Kronik

Mine såkaldte blowjob-læber bad aldrig om voldtægten

Hvis jeg havde accepteret min rolle som offer allerede som 16-årig, da den første mand forsøgte at tiltvinge sig adgang til min krop, havde jeg nok ikke stået, hvor jeg står i dag; med mine angstanfald, mit had og min apati. Ofre for overgreb skal vifte med offerkortet
Hvis jeg havde accepteret min rolle som offer allerede som 16-årig, da den første mand forsøgte at tiltvinge sig adgang til min krop, havde jeg nok ikke stået, hvor jeg står i dag; med mine angstanfald, mit had og min apati. Ofre for overgreb skal vifte med offerkortet

Line Malling Schmidt/iBureauet

21. september 2017

Det har taget mig syv måneder at tage mig sammen til at skrive dette debatindlæg. Ordene har ligget og summet i mit hoved, sommetider på mine læber, og indimellem har jeg kunnet nedfælde et par af dem på papir. De har været en uhåndgribelig størrelse og er altid svundet ind til lyde, bogstaver og alt for store følelser.

Men så kom Amalie Langballes kronik, hvor hun efter seks minutters stakåndet læsning har fortalt læseren om en novembernat, der ikke gik, som den skulle (»Det er svært at onanere med den ene hånd og vifte offerkortet med den anden«, den 29. august). En nat, hvor hun fik knust langt mere end en porcelænskop.

Jeg gik i den samme trance, som jeg altid gør, når jeg læser vidnesbyrd fra voldtægtsofre. Både Politikens artikelserie Roskilde Uden Samtykke, og Informations #jegblevvoldtaget fra vinteren 2016 har efterladt mig målløs og med store øjne over det mod, som disse kvinder udviste ved at fortælle frit og åbent om deres oplevelser.

Vift med det offerkort

Det har i længere tid været en form for stille terapi for mig at læse historierne, der har vakt genklang i det allerbagerste rum i mit hoved.

Det var en anden oplevelse at læse Amalie Langballes kronik. Trancen forvandlede sig til bekymring, og Amalies ord om porcelænskopper, hvide sneakers og om at gå over for rødt har plantet sig dybt ned i min tankemuld. Amalies overvejelser over sin egen skyld i de seksuelle ubehageligheder og den tvang, hun blev udsat for, sidder i mig. Jeg har ikke kunnet slippe dig, Amalie, og derfor er jeg nødt til at fortælle dig et par ting:

Amalie, du er nødt til at vifte offerkortet og påtage dig offerrollen, om du vil det eller ej.

Amalie, det, du blev udsat for, var et overfald; et overgreb, et voldtægtsforsøg.

Amalie, det var ham, ikke dig, der var gerningsmanden.

Amalie, der vil altid være plads her i offerklubben, for hvis nogen, inklusive dig selv, forsøger at nægte dig adgang til den, vil din følelse af skyld, skam og sorg for det, du har mistet, lade dig tilbage med intet andet end apati, had og angst.

Ligesom mig.

Amanda, din manglende evne til at passe på dig selv har altid bragt dig i disse situationer.

Amanda, kunne du for én gangs skyld lade være med at tale med fremmede mennesker i byen?

Amanda, du havde jo drukket alt for meget.

Amanda, det var jo ikke dit problem, at han ikke havde et sted at sove. Du burde have sagt nej, da han spurgte, om han måtte låne din sofa.

Amanda, det må jo være noget i din udstråling, der gør, at mænd i alderen 16-70 år lægger an på dig. Hvad end du gør, kan du vel bare lade være.

Amanda, du kunne da have regnet ud, at han kun ville have dig med udenfor, for at du kunne sutte hans pik, ikke for at få noget luft, som han sagde.

Amanda, da du lå der, tvunget ned med hans ene hånd i dine bukser, og den anden om dine håndled og en albue presset ned på din hals, så du ikke kunne få luft, burde du have sparket hårdere. Du kunne sagtens have afværget det, hvis du virkelig ikke havde lyst til ham.

