Vores børnebørn vil undre sig over vores vulgære forhold til skrald

Gamle reoler, sofaer, havemøbler, stole, borde og alt muligt andet skrald gør fortovene ufremkommelige i mit villakvarter ca. en gang om måneden. Så ved man, det er tid til storskrald igen. Kommunen er endda så service-minded, at de sender en påmindelse ud aftenen forinden, så man ikke misser chancen for at få smidt ud og komme af med sit såkaldte ’storskrald’.

Det er nemt og bekvemt, og at dømme på skraldemængderne, der måned efter måned materialiserer sig ved vejkanten, så er det en service, mange er glade for.

Men i fremtiden vil man undre sig over denne – i deres øjne – uciviliserede og vulgære praksis. Præcis, som vi i dag synes, det er forkasteligt at smide øldåser i naturen, vil børn i fremtiden stirre med vantro på deres bedsteforældre, når de fortæller, at man i gamle dage blev direkte opfordret af kommunen til at smide ud.

At staten ligefrem systematisk understøttede brug og smid væk-kulturen ved at kalde ressourcer for skrald og dermed sanktionerede en tankegang om, at udtjente produkter er værdiløst skrald, vil være ubegribeligt.

Og det er da også et paradoks, at vi kan udvikle nanoteknologi, fremstille kunstigt kød i tanke, lave førerløse biler og gøre store fremskridt inden for medicin og forskning, men at vi stort set ikke har gjort mentale, organisatoriske eller teknologiske fremskridt, når det gælder effektiv udnyttelse og genanvendelse af forbrugsmaterialer siden 1800-tallet.

For siden den industrielle revolution har verdens virksomheder hovedsageligt produceret efter en lineær tankegang: Vi udvinder råstoffer, producerer, forbruger og smider væk. Vi har vænnet os til, at produkter har en begrænset levetid, og skabt mere affald end nogensinde før i menneskehedens historie.

Skrald er begyndelsen til noget nyt

Alligevel tør jeg godt forestille mig, at vi inden længe ikke vil have ordninger, der kaldes ’storskrald’. For det er givet, at klodens indbyggertal vokser fra syv til ti milliarder over de næste årtier. Alt tyder på, at tre milliarder ekstra vil rykke op i middelklassen, hvor man efterspørger bil, køleskab, vaskemaskine og mobiltelefon. Og alle beregninger viser, at der ikke er naturressourcer til at dække behovet. Det ville kræve, at vi har tre jordkloder at trække på.

Regeringens Advisory Board for cirkulær økonomi slog i juni fast, at vi skal gentænke vores måde at forbruge på. Vi skal transformere den nuværende lineære økonomi til en cirkulær økonomi. En økonomi, hvor vi bevarer produkter og materialer i kredsløb og udnytter deres værdi så længe som muligt.

Det, der tidligere var affald, skal i langt højere grad fungere som værdifulde input i nye produkter. Brug og-smid-væk-kulturen skal erstattes med et nyt tankesæt, hvor der er god økonomi i at dele. I at vi designer vores produkter, så de kan repareres og vedligeholdes. I at gøre genbrug og genanvendelse til normen. Affald skal ikke længere være slutningen på vores forbrug, men begyndelsen.

Nogle siger, at den transformation, vi står over for, er på højde med opbygningen af velfærdsstaten. Det kræver et seriøst paradigmeskifte og opgør med veletablerede dogmer om vores forhold til skrald, men Advisory Boardet peger på, at Danmark kan blive foregangsland, og er kommet med 27 opskrifter på omstillingen, som rammer både det offentlige, den enkelte borger og virksomheder.

Vi står på tærsklen til store forandringer, og transformationen kan virke overvældende, men der er åbenlyse steder at tage fat allerede nu. F.eks. kunne vi tage et opgør med statens systematiske opfordring til at smide ud, når de omtaler vores ressourcer som ’skrald’.

Præcis som man omdøbte ’sygesikringskortet’ til ’sundhedskort’ for at understrege et nyt fokus på forebyggelse af sygdom, så kunne vi omdøbe vores ’storskraldsindsamling’ til ’genanvendelsesindsamling’. Lad os starte den store omstilling med at sende ordet storskrald til storskrald.

Signe D. Frese er CSR-direktør i COOP. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning