Kommentar

Skolen burde smide selvevalueringer tilbage til det helvede, de kom fra

Børn måler sig – ligesom alle andre – i forvejen imod hinanden. Skolen burde give dem den indsigt, at denne måleadfærd, denne indre datastyring, er den sikre vej til oplevelser af mangelfuldhed og dermed lykkens største fjende. Men i stedet dyrker skolen måleriet
11. september 2017

Hvordan var din dag på en skala fra 1 til 10? Hvilken emoji illustrerer bedst, hvordan du har præsteret i dag? Hvis det her tog skal til perron, hvor meget mangler vi så at lære? Hvilke følelser oplevede du, da Alexander sagde sådan til dig? Sæt en glad smiley ved det, du er god til, og en trist ved det, du ikke kan.

Ovenstående er hverken uddrag fra et kursus i selvhjælp eller en medarbejdercamp for McDonald’s-ansatte. Det er uddrag af en almindelig skoledag for børn i den danske folkeskole, hvor refleksion, synlighed, metalæring og italesættelse er blevet så dominerende, at poderne mestrer tvivl, selvrelativering og selvrefleksion på guru-niveau, før de når 5. klasse.

Og det er ikke bare et problem; det er en sygdom i uddannelsessystemet, og den bidrager utvivlsomt til sammenknudrede maver, børnestress og – på sigt – den enorme udbredelse af ungdoms- og voksenstress i samtiden. Hvorfor? Fordi børnene helt fra 0. klasse lærer at måle og veje ikke blot deres faglighed – men også deres sociale evner, deres sprog og deres følelser – i forhold til omverden, og i det spil er så godt som alle tabere.

Hver gang en seksårig sætter en emoji på en planche i klassen, måler hun eller han sig selv imod andre, og på den måde koloniserer man børneverdenen med voksenverdenens konkurrencevirkelighed. Børnenes emojier, skalaer, plusser og minusser er ret beset en valuta, der repræsenterer børnenes faglige, sociale, sproglige og følelsesmæssige kapitalbeholdning.

Det nye ved skolen de seneste ti år er, at børnene kontinuerligt får denne ’kontoopgørelse’ smækket i fjæset, og at de bliver ansvarliggjort for at maksimere deres egenkapital: »Du har fået en mellemfornøjet smiley i dag. Har du et forslag til, hvad du kan gøre for at få en glad i morgen?«

Slaver af eget sind

Der er tale om en udbredt og ødelæggende ansvarliggørelse af børn fra fem-seks-års-alderen. På mine børns ellers udmærkede skole sagde den ellers udmærkede skoleleder til et forældremøde i 1. klasse, at det var et problem, at mange elever var ydrestyrede, og at man derfor arbejdede ihærdigt på at gøre dem indrestyrede.

Det kan forekomme ukontroversielt at ytre den slags buzzwords, men i bund og grund handler det jo om at distribuere ansvaret, rammesætningen og kontrollen fra den ydre autoritet, læreren, til eleverne, der i en alder af syv år forventes at have en så veludviklet refleksiv selvkontrol, at udøvelse af autoritet er overflødiggjort. Det er en absurd og skadelig ideologi.

Børn bliver slaver af deres eget sind, hvis de skal internalisere voksenmagten og voksenansvaret og konstant korrigere sig selv efter indre påbud. Og de mange børnehjerner, som rimeligvis ikke kan finde ud af denne komplicerede og abstrakte refleksionsøvelse, problematiseres, udredes og tildeles i eksplosivt omfang nye diagnoser og karakterbetegnelser i spektret fra ADHD til særligt sensitiv.

Uendelig italesættelse

Vi lever i tiltagende grad i en verden af abstraktioner og refleksioner. Producerer man appelsinjuice, bruges der flere ressourcer på at digte en historie om solbeskinnede, catalonske lunde og om håndplukning end på at fremstille saften. En lærer bruger en stor del af sin tid på at nedskrive, hvad han eller hun foretager sig, frem for at undervise og forberede.

En ferietur er først god, når vi har delt billeder af den på Facebook. Vi bebor en verden af billeder og fortællinger, og i vores identitet og status i vid udstrækning bundet i den kapital, vi kan ekstrahere fra disse billeder. Der er mere symbolsk kapital i feriebilleder fra New York end fra Gran Canaria, i Valsølille end i Rynkeby, i Arthur Rimbaud end i Jussi Adler Olsen osv., osv. Spiralen er uden bund.

Når skolen lærer børn konstant ’at italesætte’ sig selv og at se sig selv udefra, så lærer den dem, at de er abstrakte væsner, hvis identitet og værd står og falder med deres virtuelle jeg – og i anden potens deres symbolske kapital. Vi burde i stedet lære børn at reflektere mindre! Børn måler sig – ligesom alle andre – i forvejen imod hinanden, og skolen burde give dem den indsigt, at denne måleadfærd, denne indre datastyring, er den sikre vej til oplevelser af mangelfuldhed og dermed lykkens største fjende.

Skolen har erstattet en dannelsestradition – hvor personligheden udvikles i mødet med verdens ydre mangfoldighed, og hvor kritisk tænkning er sjælens kompas – med en maksimeringsideologi, hvor jeget hele tiden er til forhandling, og hvor alting begynder og slutter med ’mig selv’.

Lad os smide emojier, tests og selvevalueringer ud af folkeskolen og tilbage til det helvede, de kom fra. Refleksionens tandbid er en forbandelse, der burde høre voksenlivet til.

Søren Søberg Poulsen er cand.mag., underviser og skribent

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ervin Lazar
  • Esben Lykke
  • Steffen Gliese
  • Kristen Carsten Munk
  • Kenneth Jacobsen
  • Nils Sørensen
  • Toke Andersen
  • Eva Schwanenflügel
  • Aske Hennelund Nielsen
  • Hans Aagaard
  • Peter Knap
Ervin Lazar, Esben Lykke, Steffen Gliese, Kristen Carsten Munk, Kenneth Jacobsen, Nils Sørensen, Toke Andersen, Eva Schwanenflügel, Aske Hennelund Nielsen, Hans Aagaard og Peter Knap anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det største problem, er nok den hastighed verden kører med idag.
Børn bliver sendt væk i børnehave, skole, fritidshjem og kommer trætte hjem sent på eftermiddagen, efter at være hentet af en ligeså træt forælder.
Børn får ikke tid til at være børn, det giver en syg kultur uden plads til nærvær.
Symptomerne på den syge kultur kan også aflæses på fjernsynet.
Personligt synes jeg Thomas Blackmand er en fin fyr, men bliver han lige en tand selvhøjtidelig, når han udtaler, han kun er med i "X-faktor", for at opdrage børnene?
Man kan IKKE opdrage børn med intolerance, og et koncept som "X-faktor", der dybest set går ud på at fravælge mennesker, er intolerant.
Alle reality-programmerne, som vi kender dem, er intolerante.
Det samme kan siges om alle disse elite-sports-udsendelser, der kører i tv døgnet rundt.
"Hvad skal vi med dem"?
I det lange løb kommer menneskerne til at tabe på denne fravælgelse, der går ud på til sidst at stå med den ene, "den bedste".
Og dem der i øjeblikket tjener styrtende med penge på koncepterne, ender også på den forliste færge, for der er vi jo alle og "den eneste ene", er kun noget der foregår i fantasien (og pengepungen).

Jeg skammer mig på lærerstandens vegne over, at vi kører med på det her børne- og kulturfjendske ræs. En gang for ikke så længe side var der næppe noget mere latterligt end brugen af belønning i undervisning. Nu er det nærmest god tone. Tager mig til hovedet ...

Anders Hoffmann Kyed, Ervin Lazar, Jens Illum, Bo Sørensen, Steffen Gliese, Ulla Søgaard, Kristen Carsten Munk, jørgen djørup, Anne-Marie Paul, Toke Andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Anne-Marie Paul

Tak for det gode indlæg - ja hvor er den kritiske tænkning henne - hvordan kan det være at penge, effektivitet og selvmaksimering er det eneste det handler om - hvordan kan det være sket så hurtigt...

Steffen Gliese og Kristen Carsten Munk anbefalede denne kommentar

Ja, vi har lige præcis brug for det modsatte: at hvert barn får den fornemmelse i skolen, at intet er vigtigere for et barn end at komme til sig selv igennem leg og undervisning.