Amanda, du er naiv, svag og billig. Derfor er du blevet voldtaget, forsøgt voldtaget flere gange og har nok dårlige oplevelser med mænd til at skrive romaner om dem.

Sæt, du havde ret

Ser du, Amalie, da jeg først læste om dine oplevelser, blev jeg bekymret og bange. For sæt nu, du havde ret. Sæt nu, mine psykologer, mine venner og min familie tog fejl i, at jeg ikke havde nogen skyld. Sæt nu, hvis det, der er blevet ødelagt for mig, ikke kan fikses, fordi jeg var den, der ødelagde det, og det altid vil være mig, jeg skal hade for mit tab.

Stumperne af min porcelænskop ligger stadig og flyder på gulvet. Nogle af dem, kan jeg ikke længere finde, men jeg bilder mig selv ind, at de bare er trillet ind under sengen, hvor alle de andre mareridt stammer fra.

Amalie, jeg beder dig tro på, at din porcelænskop nok skal blive fikset. Og det skal min også.

Indtil da må vi bryde sammen på Kirkeby-stien. Indtil da må vi låse os selv inde i øveboks 123 i 7,5 timer. Vi må fantasere om at skade og såre vores gerningsmænd. Vi må tude som unger. Vi må tælle ugerne, til vi måske igen får lyst til sex, til mænd og til et langt og lykkeligt liv. Indtil da må vi bare forsøge ikke selv at være dem, der står i vejen for, at vi får det bedre.

Anklaget

Jeg siger ikke, at hverken du eller jeg, eller alle de andre, der har haft lignende oplevelser, er uskyldsrene. Det, jeg siger, er bare, at havde jeg accepteret min rolle som offer allerede som 16-årig, da den første mand forsøgte at tiltvinge sig adgang til min krop, havde jeg nok ikke stået, hvor jeg står i dag, med mine angstanfald, mit had og min apati.

Jeg havde måske været i stand til at elske min kæreste uforbeholdent og uden frygt for, at han en dag viser sig at være ligesom de andre mænd med deres ord, deres hænder, deres pikke og deres tunger.

Jeg ville måske, forhåbentligt, givetvis være en lille porcelænsklink tættere på at være hel.

Så grunden til at jeg skriver dette som en reaktion på dine oplevelser, Amalie Langballe, er, at da jeg læste din artikel, blev jeg ked af det. Jeg blev ked af det, fordi du, i din anklage af dig selv, kom til at anklage mig og alle de andre, som kæmper med den samme tvivl.

Selv om du helt tydeligt og sort på hvidt skriver, at du kun taler på egne vegne, kommer du – ved at erklære dig medskyldig – til at sige, at vi andre i offerklubben, som tog uhensigtsmæssige beslutninger, også er skyldige i de voldtægter, voldtægtsforsøg og seksuelle overgreb, som vi har lidt under.

Jeg ved, det ikke var hensigten, og jeg bebrejder dig ikke, men jeg tror, du kommer til at undervurdere genklangen af dine ord, der runger i hovederne på de mennesker, der har oplevet det samme som dig og mig.

Din medskyld bliver til min medskyld og til deres medskyld, og pludselig står vi alle sammen og drukner i et regnvejr af skyld og skam. Det fylder vores intakte porcelænskopper til bristepunktet, og gør at vi ikke kan drikke af dem alligevel, for de er alle fyldt med skam og skyld.

Der er skade, og så er der skyld.

Men for at komme af med smerten fra skaden, har jeg erfaret, at man er nødt til at kaste skylden fra sig.

Så jeg nægter mig skyldig i voldtægten af mig og alle andre overgreb begået mod mig. Jeg nægter mig skyldig i, at et par dårlige beslutninger skulle føre mig i en situation, hvor det var i orden for mændene at voldtage mig.

Jeg nægter, at mine ’blowjoblæber’, og de ord, jeg har ytret i løbet af aftenen, har nogen skyld i kvælertaget, for det var ikke mine hænder på min hals. Og vigtigst af alt: Mine læber har ikke på noget tidspunkt udtrykt, at jeg havde lyst til det, der blev gjort mod mig.

