge som hellige tåber? Under alle omstændigheder synes kortet i tilfældet Uskov at have virket.

Endelig viser retssagen, hvordan klassekampen var en del af den russiske revolution. De fire borgerkvinder i retssalen skilte sig i deres påklædning, holdning og adfærd ud fra publikum, hvoraf størstedelen angiveligt tilhørte byens fattige. Tilråbene fra salen og hele atmosfæren synes også at have været gennemtrængt af uvilje mod burgøjserne.

Fortællingen er en blandt mange brikker til forståelsen af en kaotisk tid. Brikker, der udgøres af de erfaringer, borgerne gjorde sig, og af deres historiske hukommelse. Med tiden er de begyndt at falde på plads og er kommet til at udgøre den sovjetiske civilisation. Den var naturligvis politisk i form af et tyrannisk diktatur, men den var også hverdag, hvor folk på alle niveauer spillede med og mod magten eller var ligeglade; men hvor ingen i sidste ende helt kunne frasige sig den.

Erik Kulavig er lektor i russisk ved Syddansk Universitet.

Serie

100 år efter revolutionen

100-året for den russiske revolution nærmer sig. Hvad skete der egentlig i revolutionsdagene og årene efter? Var revolutionen en succes eller fiasko? Hvilke følger har den haft for vores måde at tænke på i dag? De spørgsmål besvarer en række forskere og debattører i denne serie.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Aagaard
  • Steffen Gliese
  • David Zennaro
  • Kurt Nielsen
Hans Aagaard, Steffen Gliese, David Zennaro og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Meget mere af det. Kildeadgang alle mulige steder i verden må bruges til at fortælle om samfundsmæssig kompleksitet i stedet for en firkantet forståelse af rammerne i forhold til levet liv som 1:1.
Kun på den måde kan vi etablere samfund, der er egnede til menneskelig beboelse.

Anne Mette Jørgensen, Kurt Nielsen og Josephine Kaldan anbefalede denne kommentar
Christian De Thurah

Selvfølgelig vil der vise sig nuancer og undtagelser, når man går ned i detaljerne, men jeg kan ikke se, at Erik Kulavigs lille anekdote ændrer det overordnede billede. Man skal være taknemmelig for lidt, hvis man synes, at denne historie er en formildende omstændighed, når man skal bedømme det diktatur, revolutionen endte i.

Det har intet med formildende omstændigheder at gøre, snarere at tingene altid udspiller sig netop mere kaleidoskopisk og opportunistisk, når man bruger luppen.

Anne Mette Jørgensen, Kurt Nielsen og Josephine Kaldan anbefalede denne kommentar
Anne Mette Jørgensen

Ha, ha, og atter ha. der er jo intet nyt i den fortælling - kun at historien gentager sig.
En ung skuespil aspirant, en ung journalist, en ung politiker eller en ung læge, og hvad har vi, vil altid have forrang i forhold til den der hedder Hansen og er ukendt. Det gælder boliger, erhverv og bestyrelsesposter, men det er ilde hørt. I dk hedder det, netværk som betragtes som legitimt. Der er intet nyt under solen. Se virkeligheden i øjnene. Det er ikke så svært at få øje på. Dette gælder overalt og intet kan stoppe det! De der trods dårlige odds klarer det har en ekstraordinær evne og præsterer langt over gennemsnittet.

Robert Ørsted-Jensen

Sådanne anekdoter siger sgu da ikke meget. De er et enkelt billede, intet andet. Muligvis blev hele banden Ivan inklusive skudt et par år senere - og hvad lærte vi så af det? Ingenting

Robert Ørsted-Jensen

Steffen du kan ikke ud fra sådanne snekdotiske historier udlæse noget der bare tilnærmelsesvist giver dig et statisk billede af samfundsmæssig kompleksitet. Intet overhovedet. Du kan finde og udgrave den slags anekdoter i alle samfund. Det er alt. Det afgørende her at enhverform for folkestyre og åben debat gradvist døde ud og at det hele endte i en kæmpe løgn

Robert Ørsted-Jensen

Det store problem er et folk stadig ikke gider læse og gøre en indsats for at forstå Rosa Luxemburgs skrift om den russiske revolution. Det er er stadig nu 99 år efter det skrift der best forklarer hvad der skete og nærmest naturnødvendigt måtte ske i det samfund. Det er et nuanceret skrift og langt fra dee forfatteren her fremlægger som de sort hvide konklusioner. Der er nogle ret enkle mekanismer der gradvist men sikker træder i kraft når man skabe et elitisk partidiktatur og undergraver enhver mulighed for åben debat og demokrati. Det der så sker er i alle tilfælde hverken det forkættede og til stadighed misfortolkede proletariatets diktatur eller nogen anden form for demokratisk styre. Det er derimod noget i retning af den gradvise død for enhver progressiv udvikling.

Nej, for samfundsmæssig kompleksitet er ikke statisk. Det er det, indsigten fører til: at samfund ikke er statisk, men komplekse og indehold alt i forskellige doser til alle tider. Levet liv lever ikke op til modelopstillingerne - men det er nu engang mere interessant, for det er den rigtige historie.

Hov, det er tidligt på dagen:
Nej, for samfundsmæssig kompleksitet er ikke statisk. Det er det, indsigten fører til: at samfund ikke er statiske, men komplekse og indeholder alt i forskellige doser til alle tider. Levet liv lever ikke op til modelopstillingerne - men det er nu engang mere interessant, for det er den rigtige historie.

Robert Ørsted-Jensen

Jo men artiklen her siger i virkeligheden ikke noget. Den giver bare et øjebliksvbillede af en situation som enhver der ved noget on Sovjet ved ændrede sig radikalt flere gange under Stalin