De ubekvemme rettigheder

På engdraget Runnymede ved Themsen syd for Heathrow samledes i sommeren 1215 repræsentanter for de engelske baroner og tvang John Lackland (Johan uden Land) til at sætte sit kongelige segl under Magna Carta.

Det store frihedsbrev eller kontrakten mellem stormænd og konge, genudstedt i flere reviderede udgaver som håndfæstning eller tidlig statsforfatning, definerede og begrænsede kongemagten – ikke til fordel for folket, men for baronerne.

En af de vigtigste bestemmelser, foruden sikring af de besiddendes besiddelser mod kongens begær efter det land, som kong John så udpræget ikke besad, var garantien for, at ingen frimand (baronerne) kunne sættes i spjældet uden habeas corpus-aktens mellemkomst i en retshandling (bestående af ligesindede baroner). Bestemmelsen går igen i så at sige alle senere forfatninger som klar forudsætning for en rimelig retspleje. Habeas corpus er samtidig den retsgaranti, der som det første ophæves ved statskup og i diktaturer, i fald den overhovedet har været gældende.

Den europæiske forestilling om menneskets ret til juridisk korrekt frihedsberøvelse, stammer fra Runnymede, uden at man med rimelighed kan hævde, at korrektheden nogensinde har været en selvfølge.

Mørk middelalder

I retshistorien kan man konstatere, at menneskers lovfæstede og praktiserede ret til fundamentale frihedsgoder i det hele taget er undtagelsen. Undertrykkelse, overgreb, myndighedsvold, vilkårlighed, justitsmord ved hårrejsende samlebåndsdomstole og mord i mørke på afvigere og oprørere er reglen.

Et vindue i elendigheden mod mere barmhjertige forhold åbnedes i tiden efter de borgerlige revolutioner i 1800-tallet, hvor skåltalerne var mange, men hvor mennesker uanset højstemtheden helt afhængigt af indkomst og status forblev ulige for loven med lavkasterne tilsidesat i rettighedsrusen, mishandlet af systemerne.

Det 20. århundrede opviser i næsten enhver henseende frem til 1989 en yderligere lavkonjunktur i den kollektive retshistorie.

Mørk middelalder, lyder det, når noget er uforeneligt med vore værdier. Udsagnet er en hån mod  højmiddelalderens glansperiode, der i umenneskelighedernes omfang, skønt de var rigelige nok, er søndagsskole i forhold til 1914-89 med streg under 1923-53.

Netop denne periode var efter Anden Verdenskrigs civilisationssammenbrud begrundelse i gode folks bestræbelser på at sætte menneskers ret i højsædet

Erfaringerne om krig og diktatur, om statsløse og andre på flugt, tusinder og atter tusinder i mellem- og efterkrigstidens Europa henvist til usle herberger drivende rundt som vraggods fra det ene tilfældigt tålte ophold til det næste, alt det satte skub i en nyformulering af grundlæggende principper. Landene knæsatte disse i erklæringen om de europæiske interstatslige alvorligt mente menneskerettigheder.

Blind retfærdighed

Rettighederne måtte i ånd og bogstav opfattes som universelle. Globale, siger man nu. Rettighederne var ufravigelige, kontrahenterne forpligtede sig på dem.

At smukke hensigter ikke var tilstrækkeligt at nedfælde på papir, viste Amerikas historie. Herfra stammede de storslåede ord om alle menneskers (mænds) lige ret. Udgangspunktet er menneskers (mænds) lighed i skabelsesøjeblikket. Enhver med blot spinkelt kendskab til USA’s historie ville vide, at den side af sagen lå det tungt med, og at folk med andre hudfarver end forfatningens fædre ikke havde del i ligheden og derfor heller ikke som de fattige delte den dermed forbundne blinde retfærdighed.

George Orwell tog sig af kommunismens lighedsideal, hvor nogle som bekendt er mere lige end andre.

Rig på vished om skrøbeligheden i ideale bestemmelser indebærer almene overordnede rettigheder risiko for, at nogen skal afgive noget til fordel for andres ret.

Og i øvrigt have ulejlighed af abstrakte juridiske og filosofiske ideer, der bliver ubehageligt konkrete, når flygtningen står på måtten med sin papkasse i en snor og tre sultne børn, eller tiggeren ved Nørreport Station stikker en utryghedsskabende underkop frem, eller når bandemedlemmer, der har forbrudt sig ikke bare kan udvises til et land, der ikke er deres og aldrig har været det, og mod hvem straffen aldrig kan blive streng nok. Ja, så sker det, at menneskerettighederne bliver så vedkommende for disse uvedkommende andre, at enhver kan forstå, at de bør revideres. Således som regering og folketingsflertallet nu står over for at gøre.

Ideologisk er vejen beredt gennem mange år.

Så hellere en grænsemur

Sangen synges om nationale værdier truet af så det ene, så det andet – som oftest andres ret i egen boldgade til elementære livsbetingelser.

Men man behøver ikke spytte på flygtninge på motorvejen. Paragraffer i reel strid med de mest fundamentale ideer i menneskerettighederne, såsom at søge en værdig tilværelse for sig og sine, bringes rask væk i anvendelse; folk, der bistår flygtninge, idømmes bøder, som slår bunden ud af budgettet. Alene af den grund er det værd at revidere og nedtone menneskerettighederne i grænseoverskridende forstand til et minimum. Det er jo urimeligt at udsætte egne borgere i den misforståede hjælpsomheds ærinde for at blive kriminelle, så hellere en grænsemur.

Den nationalkonservative ideologi ved Søren Krarup har år tilbage i erasmusmontanusk forstand bevist menneskerettighedernes syndige guddommeliggørelse af mennesket, hvor sidstnævnte knejser i blasfemisk højde og gør rettighederne til afgud. Ifølge dén kogebog i lutheransk marinade har man at blive ved sin læst i kald og i stand og lader Vorherre og myndighederne om resten. Konsekvenserne rammer jo heller ikke andre end dem, der har allermest brændende behov for opbrud, flugt, forandring og hjælp.

Og så er det også billigere.

De, der nu vil menneskerettighederne til livs – og vel sagtens får held med demonteringen et godt stykke ad vejen – har selv fortjent at få behov for deres beskyttelse.