Af de grunde nægter jeg mig skyldig. Men jeg nægter mig også skyldig, fordi jeg har brug for det.

Som lim til min porcelænskop.

Amanda Drew er sanger

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Flemming Berger
  • Estermarie Mandelquist
  • June Beltoft
  • Vivi Rindom
  • Lise Lotte Rahbek
  • Jørn Andersen
  • Eva Schwanenflügel
  • Ervin Lazar
Flemming Berger, Estermarie Mandelquist, June Beltoft, Vivi Rindom, Lise Lotte Rahbek, Jørn Andersen, Eva Schwanenflügel og Ervin Lazar anbefalede denne artikel

Kommentarer

Børge Neiiendam

Stærk og modig artikel Amanda. Ord kan forløse og nogle gange skal de skriges ud. Pas på dig og mist ikke troen på at kærligheden kan findes, uanset dens farve.

Ikke alle mænd er nogle vulgære røvhuller, ligesom ikke alle kvinder er som Snehvide.

Jeg kan ikke komme med definitionen på hvordan ægte kærlighed findes, selvom jeg gamle mand har den nu, på trods af mine fejl undervejs. Men noget beror på tillid og vilje til at give partneren space, og så at komme op på hesten igen, selvom man er blevet smidt af - eller har smidt partneren af.

Rikke Nielsen, Viggo Okholm, Jørn Andersen, Eva Schwanenflügel og Ervin Lazar anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Hvorfor ignorere det, som er? Nemlig at en kvinde er fysisk svagere end en mand og derfor risikerer at være prisgivet hans tilbøjeligheder, hvis hun er alene med ham?

Tommy Gundestrup Schou

@Randi Christiansen
Hvor end jeg gerne ville kan jeg ikke helt være 100% uenig med dig.

Det burde helt klart være sådan, at det ikke havde nogen betydning, hvem der var stærkere end hvem. Men faktum er bare, at der findes så mange afstumpede individer i verden, at det desværre ikke kan ignoreres.

Men når det så er sagt. Så skal ofre for voldtægt på INGEN måde give sig selv skylden for noget som helst!! Det er udelukkende det afstumpede individ der bærer skylden for et sådant overgreb.

Randi Christiansen

Jo tommy, men du ved, man kan tale om uagtsomhed. Og jeg forsvarer ikke overgreb, jeg ønsker blot at påpege, at det er en god ide at vide, hvad man risikerer.

Som fx i trafikken - her omfatter egen agtsomhed opmærksomhed på andres evt mangel på samme.

Johnny Winther Ronnenberg

Jeg var vildt glad for den forrige artikel, den her gør rigtig ondt på mig, fordi offerkortet, skyldkortet og skamkortet dominerer så voldsomt som det gør her. Det er meget tydeligt, at der ikke har været en saglig og faglig intervention ind over her, hvor er sporene af psykologen, sexologen mfl. henne, jeg kan ikke se dem.

Jeg har gennem mit frivillige arbejdet med både incest og voldtægtsofre og lad mig sige det ærligt det kræver mere end de fleste mennesker er villig til at ofre, for man indvilger i at høre den samme historie igen og igen og at man fastholder "klienten" på historien indtil de forhåbentligt, langsomt lægger alle de skide kort bag sig ;-)

Vi var en lille gruppe på tre en præst og en psykolog og så ejendomsinspektøren (mig) og "kunderne" kom direkte fra psykiatrien via direkte henvisning. Det er definitivt den værste opgave jeg nogensinde har påtaget mig, vil jeg gå tilbage i mine fodspor? Nej! Men jeg er ikke sikker på, at mit nej er så definitivt, hvis jeg står idet igen :-)

For når systemet fejler, så er der kun de frivillige til at løfte de faldne og løftes skal de!

