Klumme

Jeg havde sikkert været medlem af Offensimentum, hvis det havde været muligt i 1983

Der er ikke 150.000 onde børn i Danmark. Jeg er et relativt godt menneske, og jeg var også en mobber i min skoletid. I tredje række, godt nok, men jeg var der
Anna von Sperling tænker tilbage på sin ungdom i forbindelse med den verserende debat om Facebook-gruppen Offensimentum. ’Jeg er ikke i tvivl om, at det ville være mere heftigt at være Henriette 12 år i dag. Men det var dæleme også ødelæggende at være Henriette i 1983,’ skriver hun

Anna von Sperling tænker tilbage på sin ungdom i forbindelse med den verserende debat om Facebook-gruppen Offensimentum. ’Jeg er ikke i tvivl om, at det ville være mere heftigt at være Henriette 12 år i dag. Men det var dæleme også ødelæggende at være Henriette i 1983,’ skriver hun

15. september 2017

Vi fik aldrig at vide, hvad der var galt med Henriette. Men et eller andet var galt. Det ved børn. For det er et hårdt tilkæmpet voksenprivilegie at få lov at afvige lidt fra normen, uden at det nødvendigvis medfører eksklusion.

Så jeg vidste, at der var noget galt med Henriette, og jeg fornemmede også, at det betød, at der følgeligt var lidt mindre galt med mig. Det var Henriettes funktion i vores fælleskab; at være hende, der var andeledes.

En dag stod vi uden for togstationen og spiste studenterbrød. Jeg kan huske følelsen af fælleskab, og at ham, hvis navn fyldte mest i min dagbog, var sjov, og at han for en gang skyld kiggede mig i øjnene, mens vi grinede sammen af alt det sjove, han sagde.

Så kom Henriette cyklende.

»Nu skal I se noget,« sagde en af drengene.

De råbte hendes navn og begyndte at vinke med begge hænder, og Henriette lyste op og vinkede ivrigt tilbage på samme facon og kørte lige ind i en af de store betonpiller, der holdt togbanen oppe. Vi grinede, og Henriette grinede med, mens hun børstede småstenene af sig.

Læs også

Da jeg kom hjem, løj jeg for min dagbog, da jeg skrev, at ham den sjove og jeg nu var blevet en slags kærester. Jeg har stadig dagbogen. Der står ikke noget om den følelse af skam, der sneg sig ind, da det efterhånden blev lidt af et efter skoletid-ritual at se, om vi kunne vælte Henriette.

Jeg vidste godt, at det var forkert. Jeg manglede ikke et moralsk kompas. Og jeg så lige ind i hendes øjne og så, hvad mobberiet gjorde ved hende. Jeg var så at sige fuldt oplyst. Men følelsen af at være sammen om noget var bare for tillokkende.

Børn har altid mobbet

Jeg har tænkt på hende, vi her kalder Henriette, under diskussionen om Offensimentum, den facebookgruppe, der har forstørret og systematiseret mobning på internettet. Gruppen blev i denne uge lukket, efter at medlemmerne havde kastet sig over en voksen journalistblogger.

Og det var da rigtig fint, at Facebook lukkede den. Det var et ækelt sted, og uanset om der åbner 20 nye mobbesider, er det de voksnes pligt at sige, at vi ikke tolererer den slags (at de voksne i dette tilfælde også er dem, der sætter grænsen ved billeder af ammende kvinder, må vi så leve med). Lukkes skulle den. Men hvordan skal vi forstå de 150.000 børn og unge, der var medlem af gruppen?

Det slog det mig, at jeg sikkert havde været medlem af Offensimentum, hvis det havde været en mulighed i 1983. Ikke som drivende kraft. Jeg havde sikkert aldrig givet mig til kende. Men jeg havde nok været der, om ikke andet så for at sikre mig, at der ikke dukkede billeder op af mig, der græd til en fest.

Jeg havde nok været der, som jeg var der under bropillerne. For jeg var en mobber. I tredje række, jeg tog vist aldrig selv initiativet og grinede ikke højest. Men jeg deltog i mobning og nød godt af dens fællesskab. Ligesom stort set alle andre i min klasse på nær Henriette. Og sådan var det nok også for 99 procent af de unge, der var medlem af Offensimentum.

Hævnporno, mobning og grænseoverskridende adfærd har flere gange det seneste år fået facebookgruppen Offensimentum i mediernes søgelys. I denne uge gik det så vidt, at Facebook lukkede gruppen med over 100.000 medlemmer. Imens vi venter på, at nye grupper opstår, er her tre bud på, hvordan man bekæmper fænomenet
Læs også

Vi har ikke fået onde børn. Jeg er overbevist om, at børn i dag er fuldstændig ligeså velorienterede i ondt og godt, som vi var i min generation, og som man var i generationen før. Børn har altid mobbet, problemet er, at internettet har gjort publikum større og udvidet antallet af timer i døgnet, hvor offeret kan rammes – jeg er ikke i tvivl om, at det ville være mere heftigt at være Henriette 12 år i dag. Men det var dæleme også ødelæggende at være Henriette i 1983.

Jeg siger ikke, at ’kids will be kids’ – al forskning i mobning viser, at der er rigtig meget at gøre. Men jeg tror, at vi voksne digitale nybegyndere spilder kostbar tid, når vi i bestræbelserne på at stoppe den elektroniske mobning forsøger at indkredse, hvordan de unge i dag er fundamentalt anderledes, end vi var. Når vi antager, at teknologien på en eller anden måde har ændret deres grundlæggende moralske orientering, og at det er selve anonymiteten og distancen til offeret på internettet, der muliggør den destruktive adfærd.

For godt nok ville de færreste af os gå op til et fremmed menneske på gaden og kalde hende en grim so, men hver eneste dag i hver eneste skoleklasse er der en, der tager huggene for, at andre skal føle, de hører til. Og jeg kiggede jo lige ind i Henriettes øjne og så, hvad det gjorde ved hende, og følte empati og skam. Men langt overvejende følte jeg nok lettelse over, at jeg ikke var hende. For det havde jeg prøvet. 

Og sådan var min lille erkendelse efter et besøg hos mig selv som mobber af tredje grad. Hvilken plads havde du i mobbegruppen?  

Anna von Sperling er kulturjournalist. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • Anders Sørensen
  • Gustav Alexander
  • Jonathan Larsen
  • Niels Duus Nielsen
  • David Zennaro
  • Eva Schwanenflügel
ingemaje lange, Anders Sørensen, Gustav Alexander, Jonathan Larsen, Niels Duus Nielsen, David Zennaro og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Jeg kan underligt nok ikke erindre at have mobbet nogen. Det skyldes måske, at jeg altid selv har været min egen, og dermed anerledes. Tværtimod husker jeg gode venskaber med andre perifære, som heller ikke indgik i 'fællesmængden' af ungdom. Tværtimod er jeg altid blevet godt gal i skralden over uretfærdighed, hvad enten det var mig selv eller andre det gik ud over, og oplever stadig en nærmest fysisk smerte, når andre fornedres og udsættes for psykiske og/eller voldelige overgreb.
Så nej, jeg havde aldrig i livet været med i Offensimentium!
Godt at Facebook langt om længe indleder en offensiv mod mobning!

Flemming Berger, Steffen Gliese, Ryan Klitholm, Bjarne Bisgaard Jensen, Hans Larsen, Odin Rasmussen, Torben Skov og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Mobberne i tredje række er de værste. Det er i det mindste hvad jeg prøver at lære min egen dreng. Så han ikke bliver en af dem. Det er ligesom for nemt, ikke? Lidt ligesom bondeanger...for nemt..!

Flemming Berger, Noah Möller-Rasmussen, Nanna Wulff M., Ryan Klitholm, Bjarne Bisgaard Jensen, Odin Rasmussen, Heidi Larsen, Markus Lund, Henning Kjær, Steven Vallik, Jens Winther og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Kære Anna Von Sperling,
Du så jo hvad det gjorde ved Henriette, og alligevel lod du stå til. Hvis du tænker nærmere over det, hvad havde det så kostet dig at forsøge at lukke Henriette ind? Du, populære pige som havde ham den lækres interesse. Tror du, at du var blevet mindre? Det lyder som om du mener, at der er tale om et nulsumsspil - investeringen i at beskytte en upopulær er lig med tabet af egen popularitet. Det er noget sludder og din forståelse for de moppende unge mennesker er et upassende plaster på det sår du var med til at efterlade Henriette med.

Flemming Berger, Steffen Gliese, Erik Karlsen, Ryan Klitholm og Markus Lund anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

"De råbte hendes navn og begyndte at vinke med begge hænder, og Henriette lyste op og vinkede ivrigt tilbage på samme facon og kørte lige ind i en af de store betonpiller, der holdt togbanen oppe. Vi grinede, og Henriette grinede med, mens hun børstede småstenene af sig."

Det minder mig om den sekvens i Carrie (filmen), hvor Carrie bliver kåret til prom queen, kun for snart at finde ud af, at... (jeg spoiler det det ikke).

En af de mest rørende sørgelige scener i filmhistorien.

Carrie fik senere sin hævn. Gjorde Henriette mon?

Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel, Anna von Sperling, Kurt Nielsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Steven Vallik: "...hvad havde det så kostet dig at forsøge at lukke Henriette ind? [...] Tror du, at du var blevet mindre?"

Risikoen for udelukkelse og selv at blive mobbeoffer var til stede, og det kan være nok, hvis man higer efter anerkendelse.

Jeg har selv mobbet, og jeg er selv blevet mobbet, og ser det egentlig ikke som en big deal. Selvfølgelig skal det forhindres, og en skideballe vil være på sin plads, hvis man bliver opmærksom på, at ens eget barn mobber. Men at tro, at man overnight kan gøre de ædle små vilddyr stuerene er at putte sig selv blår i øjnene. Det tager mange år at manipulere små aber til at opføre sig ordentligt.

Anna von Sperling

Hej Steven
Jeg vil anbefale at du lige læste min klumme igen. Jeg havde ikke den lækre dreng - som jeg skriver kiggede han mig 'for en gang skyld i øjnene'. Og jeg kendte alt til at blive mobbet. Som jeg afslutter 'havde jeg været der selv'. Og selv hvis det ikke var tilfældet: Jeg var 12 år. Og hvis vi tror at børn på 12 år uden voksenhjælp overvejer 'hvad det koster at lukke nogen ind' så tror jeg at vi bliver meget skuffede. Og at endnu flere bliver mobbeofre. Med venlig hilsen Anna

Carsten Eriksen, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel og Johnny Winther Ronnenberg anbefalede denne kommentar
Anna von Sperling

Anders Sørensen: Nej, det gjorde hun ikke. Og det gør de desværre så utrolig sjældent. Det er derfor at Carrie er så god en film.

Eva Schwanenflügel og Anders Sørensen anbefalede denne kommentar
Maria Bjørnsten

Ingen har lyst til at være anderledes. Men deraf følger ikke at man skal nedgøre de, der er det. Also: at være anderledes er ikke en fast, defineret kategori. Henriette har måske været anderledes i den forstand at hun har været mere moden end jer andre, mere stille etc. Jeg synes ofte at dem jeg møder som er blevet mobbet har været deres jævnaldrende intellektuel overlegen. Det at være anderledes kan være en rigtig god ting. Er det tit. Jeg synes også det er værd at overveje om Henriettes anderledeshed ike så meget har handlet om hende, men om dem der mobbede og deres fejlen i at acceptere en der skilte sig ud.

Nike Forsander Lorentsen, Steffen Gliese, Ryan Klitholm, Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen, Markus Lund og Johnny Winther Ronnenberg anbefalede denne kommentar
Maria Bjørnsten

Also: det er godt at forholde sig til hvorfor man har det som man har det. Det er sådan man ændre ting. At sige som Anna, Hey sådan har har jeg det og ergo er det helt fint er højest besynderligt. Det er tilladt at kunne forholde sig kritisk til egne følelser og overbevisninger og sige Hey, jeg har det sådan her, men det er ikke nødvendigvis en god ting fordi det skader andre (Henriette), det må jeg hellere gør noget ved. Vildt at Anna ikke er kommet så langt alligevel.

Ja Torsten Jacobsen, det er antallet af rygklappere i 3. række der gør det til mobning, så er det ikke bare drilleri.
Uden publikum var det ikke mobning.

Tak fordi du ikke greb ind. Tak fordi du var med til at enable krænkende adfærd. Den ødelagde effektivt min barndom, og jeg er stadig stærkt påvirket af det i dag. Tak fordi du får det til at lyde så legende uskyldigt.

Men ved du hvad? Jeg bebrejder dig sgu ikke. Det tager tid at blive moden og lære at stille sig op for andre, og tage de sociale tæsk, det giver, at solidarisere sig med et offer. Det er et privilegium kun de øverste i magtpyramiden har. Resten af midtergruppen må føje sig, hvis de ikke selv vil ende nederst. Og du gjorde blot, hvad du kunne, for at undgå selv at havne i problemer.

Imens var der andre, som tog deres eget liv.
Jeg blev sendt på efterskole.

Steffen Gliese, Noah Möller-Rasmussen, Eva Schwanenflügel, Ryan Klitholm og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Jonathan Larsen

Jeg blev mobbet. Så begyndte jeg at tæve dem der mobbede mig. Så blev jeg en mobber og en tyran. Jeg har stadig dårlig samvittighed.

Anna von Sperling, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel, Markus Lund og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Jeg var Henriette, hende der blev mobbet, ydmyget, hold udenfor, også af dem i tredje række der indrømmede det var forkert når vi var alene, men som ignorerede mig når de seje fra skolen/klassen var der og ikke bakkede mig op, når jeg prøvede at protestere og få hjælp hos lærerne osv. Min skoletid var et rent helvede i årevis, derfor nægter jeg også at møde op til klasse-reunion. Har gjort det ÉN gang, for 20 år siden, der fik jeg nok af rygklapperi og "Ih hvor vi dog havde en fed skoletid". Nej. Gu havde vi ej.
Spøjst nok, så var det dem i tredje række der synes det var den fedeste tid, men de havde jo også deres på det tørre. Det var anderledes med en af dem der havde været værst til at mobbe, altså i første række. Vedkommende havde balls nok til at indrømme overfor mig, at det havde sgu nok ikke været ret fedt at være mig og sagde sågar undskyld. Det tager jeg hatten af for. Men resten af klassen, de kan rende mig noget så grusomt og isærdeleshed dem i tredje række.

charlotte keck, Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese, Anna von Sperling, Noah Möller-Rasmussen, Eva Schwanenflügel, Erik Karlsen, Jens Falkenberg, Maria Bjørnsten, Ryan Klitholm, Rikke Nielsen og Markus Lund anbefalede denne kommentar

@Heidi Larsen - til min skoles 50-års-jubilæum faldt jeg i snak med mobberen i min anden folkeskoleklasse, der gav pigerne olferter og låste mig og andre drenge uden for omklædningsrummet iført ingenting og piskede vores kønsdele med et vådt håndklæde, der gav blå mærker. Han indrømmede blankt at han havde været en tyran, og at det stammede fra at hans far tævede ham hver eneste dag.

Det var bare det, der skulle til. Pludselig var jeg ikke vred på ham mere. Han behøvede ikke engang at undskylde. For han var jo pludselig i samme båd som mig.

Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese, Noah Möller-Rasmussen, Eva Schwanenflügel, Ryan Klitholm, Heidi Larsen og Jonathan Larsen anbefalede denne kommentar

Lige som med Henriette var der noget galt med mig. Troede jeg!

Som dengang (jeg var otte år), hvor min far hængte sig i kælderen. At han var død, det vidste jeg, men intet andet så det var ganske sjovt at sjofle mig med min uvidenhed. Og med min sorg.

Hvorfra de andre børn vidste besked … ja, fra deres forældre, som jo havde travlt med at sladre. Indbyrdes.

Blev min smukke mor også mobbet? Sikkert --- men jeg ved det ikke.

Heidi Larsen, Noah Möller-Rasmussen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Nanna, hvor barskt og langt ude.. Trist at høre, hvordan mobning bliver videreført på den grusomme måde :-(

Jeg har, i princippet (fra 5. til 10 klasse på en ny skole), haft en tilsvarende oplevelse som Heidi Larsen og Markus Lund ovenfor. 1 overmobber (med tydeligvis store problemer hjemmefra) og 2 medløbermobbere (en var "bare" med; den anden bange for selv at blive mobbet).

Har det præget mit liv. Gu' har det så! Tilfældige dødssyge "undskyldninger" årtier senere ved tilfældige sammenkomster gør ingen forskel. Jeg havde min egen baggrund at tumle med, men jeg mobbede faneme ikke nogen af den grund. Tag jer dog for helvede sammen mobbere! Der er ingen undskyldning for at gøre andre fortræd uden grund.

Eva Schwanenflügel, Heidi Larsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Johnny Winther Ronnenberg

Efter ti års mobning så droppede jeg ud midt i tredje real, jeg kunne ganske enkelt ikke tage mere, bægret var løbet over for længst, Mine forældre, lærerne og skoleinspektøren var rasende, for de kunne alle se mig på universitet. Det skete bare ikke fordi for mig var der ingen tryghed i skolen, så hvorfor skulle der være det i gymnasiet og på universitetet?

Det er for sent at fortryde når man når skelsår, det er faktisk lidt patetisk.

Eva Schwanenflügel, Heidi Larsen og Ryan Klitholm anbefalede denne kommentar

Jeg undrer mig over den store glæde i forbindelse med at det private firma Facebooks besluttede at lukke Offensimentum.
Undrer mig over at ingen her påpeger det problematiske i, at det er et privat firma der kan vælge - og fravælge - at censurere og eliminere indhold på danskernes foretrukne sociale medie.
Facebook er business - kan det tænkes at magthavere/kapital kan betale for at få fjernet indhold?

Hvad der kan fjernes fra diverse tjenester skal selvfølgelig baseres på et retsgrundlag, og dermed være underlagt en (pseudo) demokratisk kontrol.

Anders Sørensen

Sup Aya Laya, jeg ser ikke noget problem. Og hellere lukke Offensimentum (alene det der selvfedt pseudointellektuelle navn...!) i går end i dag. Ligesom jeg heller ikke ser noget problem, eksempelvis, i, at debatredaktørerne, eller hvad de nu kalder sig, på diverse fora/kommentarspor -det værende sig avisers eller andre- luger ud i det værste lort uden at være underlagt nogen synderlig demokratisk kontrol.

Niels Duus Nielsen

Jeg synes, at de fleste af jer helt overser det for mig at se helt centrale: Anna von Sperling var 12 år gammel. Hun var et barn!!! Børn er onde! I hvert fald noget af tiden.

Al opdragelse går ud på at få denne individualistiske egoisme og selvhævdelse - som er helt nødvendig for et spædbarns overlevelse, men som bliver kontraproduktiv efterhånden som ungen bliver ældre - til at antage en form, der gør dem i stand til at omgås andre mennesker uden at det skaber alt for mange konflikter.

Offensimentums medlemmer er teenagere, som befinder sig på grænsen mellem barn og voksen, med hvad det medfører af indre splittelse og kaos. De får at vide af de voksne, at de hver især er unikke snefnug, hvis lige ikke findes nogetsteds; de får at vide, at de skal konkurrere med hinanden om positionerne inden for konkurrencesamfundet; de ser, at der er både stor forskel på folk og stor ulighed mellem folk; de er gamle nok til at forstå, når noget er sjovt, men ikke gamle nok til at forstå, at visse morsomheder er politisk ukorrekte, og selv hvis de forstår det, bliver det en del af morskaben at overtræde grænserne for det politisk korrekte.

Grænseoverskridelse er hvad det går ud på, når man er teenager. Hvilke grænser der er hugget i social beton står endnu ikke helt klart for de unge mennesker, man må fx ikke være selvhævdende, men man må godt konkurrere med hinanden. Hvor går grænsen mellem acceptabel kappestrid og uacceptabel mobning? Der er kun en måde at finde ud af det på, og det er ved at prøve det af. De voksne gør hele tiden det, de siger børn ikke må, så deres adfærd kan ikke rigtig bruges som målestok

At børn mobber vil jeg vove at påstå er en del af at være barn. Dette er ikke et forsvar for mobning, tværtimod ser jeg det som en del af den almindelige opdragelse at lære ungerne, at mobning er noget lort. Ellers får vi bare at samfund, hvor det er okay at mobbe de fattige, de syge, de aparte og muslimerne.

Hov, sådan er samfundet allerede! Vi lever i et mobbesamfund!

Anders Sørensen

@Niels Nielsen: "(...)visse morsomheder er politisk ukorrekte(...)"

Bullshit. Der er her (Offensimentum) ikke tale om et oprør mod politisk korrekthed, der er tale om at være et (ofte forkælet) dumt svin, der finder tilfredsstillelse i at nedgøre andre og hævde sig selv på deres bekostning.

"Indre splittelse og kaos", min røv. Denne findes naturligvis, men det står ikke skrevet i tyngdeloven, at den bør eller må medføre, at man træder på andre for selv at stige.

At (nogle) voksne gør det samme, er næppe nogen undskyldning. Det kan tjene til forklaring, men det gør det så bare desto mere sørgeligt og giver grund til modstand, hvorend en sådan adfærd forekommer.

Eva Schwanenflügel

Jeg mener, at mobning ikke er medfødt, og at børn ikke er født onde, med mindre de altså har en udviklingsforstyrrelse, der gør at de handler ondt.
Hvad der ofte sker er, at børn efterligner deres voksne! For de voksne - der burde vide bedre - mobber selv, og er selv voldelige. Voksenmobning er en folkesport i Danmark, hvilket mange stressramte kan tale med om.
Som Nanna skriver, hvor havde børnene det fra at hendes far havde hængt sig?
Mobning er et kæmpe problem, og vi har alle et medansvar for at stoppe den.
Personligt mener jeg også, at det er et modigt indlæg, Anna von Sperling har skrevet her. Hun har erkendt at det hun medvirkede til var under al kritik. Det er der mange der aldrig gør.

Niels Duus Nielsen

Bullshit, børn har intet medfødt moralsk kompas, det er noget vi pisker ind i dem.

Deres liv begynder med skrig og skrål, når de er sultne, og denne rå selvopholdelsesdrift, der som udgangspunkt kommer til udtryk som tyranniske adfærd over for deres mødre, skal så kanaliseres ind i en adfærd, som gør det muligt at være sammen med andre. At påstå at børn ikke er nogen små egoister er tegn på, at man enten ikke selv har haft børn, eller at man ikke har været opmærksom da man havde.

Når unge mennesker - teenagere - ikke kan skelne mellem acceptabel opførsel og mobning skyldes det to ting: De er umodne, og deres forældre har ikke opdraget dem godt nok.

Al vreden mod offensimentum er vendt mod de unge, hvilket i og for sig er okay, da det er dem, der skal lære at opføre sig ordentligt. Men det er typisk for modene forældre, at de fralægger sig ansvaret for deres børns handlinger, hvilket man netop ser i de følelsesladede kommentarer, som anbefaler bål og brand. Det næste bliver vel, at de unge skal i fængsel eller udvises, så kan de måske lære det!

Det tager tid at blive moden. Der er en grund til at vi opererer med begrebet "lavalder". Børn er i lære som voksne, og alle lærlinge begår fejl, det er det, de lærer af.

Eva Schwanenflügel og Johnny Winther Ronnenberg anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Niels Nielsen, synes lidt du modsiger dig selv. Først siger du, at børn er født små egoister, der tyranniserer deres omgivelser, (du siger 'mødre'). Og at de skal piskes til at få et moralsk kompas. Senere siger du, at de mobbende elementer er umodne og uopdragne. Men du slutter med at fremføre, at børn er i lære som voksne.
Det sidste er sagens kerne.
Nej, selvfølgelig har børn ikke et medfødt moralsk kompas, men de er heller ikke født til at mobbe uden undtagelse. De er helt afhængige af, hvordan vi voksne præger dem, og deres individuelle personlighed. At børn græder når de er sultne, syge eller skal skiftes, er ikke en bevidst tyrannisk handling, men udelukkende et livsnødvendig overlevelsesinstinkt.

Maria Bjørnsten

Den med at børn efterligner de voksne er for nem. Det er børn af gode og kærlige forældre der mobber. Why? Fordi børn kan være nogle sataner. At tro at børn er født uskyldige og gradvist bliver mere og mere fordærvede på grund af de voksne er en håbløs forældet opfattelse at børn. Børn kan være decideret ondskabsfulde. At slå det deres ondskabsfuldhed hen som uvidenhed er tåbelig. Jeg selv blev mobbet med at mine forældre var skilt, fik at vide at det var klart at min mor var skredet når jeg som jeg var. Jeg tror at det der redede mig var at de voksne kunne lide mig. Det kunne børnene ikke. Så hvor har de fundet den opfattelse fra? At min forældres skilsmisse var min egen skyld? Ikke fra de voksne i hvert fald. Jeg forsøgte i øvrigt at forklare dem der mobbede mig at det aldrig kunne være min skyld at mine forældre var skilt, at nogle gange er den en god ting at blive skilt. Det forstod de ikke.

@Eva Schwanenflügel
"Personligt mener jeg også, at det er et modigt indlæg, Anna von Sperling har skrevet her. Hun har erkendt at det hun medvirkede til var under al kritik. Det er der mange der aldrig gør."

Gu' er det ej modigt. Hun vasker hænder. Hun undskylder andres rådne opførsel med, at man var lige så slemme engang. Hun erkender ganske vist, at hun var medskyldig i mobberiet ved aldrig at sige fra. Ville jeg monstro kunne slippe af sted med at sige, at mænd også voldtog lige så mange kvinder i gamle dage, så hvorfor skulle det dog være noget særligt slemt i dag? "Det er jo bare en del af livet" at blive forulempet af andre. (Forstår I min sammenligning i forhold til hvad Anna von Sperling egentlig prøver på at fortælle os?)

Hendes indlæg er helvedes privilegeret, og det er dybt stødende som tidligere mobbeoffer at læse, at hun stadig ikke mener, at mobning gør hverken fra eller til i forhold til at vokse op og blive en del af normalen. Hun lader til at være fuldstændig uvidende om, at mobning cementerer din klasseposition for evigt. Er du først dømt ude i kulden, kommer du aldrig ind i varmen igen. I hvert fald ikke uden hård kamp. Jeg har måttet sige farvel til samtlige mine venner fra min hjemstavn med tiden, og dem jeg har i dag stammer et helt andet sted fra, fra en helt anden sammenhæng. Den fundamentale tryghed, det giver, at tilhøre et lokalsamfund fra barnsben af og til begravelsen, blev berøvet mig af ondsindede karriereforældres små, opmærksomhedskrævende gnomer. Hvem kan drages til ansvar for denne forbrydelse? Ingen. For mobning og psykologisk krigsførsel er ikke strafbart på samme måde som fysisk vold.

Jeg var en af de bedste fagligt i min klasse dengang, og blev mobbet med min nørdede indadvendthed. I dag må jeg tage til takke med et ufaglært fabriksjob med skæve arbejdstider, fordi den sociale stress og kaosset i min hverdag gør at jeg ikke magter at gennemføre en uddannelse - jeg har prøvet over 5 gange nu. Min fremdrift blev ødelagt af andre, der ville tage min plads af ren og skær misundelse. Det er altså værd at tænke over. Mobning er en central del af konkurrencesamfundet. Får du ikke mobbet dig til tops, så går det dig måske ligesom det er gået mig. Eller endnu værre.

Eva Schwanenflügel, Maria Bjørnsten og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

@Anders Sørensen 16. september, 2017 - 11:05
Du synes at målet helliger midlet? Jeg påpeger at det i den grad er et demokratisk problem at vores myndigheder ikke tager dette ansvar på sig, så vi kan få en offentlig debat. I stedet klappes der i hænderne over at censuren indføres af private firmaer. Skråplan . . .

Niels Duus Nielsen

Eva, hvis jeg modsiger mig selv, er det fordi livet er modsætningsfuldt. Jeg siger, at ungerne skal lære at opføre sig ordentligt, det er ikke noget, de er født med. Bare se dig omkring, der er masser af voksne, der ikke har lært det endnu.

Og når jeg bruger mødrene som eksempel, er det fordi jeg har været enlig far siden ungen var en uge gammel, så jeg ved alt om at stå til rådighed 24 timer i døgnet for en lille egoistisk guldklump, som det ikke nyttede noget at give en skideballe, når han hylede og skreg over et eller andet - det var i næsten et år den eneste måde, han kunne kommunikere på. Det var først senere i livet at han fik regulære skideballer, når han ikke opførte sig ordentligt. Og en enkelt skideballe er ikke nok, der er tale om dressur på højt plan, hvor det væsen, der skal dresseres, mere og mere får både tanken og ordet i sin magt, så man hele tiden bliver udfordret og afkrævet begrundelser for, hvorfor et eller andet er forbudt eller tilladt.

Samvær med børn skærper faktisk ens blik for samfundets modsigelser, fordi de ser tværs igennem tillærte selvfølgeligheder og spørger: "Hvorfor det?" - og jeg vil vove at påstå, at mange voksne ikke er i stand til at give fyldestgørende svar, fordi de har lært - er blevet dresserede til - at lade være med at tænke over de absurditeter, der følger med at leve i et moderne samfund.

Derimod kan jeg forstå på Markus Lund, at mobning kan være en big deal for dem, det går ud over. Selv blev jeg kun middelsvært mobbet som barn, og jeg overlevede ved i mit stille sind at udnævne alle de andre til idioter. Hvad jeg stadig gør, når politikerne mobber mig, fordi jeg ikke passer ind i deres forestillinger om hvad der kræves af et medlem af "folket" = dem der kan og vil, som Venstre siger, og op i røven med dem, der ikke kan. Det sociale pres og kaosset gjorde mig så arrogant, hvilket jeg stadig lider under, men alt i alt slap jeg jo rimelig heldigt fra min barndom.

Her kommer modsigelsen: Børn kan være små uhyrer, men kun hvis de får lov af deres forældre. Forældrene har ansvaret for, hvad børnene går og laver, det står i loven et eller andet sted. Børnene er ikke juridisk ansvarlige for noget som helst. Derimod er de moralsk ansvarlige på prøve. Så de er ansvarlige, og de er ikke ansvarlige. Forældrene har 18 år til at installere det moralske kompas i ungerne. Formår de ikke det, bliver deres børn dysfunktionelle som voksne.

Mobning er en central del af konkurrencesamfundet, skriver Markus Lund, og det er faktisk også min pointe 16/9 12:43. Så selvfølgelig skal ungerne og de unge mennesker have skideballer, men det ville klæde de voksne også at se lidt indad og overveje, om de virkelig selv er i en position hvor de kan pudse deres glorier. Ungerne har det jo ikke fra fremmede.

Det er ikke min opfattelse, at Anna von Sperling pudser glorie, tværtimod forsøger hun at få læserne til at reflektere lidt over, hvordan vi egentlig opdrager vore børn. Men da de fleste har glemt, hvordan det var at være barn, og oven i købet som voksne hylder ideen om konkurrencesamfundet, er det da klart, at hun også skal mobbes. For det er sådan vi voksne gør i vore dage, mobber hinanden anonymt og på sikker afstand bag en computerskærm.

Flemming Berger, Eva Schwanenflügel og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

" Hvis jeg modsiger mig selv, er det fordi livet er modsætningsfuldt."
Den skal jeg huske på, Niels Nielsen.
;-)

Niels Duus Nielsen

Ja, Trond, den er altid god, når man bliver grebet i en tanketorsk!

Men her bruger jeg den ikke som en undskyldning for doven tænkning, derimod som en koncis beskrivelse af samfundets tilstand. Som enhver logiker ved, kan man slutte fra en absurditet til hvadsomhelst, hvorfor det er vigtigt hele tiden at være sig bevidst, hvor modsigelserne findes. Ikke nødvendigvis ved at opløse dem, som den analytiske filosofi anbefaler, men derimod ved at ophæve dem, så de danner en højere syntese.

Et voksent menneske er en vellykket syntese af barnets modsigelser.

Flemming Berger, Eva Schwanenflügel og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Johnny Winther Ronnenberg

Markus Lund

Jeg kan fuldt ud følge dig, det har livslange konsekvenser, der ikke går væk blot fordi man bliver voksen. Mobning og vold i skolen, samt vold i hjemmet gjorde mig stærkt introvert og lærte mig at maskere alle følelser, ingen kan se hvad jeg i virkeligheden føler og det kan være op af stejl bakke, at få mig til at tale om det selv i en alder af 61.

Så mobning har alvorlige konsekvenser og kan ikke undskyldes med ungdommelig dumhed!

Trond Meiring, Eva Schwanenflügel og Flemming Berger anbefalede denne kommentar