Læsetid 2 min.

Tal med dine borgere, Frank Jensen

Læserbrev
20. september 2017

Ved en demonstration den 12. september foran Københavns Rådhus hævede en kvinde et skilt over hovedet, hvorpå der stod: »Hvor er du henne, Frank Jensen?«. Demonstrationen var arrangeret af sammenslutningerne Jobcentrets Ofre og Næstehjælperne, og det er langtfra første gang, at der demonstreres foran rådhuset eller ved Københavns jobcentre.

Ved førnævnte demonstration kunne man høre en ganske ung pige fortælle om, hvordan det er at vokse op i en familie på kontanthjælp gennem flere år – med de afsavn og usikkerheder, det medfører. Da kontanthjælpsloftet blev indført, blev de økonomiske vilkår for familien yderligere forværret.

Moderen så derfor ikke anden udvej end at leje det ene værelse ud, så den lille familie på tre mennesker måtte bo i ét værelse. Pigen fortalte, hvordan det medførte, at hun gik psykisk ned og i en periode på trekvart år blev indlagt flere gange.

Ved samme demonstration var der også taler af pårørende til folk, som er syge, og af folk, som på anden måde har kontakt med det sociale system. Blandt dem en praktiserende læge, som har set sig nødsaget til at foreslå nogle af sine mest udsatte patienter at flytte til en anden kommune for at få bedre behandling i det sociale system.

Borgmesteren for dette område, Anne Mee Allerslev (R), er desværre ikke lydhør. Så det er på tide, at overborgmesteren træder til.

Kære Frank Jensen. Kom ud til disse demonstrationer og hør, hvordan nogle af de mest udsatte borgere har det i din by. Det ville give dig en større forståelse for, hvad forvaltningen i din by udsætter sårbare og fortvivlede mennesker for.

Jeg ved, at det i høj grad er lovgivningen fra Christiansborg, som sætter rammerne for, hvad der er muligt. Men reglerne forvaltes forskelligt i de forskellige kommuner, og København er en kommune, der tolker lovgivningen stramt. Og det går ud over borgerne.

Du taler så meget om, at København skal være en tryg by. Det skal den selvfølgelig være i det offentlige rum, men det bør den også være for den enkelte borger. Og det er tryghed, man fjerner, når det ikke er muligt at få støtte og hjælp, når sygdom og andre sociale begivenheder gør livet svært og uoverskueligt.

Lisbeth Saugmann bor på Nørrebro

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
    Lise Lotte Rahbek
  • Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
    Eva Schwanenflügel
  • Brugerbillede for Anker Nielsen
    Anker Nielsen
  • Brugerbillede for Katrine Damm
    Katrine Damm
Lise Lotte Rahbek, Eva Schwanenflügel, Anker Nielsen og Katrine Damm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel

Frank Jensen og Anna Mee Allerslev kunne tage ved lære af andre kommuner, som fx Norddjurs, hvor man har droppet måltallet for, hvor mange der må få førtidspension og fleksjob, tilføjet langt flere medarbejdere i Jobcentret, så sagsbunkerne er drastisk reducerede, og sparet 6 millioner indtil videre.