Læserbrev

To procent besparelser ødelægger den danske velfærd i fremtiden

7. september 2017

Professionshøjskolerne er nøglen til en moderne og stærk offentlig sektor.

Professionshøjskolerne ligger nemlig inde med muligheden for at uddanne dygtige og kompetente medarbejdere til den i forvejen pressede offentlige sektor – en mulighed regeringen overser.

Samtlige danske uddannelsesinstitutionerne er, i løbet af de seneste mange år, blevet ramt af kæmpe besparelser. Besparelserne har ramt uddannelserne hårdere, end jeg havde forestillet mig, og der er endnu tre års besparelser i vente på landets uddannelser. Det troede vi i hvert fald indtil nu.

Regeringen foreslår nemlig at udvide deres omprioriteringsbidrag med endnu et år. Det gælder også professionsbacheloruddannelser, der sørger for, at det danske velfærdssystem kan fungere med høj kvalitet.

Men når regeringen holder fast i de voldsomme besparelser, så får vi en ringere velfærd i Danmark, idet de studerende ikke klædes ordentligt på til mødet med elever, patienter, klienter og kunder. De studerende på de danske professionshøjskoler har udsigt til at se mindre til deres undervisere, og de næste par år kommer det kun til at gå én vej – færre konfrontationstimer.

Det er en kritisk udvikling, da vi ender med en generation af nyuddannede, der ikke har haft nok timer sammen med en underviser, der kan understøtte de studerende og guide dem mod forholdene ude i den virkelige verden.

Feedback fra en kvalificeret underviser er nødvendig, hvis regeringen vil fastholde en høj uddannelseskvalitet og dermed opretholde det velfærdssystem, som vi bryster os af over for omverdenen. Når regeringen vil skære yderligere to procent, vil det skade kvaliteten – ikke kun på uddannelserne, men også når læreren og pædagogen skal være der for vores børn ude i daginstitutionerne.

Det er en yderst kritisk udvikling, der må stoppes.

Christopher Ammentorp, Formand for Studenterforum UC.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu