Kronik

Så længe venstrefløjen sværger til nationalstaten, er den politisk impotent

Da globale protester tog fart i kølvandet på finanskrisen, fortolkede venstrefløjen dem som udsprunget af modsætninger mellem det nationale og det globale. Man nationaliserede protesterne og banede dermed vejen for en autoritær nationaldemokratisk isolationisme. For Brexit, Trump og truslen fra ’højrepopulismen’
Den europæiske venstrefløj forsøger ikke at dæmme op for det racistiske tilbageslag, men er i dag en del af det. Socialdemokratiet herhjemme er i en liga for sig, racismen er så indgroet i partiet, at det ikke er muligt at se forskel på DF og S, skriver dagens kronikør.

Den europæiske venstrefløj forsøger ikke at dæmme op for det racistiske tilbageslag, men er i dag en del af det. Socialdemokratiet herhjemme er i en liga for sig, racismen er så indgroet i partiet, at det ikke er muligt at se forskel på DF og S, skriver dagens kronikør.

Helle Arensbak

6. september 2017

De fleste af os ved det jo godt: I dag er politik intet andet end et deprimerende skuespil, hvor vi tvinges til at vælge mellem den ene mere intetsigende politikervare end den anden. Politik og vareproduktion er smeltet helt sammen, vi har varer at vælge imellem, dvs. politikerne; vi har forbrugere, dvs. vælgerne; og så har vi et veludviklet reklameapparat, der ikke blot skal sælge kandidaterne, men også denne politiske elendighed i sin helhed.

Valg betyder ikke rigtig noget – der er aldrig kommet nogen virkelig afgørende samfundsmæssige ændringer gennem valghandlinger.

I krisetider betyder de endnu mindre, for regeringer har reelt ikke noget manøvrerum, men er tvunget til at spare og privatisere, såfremt de da ikke vil afskaffe pengene og gå over til almindelig fordeling af nødvendigheder.

Syrizas triste skæbne taler sit tydelige sprog. Det er ikke muligt at lægge begrænsninger på kapitalen. Hvis de skal finansieres, har regeringer ikke noget andet valg end at opretholde økonomien og dens sociale og økologiske misere. Det er præmisserne. Du kan godt få magten, som Syriza gjorde det, men du kan ikke ændre økonomien, dvs. produktion og fordeling.

Nationalisering af protesten

Udgangspunktet for enhver diskussion af en samfundsomvæltende kamp må derfor være analysen af de omfattende mobiliseringer, der fandt sted mellem 2010 og 2012. Folk reagerede på de sparepolitikker, som regeringer verden over lancerede i et forsøg på at redde økonomierne (og bankerne).

I Athen, Madrid og Lissabon blev der protesteret voldsomt mod nedskæringer. I Tunesien, Ægypten, Yemen, Syrien og en lang række andre lande i Nordafrika og Mellemøsten udviklede protesterne mod stigende fødevarepriser sig til egentlige opstande, der truede med at omvælte hele regionen.

I USA udviklede en kunstnerisk performance sig til en besættelsesbevægelse, der bredte sig til hundredevis af byer i landet. Efter mere end tre årtiers énsidig klassekamp var besættelserne en voldsom opvågnen, pludselig blev socialiseringen af bankernes gæld og den enorme ulighed et rigtigt politisk problem.

Tilsammen udgjorde protesterne begyndelsen på en global revolte med en eksplicit kapitalkritik. Protesterne henviste til hinanden og lånte aktionsformer på tværs af landegrænser. Men hurtigt blev protesterne forsøgt oversat til lokale nationale kampe, venstrefløjens politiske partier og fagforeninger hæftede sig på protesterne og kanaliserede dem ind i det etablerede nationaldemokratiske rammeværk med politiske partier, arbejdsmarkedsoverenskomster og national velfærd.

National forestilling

Denne nationalisering af protesterne er en del af forklaringen på den efterfølgende udvikling, hvor en autoritær nationaldemokratisk isolationisme har sat dagsordenen, dvs. Brexit, Trump og truslen fra ’højrepopulismen’.

I dette forløb har den såkaldte venstrefløj spillet en svært problematisk rolle ved hele tiden at forstå både protesterne, altså genkomsten af en international klassekamp, og den økonomiske krise, der har at gøre med grundlæggende lige så internationale strukturelle modsætninger i den kapitalistiske produktionsmåde, som en modsætning mellem det nationale og det globale, hvor det nationale bliver et svar på en amokløben globalisering. Nationalstaten bliver hele tiden løsningen.

Årsagen til finanskrisen er jo de uansvarlige og uregulerede banker, overnationale institutioner og ikkevalgte bureaukrater i EU, IMF og Verdensbanken. Løsningen er derfor at genskabe en forestillet national suverænitet ved at stemme for forestillingen om den.

Vi kender omkvædet: Vi skal have beslutningskraften tilbage til Danmark, og vi vil selv styre økonomien. Som om en statstyret nationaløkonomi kan tøjle globaliseringsbevægelserne og vende en 40 år lang, langsom økonomisk stagnation i de avancerede økonomier. Det er en ideologisk forskydning, hvor modsætningen mellem kapital og arbejde erstattes af en modstilling mellem ’det internationale’ og ’det nationale’.

Selv om grunden til, at stagnationen kunne vare så længe, var informatikkens globale gennembrud og adgangen til at udnytte billig arbejdskraft i Kina og omegn.

Den racistiske venstrefløj

Nationalstaten er løsningen, ’vi’ skal selv bestemme. Den etablerede venstrefløj i Vesten synes desværre ude af stand til at hæve sig op over nationaldemokratiet som ramme for sine handlinger. Dermed er der tilrettelagt en hel palet af racistiske politikker.

Den europæiske venstrefløj forsøger ikke at dæmme op for det racistiske tilbageslag, men er i dag en del af det. De sidste rester af republikansk statsborgerskab er under hastig afvikling overalt, og det samme gælder hvad der endnu måtte findes af almen menneskelighed i Europa. Socialdemokratiet herhjemme er i en liga for sig, racismen er så indgroet i partiet, at det ikke er muligt at se forskel på DF og S.

