Da jeg som 21-årig troppede op på Københavns Universitet, var det første, jeg lærte‚ en frisk lille sang med strofen ’En russerpige, en russerpige er både grim og liderlig’. Jeg skrålede med. Bagefter gik jeg i studenterbogladen og bestilte en bog af Judith Butler.
Jeg nynnede sangen den anden dag, mens jeg læste i Universitetsavisen, at sexismedebatten på Københavns Universitet er eksploderet – igen. Den blev antændt, da nogle økonomistuderende indbød til ’Mændenes Fredagsbar’ med ølbong; barpiger, der skulle hjælpe mændene af med brækket, og en opfordring om at smide piger over skuldrene og tage dem med hjem ’som små politpiger’.
Nu går bølgerne højt. Er invitationen krænkende og ekskluderende? Er det dem, der føler sig krænket, der lige skal tage en slapper, eller er det snarere dem, der udskammer dem, som skal forsøge … bare forsøge … at se ud over deres egne privilegier.
Det er en uropførelse af en debat, der for et par år siden havde rusarrangementerne på statskundskab som centrum. Det er debatten, der ikke vil dø.
Jeg er stensikker på, at historierne ikke er overdrevne. De rimer meget godt på mine egne oplevelser fra statskundskab for … 20 år siden.
Før sexismen kom på mode
Ved introfesten fik en af pigerne fra mit hold en kæmpe pik af sølvpapir, fordi hun var den, flest fyre på holdet gad knalde (hun var også køn – jeg havde givet hende min stemme, hvis jeg havde haft adgang til priskomiteen); da en ung kvinde holdt tale, kom der tilråb som »Pels hende!«; under middagen ved introfesten blev der vist porno på storskærm – det var noget med en gråskimmel, der vrikkede med ørene, mens en nøgen dame lå på knæ i en masse hø.
Der var vist et par stykker, der påpegede, at den film havde gjort sig bedre efter maden. Det var det. Jeg gik på studiet i seks år, og jeg husker ingen debat om sexisme. Overhovedet. Og jeg husker ikke selv at have følt mig krænket af noget, der bare mindede om sexisme. Sikken en forskel 20 år gør. Opførslen er den samme. Reaktionerne helt forskellige.
En bekendt pegede på, at vi dengang ikke havde noget sprog for krænkelserne. Men det er ikke helt rigtigt. Jeg læste jo Butler. I min læsegruppe var det en joke, at man altid kunne lukke en diskussion ved at råbe: »Du reflekterer ikke over din egen implicitte heteronormativitet.«
Det havde vi meget spas med. For det var spas. Vi vendte aldrig for alvor ordene mod vores egen verden. Der var ingen sexismedebat, og vi kaldte den ikke bare noget andet ’ligestillings-et eller andet’. Der var ingen debat!
Sagen var ikke, at vi ikke havde øje for dominans. Men kampen stod ikke om køn, men om hvem der skulle udskammes som udannet. Det var sådan noget med at servere muslinger ved studiearrangementer og lige tilføje et »Du ved godt, hvordan man spiser dem, ikke?« til de uskolede horder; eller indbyde til rødvinsaftener og give gode råd som: »Begynd din vinsamling med 20-30 flasker af denne her. Læg dem i dit nordværelse.« Mit kollegieværelse vendte mod nord, men vinen smagte selvfedt.
Sexistisk stockholmsyndrom
Vi var mange, der kæmpede tilbage ved at gøre nar ad smagsdommerne. Vi spiste pasta og købepesto og slog andres surdej ihjel. Det var altså ikke kampgejst, der manglede – vi følte bare ikke noget behov for at udkæmpe sexisme-slag. Måske var det ikke på mode.
Det er det i dag. Og jeg sidder her og prøver at fremtvinge en lillebitte moderne krænket, kønnet følelse i min krop. Jeg spørger mig selv, om jeg er lammet, der villigt lagde hovedet på patriarkatets offerbænk. Om jeg lider af falsk bevidsthed, som en af mine yngre kollegaer konkluderede under frokosten i dag. Måske burde jeg være flov? Har jeg sexistisk stockholmsyndrom?
Nogen vil måske sige, at det er befriende at kunne reagere på krænkelserne fremfor at bide dem i sig. Men jeg bed ingenting i mig. Det eneste jeg føler, er taknemmelighed over, at jeg var ung i det lille øjeblik, hvor kønskampen hvilede – hvor feministerne studerede humaniora eller tog sig en slapper oven på ungdomsoprøret.
Jeg er så glad for, at jeg slap for at råbe op om hverdagssexisme, for det er så krævende at føle sig krænket. Måske har sexismen handlet bag min ryg hele mit liv; i så fald er jeg bare lykkelig over at have levet den enfoldiges liv i en tid, hvor man bare bad folk gemme hestepikken, til desserten var sunket.
Susan Knorrenborg er debatredaktør. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.
Ja, Susan Knorrenborg, du er ramt af Stockholmsyndromet. Og har formentlig været det, siden du blev opdraget?
Herregud, selv min far var chokeret over de platheder der blev serveret til diverse frokoster, og de blegner fuldstændig i sammenligning med hvad du her beretter. Det skal tilføjes, at min far bestemt ikke var bleg for at fyre ting af der var langt under bæltestedet.
Der er nedgørende platheder, og der er morsomme platheder. De nedgørende har kun en intention, at give minoriteter og kvinder en opfattelse af, at alting er morsomt på deres egen bekostning. De inkluderende platheder omfatter, at man også gør sig selv og sine egne fordomme til grin.
Retten til at føle sig krænket og retten til at finde de 'krænkede' latterlige i al deres 'krænkethed' går vel hånd i hånd?
Der skal være plads til os alle sammen, ikke sandt? Derfor bliver det som regel en lille smule klaustrofobisk, når de 'krænkede' opstiller og indsnævrer regler for hvordan jeg skal agere i deres nærvær, dvs. det offentlige rum.
Omvendt finder jeg 'grænseløse humorister' vanvittigt anstrengende: Ikke mindst når de klasker sig på lårene på min bekostning, eller når de med deres morsomheder og bramfrihed hakker nedad i de sociale hierarkier. Eller når de vidende eller i stupid ignorance baner vejen for de virkelige svinehunde. Går deres ærinde, så at sige.
Måske er det vigtigste at huske på, dette:
Man kan godt føle sig krænket, uden at det med nødvendighed er andres end ens eget problem.
Omvendt kan man også godt finde sig selv i en situation, hvor både almindelig pli og en god opdragelse havde budt en at tie. Finder man sig i mangel af pli og god opdragelse, burde man måske lige holde kaje en overgang, indtil man har fået styr på sig selv..
...Og så vil jeg da ellers blot opfordre Eva Schwanenflügel til knap så letsindigt at nævne 'minoriteter' og 'kvinder' i sammenhæng på netop den vis og i netop denne kontekst:
Dels risikerer hun at få de 'Intersektionelle' kamptropper på nakken, og dels er jeg som 'hvid mand' ved at være godt træt af konstant at blive dæmoniseret sådan a priori - også når det sker så fint og indirekte som Eva gør det her ;)
Man kommer til at smile. Jeg gik selv på Statskundskab i Rosenborggade for ca. 20 år siden. Gransker nu min hukommelse, for at finde minder af tilsvarende karakter......de må være udvisket af tidens tand.
Nå - der er nu ikke noget i det beskrevne, som jeg finde sexistisk krænkende - for min livserfaring fortæller mig i dag, at begge køn er lige gode når det kommer til den slags!
Man kan altid diskutere hvad der er god smag - både i forhold til sprogbrug og valg af film!!
Øhhh, var det CBS du gik på?
"Og jeg husker ikke selv at have følt mig krænket af noget, der bare mindede om sexisme. Sikken en forskel 20 år gør. Opførslen er den samme. Reaktionerne helt forskellige."
Men du har fuldkommen ret. Det er efterhånden gået fuldkommen over gevind.
Vi har ikke mange danske sex chat steder. Men de besøg jeg har lagt de steder har lært mig at forskellen på mænd og kvinder er ikke at mænd tænker på sex hele tiden. Forskellen er at mænd er ærlige omkring at de tænker på sex.
Der er stor forskel på hvad "kvinder" mener og føler, alt efter om man er på tomandshånd med dem, eller man møder en gruppe af dem. Hvorfor mon?
Læste for nogle år siden en undersøgelse om såkaldt kvindeundertrykkelse blandt muslimer.
Det viste sig at dem der havde mest travlt med at råbe op om at en kvinde gik uden slør, det var andre kvinder.
Og nu har CEPOS begrundet ønsket om topskattelettelser med at så kan kvinder få råd til at hyre hushjælp. Hvem ansættes oftest som hushjælp?
Misbruges til propaganda er kønnet ikke imod. Men bliver der blandet sex ind i tingene så har det straks interesse? :)
For 52 år siden startede jeg på samfundsfag på KU. Der skulle dannes en forening. Der blev foreslået: Samliv. Dette var lige lov dristigt efter nogens mening. Hvad det endte med kan jeg ikke huske, men megen studentikos fadøl er der løbet igennem de studerende siden hen. Om den beskrevne introduktion var sjov ved jeg ikke, men indslaget er imidlertid opkvikkende midt i en krænkelseskulturepoke, der næsten ikke er til at udholde, men tilsyneladende er ustoppelig.
@ Ib Christensen: De kvinder, du møder på "danske sex chat steder" er sgu nok ikke repræsentative for de danske kvinder som sådan hvad angår sexfikserethed.
Okay, "Ignorance is bliss" som nogen siger, ellers ved jeg hvad jeg ikke hvad det er meningen, man skal få ud af Susan Knorrenborgs klumme, om hendes oplevelser på statskundskabstudiet i sin tid. Som ung håbefuld kvindelig studerende prøvede hun sikkert bare, at passe ind, men prisen hun betalte var åbenbart, at hun samtidig erhvervede sig et "sexistisk stockholmssyndrom" eller noget i den retning.
Maria Jensen, er du repræsentativ for de danske kvinder som sådan?
Det håber jeg da virkelig ikke!!! De fleste kvinder, jeg har kendt, har været meget afslappede over for sex, og mindst lige så fokuserede på aktiviteten som mig, i så høj grad, at de sagtens kunne more sig over grovkornede sexistiske jokes, selv om det selvfølgelig er en del af legen, at de skal spille lidt forargede og kalde mig en drengerøv.
Til gengæld har de alle haft, hvad jeg som mand vil karakterisere som rengøringsvanvid. Ingen humor overhovedet, når det kom til støvsugningens og gulvvaskens velsignelser, i denne kontekst var "drengerøv" entydigt pejorativt.
Er dette en repræsentativ beskrivelse af danske kvinder? Hvad siger mine kønsfæller? Er kvinder virkelig snerpede?
I min studietid rimede russerpige på dkpine.
Nu var jeg ikke så heldig, at jeg fik lov til at opleve disse udskejelser i forbindelse med opstart på gymnasium eller universitet. Mine medstuderende var åbenbart altid (relativt) dydsmønstrede. Vi blev da fulde og skæve i flæng og snakkede og råbte (når det blev sent og dumt) om fisse, og nogle fik det endda,, men der var aldrig orkestreret sexisme. Fuldemandssange i et hjørne, bevares. Men ikke uddeling af sølvpapirspik eller funny games involverende bananer og kåring af årets blowjob-queen. I så fald håber jeg, at jeg ville have sagt fra.
Det er lidt forskellen, set fra min stol. Om det er planlagt. Iscenesat. Og ikke bare fulde mennesker af samtlige køn, der ter sig som de idioter, vi af og til må have lov at være i en uskyldig rus.
Torsten Jacobsen; - 06:00
"Der skal være plads til os alle sammen, ikke sandt? Derfor bliver det som regel en lille smule klaustrofobisk, når de ’krænkede’ opstiller og indsnævrer regler for hvordan jeg skal agere i deres nærvær, dvs. det offentlige rum."
Er der ikke plads, uden krænkelser ?
Det er jo mere en klasseting end sexisme - det er overklassens og den højere middelklases ungdom, der hævder sig ved at videreføre en mentalitet, hvor de med ret stor lethed kan tilkæmpe sig privilegier og se ned på andre.
De lavere klasser er nødt til at udvise en anden adfærd i deres omfang med det andet køn, opføre sig mere dannet, være mere hensynsfuld, mindre stor i slaget.
Hvad disse unge mænd i virkeligheden udtrykker med deres adfærd er løftet om at kæmpe for at opretholde embedsstandens privilegier og systemets hakkeorden.
Ja Susan og jeg har haft meget forskellige oplevelser med sexismen på Statskundskabsstudiet. Jeg startede på studiet i 1997 i Århus og det var en vild dårlig oplevelse som pige. Jeg har brugt det meste af mit voksenliv på at tage afstand fra den kultur, som jeg mødte i de år, hvor jeg læste statskundskab. Jeg synes bare det er godt, at der er nogle som i dag tør at stå frem og sige, at det ikke er ok. Det turde jeg ikke. Måske fordi jeg kom fra et hjem uden klaver. Jeg må indrømme, at jeg ikke har oplevet en så dysfunktionel kultur som da jeg læste statskundskab. Håber at dem som står frem nu kan være med til at bidrage til en mere rummelig og omsorgsfuld kultur på statskundskab. Det er der behov for.
Tiderne skifter:
I 1995 måtte jeg som kontaktlærer for en gymnasieklasse pænt bede dem om at fjerne den store plakat fra deres opslagstavle af den nøgne kvinde, der viste sine kønsorganer frem, og om at lade være med at vise den med kvinden og hendes labrador på klassens videoanlæg i spisepausen. Nogle i klassen følte sig krænkede.
I 2010 måtte jeg som kontaktlærer tage en samtale med klassens engelsklærer, fordi klassen følte sig krænket over, at hun havde revet en billede i stykker af en kvindelig badetøjsmodel i A4 format fra skolens opslagstavle. Sådan noget svineri gad hun ikke at se på, havde hun sagt.
Christina Stougaard Hansen: "Jeg må indrømme, at jeg ikke har oplevet en så dysfunktionel kultur som da jeg læste statskundskab."
Dette er faktisk en dybt interessant kommentar, som på alle måder bekræfter mine fordomme om politikere og topembedsmænd i statsforvaltningen. Dysfunktionel kultur - så tror da fanden, at der er noget råddent i det Danmark, som ledes af en flok politter og jurister? Jeg ved fra nære bekendte, at kulturen på jurastudiet også er dysfunktionel, så pengene passer! Og så undrer folk sig over, at der er politikerlede?
Tak til Susan Knorrenborg for et debatindlæg, der går imod tidens strømninger og de rettroendes snævre regler.
Hvis man beslutter sig for at gøre det til en livsstil, er der masser af mulighed for at blive forarget og føle sig krænket. Man kan gøre det på vegne af sit sit køn, sin religion, sin seksualitet, sit fag, sin hårfarve, sin nationalitet... you nam it. Og man bør, i tidens ånd, faktisk vogte sig for bare at sige - pyt, eller ligefrem bare more sig, når andre optræder blasfemisk i den ene eller anden retning. De skriftkloge vil hurtigt slå ned på dig, og dømme dig som doven eller dum.
Jens Thaarup Nyberg,
"Er der ikke plads uden krænkelser?", spørger du.
Jo, i kisten.
Hvad er det egentlig for et spil de to piger på billedet har gang i?
Det er jo ikke til at sige hvad de har gang i - men spillet på disken er backgammon.
1953 Københavns Universitet, 20. vers: This is number twenty, and my gun is almost empty - "roll me over lay me down and do it again - roll me over - in the clover - roll me over lay me down and do it again". Hvilken lettelse, at det åbenbart ikke generede pigerne, måske tværtimod. Vi var jo ikke nået frem til videoer og dyresex (det var lidt før DASK, digitalisering handlede stadigvæk om digitalis) - men what the heck!
PS @: Hvorfor kan jeg ike få det her på fjæsbogen?
Oh yes, backgammon - det kender jeg godt!
Nu er der jo forskel på at synge sjofle sange sammen ved festlige lejligheder (selv om det er svært ved at se det morsomme i at russerpigen var både grim og liderlig) - og så at lade mændene opføre sig sådan som beskrevet af Susan Knorrenborg.
Vi var ærlig talt ikke snerpede i begyndelsen af halvfjerdserne, vores sange var heller ikke ubetinget stuerene - og vi regnede det måske ikke specielt krænkende, at en eller anden tog på os - men hvis vi ikke brød os om ham, så var det risikoadfærd.
Men det, der skildres, er jo ikke bare morskab om aftenen eller til fredagsbaren - det er sexistiske overgreb fra mændene blandet ind i studiekulturen.
Når det er grænseoverskridende at modtage en kæmpepik af stanniol ved introfesten, så er det fordi, man ikke kan sige fra og alligevel deltage i studiet; hvis den pige havde gået hjem eller smidt pikken tilbage i hovedet på idioterne, så var hun jo blevet udskammet som snerpe. Hun kunne få ødelagt sit studium, fordi hun var køn - hvis hun ikke makkede ret. Det, der er krænkende, er ikke at blive udsat for seksuelle tilnærmelser - det er at blive udsat for seksuelle krænkelser, man ikke ønsker, på et tidspunkt, hvor man vil noget andet - og især, når man ikke kan sige fra uden at blive til grin.
Historien om at råbe "Pels hende" til en pige, der holder tale - det er endnu værre. Hvordan i al verden kan du forsvare det, Susan Knorrenborg? Det er jo dog direkte at afholde kvinder fra at ytre sig - de skal endelig ikke tro, at de er til andet end mændenes seksualitet!
Og i andre debatterede det ikke engang. Jeg er i forvejen ikke fri for fordomme om DjØFere - adskillige af dem, især mænd, opfører sig, som om de har fået lov til at anse sig selv som verdens herrer alt for længe. Det har de åbenbart også.
Det bliver sådan set ikke bedre af, at de også var hovne og nedladende hvad mad og vin angik.
Torsten Jacobsen; - 17:58
Det offentlige rum, en kiste - ?
Hvis ikke grænsesøgende og outreret adfærd har sin plads på universiteterne, hvor så?
For det vilde giver da netop plads til at kæmpe for og kæmpe imod, hvorimod snerperne vil have ingen kamp overhovedet: censur af fredagsbartemaer og universitetsadministrativ styrelse af tilladte udklædninger etc; alt sammen under parolen, "der skal være plads til alle" - og det sagt uden en den mindste smule ironi.
Teis Iversen, det er ikke grænsesøgende eller outreret, det er en konsolidering af magtmønstre, der hæmmer vores land, og som vi faktisk var et langt stykke med ikke at acceptere længere. Men så kom den store reaktionære bølge, og nu står vi der igen.
Jens Thaarup Nyberg,
Det eneste rum 'uden krænkelser' jeg kan komme i tanke om, er døden: for den afdøde er selv den mest afskyvækkende adfærd ganske ligegyldig, selvsagt. I døden er vi alle ukrænkelige ;).
Men nu taler vi jo om de levende her, og for dem gives det som sagt ikke rum fri for krænkelser. Nok forsøger man sig på amerikanske universiteter med såkaldte 'safe spaces', 'trigger warnings', og andet godt fra det totalitære overdrev, men da den slags forsøg på at skabe 'krænkelsesfrie rum' af nogle også opleves som netop krænkende, imploderer hele projektet jo i og for sig...som man kunne forvente.
For hvem bestemmer, hvad der er krænkende? Dette er spørgsmålet, min herre.
Der er krænkelse, og der er fornedrelse, Torsten Jacobsen, her taler vi om det sidstnævnte. Det eneste andet sted, hvor man hører om den type dyssocial adfærd, er på drengekostskoler, hvor kampen for overlevelse er en integreret del af 'pædagogikken'.
Krænkelse er de to psykiatriske overlæger, der ikke kan udstå hinanden, hvorfor den ene, da de mødes på gangen, hvæser: De er en idiot! - Den anden replicerer med: Det er injurier! hvortil den første svarer: Nej, det er en diagnose! - Kun ligestillede kan krænke og blive krænket. Når man fornedres, må man bare holde gode miner til slet spil, for ellers bliver det værre; der er ingen udvej, og andre kører spillet for én.
Skal jeg imidlertid pege på en forandring, der skærper alvoren og gør modstand mere påtrængende, er det den nye generations dårlige vane med at søge bekræftelse i omverdenen.
Jeg er sikker på, at folk overlevede angreb på deres integritet bedre, fordi de ikke identificerede sig i samme grad med det, man påstod om dem. Det var den konkrete gevinst ved at komme fra et gymnasium, der uddannede ved at danne.
Torsten Jacobsen; - 02:15
Tak, vi dør altså ikke af mangel på krænkelser og må opleve klaustrofobi i kisten - men måske omvendt, når ´angst æder sjæle op´.
Pornoen blev sat fri, nu mangler vi bare, at få sat seksualiteten fri.
Men før det kan ske, må mennesket sættes fri. Altså må vi fordomsfrit og nøgternt studere begrebet frihed. Som i hvertfald ikke er at gøre lige, hvad man har lyst til uden hensyntagen til sammenhængen. Det gør vel ikke ondt at udvise social intelligens - både i det offentlige rum og i privaten? Det er ihvertfald en fordel, hvis man gerne vil omgås hinanden uden alt for meget ballade, og det vil man vel?
