Læserbrev

Jeg er beæret over at være en kulturradikal idiot

14. oktober 2017

Jeg har igennem mit relativt korte liv måttet lægge øre til en bred vifte af nedladende ord. Paletten strækker sig lige fra ’historieløs landsforræder’ i den hårde ende til ’frelste tosse’ i den mildere. Men hver eneste gang, der bliver råbt »din kulturradikale idiot«, føler jeg mig beæret. Tænk sig at dele selskab med Klaus Rifbjerg.

Højrefløjen har siden årtusindskiftet stemplet kulturradikalismen som smagsdommeri – et elitens projekt uden reel jordforbindelse til den almindelige dansker. Det er nu engang ærgerligt, at kulturradikalismen er blevet et skældsord af negativ klang. For vi skal slet ikke se den kulturradikale bevægelse som en dødelig smitte, der forpester dansk kultur. Vi skal derimod se den som en vaccine mod ukritisk nationalromantik, kedelig konservativ tankegang og utopisk nostalgi.

Kultur er en rejse uden ende. Den dag kommer aldrig, hvor vi kan klappe os selv på skuldrene og sige: ’Vi gjorde det! Vi har sgu opnået den fuldendte kultur!’ Det er imidlertid det, den ukritiske, kedsommelige nationalromantik prøver at bilde os ind. Den vil lulle os i søvn med minder fra tidligere tider. Men hvor nationalromantikken lægger kulturen i fordums lænker, sætter kulturradikalismen den fri. Gennem kontinuerlig kritik af den eksisterende kultur og det dens norm- og værdisæt sætter kulturradikalismen evigt spørgsmålstegn ved den måde, hvorpå vi har indrettet vores samfund. Derfor har kulturradikalismen altid formået at være på forkant med sin samtid. Kulturradikalismen er sund for vores kritiske sans, verdensanskuelse og forestillingsverden. Det er den, der driver dansk kultur fremad.

Hvis man tænker tilbage på kulturradikalismens præstationer, bliver det i hele taget endnu sværere at forstå, hvorfor vi skælder og smælder sådan over den. Har vi fuldkommen fortrængt dens eftermæle? Kulturradikalismen var i årtier med til at gøre Danmark til en frontløber inden for seksuel og kropslig frigørelse. Den har kæmpet indædt for humanistiske principper samt trodset autoritære kræfter lige siden sin fødsel. Den har sågar formet mange af de særtræk, som vi i dag forbinder med dansk design. Kulturradikalismen er en så indgroet del af det danske samfund, at det slet ikke giver mening at forkaste den.

Så lad os hylde kulturradikalismen. Lad os i fællesskab udbringe et trefoldigt leve for brødrene Georg Brandes, Poul Henningsen, Klaus Rifbjerg, Leif Panduro og mange flere. I har skabt en fuldkommen fantastisk og uforglemmelig æra i dansk kulturhistorie. Tak for det.

Jonas Nørup Hall-Andersen er medlem af Radikal Ungdom

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Michael Kongstad Nielsen
  • Eva Schwanenflügel
  • ingemaje lange
  • Poul Erik Riis
  • Hans Larsen
  • Viggo Okholm
Michael Kongstad Nielsen, Eva Schwanenflügel, ingemaje lange, Poul Erik Riis, Hans Larsen og Viggo Okholm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kære Jonas: Sikken en salve, men husk at vende kritikken ind mod dig selv også og husk at alt er tomt ,altså i evig forandring, men jeg tror du vil det godt, bliv bare ikke for selvfed. Der kan være guld at hente hos "borgerskabet" trods alt!

Bjørn Pedersen

Kultur har altid været forandret sig. På intet tidspunkt i menneskets historie har kultur været statisk. Kulturradikalisme er dermed ikke blot overflødig, men ligesom nationalismen romantiserer og fetisherer det nationale, romantiserer og fetisherer kulturadikalismen "fremskridt", opbrud og nye kulturelle strømninger.

Kulturradikalismen har jo også mere end et århundrede på bagen og er som forfatteren jo skriver, en fast indgroet bestanddel af det danske kultursamfund. Er det således ikke meningen at vi skal være ligeså fundamentalt kritiske overfor kultur inspireret af kulturradikalismen, som kultur der ikke er?

Kulturradikalisme bør ikke "hyldes" mere end brun sovs og flæskesvær bør hyldes som kulturskatte. Hvis det har værdi skal det simpelthen blot være. Det skal leves, være selvfølgeligt, noget vi kan være fælles om, snarere end noget nogle af os kan bruge til at se ned på hinanden på.

Den unge mand kan åbenbart ikke få øje på en eneste kvinde, som har bidraget.
Tankevækkende.

Michael Kongstad Nielsen

PH - ja så absolut. Men knapt nok Rifbjerg. Og slet ikke moderne radikale.
Kulturradikale var imod krig.
De radikale havde et bon mot der hed "hvad skal det nytte"
Mon de unge radikale afstår fra aggression overfor Rusland, og deres Nordstream 2?
Det ville de gamle kulturradikale aldrig have gjort