Kronik

Den tyske højrefløjs sejr er et tegn på dens svaghed

Da Merkel kom til magten i CDU, indså hun, at partiet kun kunne vinde midtervælgerne og magten, hvis det gjorde op med sin nationalkonservative højrefløj. Det højrenationale AfD er altså ikke en succeshistorie, men afspejler, at højrefløjen er marginaliseret i Tyskland
Merkels konservative parti, CDU, har i årevis fortrængt dets nationalkonservative tradition. Det har skabt et tomrum for højrenationale bevægelser som Alternative für Deutschland (AfD), mener dagens kronikør. Her en demonstration for netop AfD i 2015.

Merkels konservative parti, CDU, har i årevis fortrængt dets nationalkonservative tradition. Det har skabt et tomrum for højrenationale bevægelser som Alternative für Deutschland (AfD), mener dagens kronikør. Her en demonstration for netop AfD i 2015.

Colin McPherson

23. september 2017

Når stemmerne efter det tyske valg er talt op i morgen, vil det indvandrerfjendtlige og EU-kritiske parti Alternative für Deutschland (AfD) efter alt at dømme have fået en stor sejr.

Der er stor sandsynlighed for, at partiet med 10-15 procent af stemmerne vil blive det tredje stærkeste parti i Forbundsdagen, mens Socialdemokraterne ser ud til at få et katastrofevalg, der bringer dem helt ned på 20 procent af stemmerne.

Kommentatorerne vil sikkert være i et vist chok over AfD's store succes, nogle vil tale om flygtningekrisens betydning, andre henvise til den stigende økonomiske ulighed i Tyskland og måske oven i købet anbefale Angela Merkels konservative parti CDU at åbne for et samarbejde med AfD.

Ser man nøgternt og med lidt historisk afstand på AfD's formodede succes ved valget, tegner der sig imidlertid et anderledes billede. I realiteten viser succesen nemlig især de nationalkonservative positioners marginalisering i det nuværende Tyskland.

Nationalromantik

I modsætning til, hvad man ofte hører fra danske kommentatorer, har stærkt nationalkonservative positioner nemlig altid været til stede i den tyske efterkrigshistorie. De har stortrivedes i Forbundsrepublikken gennem hele efterkrigstiden, og især i det konservative parti, CDU, eksisterede der fra 1950’erne en stor og indflydelsesrig højrefløj, der forsvarede klassiske, nationalkonservative synspunkter.

Denne fløj stod særligt stærkt i det overvejende katolske Sydtyskland, hvor traditionelle familieværdier, en etnisk funderet nationalisme og et stærkt nationalromantisk syn på den tyske historie var udbredt. Gennem hele den tyske efterkrigshistorie var denne fløj til stede, og den dominerede delvist de politiske debatter.

’Nye tyskere? Dem laver vi selv!’ lyder teksten under den gravide, hvide mave på det indvandrerkritiske Alternative für Deutschlands valgplakat. Partiets ene spidskandidat, økonomen Alice Weidel, viste sig at være rygende uenig i budskabet, da Information mødte hende i Berlin.
Læs også

Den var kritisk over for indvandring, definerede Tyskland gennem afstamning og etnicitet og anså kvinde- eller LGBT-bevægelsen som nationens undergang. Og den var magtfuld. Det er for eksempel sigende, at homoseksualitet først blev fuldt ud legaliseret i Tyskland i 1994, og at voldtægt i ægteskabet først i 1997 blev erklæret ulovligt – den nye lov mødte i øvrigt stærk modstand i dele af det konservative parti, der ville beskytte familiens »privatsfære« mod statens indflydelse.

På det erindringspolitiske område så det endda ud til, at traditionelle nationalkonservative positioner og syn på historien var på vej til vinde indflydelse. Forestillinger om, at Hitlers værnemagt var »sauber«, og at det var på tide at »genvurdere« Tysklands mørke historie, var udbredte gennem hele den tyske efterkrigshistorie.

I 1990’erne så det ud til, at de traditionelle nationalkonservative positioner virkelig havde fået vind i sejlene: Efter genforeningen sås en massiv opblomstring af nationalismen i Tyskland, hvor mange af de positioner, der i dag findes i AfD, var på vej til at blive mainstream i Tyskland. De var aldrig marginaliserede, men stod stærkt i samfundet.

Løsningen Merkel

Det afgørende skifte kom omkring årtusindskiftet. Ved forbundsvalget i 1998 blev det tydeligt, at de mange nationalkonservative positioner, som stadig var udbredte i CDU, ikke længere var attraktive for især yngre vælgere i byerne.

CDU tabte ikke kun valget i 1998, men havde også mørke fremtidsudsigter: Især de unge vælgere i byerne kunne ikke længere forholde sig til det støvede familiesyn og de nationalkonservative tolkninger af historien, som fortsat stortrivedes i det konservative parti.

Det kriseramte, forstenede CDU var på vej til at tabe vælgerne i midten af samfundet. Tallene var dramatiske: Vælgerne havde flyttet sig væk fra de traditionelle, konservative positioner.

Løsningen på problemet hed Angela Merkel. Da hun overtog partiet i 2000, fik hun som bunden opgave at gøre partiet attraktivt for de yngre vælgere i midten af samfundet.

Merkels »moderniseringskurs«, som man har kaldt hendes bevægelse mod midten, udspillede sig især på det værdipolitiske område: familiepolitik, indvandringspolitik og synet på historien skulle moderniseres. Tyskland skulle lanceres som et moderne land, hvor mangfoldighed var en styrke og ikke en ulempe.

For at kunne gennemføre det kursskifte, var Merkel nødt til at stække den historisk set indflydelsesrige nationalkonservative fløj i sit eget parti.

Hver gang en af dens mange repræsentanter stak hovedet frem og ævlede om den såkaldte tyske skyldkultur og det nødvendige opgør med den, fik vedkommende en over næsen af den nye partiformand, der end ikke veg tilbage fra at ekskludere medlemmer af partiet, selv hvis de sad i Forbundsparlamentet. Der skulle ryddes op i partiets højrefløj for at gøre det attraktivt for midten.

Hjemløse nationalkonservative

Manøvren er lykkedes. I dag står partiet enormt stærkt blandt eksempelvis yngre kvinder og moderne familier. Samtidig var alle klar over, at Merkels moderniseringskurs ville skabe et tomrum til højre for partiet.

Der, hvor CDU’s nationalkonservative fløj havde repræsenteret de traditionelle familiesyn, en klassisk nationalisme og stærkt indvandrerkritiske stemmer, var der nu… ingenting. De nationalkonservative positioner var blevet hjemløse.

I mere end 15 år har man derfor ventet på et parti til højre for CDU, der ville kunne udfylde tomrummet. Der var mange forsøg, dog for det meste ganske håbløse.

Det står åbent, hvad Merkel egentlig vil på det europapolitiske område – og hvilken indflydelse hendes regeringspartnere vil få.
Læs også

Det er først i forlængelse af euro- og flygtningekrisen, at det er lykkedes for AfD at samle vælgerne fra den nationalkonservative højrefløj, som i årevis ikke har haft en hjemstavn i det politiske landskab.

Flygtningekrisen har spillet en vigtig rolle som støtte til mobiliseringen, men den er hverken årsagen eller forklaringen: De nationalkonservative positioner var udbredte i samfundet før, de var tidligere blot indbundet i det konservative parti, inden Merkel af valgtaktiske årsager skubbede dem ud af partiet. De var simpelthen en hindring for partiets mulighed for at vinde valgene.

Intet tysk højreskred

AfD's forventede succes ved valget på søndag skaber uro, ikke mindst i CDU. Men de mange tolkninger, der antyder, at AfD vil ryste Tysklands politiske landskab i sin grundvold, overser, at partiets succes er bygget på en grundlæggende marginalisering af deres positioner fra den politiske mainstream.