I Danmark kender kampen om de racistiske stemmer ingen grænser. Men også andre steder skrider tingene, i Storbritannien er Corbyn fortaler for managed migration, i Tyskland taler Die Linke om alle de problemer, immigranter slæber med sig til Tyskland, Merkel er for slap, og i Grækenland farer Syriza hårdt frem mod flygtninge/migranter og rydder besatte huse i stor stil.

Det er forstemmende, at det ikke er muligt at se forskel på venstre og højre, men sådan er det i dag i Vesten. Det kalder på behovet for en gennemgribende selvkritik på venstrefløjen, lokalt og globalt. Hvis venstrefløjen stadig har det som sit projekt at afvikle kapitalismen, så må den nødvendigvis også gå til kamp mod nationalstaten.

I Det Kommunistiske Manifest slutter Marx og Engels af med at skitsere et revolutionært minimumsprogram: Den private ejendomsret skal ophæves, og nationalstaten skal afvikles. Der et løbet meget sand i åen siden da, men det er stadig et godt udgangspunkt for formuleringen af en revolutionær position.

Hvis Enhedslisten vil bekæmpe den nationaldemokratiske isolationisme og vil noget andet end den socialdemokratiske racisme og hvide velfærd, må den tage et opgør med ideen om nationalstaten og forestillingen om ’national velfærd’: Det er ikke nok fra tid til anden at rynke brynene af endnu en racistisk kommentar eller kritisere endnu en stramning af den i forvejen umenneskelige flygtninge- og indvandringspolitik. Det er nødvendigt at give slip på forestillingen om politisk suverænitet.

Det er på tide at opgive nationen, der pr. definition udelukker alle de, der er udenfor, og som udgør rammen for de kapitalistiske sociale relationer.

Hvis du er imod udbytning og fremmedgørelse, så er du imod nationalstaten, der kun skjuler disse forhold.

Mikkel Bolt er lektor i kulturhistorie ved Københavns Universitet og forfatter til en række bøger, bl.a. Krise til opstand og Trumps kontrarevolution

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørgen Wassmann
  • Niels Duus Nielsen
  • Robert Ørsted-Jensen
  • David Zennaro
  • Kurt Nielsen
  • Bjørn Pedersen
  • Ole Frank
  • Jakob Trägårdh
  • Torben Skov
  • Jørn Vilvig
  • Mihail Larsen
  • Niels-Simon Larsen
  • Bjarne Toft Sørensen
  • Christian Mondrup
  • Bo Stefan Nielsen
  • Ejvind Larsen
  • Palle Yndal-Olsen
  • Peter Knap
Jørgen Wassmann, Niels Duus Nielsen, Robert Ørsted-Jensen, David Zennaro, Kurt Nielsen, Bjørn Pedersen, Ole Frank, Jakob Trägårdh, Torben Skov, Jørn Vilvig, Mihail Larsen, Niels-Simon Larsen, Bjarne Toft Sørensen, Christian Mondrup, Bo Stefan Nielsen, Ejvind Larsen, Palle Yndal-Olsen og Peter Knap anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bo Stefan Nielsen

Det er meget trist, at det er ligeså stensikkert, at den samlede venstrefløj er uimodtagelig mod Bolts oplæg til selvkritik, som det er stensikkert, at det nu mere end hundredårige reformistiske projekt og dets nationale afvigelse fra socialisme (tilslutningen til 1. verdenskrig og til konsensus om at sætte national velfærd og national konkurrenceevne i centrum for magten) vil fortsætte med at tabe.

Såvel socialdemokratierne som de såkaldte kommunister i det tyvende århundrede stirrede på et frihedsprojekt, men fuckede på hver deres måde dette op til ukendelighed.

I 2017 har ethvert parti og enhver ideologi, som ikke vil tage et opgør med den private ejendomsret til produktionsmidler, jord og overlevelsesressurser samt med nationalstaten, stillet sig på den tabende side i historien. Kun en radikalt grøn og solidarisk internationalisme kan redde os fra civilisatorisk og økologisk undergang.

Det store flertal ved det godt, men ser den anden vej i angst for en fremmed og ukendt "fremtid" fremfor at fokusere og handle i nuet. Det er kun i nuet, vi kan ændre på vores kollektive livsmuligheder og på den katastrofekurs, kapitalismen har sendt klimaet og planetens biotop ud på.

Det er selvfølgelig helt forståeligt og forventeligt, taget såvel menneskesindets som de historiske erfaringer med store samfundsmæssige omvæltninger in mente, at de fleste ikke kan overskue virkelig forandring. Så hellere hænge i skørterne på nationen og den velkendte uretfærdighed - så hellere lide. Men sagen er altså bare lige den, at hvor Marx og Engels og den gryende arbejderbevægelse i 1800-tallet krævede kommunisme for at befri mennesket, er et-eller-andet-grønt-og-solidarisk, hvordan det så end må se ud og skulle kaldes, den eneste redningskrans. Et eksistentielt krav. Der er INTET nationalt alternativ.

Vi skal videre. Nu. Som zen-buddhisterne plejer at sige om den indre frigørelse, kan vi sige om den virkelige 'ansvarlighedens politik': "Hvis ikke nu, hvornår så?"

En venstrefløj, der behandler dette som et tabu, er en venstrefløj, der er faret vild.

Palle Yndal-Olsen, Nike Forsander Lorentsen, Torben Skov, Hans Ingolfsdottir og Marianne Bjerg anbefalede denne kommentar
Jørgen Vogelius

Finanslovsdebatten nationaløkonomiske ræsonnementer får lov til at skygge for globaliseringens migrationsproblemer. Men hvor langt kan betydningen af den nationale identitet strækkes, og hvor længe holder den som traditionsbestemt historisk model, der kan holde modsætningerne mellem rige og fattige lande i skak? Spørgsmålet er, om der overhovedet kan mobiliseres tilstrækkelig politisk interesse for estimater, der prøver at forudse, hvorfor og hvornår gentagelsestrægheden i de nuværende politiske og økonomiske systemer får ballonen til at revne.

Bo Stefan Nielsen

Da venstrefløjen tabte selvtilliden og lod højrefløjen sætte dagsordenen, blev national identitet, kulturforskelle, integration og frygt for islam de skyklapper, der fjernede udsynet.

Nu står vi med en verden, hvor migration og flygtningestrømme, herunder kommende klimaflygtninge, forsøges stoppet med demokratiets vold og magt, og hvis ikke dét virker de kommende år, så formentlig med en moderne variant af nazisme. Alternativet til det er ikke national-ideologiske fix som neo-kolonialisme i kæmpe interneringslejre i Afrika. Alternativet, som venstrefløjen burde stå for, er solidaritet. Flygtninge og migration må anerkendes som et vilkår i den moderne verden. Et vilkår, vi sagtens kan samarbejde velvilligt og opfindsomt omkring som verdensborgere med fælles interesse i fred og så lidt menneskelig lidelse som muligt. Fuldstændig ligesom vi kræver af magthaverne hvad angår klimaforandringer, miljøproblemer og fattigdom.

Vi kan da godt gøre det til et "problem" og stritte imod - omklamre den nationale ideologi. Det vil føre til ufattelige menneskelige lidelser, men det er da én mulighed.

Men vælger man dét, så må man selvfølgelig gøre det med åbne øjne og erkende, at man udelukker sig fra at kritisere andre totalitære og anti-menneskelige politiske systemer og ideologier, ligesom man aktivt bidrager til at give vore børns og børnebørn endnu dårligere odds.

Den anden mulighed er, at vi ryster os ud af den narkotiske døs af systembevarende truismer og fantasier, og opdager, at vi lever i en tid, hvor medmenneskelig kærlighed og rummelighed, herunder en god portion velvilje til at gentænke egne behov og forestillinger om 'mit' og 'dit', vil kunne revolutionere alle menneskelige relationer. Hvor Kalashnikoven og forestillingen om glorværdig revolutionær vold fejlede tragisk i det tyvende århundrede, kan kærlighed - grænseløs solidaritet og radikal økologi - blive det 'våben', revolutionen bevæbnes med i vor tid.

Det kræver selvsagt en slags indre revolution - en helt anden måde at tænke på. Og her skal venstrefløjen utvivlsomt langt ud over såvel national som ideologisk vanetænkning for at få alle med. Det store flertal i verden er religiøse i en eller anden forstand. De enkelte religioner skal hverken gøres til fartøjet eller til fjenden, men derimod burde såvel religiøse som ikke-religiøse, i lyset af hvad vi ser materialisere sig for øjnene af os i verden lige nu i form af klimaforandringer og økologiske katastrofer, kunne tilslutte sig et fælles minimumsprogram, der kunne lyde nogenlunde sådan her:

"Alt hvad vi gør imod hinanden og imod alt levende, gør vi imod os selv."

Det er både kortere og uendeligt mere kraftfuldt end alverdens partiprogrammer og kongresvedtagelser, hvis progressive mennesker verden over organiserer sig omkring at afvikle det altkvælende kapitalistiske system med dén grundlæggende idé i baghovedet i alt, hvad vi foretager os på vejen mod og ikke mindst efter revolutionen.

Og ja, ovenstående vil (hvis det da bliver læst) uden tvivl blive modtaget med alt fra overbærende smil til rasende beskyldninger om hippie-idealisme. Og sådan er det jo med vanetænkning :)

Mohamed B, Nike Forsander Lorentsen, Ole Frank, Henriette Bøhne, Flemming Berger, Johnny Winther Ronnenberg og Marianne Bjerg anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

Analysen af den globale samfundsmæssige situation er utrolig præcis, men samtidig får vi forklaret, at alle forsøg på at gøre noget i retning af at løse problemerne hidtil er mislykkedes. F.eks fordi nationale organisationer og partier på venstrefløjen har udsat håbefulde internationale initiativer for repressiv tolerance, og dermed har neutraliseret dem.

Konsekvensen af en sådan måde at udlægge problemerne på er ret håbløs. Det svarer næsten til at få stillet en kræftdiagnose og få at vide, at det er uhelbredeligt. Fremstillingen ligger på mange måder i forlængelse af den forståelse af Marx skrifter, der i 1970erne udviklede sig til den såkaldte "kapitallogik". Små venstrefløjspartier eller organisationer kan hverken gøre fra eller til. Vi må vente på, at det kapitalistiske verdenssamfund bryder sammen på grund af sine egne indbyggede modstridende kræfter.

Vi kan se, at det politiske system og samfundets institutioner i USA er ved at bryde sammen, og på et tidspunkt vil det også ødelægge det økonomiske system. Lad det brede sig til resten af Europa og lad os i mellemtiden forholde os passive, da vi alligevel ikke rigtigt kan bidrage med noget.

Den eneste generelle anvisning, jeg kan udlede af kronikken, er at vi internationalt skal bekæmpe racismen. Problemet er så lige af få afklaret, hvordan vi gør det, når store dele af det samfund og det nationale fællesskab, man er en del af, har protektionistiske og racistiske tilbøjeligheder. På det punkt er kronikken meget lidt hjælpsom.

Det er fantastisk at sidde her foran PC-skærmen en grå onsdag formiddag i september 2017, og læse denne klumme fra en lektor og forfatter i kulturhistorie fra Københavns Universitet, der tilsyneladende har brugt hele sin opvækst og uddannelse på at lade sig fuldstændig hjernevaske af Det Kommunistiske Manifest, og som har et brændende ønske om en ophævelse af den private ejendomsret og nationalstaten.

Hver eneste måned henter denne kulturforsker og forfatter en høj løn, ferie, pension, frynsegoder og driftsbudget fra en statskasse, der udelukkende er finansieret af den til enhver tid eksisterende arbejdsstyrke med private arbejdsgivere og privatansatte lønmodtagere i det private erhvervsliv, som gennem eksport af varer til udlandet tjener milliarder af kroner hjem til bruttonationalproduktet, og så skal man høre manden agitere for en ophævelse af den private ejendomsret (kapitalismen), og en afvikling af den danske nationalstat gennem mere end 1000 år.

”Det er på tide at opgive nationen, der pr. definition udelukker alle de, der er udenfor, og som udgør rammen for de kapitalistiske sociale relationer. Hvis du er imod udbytning og fremmedgørelse, så er du imod nationalstaten, der kun skjuler disse forhold”, skriver lektor og forfatter Mikkel Bolt i sin (tør man nok sige) lidt af en revolutionær klumme.

Kulturforsker og forfatter Mikkel Bolt ønsker åbenlyst et samfund, hvor ingen ejer noget (ikke engang deres egen tandbørste), hvor alle skal være proletarer, nationalstaten skal elimineres, og Danmark omdannes til en tilfældig klat jord i den store verden, hvor alle mennesker bare kan strømme til og bo og leve efter behag, og så skal vi etniske majoritetsdanskere med vores historisk-kulturelle baggrund som nationalstat bare stå med hinanden i hænderne og synge tra-la-la og velkommen til jer alle sammen.

Her sidder en mand som burde være en veluddannet pragmatisk akademiker fra Københavns Universitet, og erklærer sin dybfølte kærlighed til en morderisk kommunistisk ideologi med planøkonomi, det totalitære kommunistiske et-parti styre med sin politiske enhed under tvang, der sammen med de øvrige kommunistiske regimer på kloden har myrdet over 100 millioner mennesker gennem de sidste 100 år, fordi de ikke var enige med magthaverne, en planøkonomisk ideologi, der viste sig at være gennemsyret af nepotisme, ineffektivitet, uduelighed og korruption på alle niveauer i samfundet – og stadig er det.

Tror en kulturforsker og forfatter som Mikkel Bolt virkelig på, at han og hans ligesindede på fredelig vis kan mobilisere de etniske majoritetsdanskere til at opgive Kongeriget Danmark som nationalstat, og fjerne kapitalismen med sin frie markedsøkonomi, der trods alt beviseligt har skabt den enorme velstand gennem mere end 100 år på grund af tusindvis af dygtige iværksættere, og som er skyld i at samfundet overhovedet har råd til at finansiere uddannelsespolitik, sundhedspolitik, kulturpolitik og socialpolitik samt alt muligt andet?

”Udbytning og fremmedgørelse???”

Nej, Mikkel Bolt, den europæiske venstrefløj har ikke længere som projekt at eliminere kapitalismen til fordel for planøkonomi, og det har den ikke haft gennem de sidste 25 år, fordi den samme venstrefløj lever højt og flot på strukturfondene i EU, der sender milliarder og atter milliarder af kroner til medlemslandene, så venstrefløjen kan leve af alle mulige ikke-produktive projekter, der hele vejen igennem er finansieret af det som den yderste venstrefløj ynder at kalde ”de rige svin”.

Der er ikke noget i vejen med kapitalismen og den frie markedsøkonomi, når vi taler om den ærlige, hæderlige og anstændige konkurrence imellem mennesker, firmaer og lande. Køb og salg. Import og eksport. Sådan har menneskeheden fungeret gennem årtusinder. Nemlig at mennesker og lande køber eller sælger varer til hinanden, og så ellers lever i fred og harmoni med hverandre gennem bilaterale aftaler.

Nej, problemet for kapitalismen som markedsøkonomi er superkapitalisterne, mænd og kvinder af kød og blod, der fik præsident Ronald Reagan til at deregulere den amerikanske finanssektor i 1981, og som efterfølgende har betydet, at vi dag sidder med enorme privatejede konglomerater og multinationale koncerner, der styrer hele bankverdenen, farlige superkapitalister, som dengang fandt ud af noget meget smart: nemlig at samarbejde med alle socialisterne og kommunisterne i specielt Europa med alle sine veludviklede demokratier.

”I kommunister og socialister får magten over jeres lands centraladministration, I kan danne alle de regeringer I vil, og lege humanister og alt muligt andet, når bare I sørger for, at der i enhver lovgivning nationalt som i EU-sammenhæng, er åbnet op for absolut fri bevægelighed af kapital, arbejdskraft, varer og serviceydelser, for ellers trækker vi tæppet væk under jer ved at underminere jeres statsobligationer og realkreditinstitutioner samt lånemuligheder”.

Sådan nogenlunde lyder mantraet fra de få hårdkogte superkapitalister ud af syv milliarder mennesker på kloden, denne blanding af rige familiedynastier i USA og Europa samt Asien, men også alle de islamiske regimer med deres enorme milliardformuer fra olien, der systematisk har undermineret de frie og åbne europæiske nationaløkonomier, og som med en rygende økonomisk pistol for tindingen bare skal acceptere indvandring af muslimer fra hele verden i ly af diverse konventioner.

”Giv mig kontrollen over et lands penge, og jeg er ligeglad med hvem der laver dets love”, sagde den gamle bankmand Mayer Amschel Rothschild (1744-1812), og denne tese har alle hans efterkommere plus andre levet 100% op til gennem de sidste 200 år, og med den kommunistiske og socialistiske venstrefløj til at facilitere og servicere dem gennem specielt de sidste 25 år med EU og al dets lobbyisme fra banker og koncerner.

Hvor var den europæiske venstrefløj med sin omfattende velfungerende fagbevægelse henne i 1990`erne, da Maastricht-aftalen med den europæiske union sprængte alle de opbyggede europæiske overenskomster mellem arbejdsgivere og arbejdstagere i det private erhvervsliv i stumper og stykker? Gjorde venstrefløjen noget som helst for at sikre de vestlige arbejdere og funktionærer imod, at de 10 tidligere kommunistiske lande i Østblokken kun ville få adgang til fællesskabet den 1. maj 2004, hvis de havde opbygget en fagbevægelse med overenskomster i lighed med for eksempel Danmark?

Nej, de gjorde ikke et klap, bortset fra den tidligere Østaftale, der ikke var det papir værd den var skrevet på, fordi Tyskland og Frankrig holdt sig udenfor, og derfor kunne opsluge hundredtusinder af fattige arbejdere fra blandt andet Polen, der arbejdede til det halve af de private overenskomster. Hvilket betød fyring af millioner af europæiske arbejdere samt udflytningen af store hæderkronede virksomheder til kommunistiske regimer som blandt andet Kina og Vietnam, som hverken venstrefløjen eller højrefløjen forhindrede i, at kunne flytte rundt på kloden med deres formuer som det passer dem.

Mere end 200.000 arbejdspladser er gået tabt i Danmark siden de tidligere kommunistiske lande kom ind i EU i 2004, også takket være finanskrisen i 2008, men de eneste som generelt har overlevet er den offentlige sektor med alle sine politiske ideologer fra venstrefløjen i blandt andet uddannelsessektoren, som modsat for 25 år siden i dag henter løn, ferie, pension og frynsegoder som var de ansat som afdelingschefer, underdirektører, administrerende direktører og koncernchefer i det private erhvervsliv.

”Det er på tide at opgive nationen, der pr. definition udelukker alle de, der er udenfor, og som udgør rammen for de kapitalistiske sociale relationer. Hvis du er imod udbytning og fremmedgørelse, så er du imod nationalstaten, der kun skjuler disse forhold”, skriver kulturforsker og forfatter Mikkel Bolt.

Puha, sådan taler en naiv repræsentant for New World Order-segmentet af superkapitalister over hele kloden, blandt andre milliardæren George Soros, der gennem de sidste 50 år er gået målbevidst efter at nedbryde samtlige nationalstater på kloden, der skal regeres gennem èn verdensregering hos FN i New York, èn fælles valuta, èt fælles juridisk system, èn fælles NATO-hær, udelukkende så de hårdkogte superkapitalister kan tjene endnu flere penge.

”Reglerne for en stor virksomhed er: skaf et monopol. Lad samfundet arbejde for dig. Så længe vi anser alle internationale revolutionære og alle internationale kapitalister som hinandens uforsonlige fjender, så overser vi et yderst vigtigt punkt. Nemlig at et partnerskab mellem international monopolkapitalisme og international revolutionær socialisme er til deres gensidige fordel”, skrev forfatteren Frederick C. Howe i sin bog ”En Monopolists Bekendelser” fra 1906.

Nemlig.

Superkapitalisterne hader konkurrence fra andre mennesker, de revolutionære hader andre folks mening, og ønsker et samfund med politisk ensretning og centralisering af magten. Hvilket er lige nøjagtig hvad EU står for – og har stået for i al sin levetid – alt sammen på bekostning af den ærlige, hæderlige og anstændige markedsøkonomi med regulerede finansmarkeder, monopoltilsyn og fornuftige overenskomster, aftalt mellem selvstændige private arbejdsgivere og de privatansattes fagforeninger i hvert enkelt land.

Så, nej, kulturforsker Mikkel Bolt, hvis du overhovedet indeholder blot den mindste empati for vores børn og børnebørns fremtid som oplyste og selvstændigt tænkende mennesker, og hvis du overhovedet rummer blot den mindste respekt for Danmarks suverænitet som en selvstændig nationalstat gennem mere end 1000 år, så lad være med at fylde ungdommen og andre med utopiske drømme om, at vi som mennesker bliver meget lykkeligere, hvis kapitalismen med sin frie markedsøkonomi bliver elimineret.

I stedet burde du gå ud og argumentere for, at Danmark er blandt de bedst opbyggede demokratier gennem 168 år med en fantastisk infrastruktur og demokratiske institutioner, som ikke ret mange lande på kloden når til sokkeholderne. Du burde i stedet kæmpe for, at Danmark kommer fri af superkapitalisternes økonomiske magt, så vi igen får magt over vores nationaløkonomi. Og ikke længere år efter år skal opleve den til enhver tid siddende regering og Folketingets medlemmer optræde som lovmæssig ekspeditionskontor for en ikke-folkevalgt EU-kommission i Bruxelles.

Men kulturforsker og forfatter Mikkel Bolt kan i det mindste som venstreorienteret glæde sig over, at det i udbredt grad er den danske venstrefløj, der anno 2017 styrer de politiske beslutningsprocesser inden for centraladministrationen, herunder områder som uddannelse, kultur og socialpolitik plus mange andre steder i samfundet, og som hver dag bestemmer skæbnen for hundredtusinder af arbejdsløse danskere på overførselsindkomster = bistandshjælp = socialhjælp, finansieret af kapitalismen med sin frie markedsøkonomi.

Uden kapitalismen ville Mikkel Bolt blive arbejdsløs og dø af sult.

Allan Bartroff, Christian Larsen, Søren Lindved, Bjarne Frederiksen, Jan Kauffmann, Hans Jørn Storgaard Andersen, Anders Hede, Hans Aagaard, Søren Ferling, Morten Clausen og morten rosendahl larsen anbefalede denne kommentar
Morten Pedersen

Meget interessant, men uden svar på det store spørgsmål: Hvad gør vi med den folkevandring, der sker og fortsat vil ske ud fra demografien i Afrika og Mellemøsten? Udsat for klimaforandringer og stagnerende samfund vil de hurtigt voksende befolkninger i de dårligt fungerende stater gøre det eneste de kan: Søge nordpå, mod Europa. Kronikøren har absolut gode pointer, men intet svar på den nævnte problematik. Bør man begå selvmord som nation, folk, kultur i sin vej ud af nationalismen? Da jeg blev født havde Syrien samme befolkningsstørrelse som Danmark, nu er de 21 mio. Irak havde en befolkning på størrelse med Sverige, nu er de 38 mio. Det var det samme i Europa for 150 år siden, da emigrerede vi til Nordamerika.

Pia Madsen, Bjarne Frederiksen, Hans Jørn Storgaard Andersen, Bjarne Toft Sørensen, Flemming Berger, Hans Aagaard og Søren Ferling anbefalede denne kommentar
Gunnar Jakobsen

Gunnar Jakobsen, Aabenraa

Tak for dette debat indlæg. Jeg er helt enig. Det er simpelthen et spørgsmål om produktivkræfter og produktionsforhold. Hvis venstrefløjen ønsker at bekæmpe konsekvenserne af nationalismen i form af proletarisering, undertrykkelse, konflikter og krige må den forstå at socialistisk politik nu kun effektivt kan udøves på et internationalt niveau.

I sin bog om "Venstre-kommunismen, en børnesygdom" forklarede Vladimir Lenin (1920) hvordan datidens anarkister forsøger at skabe kaos ved at opstillede utopiske politiske krav, som skaber forvirring og at splitter arbejderklassen og de antikapitalistiske kræfter i det revolutionære Rusland. Trotskij forsøgte, da han boede i Rusland, at rejse en såkaldt ”venstre-opposition” mod sovjetmagten, og da han led nederlag, forsøgte han at starte en modstandsbevægelse mod den russiske socialisme. Socialisme kunne, efter hans mening, slet ikke lade sig gøre, så længe det ikke skete på verdensplan, og derfor mente han at Rusland slet ikke var socialistisk men noget helt andet. Og det var han naturligvis imod. Disse bevægelser foregiver at være en del af ”kampen mod kapitalismen”, men deres aktiviteter i den retning begrænser sig til forskellige former for uskyldigt ballademageri, som skaber overskrifter i formiddagsaviserne, men som ingen politisk indflydelse har. Trotskisterne gør ingen skade på kapitalismen.
Datidens trotskister arbejdede for det samme mål, som de senere trotskister i USA og andre lande, nemlig den såkaldte ”permanente revolution”, som er betegnelsen for den trotskistiske utopi. Ingen har set denne utopi realiseret noget sted i verden, og ingen skal forvente at komme til at se det. For ideologien er for trotskisterne mest et dække over deres det, som de rent faktisk beskæftiger sig med. Den er en ideologisk sløring, som skal give omverdenen indtryk af at man er en slags ”marxister og venstreorienterede”, som kæmper for folkets og arbejderklassens interesser.

Venstrefløjen (soc. dem. og enhedslisten nævnes i flæng. ) hvem der adresseres i teksten er lidt uklart ? må tage udgangspunkt i de internationale bevægelser der er EU har mange fejl, men er nok et realistisk udgangspunkt. Hører det radikale venstre også til i Bolts venstrefløjsbegreb ?

David Zennaro, Per Torbensen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Heldigvis har grækerne haft mod til at vælge et venstrefløjspartitil landets regering, et parti, der ingen som helst forbindelse har med gammelkommunistisk sovjet- marxisme-leninisme at gøre, men som står for en moderne socialisme, en kamp som landet bliver nødt til at kæmpe alene, da EU og trojkaen som et mægtigt udenlandsk monster forhindrer al udvikling af den slags.

Ivan Breinholt Leth

"Der er aldrig kommet nogen virkelig afgørende samfundsmæssige ændringer gennem valghandlinger."

"Du kan godt få magten..... men du kan ikke ændre økonomien, dvs. produktion og fordeling."

Afregulering af finanskapitalen, medførte, at finanskapitalen uhindret kunne blive global, skabe indviklede finansielle instrumenter, som de ikke engang selv kan finde ud af, og dermed suge reelle værdier ud af den produktive sektor, samtidig med at man undgår beskatning og nationalstatens snævre begrænsninger for profitmaksimering. Med finanskapitalens stigende grad af magt over nationalstaterne kunne man ændre omfordelingen over de samfundsskabte værdier radikalt, og vi har kun set begyndelsen af denne proces. Finanskapitalen ved udmærket, hvordan man anvender nationalstaten til at sprænge nationalstatens rammer, og ændre lovene til sin egen fordel. Det er derfor, at de igennem årerne har brugt enorme summer på lobbyisme. De kender til nationalstatens magt. Det er kun visse dele af venstrefløjen, der ikke kan finde ud af, at man faktisk kan opnå magt gennem valghandlinger og at magt over nationalstaten kan anvendes til at ændre fordelingen af produktionens output. Det, som man i Frankrig kalder 'le trente glorieuse' (de tredive år efter WW2), kom i stand ved at (finans)kapitalen var trængt bl.a. på grund af, at bestemte politiske kræfter havde viljen til at stække deres magt. (Fremragende beskrevet af Thomas Piketty.)

Da Syriza kom til magten i Grækenland, var man tæt på et nervøst sammenbrud i den europæiske finanskapitals hovedcentre og i Bruxelles. Man var nervøs for, at denne venstreorienterede regering skulle anvende den magt, som en dybt forgældet kreditor altid har. I 2010 lagde Bundesbank sag an mod Mario Draghi, fordi han angiveligt havde brudt Maastricht Traktaten ved at opkøbe obligationer direkte fra euro-staterne. Sagen blev overgivet til EU domstolen, hvor man nåede frem til et kompromis: ECB måtte under ingen omstændigheder godkende tab fra sådanne obligationer. Det 'afskrækkelsesvåben' som Syriza gik til forhandlingen om gælden med, var de såkaldte SMP obligationer. Hvis Troikaen truede med at lukke de græske banker, ville Syriza true med en ensidig 'haircut' af SMP obligationerne - en kattepine som formentlig ville være umulig for Draghi at rode sig ud af. Syriza var inden de gik til forhandling enige om, at de i værste fald ville udløse dette våben, men i sidste time svigtede modet dem. De forudså formentlig, at de ville blive beskyldt for at have skabt kaos, og dermed ville de få det græske folk imod sig - evt. med beskyldninger om landsforræderi etc. (I dag kan man nøjes med at rette disse beskyldninger mod Yanis Varoufakis.) Hvis man som Mikkel Bolt har ringe indsigt i økonomiske forhold og stor indsigt i kulturhistorie, må læren som man drager heraf som venstreorienteret være, at parlamentarisk magt er ubrugelig for venstrefløjen. En anden lære man kunne drage er, at et venstrefløjsparti ikke skal indlade sig på at tage et ansvar for det kapitalistiske systems kriser. Måske skal venstrefløjen slet ikke (som SF) bestræbe sig på at være danne 'ansvarlige' politiske partier, men udøve magt indirekte. Dansk Folkeparti har forfinet denne kunstart til det yderste. De kan ovenikøbet skaffe sig vælgere ved at nægte at indgå i en regering, mens visse dele af venstrefløjen helt ukritisk antager det borgerlige begreb om politisk ansvarlighed.

Mon ikke borgerskabet hygger sig gevaldigt ved den venstreorienterede ide om, at nationalstatens parlamentariske institutioner ikke kan anvendes til noget som helst, og at vi bør trække os tilbage og vente i andagt på det store opgør - ligesom en religiøs sekt der venter på, at Frelseren kommer tilbage og skiller bukkene fra fårene? Eller at vi går på gaden og kaster med brosten, så den folkelige foragt mod venstrefløjen styrkes, eller at foragten kan blive så manipulerbar at vi ender i samme kategori som Rote Arme Fraktion. Så bliver venstrefløjen for alvor ufarlig for borgerskabet.

Søren Rehhoff, Mikkel Kristensen, Per Torbensen, Torben Skov og Ole Arne Sejersen anbefalede denne kommentar

Socialisme i eet land var Stalins motto, og det forfejlede på gruesommelig vis, den spanske borgerkrig er det bedste eksempel herpå hvor et massivt historisk momentum på Europæisk plan blev forspildt af Stalins smålige og kyniske kalkyle herom. Cuba er en af de sidste mohikanere som stadig tror på Global Socialisme - tillykke med alle dens fremskridt på det civilisatoriske plan - og har handlet konsistent når det gjaldt den SAMLEDE politik. For eksempel, som en suveræn national stat besluttede det engang at bekæmpe APARTHEID regimet selv uden USSR's tilladelse og velsignelse, og blinkede ikke et øjeblik med at modtage flygtninge fra Afrika da operationen halv-lykkedes. Og tilbage til DK: Hvad var US/EU's mission i Mellemøsten og Nordafrika? Var den danske regering og befolkning klar over hvad det var for noget møg det blev involveret i? Og hvorfor så meget hykleri og græden når det mislykkedes, på trods af EU's bestikkelse til de "moderate" islamister i Tyrkiet om at tilbage beholde 3-4 millioner flygtninge der var en coletteral damage af mis-kalkylen?

Moralen er at der stadig er behov for en BASE og helst flere - og hvad er ikke mere oplagt end national stater - for at REDDE menneskeden fra sin totale selv-destruktion. Naturen og Bio-Diversiteten kan udmærket klare sig selv uden os, og måske helst uden os ;)

Søren Kristensen

I øvrigt er jeg ligeglad med om venstrefløjen hælder til nationalstaten, hvis bare de vil være med til at nedbringe uligheden ved omfordeling fra rig til fattig.

Enig I en del: venstre fløjens rasisme/nationalisme er deprimerende. Bland andet fordi den forstærker illusionen blandt ”vælgerne” at vi (danskere, altså de rigtige danskere, som bor i Danmark + politikerne) har andet end en yderst marginal indflydelse på samfundsudviklingen. Der er lidt folly a deux over det. Intet er bestående, selv den verden vi nu lever i, den er i stadig forandring. Om svundne tiders ideologier, liberalisme, socialisme etc, er løsningen på fremtidens samfundsproblem, er nok tvivlsomt. Men at løsninger må findes globalt/internationalt, og ikke nationalt synes være helt sikkert. Nordea flyttet til Finland for at få internationale regler (som vi kan mene om hvad vi vil): EU bankunion, og ikke nationale løsninger på globale problem.

"I krisetider betyder de [valg] endnu mindre, for regeringer har reelt ikke noget manøvrerum, men er tvunget til at spare og privatisere, såfremt de da ikke vil afskaffe pengene og gå over til almindelig fordeling af nødvendigheder."
Nonsens!!
Regeringer kan fx overtage pengeskabelsen og sætte
Regeringer kan øge den løbende beskatning af jordens beliggenhedsværdi.
Regeringer kan tillade skabelse af lokale pengesystemer.
Regeringer kan ...
Der er altid flere alternativer!!
Nødvendighedens politik er vor tids største løgn.

@Ivan

Fint indlæg, hvor jeg er enig i det meste. Jeg er dog ikke helt sikker på den del med Syriza's pokerspil. Bag retorikken havde Syriza aldrig rigtigt forberedt deres "plan B" med en gældsdefault, så jeg tror ikke man kan sige at de droppede det "i sidste øjeblik".

Uden en formel plan for en neo-Drachme og en plan for et "fra-hånden-og-i-munden" statsbudget uden lån, så vidste Troika'en godt at Syriza bluffede, og Syriza vidste godt Troika'en vidste det....

Ivan Breinholt Leth

Pia Madsen
Den eneste person med professionel indsig i økonomi i Syriza var Yanis Varoufakis, og han var ikke medlem af partiet. Varoufakis havde sammen med den texanske økonom James Galbraith udarbejdet en plan B, i tilfælde af at GR ville blive tvunget til at forlade euroen. Planen ligger på nettet og kan læses af enhver. Jeg har kigget lidt på den, men jeg forstår den ikke. I bogen Adults in the Room, beskriver Varoufakis planen i korte træk. Jeg har ikke ulejliget mig med at vurdere den. Den bliver aldrig realiseret. Uanset hvad man mener om Varoufakis, er manden ikke dum. I GR er hans plan B af nogle blevet betegnet som landsforræderi, men i lyset af at Schäuble gentagne gange havde sagt, at han helst så, at GR forlod euroen ville en finansminister uden en plan B, og uden anden ide end at foretage en haircut på SMP obligationerne have været en særdeles uansvarlig finansminister - især når man tager i betragtning, at han er professionel økonom. Hvorvidt ledelsen af Syriza - eller partiet som sådan - var enig i Varoufakis' plan B, tør jeg ikke udtale mig om, men jeg er ret sikker på, at i hvert fald partiledelsen var enig i at udløse en haircut af af SMP obligationerne, hvis Troikaen truede med at lukke de græske banker. Selvfølgelig havde partiledelsen indsigt i dele af Varoufakis' plan B, men man nok ikke påstå, at der var en plan B, som partiet var enig i i alle detaljer, og som de droppede i sidste øjeblik. Det jeg skrev var, at de droppede deres afskrækkelsesvåben - haricut af SMP obligationerne.

Mht. bluff tror jeg, at begge parter bluffede. Jeg tvivler på, at Troikaen faktisk ville have lukket de græske banker, hvis Varoufakis havde forladt forhandlingerne og smækket døren efter sig. Hvis jeg havde været medlem af Troikaen, ville jeg have været yderst betænkelig ved at skabe en situation, hvor et EU lands økonomi bryder sammen med risiko for en fejlslagen stat i Europa. Troikaens extend and pretend strategi går jo netop ud på at holde situationen flydende uden at lade især tyske og franske banker lider et tab. Jeg er dog ret sikker på, at da Syriza gik til forhandlinger var de enige om, at foretage en haircut af SMP obligationerne. Den enighed holdt så ikke.

Ivan Breinholt Leth

Ole Brockdorff
06. september, 2017 - 14:30
Hvis validiteten af en persons holdninger skal afgøres af, hvordan vedkommende tjener sine penge, burde du måske også offentliggøre, hvor du henter din løn? Så kan vi bedre afgøre, om du har ret eller uret i din kritik.

Bjørn Pedersen

"Det nationale" skal ifølge hr. Bolt ses som "racisme"? Det må vel være det en af Trumps pressechefer ville kalde "alternative facts"... Er man "racist" blot man føler et kulturelt fællesskab? Det må vist være ideer hr. Bolt har hentet fra USA uden at have deres stupide kultur for racialisering in mente, og uden at tænke på at det giver kulturhistorisk mening at omtale amerikanske hvide netop som hvide og amerikanske sorte som sorte, mens det ikke i nogen kulturel henseende giver mening at omtale etniske danskere som et hvidt "folk" eller afrikanere som et "sort" folk. Vi er kun hvide i vores hudfarve, ligesom afrikanere kun er sorte i deres.

Hvis det er på tide at "opgive nationen", og motivationen for dette blandt andet er at udefrakommende måtte føle sig udenfor, skal man så ikke også arbejde for at disse udefrakommende individer giver slip på deres nationale tilhørsforhold? Eller gælder andre regler for disse fremmede, og i så fald, hvorfor? Ser hr. Brok ikke dem som værende ligeså kulturelt avancerede, og dermed havende samme grad af socialt ansvar som os såkaldt "hvide danskere"?

At give slip på nationen som koncept er at give slip på hele ideen om at have et samfund, et nærværende fællesskab. Jeg kan sagtens se truslen fra national-isme, som er fetishering, romantisering og chauvanisme med det nationale som fundament. Men at affærdige det nationale som "racisme" er som at affærdige alle socialistiske ideer pga Stalins gulags.

Er der brug for internationale løsninger på vores mange problemer, økonomisk, miljømæssigt og socialt? Helt klart. Men der ligger jo i ordet "inter-nationalt", at der er tale om samarbejde mellem nationer.

Og teknisk set er Danmark vel en føderation af nationer under én stat, snarere end en nationalstat. Det er blot et trist faktum, at de fleste danskere kun kan tænke på Danmark som "lille Danmark".

Bjørn Pedersen

Det er i øvrigt både interessant, men også bekymrende at læse et stigende antal danske skribenter tale om "hvide danskere" og italesætte det at være dansk som var det et race-spørgsmål, snarere end et kulturelt spørgsmål. Det lader meget til at være et amerikansk import af f.eks."critical race theory", og man bruger i flæng amerikanske udtryk som "hvide mands privilegium". Uden at tænke særligt meget over at det at være hvid, sort, gul, rød eller brun ikke anses som en etnicitet, som det gør i USA og mange andre af "koloni-landene".

Man forbruger disse amerikanske udtryk uden hensyntagen til at USA altså er sit eget kulturelle univers, har sin egen unikke kulturhistoriske kontekst, og at en import af ikke blot populærkultur og underholdning, men også kulturelle referencerammer simpelthen ikke KAN importeres uden at de unikke kulturhistoriske kontekst de blev skabt i, samtidig forsvinder.

Der er en glimrende svensk artikel fra SVT, omkring hvordan i dette tilfælde svenskere, men jeg vil påstå at det dækker bredt over Skandinavien, bliver amerikaniseret fordi USA stadigvæk anses for at værende der alt "det moderne" kommer fra. Netop de progressive strømninger i USA, og den måde de racialiserer de sociale konflikter i USA, er det der ser ud til at være ved at blive normaliseret.

Hvad er en skam, da det jo er fordummelse af vores samfund, ligesom racialisering er en fordummelse af det amerikanske samfund. Det er et trist paradoks at det netop er den amerikanske progressive venstrefløj (som dog vist snarere er liberale progressive end socialistiske) der virker så opsat på at racialisere flere af de sociale problemer i USA. Ved at placere "den hvide mand" øverst i et hieraki af undertrykkelse, med den sorte kvinde i bunden, genopliver og bekræfter de blot de århundrede gamle raceteorier i stedet for at trodse dem. Selv for venstrefløjen i USA er det åbenbart stadigvæk et tabu at tale om klasse-konflikter og klasseproblemer.

Ole Frank og Johnny Winther Ronnenberg anbefalede denne kommentar

@Ivan

Ja, enig. Jeg tror begge parter bluffede. Troika'en lige så meget som grækerne. Det ville have været et nederlag på så mange plan for Troikaen (og EU generelt), hvis grækerne var gået i "betalingsstandsning". Problemet var bare at begge parter sad med så elendige kort på hånden og begge parter egentligt godt vidste det.

Varoufakis' (og Galbraiths) plan var såmænd også både nødvendig og ganske omfattende, men problemerne den adresserede - især det forventede likviditetschok - var også så monumentale at deres løsninger var pænt sagt radikale. Og jeg tror ikke Syriza's ledelse nogensinde reelt tog planen seriøst - om de overhovedet så og forstod den.

Gunnar Jakobsen

Gunnar Jakobsen

Til Odin Rasmussens indlæg 16, september, 2017.

På Lenins tid var både produktivkræfter og produktionsforhold på et helt andet niveau end i dag, så de i dit indlæg nævnte erfaringer er på mange måder irrelevante i dag.

Jens Thaarup Nyberg

"I Det Kommunistiske Manifest slutter Marx og Engels af med at skitsere et revolutionært minimumsprogram: Den private ejendomsret skal ophæves, og nationalstaten skal afvikles. Der et løbet meget sand i åen siden da, men det er stadig et godt udgangspunkt for formuleringen af en revolutionær position."
Tja - vi socialiserer ejendomsretten, erstatter "national-" med "social-" og får en stat, hvor der er plads til alle der vil.