Niels Duus Nielsen

Det er dumt ikke at anerkende den stærkeres ret, hvis ikke man er i besiddelse af magtmidler, som trumfer rå fysisk styrke.

Hvordan skulle kvinder ellers have kunnet tilkæmpet sig en vis grad af ligestilling, hvis ikke fordi de havde magtmidler, som var stærkere end maskulin muskelmasse?

Individuelt set er de fleste kvinder svage rent fysisk, og er derfor nemme ofre for en mand, der ikke har reelle hensigter. Men det er alligevel lykkedes kvinderne at skabe en konsensus i fællesskabet om, at maskulin råstyrke ikke må misbruges. Og vi mænd retter os efter det.

Så kom ikke og sig, at kvinder, der står sammen, er svage. Men hver for sig er I sgu. Nattelivet er en jungle, så det er dumt at gå alene i byen. De fleste mænd tager jo også en kammerat med, når de går på druk, både for selskabets skyld, men sgu da også for at passe på hinanden..

Johnny Winther Ronnenberg, Jette Randrup og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar

Frygten og usikkerheden ift egen formåen er måske kvinders største fjende.
Det er OK at slå fra sig, råbe højt, protestere eller stikke af - og hvad holder os tilbage ?
Frygten for forværring af situationen ?
Frygten for repressalier ?
Hvis vi er passive i en truende situation - forstærker vi sandsynligheden for at blive udsat for den igen, og hvad værre er:
Vi forstærker egen følelse af underlegenhed.

Som forældre til opvoksende mennesker er det af afgørende betydning, at vi lærer dem at kende deres egne grænser og respekt for andres, - uanset køn.

Randi Christiansen

Selvforsvar burde tidligt være fast pensum i uddannelsessystemet.

Jeg havde engang rodet mig ind i en risikabel situation blot ved at sidde alene på en bænk på christianiabroen ved 23 tiden. Jeg blev reddet på målstregen af en ung mand, som dukkede frem af mørket og bad om ild. Det var nok til, at jeg kunne afværge og slippe væk.

Nils Grøngaard

Hvis jeg giver fingeren til en politimand, som reagerer ved at trække tjenestepistolen og skyde mig en kugle gennem hovedet, er det så også min egen skyld? Nej, for der findes forskellige grader af "dårlig" opførsel. En fuckfinger er dum, dårlig stil, alt muligt, men den kan aldrig, aldrig, aldrig begrunde et drab.

Jeg er derfor helt enig med Amanda. Problemet med Amalie Langballes synspunkt er som jeg ser det at hun bare taler om skyld. Men der er jo forskel på skylden for den mand der ikke respekterer en kvinde som et menneske, og den kvinde der har "lokket" ham og så finder ud af at hun alligevel ikke gider. Manden begår et sexovergreb, kvinden er i værste fald en narrefisse.

At mene at de to handlinger kan sidestilles gør mig næsten vred på mit køns vegne. Guderne må vide at kompasnålen dernede kan trække i en mand, men altså, der sidder trods alt en hjerne i den anden ende. En hjerne som skal sige fra, og det gør den jo også, medmindre man enten opfatter kvinder som tilhørende en laverestående art end mænd, eller man er så beruset at det moralske kompas er væk (heldigvis vil man så tit alligevel ikke kunne meget motorisk endsige seksuelt).

Niels Duus Nielsen, Viggo Okholm, Sus johnsen og Johnny Winther Ronnenberg anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Jamen så fortsæt endelig risikoadfærden - men når 'bilen' har mast jer, hjælper det ikke noget, at det ikke var jeres fejl.

En klassiker, og ubegribeligt at man kan blive ved med at sætte skyklapperne på og fremføre, at 'lige meget hvad så må man ikke voldtage'. Nej, det må man ikke ... men for sin egen skyld bør man heller ikke udvise risikoadfærd. Hvis man vil ændre på v(t)isse mænds ukontrollerede seksualitet, er det nok den samlede kultur i et samfund, man må have fokus på.

Randi Christensen

Jeg fortolker, at du mener, at kvinder som Amalie og Amanda bør iklæde sig f.eks. burka eller nicaq for at taget ansvaret for mænds uagtsomhed på sig - eller alternativt holde sig hjemme.

Johnny Winther Ronnenberg

Rikke Nielsen

Sådan mener jeg ikke man kan fortolke Randi, jeg ser kommentaren som en reference til den forrige tråd, hvor vi diskuterede daterape og risiko adfærd og begge parters ansvar igennem flere dage.

Niels Duus Nielsen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Nils Grøngaard

@Randi Christensen:

Jeg anerkender gerne at der er et dilemma mellem principper og praksis. Selvfølgelig ville jeg fortryde det bitterligt hvis fx min datter blev udsat for overgreb som måske kunne være undgået, hvis jeg havde taget en snak med hende om hvordan hun kunne begrænse risikoen (fx hvilke faresignaler der er).

På den anden side illustrerer Amalie Langballes kronik for mig netop hvordan den slags gode råd ikke er neutrale, men forrykker grænserne for skyld. Oveni den forfærdelige oplevelse et sexovergreb er har hun fået tvivl og skyldfølelse, hvilket naturligt må føre til selvhad. Samtidig får gerningsmanden selvsagt lettere ved at relativere eller helt bortforklare sin skyld.

Er det hvad vi ønsker som samfund? En lovgivning og et luftigt ideal om at beskytte de svage, men når det kommer til stykket, så gælder den stærkes ret alligevel? Hvor kvinderne og cyklisterne selv er ude om det, fordi de godt nok ikke gjorde noget ulovligt, men dog burde have vidst bedre...

Som sagt, et vaskeægte dilemma.

Nils Grøngaard

Jeg synes måske at fortalerne for "gode råd" om at undgå overgreb skylder at fortælle, hvad disse gode råd præcist går ud på og hvor langt de så rækker i praksis. Medmindre man er i stand til at give konkrete bud på dette, bidrager man jo blot til diffust at lægge noget ansvar over på kvinderne.

Hvis vi tager trafikken som analogi, er det ofte blevet fremhævet, at cyklister bør søge øjenkontakt med bilister: Jamen fint, men skal man så klodse bremserne hver eneste gang en forrude spejler eller bilisten har solbriller på? Dette rent bortset fra at man kan tro at man HAR øjenkontakt, mens bilisten faktisk kigger på noget bag ved en e.l. Det betyder selvfølgelig ikke at det er meningsløst at søge øjenkontakt, men rådet er kun begrænset brugbart.

Situationen er selvsagt blot endnu mere ulden når vi ser på kvinder i nattelivet, hvor det grundlæggende handler om psykologi. Det er derfor vigtigt at gode råd i denne sammenhæng aldrig bliver fremført som absolutte løsninger, men kun som forholdsregler der kan give en vis grad af sikkerhed. Fx at man ikke bør vende tilbage til en drink som man ikke har holdt øje med hele tiden, og - her må jeg desværre give Amalie Langballe ret - at lytte til sin mavefornemmelse så man ikke går for langt med en partner som man faktisk ikke kan lide/er tryg ved.

Men hele tiden bør det tilføjes at dette kun er nogle generelle regler. Cyklister er i deres gode ret til at færdes i trafikken, og kvinderne i deres lige så gode ret til at udfolde deres seksualitet i nattelivet og andre steder. Det er klogt at være opmærksom på såvel lastbiler som "mænd med mislyde", men man kan aldrig gardere sig 100% hvis man vil leve livet.

Randi Christiansen

Naturligvis rikke, det gør jeg selv. Der er en fantastisk frihed i at bære burka i det offentlige rum, når man skal derud. Så kan man jo gemme sine seksuelle lyster til trygge rammer.

Dette at kunne vurdere, hvad der sker i en situation, kræver selvfølgelig et vist mål af opmærksomhed, intelligens og hertil det mål af forsigtighed, man vælger at anlægge. På et eller andet tidspunkt står der altså ikke lige en curlingforælder parat til at guide dig igennem nattelivet, så enhver kvinde vil være godt tjent med fx det sorte bælte eller anden selvforsvarsteknik udover sin intelligente årvågenhed. Og selv her kan man jo risikere en farlig situation. Det undrer mig meget, at der kan være divergerende meninger desangående.

Randi Christiansen

Skyld og skam er ikke konstruktive følelser at sidde fast i lige meget hvor meget, man har dummet sig. Den eneste rationelle tilgang her er at lære af sine fejltagelser. Vil man ikke det, ville der være grund til at skamme sig - hvilket så gerne skulle resultere i adfærdsforandring istedet for i psykologisk sammenbrud. Eet er at spilde mælken, også at græde over den er dobbelt spild. På med vanten, op på hesten (altså ikke ham den klamme) og således kan man fortsætte, rigere på erfaring og bedre rustet til at navigere i livets eventyr.

Nils Grøngaard

@Randi Christiansen:

Det undrer MIG meget, hvis du ikke kan se at det du lige skrev kan blive taget til indtægt for, at kvinder der udsættes for overgreb enten selv er skyld i det (uopmærksomhed/uforsigtighed) eller bare stakkels ofre for deres egen ringe intelligens. Amalies kronik indikerer hvor let man som offer kan have ved at fortolke synspunktet på denne måde - en gerningsmand vil næppe have sværere ved at bruge det som grundlag for at konkludere at det skete ikke rigtigt var hans skyld...

Johnny Winther Ronnenberg

Det er såmænd ikke så svært at give gode råd til både mænd og kvinder og som oven i købet deles i hele den vestlige verden fordi de forhindrer dumheder hos begge køn. Tag aldrig nogen med hjem eller gå med dem hjem, som du har mødt på en glad aften i byen, hvis du er interesseret i den anden, så lav en date en anden dag på et offentligt sted og hold så alkohol på et minimum. Mød hinanden flere gange så i når at lære hinanden at kende, før i mødes privat og igen spar på alkohol, for det er godt til st fjerne hæmninger med, men dem har man brug for, når man skal lære hinanden rigtigt at kende. læs den andens ansigtsudtryk og kropssprog og lad være med at gætte hvad den anden har tænkt sig, det er nemmere at spørge lige ud, hvor den anden er i øjeblikket, hvis man er tvivl ;-)

Trond Meiring, Randi Christiansen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Nils, vi taler om risikoadfærd. Udviser man en sådan, så har man medansvar for, hvad der sker. Gå over gaden med lukkede øjbe, og der er større risiko for at blive kørt ned af en fuld idiot, som kører for hurtigt, end hvis du bevæger dig med vågne øjne og 360°opmærksomhed inde på fortovet. Hvor svært kan det dog være at anskue en sag nøgternt.

Johnny Winther Ronnenberg

Jeg kom lige i tanke en ekstra detalje hvis man ikke kan få sig til at spørge, så kan altid prøve med en hånd på låret, jeg ikke jeg skrev ikke mellem benene, jeg har noteret mig at både mænd og kvinder reagerer ens, man skubber automatisk hånden væk uden at tænke over det. Som mand er det virkeligt grænseoverskridende når en kvinde tager en på låret uopfordret, jeg har nemlig ikke altid været en sur, syg og vrissen gammel mand, så jeg har prøvet det med fruen på den anden side og hun blev meget mopset over det ;-)

Niels Duus Nielsen

Du bevæger dig ud i et minefelt her, Johnny Ronnenberg; jeg har tidligere nævnt dette enkle scoretrick i disse spalter, og blev straks mødt med massiv fordømmelse.

Så hånden på låret er nok et af de instrumenter til fremme af forplantningen, som vi mænd skal holde for os selv og kun fortælle vore drengebørn om, kvinderne bryder sig ikke om at få at vide, at de kan være nemme, det går imod deres romantiske forestillinger.

Sjovt nok er det helt okay at danse med dem, det er en kulturelt acceptabel måde at berøre dem på. Dog tror jeg ikke, at det er berøringen, der er det afgørende, derimod nærheden: Kvinder vælger partner med næsen har jeg læst, så det handler om at komme så tæt på, at hun kan lugte armsved.

Johnny Winther Ronnenberg

Du har helt ret i 60'erne og 70'erne ville det have udløst en på skrinet hvis man gjorde det men fra midtfirserne og frem er det blevet almindeligt også for kvinder at gøre det. Sociale koder ændrer sig løbende og har gjort lige så længe jeg kan huske og ikke altid til det bedre. Det betyder at vi må ændre vores forståelse af verden, hvis vi ikke vil hægtes af. Unge kvinder er langt mere fremme i skoene end i vores generation og tager gerne et initiativ.

Mens jeg arbejdede blev jeg spurgt af en helt ung pige fra en anden afdeling om jeg ville i byen med hende og hendes veninde, vi havde aldrig talt sammen eller flirtet på nogen måde, jeg havde desværre aftenvagt den dag, men ellers så havde jeg sagt ja på stedet. Det ville ikke være sket i 90'erne eller 0'erne.

Grethe Preisler

Reklamens magt er underfuld, vær mod den ej trodsig

Man skal hore meget, før der falder et par ører af i koppen. Men nu har 'numse- og fjerdebølgefeministerne' fra eventbureauet 'Girl Squad' sandelig også fået deres eget radioprogram på DR.DK.P1, så kom bare ikke her og gå væk igen og sig, at I aldrig selv har været der mine herskaber, grevskaber og klædeskaber ............ ;o)

Randi Christiansen, Niels Duus Nielsen, Johnny Winther Ronnenberg og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Johnny Winther Ronnenberg

Fred med fjerdebølge, de er i det mindste værd at se på, det var førstebølge ikke og man bare skrue ned for lyden, så man slipper for at høre på dem ;-)

Det er lidt interessant at vi kommer rundt om sociale koders betydninger gennem årene, så her reflekteres mere over tingene end andre steder, hvor det ofte handler om at få ret og mindre om emnet. Lige som vi drager de personlige erfaringer og observationer ind, ikke som et våben, men til gensidig refleksion.

Nils Grøngaard

@Randi Christiansen:

Det siger sig selv at skyld og skam ikke er konstruktive følelser (ikke sådan som de udfolder sig i denne sammenhæng). Men at fortsætte derfra til at konkludere, at kvinder der har været udsat for sexovergreb bare skal tørre øjnene og glad tænke "så fik jeg lært det", det er da en horribel påstand; lige så naiv som den er respektløs overfor de mange kvinder der bl.a. her i Information har taget mod til sig og fortalt om deres mareridt.

For skammen skyldes jo IKKE blot eventuel uforsigtighed fra kvindernes side. Selv kvinder der ud fra enhver rimelig betragtning hverken kunne have gjort fra eller til, slås med skam.

Jeg har tidligere skrevet at jeg anerkender et dilemma mellem på den ene side gerne at ville give kvinder gode råd og på den anden side at undgå at nedtone gerningsmandens skyld ved at bebrejde hans offer sin - fuldt ud lovlige - adfærd. Men at påstå at der ikke er noget dilemma, det er da at føje spot (eller i hvert fald skyld) til deres skade, hvilket næppe lige er hvad de trænger til, da den slags skyldfølelse som du selv skriver, Randi, ikke er konstruktiv.

Som det siges i Steen og Stoffer - gengivet efter hukommelsen:
"Der findes ikke den ulykke som ikke kan gøres værre ved at tilføje lidt skyld!"

Randi Christiansen

Nils - hvorfor skamme sig? Erindringen om overgrebet er naturligvis ubehagelig, og derfor er det nødvendigt ikke at blive fastholdt i den. Men kroppen husker også. Derfor skal krop og sjæl gives andre erindringer, således at de dårlige kan vige pladsen for de gode. En proces, som det må tage den nødvendige tid at gennemleve.

Johnny Winther Ronnenberg og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar