Kronik

Det besynderlige ved lærerlockouten var alt det, der ikke skete

Alle leder efter ’den rygende pistol’ i lærerkonflikten. Men man bør også se på alt det, som ikke skete: Manglende realitetsforhandlinger, en tur i forligsinstitutionen, der endte papirløst, samt et lovindgreb, der kun tog hensyn til den ene part
Det virkeligt tankevækkende ved lærerlockouten og processen omkring reformen i 2013 var alt det, der ikke skete, mener dagens kronikør.

Det virkeligt tankevækkende ved lærerlockouten og processen omkring reformen i 2013 var alt det, der ikke skete, mener dagens kronikør.

Tine Sletting

10. oktober 2017

Den seneste tid har bogen Søren og Mette i benlås af journalist og forfatter Anders-Peter Mathiasen vagt debatten om et muligt aftalt spil mellem KL og regeringen i forbindelse med lærerlockouten i 2013 til live igen.

Nye kilder træder i bogen frem og tilføjer flere stærke indicier på, at regeringen og KL på forhånd havde udtænkt en masterplan for, hvordan lærernes arbejdstidsaftale skulle ændres.

Hvis lærerne ikke ville indgå et kompromis under forhandling eller lockout, så ville ændringerne i sidste ende ske ved et lovindgreb, lyder anklagen.

Kristian Thuelsen Dahl (DF) fortæller i bogen, hvordan Helle Thorning-Schmidt, længe inden parterne overhovedet havde påbegyndt forhandlingerne, afkrævede ham et svar på, hvorvidt DF var villig til at støtte et lovindgreb, som ifølge den daværende statsminister formentligt ville blive nødvendigt i løbet af foråret 2013.

Tidligere minister Annette Vilhelmsen siger ligeledes i bogen, at det var regeringens beslutning at lockoute lærerne.

Debatten har den seneste tid i høj grad været fokuseret på, om bogen leverer ’den rygende pistol’ i forhold til, hvorvidt der var tale om aftalt spil eller ej.

Men måske er det i virkeligheden uinteressant at lede efter det endegyldige bevis på aftalt spil. Måske er det mere interessant at se på, hvad der ikke skete.

Hundens besynderlige opførsel

I Arthur Conan Doyles berømte beretning om den forsvundne væddeløbshest ’Silver Blaze’ fra 1892 opklarer Sherlock Holmes mysteriet ved at rette sin opmærksomhed mod det, der manglede.

I bogen spørger inspector Gregory til, hvordan Sherlock Holmes har opklaret sagen, hvortil han svarer »hundens besynderlige opførsel den skæbnesvangre nat«, men »hunden gjorde jo overhovedet ikke noget den nat«, siger inspector Gregory – »det var netop det besynderlige«, bemærkede Sherlock Holmes.

Ser vi på forløbet både før, under og efter overenskomstforhandlingerne i 2013, var det mest besynderlige netop det, der ikke skete, men som plejer at ske i forbindelse med overenskomstforhandlinger – ikke mindst, når en regering afslutter en arbejdskonflikt med et lovindgreb.

For arbejdsgivernes vedkommende var det besynderlige, at de ikke på noget tidspunkt ønskede realitetsforhandlinger – heller ikke i forligsinstitutionen. Turen i forligsinstitutionen var ’papirløs’, hvilket betød, at der ikke kom konkrete indrømmelser på bordet, og forligsmanden Mette Christensen kunne derfor ikke udarbejde et mæglingsforslag eller blot mæglingsskitse.

Det var næppe tilfældigt, for det betød, at regeringens pen senere var helt fri til at skrive lovindgrebet.

Stålsatte arbejdsgivere

KL og de statslige arbejdsgivere var meget stålsatte på, at lærernes centrale aftaler om arbejdstid skulle ændres. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at det i mange år har været et ønske for KL at fjerne de centrale aftaler og dermed magten fra lærerne og deres fagforening. Faktisk har kravet om at fjerne de centrale aftaler om arbejdstid været på bordet ved flere lejligheder siden slutningen af 1980’erne.

Lærerne burde have læst skriften på væggen, vil mange mene.

Men KL havde næppe været så stålsatte i forløbet, hvis de ikke havde været ganske sikre på, at regeringen havde en plan B, der indebar et lovindgreb, og lockouten havde nok heller ikke fundet sted, hvis ikke regeringens højtprofilerede folkeskolereform var uløseligt forbundet med en ændring af lærernes arbejdstid.

