Læserbrev

Tag sundhedsvæsnets nødråb alvorligt

14. september 2017

Vi ser det igen og igen: nødråb fra det sundhedsfaglige personale og patientorganisationer. Budskabet er klart. Der er ikke overensstemmelse med de opgaver, der bliver bestilt og de ressourcer, der bliver tilført. Det har fatale konsekvenser for arbejdsmiljø og patientsikkerhed.

Den gennemsnitlige liggetid – altså den tid en borger er indlagt på et somatisk sygehus – faldt fra 2009 til 2014 fra 4,1 dage til 3,5 dage. De nye supersygehuse forudsættes en endnu kortere liggetid. Det medfører et voldsomt behandlingspres.

Det politiske svar – uanset om det har været SRSF-regeringen eller VLAK-regeringen – har været produktivitetskravet. Der skal ydes to procent mere hvert år, uden kompensation. Konsekvensen har været, at økonomi er sat over faglighed. At operationer er blevet sat over genoptræning. Dokumenterbare ydelser over relationelle.

Det burde være indlysende, at den øvelse ikke kan gentages i det uendelige. Selv ikke 100-meterløbere forventes at kunne løbe to procent hurtigere hvert år. Hvorfor så sundhedspersonale?

Vi kan ikke bestille flere opgaver, uden at der følger ressourcer med. Hvis sundhedsvæsnet skal løse flere opgaver, uanset om det handler om behandlingsgaranti eller nye behandlingsforløb, skal der følge tilstrækkelige ressourcer med.

Vi skal også have et opgør med patenttyranniet fra medicinalindustrien. Samfundet må tilbageerobre retten til at udvikle og producere medicin fra medicinalindustrien. Hensyn til folkesundhed skal afgøre, hvilke behandlingsformer der skal forskes i – ikke profithensyn.

Vi må også have en prioriteringsdiskussion om, hvilke opgaver sundhedsvæsenet skal løse. Der udvikles konstant nye behandlingsformer. Nogle er ekstremt omkostningstunge og med begrænset effekt – men dog en effekt. Det er en samfundsmæssig og dermed politisk diskussion, hvorvidt alle nye behandlingsformer skal understøttes.

Hvis vi fremover vil have et velfungerende offentligt sundhedsvæsen, er det helt nødvendigt, at vi ikke blot lytter til de nødråb, der kommer fra personale og patienter. Vi skal også tage dem alvorligt og reelt handle derefter. Det skylder vi både patienter, pårørende og sygehusansatte.

Peder Hvelplund er folketingskandidat for Enhedslisten

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu