Gamle reoler, sofaer, havemøbler, stole, borde og alt muligt andet skrald gør fortovene ufremkommelige i mit villakvarter ca. en gang om måneden. Så ved man, det er tid til storskrald igen. Kommunen er endda så service-minded, at de sender en påmindelse ud aftenen forinden, så man ikke misser chancen for at få smidt ud og komme af med sit såkaldte ’storskrald’.
Det er nemt og bekvemt, og at dømme på skraldemængderne, der måned efter måned materialiserer sig ved vejkanten, så er det en service, mange er glade for.
Men i fremtiden vil man undre sig over denne – i deres øjne – uciviliserede og vulgære praksis. Præcis, som vi i dag synes, det er forkasteligt at smide øldåser i naturen, vil børn i fremtiden stirre med vantro på deres bedsteforældre, når de fortæller, at man i gamle dage blev direkte opfordret af kommunen til at smide ud.
At staten ligefrem systematisk understøttede brug og smid væk-kulturen ved at kalde ressourcer for skrald og dermed sanktionerede en tankegang om, at udtjente produkter er værdiløst skrald, vil være ubegribeligt.
Og det er da også et paradoks, at vi kan udvikle nanoteknologi, fremstille kunstigt kød i tanke, lave førerløse biler og gøre store fremskridt inden for medicin og forskning, men at vi stort set ikke har gjort mentale, organisatoriske eller teknologiske fremskridt, når det gælder effektiv udnyttelse og genanvendelse af forbrugsmaterialer siden 1800-tallet.
For siden den industrielle revolution har verdens virksomheder hovedsageligt produceret efter en lineær tankegang: Vi udvinder råstoffer, producerer, forbruger og smider væk. Vi har vænnet os til, at produkter har en begrænset levetid, og skabt mere affald end nogensinde før i menneskehedens historie.
Skrald er begyndelsen til noget nyt
Alligevel tør jeg godt forestille mig, at vi inden længe ikke vil have ordninger, der kaldes ’storskrald’. For det er givet, at klodens indbyggertal vokser fra syv til ti milliarder over de næste årtier. Alt tyder på, at tre milliarder ekstra vil rykke op i middelklassen, hvor man efterspørger bil, køleskab, vaskemaskine og mobiltelefon. Og alle beregninger viser, at der ikke er naturressourcer til at dække behovet. Det ville kræve, at vi har tre jordkloder at trække på.
Regeringens Advisory Board for cirkulær økonomi slog i juni fast, at vi skal gentænke vores måde at forbruge på. Vi skal transformere den nuværende lineære økonomi til en cirkulær økonomi. En økonomi, hvor vi bevarer produkter og materialer i kredsløb og udnytter deres værdi så længe som muligt.
Det, der tidligere var affald, skal i langt højere grad fungere som værdifulde input i nye produkter. Brug og-smid-væk-kulturen skal erstattes med et nyt tankesæt, hvor der er god økonomi i at dele. I at vi designer vores produkter, så de kan repareres og vedligeholdes. I at gøre genbrug og genanvendelse til normen. Affald skal ikke længere være slutningen på vores forbrug, men begyndelsen.
Nogle siger, at den transformation, vi står over for, er på højde med opbygningen af velfærdsstaten. Det kræver et seriøst paradigmeskifte og opgør med veletablerede dogmer om vores forhold til skrald, men Advisory Boardet peger på, at Danmark kan blive foregangsland, og er kommet med 27 opskrifter på omstillingen, som rammer både det offentlige, den enkelte borger og virksomheder.
Vi står på tærsklen til store forandringer, og transformationen kan virke overvældende, men der er åbenlyse steder at tage fat allerede nu. F.eks. kunne vi tage et opgør med statens systematiske opfordring til at smide ud, når de omtaler vores ressourcer som ’skrald’.
Præcis som man omdøbte ’sygesikringskortet’ til ’sundhedskort’ for at understrege et nyt fokus på forebyggelse af sygdom, så kunne vi omdøbe vores ’storskraldsindsamling’ til ’genanvendelsesindsamling’. Lad os starte den store omstilling med at sende ordet storskrald til storskrald.
Signe D. Frese er CSR-direktør i COOP. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning
Åhnej. Ikke flere moderne ord med 'fremdriftsreformer', skatte'lettelser', cafepenge og incitamenter. Jeg magter det ikke. Har ikke engang opfattet at det hedder sundhedskort, eftersom langt hovedparten af de mennesker jeg møder, kalder det et sygesikringskort.
Jeg tror ikke på, at ordene skal formes før handlingerne. Spin og ordskvalder har vi rigeligt af og DET skal skriottes
Bortset fra det, er jeg naturligvis enig. Genbrug = ressourcer.
Jeg synes da der er blevet gjort en del .. - for at forhindre folk i at genbruge, altså. Politiet kører rundt og tjekker at folk ikke opsamler storskrald - det gjorde de dælme ikke da jeg var barn - men det har de så åbenbart tid til nu fordi de ikke har noget rigtigt politi arbejde at lave - det må være konklusionen.
På "genbrugspladserne" er der skilte om at man ikke må opsamle ting... Jeg er elektro-ingeniør og reparerer alt som kan betale sig (bortset fra timeløn) - hver gang jeg er på genbrugspladsen ser jeg for 1000vis af kroner fine ting smidt ud, som kunne laves for få kroner.
Der burde være ubetinget pligt til at ting skal til genbrug hos dem, der kan bruge dem.
I morges blev jeg glad, jeg så en kommunal gadefejer - med en kost! Det har jeg ikke set i årevis. Nu mangler vi bare at folk, som ikke nødvendigvis er ansat ved kommunen, begynder at feje for deres egen dør, sådan som man gjorde før verden gik af lave, dvs før vi fik de der larmende gadefejemaskiner som larmer ad helvede til - nogle gange også om søndagen, mens de kun opfanger halvdelen af skidtet.
I øvrigt er der ikke noget at sige til at vi smider ting ud i hober, når de alligevel er gået i stykker fordi de ikke holder.Til gengæld koster de ikke så meget i anskaffelse, når de er importeret fra Kina. Billigt skrammel, der ikke kan repareres, er umiddelbart godt for både verdensøkonomien og privatøkonomien, men skidt for miljøet.
I the Guardian her til morgen (tror jeg nok det var), var der en artikel om at langt de fleste drikkevandsprøver indeholder mikroplast fra vores latterlige omgang med plastik. Dette måles også i kroppen på mennesker og dyr. Dyr som vi så spiser og optager mere plastik fra. Plus alt den andre forurening vi også spiser. Derudover er der mikroplast i atmosfæren så vi indånder det også.
Det rigtigt sjove i den artikel er, at ingen ved om det er farligt eller ej. Og indtil man gør det kommer der nok ikke bedre filtrering af drikkevandet.
Mit gæt er, naturligvis, at det er farligt, da mikroplastik når det nedbrydes aller mest kan trænge ind i vores celler. I hvertfald ifølge den artikel jeg tror var fra the Guardian.
Henrik. Artiklen er fra the guardian. Har læst den tidligere i dag☺
Cykel låse klippes over og cykler sættes på et lad, trods de er brugbare. Dette gjorde Købwnhavns kommune midt i feriesæsonen. Og, ja en helvedes larm fra morgen til aften med maskiner, så store som traktorer. Skraldespande der er overfyldte og hvor alt flyder over, og vejarbejde hver eneste år det samme sted. Det er virkeligheden i Mortens Kabels København. Det er en rædselsfuldt.