Troværdighedens knofedt

Kusineparret Nanna og Lærke Winther har et fælles projekt: Winthertid.

Kusinerne konsoliderer et forlag, de endnu ikke helt har styr på. I detaljen. Det kommer. Der arbejdes på sagen. De forbereder den store reception. I god tid. Med champagne og grillmad. Winthertid er nemlig et specielt feministisk forlag for indlæste bøger. Første udgivelse i storformat er Moby Dick.

»Måubiii Dek,« siger skuespilleren Lærke, kunstneren af de to, mens kusine Nanna passer knapperne – i det omfang kvinder kan finde ud af teknik, det siger sig selv. Winthertid forbereder vejen til naturlig storhed i dansk litteratur. Forlæggerne har lånt et kælderlokale af en stærkt savnet mand i kansas og slagboremaskine, et rigtigt mandfolk, der ikke i overdreven forstand tåler dagens lys. Andre mandfolk er ude efter ham. Det drejer sig om penge. Mange penge. Derfor har kusinerne købt en peberspray.

Ifølge den indsigt i Winthertid som Radio24syv har leveret dagligt kl. 15, savner kælderfaciliteten nøgternt konstateret en nænsom hånd. Der lugter sådan set af tis, det nævnes nu og da i fortvivlelsens klarsyn, mens Lærkes lidenskab for grill sublimeres intellektuelt og inspireret, som forlaget bør præsentere sig: naturligt, ligetil uden vægt på det formelle, kun på kunstens vilkår i ambitionen om at kapre kendte mandlige forfattere til Winthertid.

Dag for dag får den, der er med på en lytter, supplerende indtryk af kælderen, hvor forlagets mødre, trods beskeden erfaring i branchen til gengæld en anelse over den første ungdom, kæmper en tapper kamp med Måubiii Dek og sætning efter sætning nærmere det fjerne mål.

Ser man sig omkring i forlagets domæne er lokalet ikke belastet af de bøger, der mangler i den reol, som kusinerne endnu ikke har fået stablet op mod den fugtige væg, hvor de til gengæld har sat kalenderblade op af handymen og maskulint brandpersonale i meget lidt arbejdstøj. Winthertid er jo et feministisk forlag.

Da kusinerne skal have fint besøg af kendt forfatter, kommer de i tanker om, at de måske alligevel bør begrænse de mest synlige hygiejniske mangler i det vinduesløse rum uden distraherende luksus og med stakke af aflagte pizzabakker på gulvet.

Kusinerne udarbejder en indkøbsseddel: store plastikposer til pizzabakkerne, klude, kost, fejespån. Og husk knofedt, det skal de endelig huske at købe rigeligt ind af; knofedt er det helt rigtige. Sært nok lykkes det ikke den trods alt mere praktiske Nanna at slå rengøringsmidlet knofedt op på Silvans hjemmeside.

Forlagets talende leksikon giver heller ikke tilfredsstillende svar. Og så bliver rengøringen jo ikke til noget, da de allerede på forhånd har glemt plastikposerne, hvilket er af mindre betydning, når målet er en stand på Bogmessen og et åndeligt møde over en kop kaffe og brød med Carsten Jensen, hvis fingre er helt forknudrede af at skrive sine meget, meget lange bøger i hånden. Det er sikkert og vist, de har styr på det i Winthertids kælderlokale hver dag på 24syv kl. 15-16, når Måubiii Dek med mange indskud og endnu flere indskydelser svømmer frem mod næste kapitel.

Winthertid: Et forlag til tiden, et forlag i tiden, hvor alt kan lade sig gøre i en zinkspand, selv om man ikke bruger den til gulvvask, men til gengæld drømmer om en handymand og en kuglegrill.

Afsnittet, hvor kusinerne Winther sætter knofedt på indkøbssedlen, kom dagen efter regeringens svar på Pinocchios næse: Esben Lunde Larsen (V) meddelte, at hans ministerium i den kreative konstruktion af miljø og modstridende landbrug under én hat i fremtiden vil koncentrere sig om troværdighed. En vare, den fiskekvotereducerede minister åbenbart mener, man kan levere ved beslutning og lydige embedsmænd. Købe sig til troværdigheden som kusinernes knofedt.

Det er sagt før, men skal gerne gentages: Når politikere får lyse ideer om bløde værdier med hensigtserklæringer i floskelform om integration, kultur i kanon, miljø, ligestilling, osv. er det så godt som sikkert, fordi disse ord og vendinger dækker over noget, der ikke findes og ikke kommer til det, da en virkeliggørelse i konsekvent forstand aldrig var meningen. Når kulturen har det skidt, og kunstnerne sulter, får de et kulturministerium, der siden beskæres som salami.

Sundheden mistrives, ventelisterne vokser, utilsigtede hændelser bliver følelige, folk dør af det, og det hele lægges ind i et sundhedsministerium. Ministeriet for skatter og afgifter kvastes i sin tid af Den Store Kreative Bogfører og bliver i de efterfølgende års voksende panik over katastrofens omfang til sidst kaldt SKAT. Funktionen er udhulet og mere en påstand end et væsen, derfor må man påkalde sig væsenets ånd ved dets kerneydelse.

Det svarer til i opgivende erkendelse af tilværelsens tomhed og religionens falske forhåbninger at kalde Kirkeministeriet Gud.

Et troværdighedsministerium rammer hovedet på sømmet.

Få personer – uden for kvotefiskernes snævre kreds samt de af landbrugets folk, der hælder gylle i drikkevandet – har tillid til ministeren med det tonløse mæle og øjet som det skabtes himmelvendt. Kortsigtede og snæversynede erhvervsinteresser er stemplet i panden på knægten, hvis interesser modsat af det langsigtede er så prisværdigt åbenlyse, at de skumle motiver afdækker sig selv, mens næsen vokser.

Lunde Larsen er trods alt ikke hverdagskost i dansk politik – trods alt, denne pantsatte bondedreng i kvotekongens seng. Når en sådan holbergsk komediefigur nu vil markedsføre troværdighed, kan man uden at blive skinger tale om newspeaks ping- og pampersprog.

Eller bare fis i en hornlygte ved konstateringen af den konsekvent pinagtig mangel på lige netop den vare, som ministeren påberåber sig. Som knofedt på hans tomme hylder.