Hvad er det, vi ser, når vores gader står under vand, og vores skove brænder?

Naturen taler ikke for sig selv. Det lærer vi igen, når vi hører den amerikanske samtale efter de to orkaner, som inden for en uge tømte to millionbyer i det rigeste og mest teknologisk avancerede land i verdenshistorien for mennesker og fyldte dem op med vand.

»Hvad tror I, det betyder, når jeres skove brænder, jeres gader er oversvømmede og jeres bygninger falder sammen,« spurgte den amerikanske forfatter Bill McKibben i The Guardian.

Han mener, at naturen har fuldført hans argumentation for, at klimaforandringerne ikke er en dystopi, men en samtidsdiagnose. Og en tilstand, hvor den amerikanske civilisation, der har vist sig alle andre militært, økonomisk og politisk overlegen, pludseligt bliver hjælpeløs. Selv de rigeste og mest privilegerede amerikanere flygter fra deres hjem i frygt. 

Men det var ikke den mening, lederen af den amerikanske regerings miljøagentur, EPA, Scott Pruitt fandt. Han kaldte det »malplaceret« at begynde at tale om årsag og virkninger i forhold til orkanerne.

Til CNN afviste han enhver snak om klimaforandringer:

»At bruge tid og kræfter på at tale om det på dette tidspunkt er meget, meget ufølsomt over menneskene i Florida.«

Pruitt ser ikke klimaforandringer i Florida, han ser uskyldige ofre, som skal hjælpes. 

Vi vidste godt, at naturen ikke taler for sig selv. Blandt andet fra Alfred Hitchcocks film Fuglene fra 1963, der handler om, hvad der sker i en afsides lille by i Californien, som bliver angrebet af fugle.

Først bliver en kvinde i en båd på en lille sø hakket i hovedet af en fugl. Så flyver en fugl underligt direkte ind i et vindue. Næste dag bliver en børnefødselsdag i en have angrebet af en flok fugle, som dykker ned og hakker børnene i hovedet. De voksne og børnene barrikaderer sig i huset. Men fuglene flyver ind gennem skorstenen, og morgenen efter bliver en bonde fundet død i sit soveværelse. Hans øjne er hakket ud.

Som en frygtelig hær fra himlen angriber fuglene til sidst hele byen. Civilisationen kan ikke beskytte dem længere, ingen er sikre.

På en diner i byen diskuterer en moderne og selvbevidst ornitolog med en fordrukken prædikant, hvad det er, naturen gør. Ornitologen er videnskabens repræsentant, hun fortæller roligt, at det, folk oplever, ikke kan være virkeligt.

Fuglene er kognitivt ude af stand til at organisere sig i et fælles angreb på menneskene, forklarer hun. Det viser adskillige studier og undersøgelser. Men der er ikke rigtig nogen, som tror på videnskaben på dineren. De kan selv se, hvad der sker udenfor.

Den fordrukne prædikant erklærer derimod, at det her er Guds straf. Menneskene er små og forsvarsløse, de er oppe imod magter, de ikke behersker. Han illustrerer sin morale med dramatiske tekststykker fra de hellige skrifter. Og det bliver i scenen, hvor menneskene er hjælpeløse over for den ubegribelig hævn fra himlen, ham, som får ret, mens ornitologen virker som en klovn. Prædikanten vinder, når menneskene bliver afmægtige. 

Forskerne har forklaret, hvad vi ser

Vi ser nu i Amerika den modsatte situation: Videnskabsfolk har længe sagt, at det, der sker nu, måtte ske. Al Gore forudsagde i En Ubekvem Sandhed fra 2006, at mindesmærket for 11. september i New York ville blive oversvømmet af hyppigere, voldsomme og mere uforudsigelige orkaner. Dengang blev han hånet, men mindesmærket blev faktisk oversvømmet i 2012.

Gore forudsagde også, at Miami ville blive oversvømmet, og at byen ikke ville kunne forsvare sig mod de voldsommere orkaner. Man skulle mene, at begivenhederne gav Al Gore ret. Men Donald Trump ankom i denne uge til Florida og erklærede, at han havde set større storme.  

Anthony Giddens skrev for nogle år siden, at klimapolitikkens problem var, at den krævede handling imod noget, som ikke var synligt endnu. Og når det blev synligt, ville det allerede være for sent. Vi må efter orkanerne i Florida og Miami erkende, at Giddens var for optimistisk: Klimaforandringer bliver ikke synlige i selv, fordi naturen også altid er noget andet end klimaforandringer. Og den moderne videnskab vil altid stå over for prædikanten, som ser, at menneskene er syndere, og den straffende gud er almægtig.

Indtil videre har forskerne haft ret og forklaret, hvad det er, vi ser. Men det frygtelige scenario er, at menneskene over for orkanerne bliver så små og hjælpeløse, at vi alle ender ovre hos den fordrukne dommedagsprædikant.