Kommentar

Socialdemokratiet har intet værdifællesskab med DF

Socialdemokratiet kommer aldrig til at vinde valg på inhuman udlændingepolitik. Det er et opgør med partiets humanistiske dna, og det skaber ikke den begejstring, der skal til for at høste afgørende stemmer hos de unge
23. september 2017

Siden hvornår har Socialdemokratiet haft et værdifællesskab med et højrenationalt parti, der baserer sin politik på intolerance og fremmedfrygt? Svaret er aldrig!

Ikke desto mindre er det sådanne toner, der lyder fra Socialdemokratiets udlændingeordfører Dan Jørgensen i forbindelse med Socialdemokratiets nyligt afholdte kongres. Mon ikke Dan Jørgensen har været lidt for længe på rundrejse i Europa med Morten Messerschmidt (i tv-programmet Langt fra Bruxelles, red.)?

Den virkelige skandale er, at Socialdemokratiet i praksis er blevet Dansk Folkeparti light:

Socialdemokratiets moralske kollaps ses mest markant i partiets afvisning af at tage kvoteflygtninge. Uagtet at kvoteflygtningene er de mennesker, der har allermest brug for vores hjælp. Ordningen vedrørende kvoteflygtninge har været en grundpille i Socialdemokratiets udlændinge- og FN-politik siden 1980’erne. Nu afvises den af partitoppen med største selvfølgelighed.

Lang glidebane

Men glidebanen mod en uanstændig flygtningepolitik har været lang:

Socialdemokratiet stemte for, at flygtninge med midlertidig beskyttelsesstatus skal vente tre år, før de har ret til at søge om familiesammenføring. Disse regler øger risikoen for, at mindreårige bliver adskilt fra deres familier på ubestemt tid.

Socialdemokratiet stemte for den såkaldte smykkelov, som er ren symbolpolitik. Den handler om at være så outreret som muligt i udlændingepolitikken – og den leg er S så med på. Loven har skadet Danmarks internationale anseelse.

Socialdemokratiet støtter afvisning af uledsagede flygtningebørn ved grænsen. Socialdemokratiet stemmer ja til stramninger, der begrænser ydelser til flygtningenes børn, uanset at det ikke fremmer integrationen at lade børnene vokse op i fattigdom.

Socialdemokratiet sympatiserer med den australske model for afvisning af flygtninge. Den indebærer blandt andet deportation af flygtninge.

Afviser ægte løsninger

Samtidig kører Socialdemokratiet friløb i Europa og afviser det eneste, der vil batte i forhold til flygtningestrømmen: fælles europæiske forhandlinger og fælles beslutninger om en ny flygtningefordeling.

Forhåbentlig vil alliancen mellem Paris og Berlin få nyt liv efter Angela Merkels sandsynlige valgsejr på søndag og resultere i en fælles EU-politik på flygtningeområdet. Men det er en skændsel, at Socialdemokraterne på denne måde skal presses til handling af vores EU-partnere.

Læs også

Både Europarådet og FN kritiserer den socialdemokratiske linje, men partiet vender det døve øre til.

Heldigvis var der på kongressen masser af røster i det socialdemokratiske bagland og fra kreds- og lokalformænd og borgmestre, som lagde afstand til den dårligt sminkede kynisme og rigmandsprotektionisme, som partiledelsens linje er udtryk for.

Valg kan vindes på humanisme

Så forskellige politikere som Angela Merkel, Emmanuel Macron og Canadas Justin Trudeau har demonstreret, at man godt kan vinde valg på en humanistisk udlændingepolitik. Også Jeremy Corbyn fik et overraskende godt valg uden at kopiere højrefløjens politik.

De negative toner, Socialdemokratiet slår an i udlændingepolitikken, er ikke befordrende for at skabe den begejstring, ikke mindst blandt unge, som skal til, hvis partiet skal vinde næste valg.

Realiteten er, at når Dansk Folkeparti i udlændingepolitikken siger ’Hop!’, spørger Socialdemokratiet: ’Hvor højt?’ Men konkurrencen om de vælgere, der ønsker en hård udlændingepolitik, er Socialdemokratiet dømt til at tabe.

Fordi det er Dansk Folkeparti, der kan levere den ægte vare. Som et nyvalgt folketingsmedlem af Folketinget prægnant udtrykte det i 2001: »Hver gang vi træder et skridt til højre, er der andre, der tager to. Vi kan ikke vinde slagsmålet.« Dette folketingsmedlem var Mette Frederiksen (S).

Erik Boel var international sekretær i Socialdemokratiet 1992-2003

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mads Berg
  • Lise Lotte Rahbek
  • Erik Karlsen
  • Toke Andersen
  • Torben Ethelfeld
  • Eva Schwanenflügel
  • Hans Larsen
  • Katrine Damm
  • Poul Anker Sørensen
Mads Berg, Lise Lotte Rahbek, Erik Karlsen, Toke Andersen, Torben Ethelfeld, Eva Schwanenflügel, Hans Larsen, Katrine Damm og Poul Anker Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Anker Sørensen

Erik Boel, jeg synes godt nok du er MEGET venlig overfor Socialdemokratiet, når du kalder partiet "Dansk Folkeparti light"

Eva Schwanenflügel, Torben Skov og Egon Stich anbefalede denne kommentar

- »Hver gang vi træder et skridt til højre, er der andre, der tager to. Vi kan ikke vinde slagsmålet.« Dette folketingsmedlem var Mette Frederiksen (S). I 2001!

I dag har hun sikkert en forklaring på dette udsagn, som hendes vælgere uden videre køber.

Bjarne Bisgaard Jensen

S er blevet fuldstændigt historieløst og mistet sit fundament, hvorfor de ikke kan undgå at tabe og miste den sidste rest af tillid.

Torben Skov, Jens Winther, Per Torbensen, Tino Rozzo, Kim Strøh, Eva Schwanenflügel, Ebbe Overbye, Johnny Winther Ronnenberg og Egon Stich anbefalede denne kommentar

Der er andet i politik end indvandrerpolitik.
Hvad mener de to egentlig, når de begge siger - bevare velfærdssamfundet ?

Et eksempel : Børnefradrag, senere ændret til børneydelse, var for alle. Så indførtes indtægtsgrænser og aftrapning. S har altså skiftet holdning - ikke sociale ydelser til velhavere.
Et skridt på vejen til, at fællesskabet yder til dem, der har behov og ikke til alle - hvilket bare medfører, at mange betaler til sig selv, som igen medfører en pengecirkulation - med "administrarionsafgift " til staten. Det var bare eet felt, hvor de to partier kunne være enige ?
Hvor sættet grænsen ?

UBI- Basisindkomst med B-UBI - Børne UBI- som følger den/de voksne - er for viderekomne. Næsten for meget at bede fodslæbende partier om en stillingtagen til.

Eva Schwanenflügel

Socialdemokratiet er ikke til at genkende. Så kort kan det siges.
Mette Frederiksen har ændret sig totalt, siden hun blev beskæftigelsesminister, og nu er hun så også blevet DF'er. Eller hvad? Før var Helle Thorning V/R. Hvad sker der med disse fluktuations-forkvinder?
Ikke at NPM formand Poul Nyrup var meget bedre, men i det mindste havde han en hvis etik..

Mikkel Kristensen, Jens Winther, Karsten Aaen, Kim Strøh, Bjarne Bisgaard Jensen og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Mikkel Kristensen

Jeg savner Poul Nyrup og mange af hans ministre - det eneste katastrofale ved hans regering, var at mange fik et arbejde, og dermed fik de det bedre, og så glemte mange hvordan det var før, som så blev de fremmedes skyld (og nogen også helt berettiget) Anders Fog forstod at lægge en linje.. det kan blå vælgere godt lide og sidenhen er det gået op i løgn, bedrag, korruption, rygklapperi og alle får det værre - dyrere og dårligere.. som så bebrejdes flygtninge..TV-News, radio-morgen, go'-morgen, go' - aften alle programmerne svælger alle sammen i dette - på arbejdspladsen debatteres mere.. så igen i radioen... overalt forgår debatten.. gad vidt om vanviddet stopper eller vi er fortabte?