Selvom jeg kan have mine tvivl, når jeg ser på verdens gang.
Selv borgerne i de såkaldte demokratier er blevet voldført af den neoliberalistiske konkurrencestatsideologi, hvor de stærkeste dyr i junglen får de største bidder og dermed definerer færdselsreglerne. Det er klart, at når det er lykkedes den ene procent og co at forføre størstedelen af resten til at hoppe på den limpind, har det også betydning for kulturen på landets højeste læreanstalter. Anstalter? Ja, jeg kan forstå, at det ihvertfald ikke er den højere dannelse, man møder der, det lyder snarere som den rene forvirrede galimatias. Som et slalomløb imellem hårde studiekrav og løssluppen adfærd. Jeg måtte tidligt forlade den sektor - jeg er ikke til mentale pølsefabrikker men til fri tænkning. Vor frue bevar os vel for en dekadance vort potentielle paradis er plaget af.
Jeg synes det er sjovt det kun er mænd der kommenterer på klummen...
Eva og Randi lyder dog ikke særligt mandlige.
Eller - undskyld - næsten kun mænd - i øvrigt er forrige og denne kommentar ikke skrevet af Marie-Louise men af Lars
Jeg er mere overrasket over, at klummen er skrevet af en kvinde.
Det man burde stille som spørgsmål er vel er det anderledes i dag eller har Susan en gyldig pointe?? Det har jeg en fornemmelse af at hun godt kunne have, for jeg har oplevet noget tilsvarende i midt 90'erne. er det virkelig langt ude i skoven eller hvad?
"Pornoen blev sat fri, nu mangler vi bare, at få sat seksualiteten fri.
Men før det kan ske, må mennesket sættes fri. Altså må vi fordomsfrit og nøgternt studere begrebet frihed. ..."
Skal vi studere frihed løsrevet fra mennesket og dets seksualitet ?
Hvad er i grunden de mandlige tilsvarende tillægsord for 'krænkede' eller 'snerpede' ? Det er jo noget kvinder eller indvandrere eller handicappede eller andre mindrepriviligerede typisk kaldes, når de protesterer over nedgørelser.
Findes den slags ikke i mandlig udgave ? Eller kan den kun findes blandt den del af mænd, som har sat sig udenfor adstumperhed..
Kvinder kan også være afstumpede. Det er jo ikke derfor.
Men snerpet.. er det ikke det, man kalder mennesker, som man har nedgjort og som nægter selv at grine af 'morsomheden'?
Jeg forstår ikke rigtig, hvad du mener jens, men hvis vi fordomsfrit og nøgternt studerer begrebet frihed, er der jo ikke noget, man ikke må se på. Det er en personlig vurdering, hvad der er relevant.
Frihedsbegrebet handler for mig om at finde den balance, hvor individet nyder størst mulig personlig frihed og tillader den anden det samme. Enkelt i teorien, svært i praksis.
At fordelingsnøglen for overlevelsesressourcer er socialt funktionel, er en forudsætning for den personlige frihed.
Randi Christiansen; 03. oktober, 2017 - 17:00
Javist, friheden har vi, men løsrevet fra hvem og hvor vi er, giver begrebet ikke megen mening: vi må have frihed til et eller andet.
Lise Lotte Rahbek; 03. oktober - 12:47
I min barndom sagde vi; det man siger er man selv. Så snerpet eller krænket bliver vi alle, og om det så hedder noget andet når mænd er hhv.,er det ikke et spørgsmål om det politisk korrekte udtryk ?
@Biblioteket DIIS
Da du tilsyneladende er et bibliotek, burde du jo egentlig vide at der helt generelt er flere mandlige kommentatorer på Information. Og det uanset emnet. Jeg tror endda at det er reglen for online debat.
For sådan er vi mænd, jo. Skråler op og debatterer passioneret med vore lumre politiske kampråb, mens Fru Knorrenborg leder alle kvinderne an i en sagtmodig, from og passiv accept af vores natur.
;-P
Nok et opkog på en dødfødt debatartikel fra oktober 2017 i den mindst ringe.
Det går squ godt, det lille 'fjerdebølge-feministiske' redaktionelle guldur i St. Kongensgade 40C i disse for vort journalistiske prekariat m/k så vanskelige tider..... ;o)