I forskellige undersøgelser fremgår det tydeligt, at deres tilhængere på det værdipolitiske område signifikant adskiller sig fra resten af de tyske vælgere. Og hvor næsten to ud af tre tyskere er bange for, at Tyskland vil bevæge sig mere til højre, synes kun 27 procent af vælgerne, at Tyskland står for langt til venstre.

Der er intet tegn på en grundlæggende højredrejning af Tyskland. AfD's formodede succes er derfor alt andet end netop en succeshistorie: Den afspejler, at partiets positioner er blevet marginaliseret i Tyskland.

Samtidig forklarer denne baggrundshistorie, hvorfor Merkel på ingen måde har mulighed for at åbne sit parti mod højre, for slet ikke at tale om et eventuelt samarbejde med AfD.

Godt nok blev indenrigsminister Thomas de Maizière under valgkampen af og til sendt ud for at fiske i højrefløjens brune vand, men på sigt kan Merkel ikke tillade sig at genåbne partiet for de traditionelle, nationalkonservative positioner. Hvis de positioner igen vandt udbredelse i CDU, ville de moderat konservative vælgere løbe skrigende bort.

Selvfølgelig kan det tænkes, at det lykkes AfD på sigt at gøre deres positioner attraktive for midten af samfundet igen, men der er intet, der peger i den retning. Det mest sandsynlige scenarie er, at AfD's nuværende bevægelse længere og længere mod det ekstreme højre vil skubbe de nationalkonservative, borgerlige vælgere væk fra partiet.

Om de i så fald vil gå tilbage til CDU, er usikkert. Men så længe Merkel sidder på midten af samfundet, hvor vælgerne befinder sig, har hun intet at frygte.

Moritz Schramm er lektor ved SDU

Serie

Hvorfor skulle Tyskland ikke vælge Merkel?

Den 24. september går tyskerne til valg i en tid, hvor Tyskland oplever en mageløs økonomisk optur, og kansler Merkel kaldes Europas og endda hele den frie verdens leder.

Men tyskerne lever også i tid, hvor deres leder ikke leverer løsninger for Tysklands store grupper af lavtlønnede, for landets store integrationsproblemer, for den vaklende energiomstilling og for den stadig større splittelse mellem land og by.

Information spørger nye og gamle, unge og ældre tyskere, hvordan de ser på sig selv, deres land og den evige Merkel.

Seneste artikler

  • Jamaicakoalitionen er sandsynlig, men risikabel, for Merkel den Fjerde

    23. september 2017
    Efter det tyske valg sidder den formodede vinder, Angela Merkel, med fire mulige koalitioner. Hvilken det ender med, er afgørende for Merkels formodentligt sidste periode. Vi giver her et overblik
  • Europas fremtid tegnes i valggyseren mellem de små tyske partier

    23. september 2017
    Angela Merkel har i valgkampen været stille om sine planer for Europa og euroen. Søndag genvælges hun sandsynligvis til sin sidste regeringsperiode som tysk kansler og EU’s uformelle leder. Hvilken vej hun vil lede unionen afhænger også af, hvem hun kan danne tysk regering med
  • Tysklands liberale enmandshær står til at blive valgets sejrherre

    23. september 2017
    Det liberale FDP har ført en personfikseret og succesfuld valgkamp med Christian Lindner i spidsen. Hvis hans parti skal sidde med i Merkels kommende regering, vil han forhandle hårdt for en mere liberal linje, mener tysk partiforsker. Men Lindner sælger sin politik med en afdæmpet retorik
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Marve Fleksnes
Marve Fleksnes anbefalede denne artikel

Kommentarer

Gustav Alexander

Det virker ikke sandsynligt at et "støvet familiesyn" og andre identitetspolitiske emner, skulle have gjort de radikale udfald mod den moderne politiske udvikling i Tyskland. Merkel har - som Blair og andre neoliberale - gjort sig "venstreorienteret" på de gratis, ikke-økonomiske emner og herved hentet den politiske kapital til at forblive på magten.

Stikpiller såsom minijobs - der nærmest redefinere begrebet ansættelse - kan spises, så længe det følges op med tilpas "humanistiske" og "internationalistiske" udtalelser om et "åbent" samfund. Det er det rene charlataneri.

Utilfredsheden med immigranter samt flygtninge er ikke et identitetspolitsk perceptionsspørgsmål, som man på centrummet af politik gerne vil gøre det til. Det handler ikke om en opfattet, falsk og racistisk misforståelse af "the other" - det handler om en ganske reel konkurrence om finitte resourcer - velbetalte jobs, som Merkel har gjort sit for at udrydde så man kunne få en """SUND""" økonomi - med en principielt infinit strøm af ny, billig arbejdskraft. Hertil svares det ofte "Jamen studier viser jo .." - jeg ser gerne det studie, der modbeviser jernloven om at mere konkurrence om få arbejdspladser leder til dårligere forhandlingsvilkår for arbejderne.

Bekymringen angående indvandring er altså materielt funderet og ikke et udtryk for en pludseligt opstående, spontan racisme over hele verden (en grinagtig ikke-forklaring). Hvad forklares så socialdemokraternes implosion? Det siger vel sig selv, at et "venstrefløjsparti" der blot agere politisk vedhæng til Merkel, må erstattes af et parti, som rent faktisk har andre visioner. Det kan vel ikke undre at AfD i den sammenhæng bliver super populært.

Vi må på venstrefløjen også spørge; hvad fanden laver Die Linke? det er en enorm fejl at de ikke har præsteret - som så mange andre steder i europa - at tøjle utilfredsheden til deres fordel. Det vidner om at vi evt har brug for nye, mere radikale venstrefløjspartier.

Maria Jensen, Flemming Berger, Jes Balle Hansen , Marve Fleksnes, Torben K L Jensen, Trond Meiring og Michael Hullevad anbefalede denne kommentar
Johnny Winther Ronnenberg

Dennis Jensen

"Det vidner om at vi evt har brug for nye, mere radikale venstrefløjspartier."

Vi har nærmere brug en samarbejdende venstrefløj med en reelt samlende politik.

Marve Fleksnes, Henriette Bøhne og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Produktiviteten gør, at der altid vil være langt mere arbejdskraft, end der er brug for. Det handler om at forvalte fordelingen af samfundets ressourcer, og det handler om magt. Herhjemme er intet af større betydning for den manglende løn- og anden fremgang for lønmodtagerne end de forringelser af dagpengene, der har fundet sted, herunder muligheden for at miste retten - for dermed blev det stærkeste våben vristet fagbevægelsen af hænde: at man ikke forarmes, selvom man oplever arbejdsløshed eller andre sociale begivenheder.

Det er egentlig påfaldende som Die Linke overhovedet ikke omtales i valgkampdækningen her i landet. Partiet Venstres egen kanal, TV2 News, har dog vist, at partiet - der indtil i dag har været landets tredjestørste parti og dermed leder af oppositionen - står til ni eller ti procent af stemmerne.

Jes Balle Hansen , Marve Fleksnes og Henriette Bøhne anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Hvis det britiske Labour under ledelse af Jeremy Corbyn beslutter sig at blive i EU på de betingelser Cameron havde forhandlet sig frem til ville det være et kraftfuld boost til den skrantende venstrefløj. En ting er sikkert - Der bliver taget op på kongressen i Brighton og det har måske en chance.
Efter "The decline and fall of socialdemocratism" i Europa "kunne" Corbyn og Labour får de sørgelige rester til redefinere målene og søge et samarbejde om fælles strategier hen over grænserne. I denne sammenhæng SKAL man lære at samarbejde med den gryende vestrefløj og indrømme at den tredje vej var en fatal fejltagelse.

Gustav Alexander, Niels Duus Nielsen og Marve Fleksnes anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Hvis det sker - kan Labour være helt sikre på 10 Downing Street og med en populær Corbyn som PM.