S-kritikken af Lars Løkkes ’strukturreform’ overser nærdemokratiets forfald

Hip hurra. Der er i år ti års jubilæum for den omfattende ’strukturreform’, som Lars Løkke Rasmussen (V) gennemførte i sin tid som indenrigsminister. Siden har Løkke kaldt det en af sin karrieres største bedrifter, at han i 2007 fik nedskåret af antallet kommuner fra 271 til 98 og amter fra 14 til fem regioner. Men hvor meget er der egentlig at prale af?

Ifølge socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, ikke nødvendigvis særligt meget. I sin tale på Socialdemokratiets kongres i weekenden sagde Mette Frederiksen: »Lad os kigge på kommunalreformen med kritiske øjne. Den skal evalueres. Holder Løkkes løfte om, at det ville blive bedre og billligere?«

Om Løkke-reformens omfattende centraliseringer af de kommunale og regionale forvaltninger sagde Mette Frederiksen:

»Det ser godt ud på papiret. I regnearket. Men er det altid godt for mennesker? Tidens blinde tro på centralisering – jeg tror ikke på det.«

Mette Frederiksen gav samtidig Venstre et rap for med Løkkes reform at være gået stik imod sine tidligere løfter om at kæmpe for »det nære samfund«.

Med sine ord løber Mette Frederiksen ikke fra egne gerninger. Socialdemokratiet blev – lige som De Radikale, SF og Enhedslisten – holdt ude af reformen, der blev tromlet igennem af et VKO-flertal. Dansk Folkeparti valgte endda den strategi betingelsesløst at lægge stemmer til VK-regeringens forslag – med det erklærede formål at holde Socialdemokraterne ude.

Afviser evaluering

Ikke uventet afviser Venstre og Dansk Folkeparti, at der er grundlag for en kritisk vurdering af deres reformværk.

Men at der er noget at komme efter, understreges af, hvad formanden for Kommunaldirektørforeningen, Henrik Kolind, i mandags har mod til at betro Berlingskes læsere:

»Man skal nok være helt blind for at påstå, at kommunalreformen ikke har skabt problemer. Der er sket en centralisering af en række funktioner, og særligt på skoleområdet er der blevet nedlagt en del skoler, hvilket er et reelt problem for mindre bysamfund.«

Rent faktisk viser tal fra Undervisningsministeriet, at hver 12. grundskole er lukket siden 2007. Mediet Altinget har påvist, at 24 sygehuse er blevet nedlagt eller omlagt. Hertil kommer lukninger af uddannelsesinstitutioner og biblioteker.

Det har også ramt lokalsamfund hårdt, at ’strukturreformen’ blev fulgt op med at indskrænke 54 politikredse til 12 og 82 retskredse til 24.

Man kan opfatte det som ironisk, at Venstre og Dansk Folkeparti på det seneste har søgt at råde bod på virkningerne af denne afvikling ved at flytte statslige institutioner til provinsen. Spydigt kan det udtrykkes sådan, at naturligt hjemmehørende lokale og regionale arbejdspladser nu søges erstattet af statslige, der ikke er naturligt hjemmehørende, og at deres udflytning svækker varetagelsen af de berørte statslige interesser. En svækkelse, der måske ikke er Venstre ukær – kunne man få indtryk af ved at konstatere, hvilke typer myndigheder der flyttes ud.

Truet demokrati

Diskussionen af fordele og ulemper ved Løkkes ’strukturreform’ har først og fremmest handlet om lønsomheden: Er forvaltningen blevet billigere og mere effektiv?

På en række områder kan det hævdes, at det er den måske ikke – og da slet ikke i det lovede omfang. Men den diskussion overser noget væsentligt: Med strukturreformen er der sket en afdemokratisering af Danmark. Antallet af folkevalgte i lokale og regionale råd er nogenlunde halveret: til 2.500 i kommunalbestyrelserne og 205 i i regionsrådene.

Det betyder, at langt færre danskere gør erfaringer med at arbejde i demokratiet – og at langt færre vælgere personligt kender nogen, der gør det. De større enheder har betyder langt mere magt til embedsværket og på det seneste også de spindoktorer, der er begyndt at finde ansættelse på landets rådhuse.

Set i et større perspektiv er udviklingen meget markant. Frem til 1970 var der i Danmark folkevalgte, der styrede ca. 1.300 sognekommuner, 86 købstadskommuner og 25 amtsråd. Over 10.000 gjorde dagligt tjeneste som folkestyrets fodfolk – i de mindre sognekommuner endda uden nævneværdig medvirken af embedsmænd.

Man kan hævde, at en sådan grad af folkelig selvforvaltning var uforenelig med en moderne tids krav om faglighed. Det var argumentet, der i 1970 bar den daværende VKR-regerings kommunalreform igennem: Kommunalbestyrelserne blev reduceret til de 271 og amtsrådene til de 14.

Men har argumentet sagligt og demokratisk-politisk også kunnet begrunde strukturreformen i 2007? Det kommer der nok – før eller siden, og navnlig når Løkke har forladt den politiske scene – en ædruelig vurdering af.

Men at lave Løkkes strukturreform om bliver umådeligt svært: Nærdemokratiets forvaltningsbygninger er for længst solgt eller ombygget, og den lokale bevidsthed er ikke, hvad den var. Som kommunalforskeren Roger Buch siger til Berlingske:

»Løbet er kørt. Den accellererende centralisering, som strukturreformen var med til at give, kan ikke rulles tilbage.«