Er du sød at mobilepaye mig evig troskab?

For en måneds tid siden var jeg på værtshus med en gammel bekendt. Da jeg havde hentet de to fadøl, sagde han de tre små ord: »Har du MobilePay?« Det behøvede han da ikke, prøvede jeg. Han kunne jo bare give en øl en anden god gang. Men han holdt fast.

Han ville, død og pine og lige nu og her, mens kulsyren forduftede, og før vi overhovedet havde forseglet vores møde ved at kigge hinanden i øjnene over en skål, benytte den allestedsnærværende elektroniske betalingsservice. »For så er det ude af verden,« påpegede han.

Jeg måtte så indrømme, at jeg p.t. ikke har en fungerende MobilePay. Egentlig ikke af ideologiske årsager. Jeg havde bare kort efter anskaffelse af appen indtastet koden forkert tre gange, og her, et par år senere, har jeg stadig ikke fundet de ekstra kræfter til at udholde 20 minutters Norah Jones på panfløjte hos Danske Banks kundeservice.

Da min bekendte naturligvis ikke havde kontanter på sig, sendte jeg altså en ung mand ud i Københavns gader lænket til mig som gældsslave i al evighed. Og jeg trillede hjem med følelsen af, at jeg netop havde oplevet en lille afvisning. For jeg havde jo taget for givet, at der ville blive en lejlighed i fremtiden, hvor han kunne betale mig tilbage i form af en øl på sit kort.

Det var naturligvis ikke en afvisning. Den følelse har jeg pumpet godt op af hensyn til denne klumme. Det var jo bare helt almindelig social omgang i en MobilePay-tid. Betalingstjenesten, der har vokset sig så stor, at det i denne uge blev sit eget firma, adskilt fra, men stadig ejet af Danske Bank.

Den giver mulighed for hurtige og nemme pengetransaktioner mellem mennesker og har både sænket bagatelgrænsen mellem venner (42 kroner, for helvede. Det er jo ikke det, der afgør, om jeg kan købe slægtsgården tilbage), og så har det øget tempoet, hvormed venskabsøkonomi forventes at gå op.

Venskab er økonomi

Jeg piver ikke over penge mellem venner. Det er ikke et helligt økonomifrit rum. Tværtimod har jeg et problem med, at der i stigende grad ikke er penge mellem venner. Ubetalt gæld. For venskab er økonomi.

Det er min påstand, at et godt venskab økonomisk set ender med at gå op. Enten fordi man jo gennem et liv skiftes til at give den øl, den middag, den sommerhustur, eller fordi det tager form af en anden type økonomi, hvor kroner udveksles til serviceydelser – f.eks. den sjældne og derfor i høj kurs stabile skulder at græde ved. Og hvis alt andet glipper, er der jo et løbende karmaregnskab: Ingen gider hænge med Nærig-Frans i længden.

Men med MobilePay kan regnestykket ordnes samme aften, og man er i princippet derefter fri til at gå sin vej, hasta la vista amigo og aldrig se sig tilbage. Spørgsmålet er, hvad det gør ved vores relationer, at vi nu har mulighed for at gøre øjeblikkeligt økonomisk rent bord med vores nærmeste?

Sidste jul talte jeg med professor i religionsvidenskab Anders Klostergaard Petersen i forbindelse med udgivelsen af hans bog Gaven. Heri kalder han ’gaven’ i bredeste forstand, altså som en udveksling af værdi uden øjeblikkelig gengældelse, for »det mest grundlæggende fænomen, hvormed vi på alle niveauer etablerer, bevarer og bryder forbindelse med andre mennesker«.

Fra den intime romantiske kærlighed, over venskaber, til geopolitik skaber vi relationer og vedligeholder dem gennem gaver. For da vores forfædre rejste sig og gik ud på den åbne savanne, blev der brug for fællesskaber. Og de kostede. »For at give talen eller sproget et fundament, en slags understøttelse, der gør, at vi kan forlade os på den anden, er det vigtigt med den form for værdiafgivelse, som gaven udtrykker,« sagde han.

Fadøllen på baren den dag var et af de ’dyre signaler’. Der, hvor der sker en berøvelse med Anders Klostergaard Petersens begreber. For ord er jo som sådan gratis, men når de følges af noget, hvor man i bogstavelig forstand ofrer sig selv for at give dem vægt – og det gør man jo, når man godt kan lide øl, men giver en øl væk i stedet for at drikke den selv – er det et offer. Bitte små martyrier, der binder vores fællesskab sammen, fordi vi nødvendigvis må blive tålmodigt hængende en runde mere.

Min bekendte ønskede at få pengene imellem os ’ud af verden’. Jeg vil gerne have al den symbolladning, som kan købes for penge, imellem os. For så hører vi sammen. Og gider du tage nogle peanuts med, når du alligevel er i baren, Morten?

Anna von Sperling er kulturjournalist.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.