Klumme

Hvad er det, vi ser, når vores gader står under vand, og vores skove brænder?

En film af Alfred Hitchcock forklarer, hvad det er, vi ser, når vores skove brænder, vores gader står under vand og vores bygninger kollapser
En film af Alfred Hitchcock forklarer, hvad det er, vi ser, når vores skove brænder, vores gader står under vand og vores bygninger kollapser

Mike Stocker

16. september 2017

Naturen taler ikke for sig selv. Det lærer vi igen, når vi hører den amerikanske samtale efter de to orkaner, som inden for en uge tømte to millionbyer i det rigeste og mest teknologisk avancerede land i verdenshistorien for mennesker og fyldte dem op med vand.

»Hvad tror I, det betyder, når jeres skove brænder, jeres gader er oversvømmede og jeres bygninger falder sammen,« spurgte den amerikanske forfatter Bill McKibben i The Guardian.

Han mener, at naturen har fuldført hans argumentation for, at klimaforandringerne ikke er en dystopi, men en samtidsdiagnose. Og en tilstand, hvor den amerikanske civilisation, der har vist sig alle andre militært, økonomisk og politisk overlegen, pludseligt bliver hjælpeløs. Selv de rigeste og mest privilegerede amerikanere flygter fra deres hjem i frygt. 

Men det var ikke den mening, lederen af den amerikanske regerings miljøagentur, EPA, Scott Pruitt fandt. Han kaldte det »malplaceret« at begynde at tale om årsag og virkninger i forhold til orkanerne.

Til CNN afviste han enhver snak om klimaforandringer:

»At bruge tid og kræfter på at tale om det på dette tidspunkt er meget, meget ufølsomt over menneskene i Florida.«

Pruitt ser ikke klimaforandringer i Florida, han ser uskyldige ofre, som skal hjælpes. 

Indbyggere i Houston forlader deres hjem, efter at ekstrem nedbør har oversvømmet byen. Mandag middag var der rapporteret om fem dødsfald, 316.000 husstande i Texas meldes uden strøm, områdets lufthavne er lukkede, og over 3.000 flyafgange aflyst, og krydstogtskibe med sammenlagt 20.000 passagerer er låst fast i farvandet ud for havnen i Galveston
Læs også

Vi vidste godt, at naturen ikke taler for sig selv. Blandt andet fra Alfred Hitchcocks film Fuglene fra 1963, der handler om, hvad der sker i en afsides lille by i Californien, som bliver angrebet af fugle.

Først bliver en kvinde i en båd på en lille sø hakket i hovedet af en fugl. Så flyver en fugl underligt direkte ind i et vindue. Næste dag bliver en børnefødselsdag i en have angrebet af en flok fugle, som dykker ned og hakker børnene i hovedet. De voksne og børnene barrikaderer sig i huset. Men fuglene flyver ind gennem skorstenen, og morgenen efter bliver en bonde fundet død i sit soveværelse. Hans øjne er hakket ud.

Som en frygtelig hær fra himlen angriber fuglene til sidst hele byen. Civilisationen kan ikke beskytte dem længere, ingen er sikre.

På en diner i byen diskuterer en moderne og selvbevidst ornitolog med en fordrukken prædikant, hvad det er, naturen gør. Ornitologen er videnskabens repræsentant, hun fortæller roligt, at det, folk oplever, ikke kan være virkeligt.

Fuglene er kognitivt ude af stand til at organisere sig i et fælles angreb på menneskene, forklarer hun. Det viser adskillige studier og undersøgelser. Men der er ikke rigtig nogen, som tror på videnskaben på dineren. De kan selv se, hvad der sker udenfor.

Den fordrukne prædikant erklærer derimod, at det her er Guds straf. Menneskene er små og forsvarsløse, de er oppe imod magter, de ikke behersker. Han illustrerer sin morale med dramatiske tekststykker fra de hellige skrifter. Og det bliver i scenen, hvor menneskene er hjælpeløse over for den ubegribelig hævn fra himlen, ham, som får ret, mens ornitologen virker som en klovn. Prædikanten vinder, når menneskene bliver afmægtige. 

Forskerne har forklaret, hvad vi ser

Vi ser nu i Amerika den modsatte situation: Videnskabsfolk har længe sagt, at det, der sker nu, måtte ske. Al Gore forudsagde i En Ubekvem Sandhed fra 2006, at mindesmærket for 11. september i New York ville blive oversvømmet af hyppigere, voldsomme og mere uforudsigelige orkaner. Dengang blev han hånet, men mindesmærket blev faktisk oversvømmet i 2012.

Gore forudsagde også, at Miami ville blive oversvømmet, og at byen ikke ville kunne forsvare sig mod de voldsommere orkaner. Man skulle mene, at begivenhederne gav Al Gore ret. Men Donald Trump ankom i denne uge til Florida og erklærede, at han havde set større storme.  

Anthony Giddens skrev for nogle år siden, at klimapolitikkens problem var, at den krævede handling imod noget, som ikke var synligt endnu. Og når det blev synligt, ville det allerede være for sent. Vi må efter orkanerne i Florida og Miami erkende, at Giddens var for optimistisk: Klimaforandringer bliver ikke synlige i selv, fordi naturen også altid er noget andet end klimaforandringer. Og den moderne videnskab vil altid stå over for prædikanten, som ser, at menneskene er syndere, og den straffende gud er almægtig.

Indtil videre har forskerne haft ret og forklaret, hvad det er, vi ser. Men det frygtelige scenario er, at menneskene over for orkanerne bliver så små og hjælpeløse, at vi alle ender ovre hos den fordrukne dommedagsprædikant. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Klimaændringerne er et angreb på vore provilegier.
Historisk er der mange eksempler på, at folk vil kæmpe en forbitret kam til døden, for at bevare deres privilegier.
Vi vil ikke opgive vores selvopfundne ret til det bekvemme liv.
Det vil vi blive nødt til, men vi vil hellere dø i kampen en lytte til fornuftens stemme og opgive det frivilligt.

Egon Stich, Jørn Andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Emnet er for stort for os.
Engang troede jeg lidt på, at større kræfter som Gud ville hjælpe os på vej.
Problemet med Gud er, at vi selv skal korrigere vores egen kurs,
Måske ville menigheden og præsten om søndagen i fællesskab bede for afholdenhed med flyrejser, nye biler og containerfragt, altså vores egen afholdenhed, at vi løfter os til mådehold, så naturen kvitterer med det samme, og Gud synes det er godt.

Torben K L Jensen

Det ender med at det bliver nødvendigt at tænke på planet-forming for Jorden hvor der skal tænkes på dyrkbare og beboelige områder eller endda en tilbagevending til havet som habitat.