Sol, stjerner og måne stod perfekt i forhold til at tage det endelige opgør med lærerne, da regeringens reformplaner og KL’s langsigtede arbejdsgiverønsker nu flugtede perfekt.

Forventningerne til overenskomstforhandlingerne blev ligeledes afstemt i den arbejdsgruppe, som regeringen havde nedsat i januar 2012, og som bestod af repræsentanter fra regeringen og KL.

Arbejdsgruppen blev højst besynderligt konstrueret som en selvstændig juridisk enhed, hvilket i praksis betød, at gruppens arbejde ikke kunne underkastes aktindsigt, hvilket undrede Ombudsmanden i hans beretning om sagen:

»Jeg kan ikke vide, hvad den præcise baggrund for det nævnte forhold er, men en samlet vurdering efterlader det indtryk, at det kan være planlagt og disponeret med sigte på […] at undgå, at de omhandlede dokumenter blev undergivet aktindsigt.«

Usædvanligt indgreb

Efter 25 dage blev konflikten afsluttet den 26. april med et lovindgreb, der på alle væsentlige punkter opfyldte KL’s krav til ændrede arbejdstidsregler. Lov 409, som den kom til at hedde, blev hastebehandlet i bededagene, og den endelige tekst fjernede lærernes arbejdstidsregler.

Lærerne fik en beskeden lønstigning, herudover værnsregler og en 1 milliard kroner øremærket til kompetenceløft af lærerne. Det besynderlige ved Lov 409 er processen i det lovforberedende arbejde, som bryder med den tidligere praksis, vi kender, når en regering historisk set har valgt at afslutte en arbejdskonflikt med et lovindgreb.

Lovindgreb som afslutning på en arbejdskonflikt er velkendte på det danske arbejdsmarked og har fundet sted mere end 50 gange siden det første fandt sted i forbindelse med kanslergadeforliget i 1933. Normalt vil en regering skæve til et mæglingsforslag eller mæglingsskitse fra forligsinstitutionen ud fra det argument, at det var her, at parterne var tættest på et kompromis.

Ved konflikten på sundhedsområdet i 1995 lå der imidlertid heller ikke et dokument fra forligsinstitutionen, men her valgte regeringen alligevel at gøre forligsmanden til opmand, som dermed fik besked på at skrive et udkast til loven. Det kunne regeringen også have valgt at gøre i 2013 – men det skete besynderligt nok ikke. Det lovforberedende arbejde med lov 409 blev alene udarbejdet af regeringens egne embedsmænd.

Den proces har også affødt kritik fra Den internationale arbejdsorganisation (ILO) under FN, der overvåger brud på internationale konventioner vedrørende bl.a. retten til frie kollektive forhandlinger; konventioner, som Danmark har ratificeret. Udarbejdelsen af lov 409 var altså besynderlig i den forstand, at al tidligere praksis i forbindelse med et lovindgreb blev tilsidesat.

Intet læringsforløb

Det er derfor unuanceret alene at lede efter ’den rygende pistol’ i lærerkonflikten. De mest besynderlige elementer ved forløbet var: En arbejdsgruppe, der ikke tåler aktindsigt, parter, der ikke kom i realitetsforhandlinger og en regering, der skrev et lovindgreb uden at tage hensyn til andre end sig selv.

De to sidste gange, vi har haft konflikt i forbindelse med overenskomstfornyelser, var i 1998 (gærkrisen) og i 2008. Begge hændelser førte efterfølgende til, at parterne og i nogen grad repræsentanter fra den lovgivende magt satte sig sammen for at evaluere forløbene for netop at undgå, at en lignende situation kunne opstå igen.

I 1998 indgik LO og DA efterfølgende en ’klimaaftale’, og i 2008 nedsatte regeringen Lønkommissionen, der skulle undersøge forhold vedrørende ligeløn, som havde været et afgørende arnested for konflikterne. I 2013 har der ikke været en formel kollektiv læringsproces efter forløbet.

Det kan undre. For det handler om meget mere end lærerne. Det handler om den danske model, som i disse tider står over for store udfordringer med moderniseringer og tilpasninger på det offentlige område. Arbejdskonflikt særligt på det offentlige område er dyrt for samfundsøkonomien og påfører almindelige borgere en masse besvær.

I stedet for at diskutere ’den rygende pistol’ burde parterne sammen med regeringen se på de hændelser, der netop ikke fandt sted i det besynderlige forløb i 2013. Mest af alt for at modvirke, at en lignende situation kan opstå igen.

Laust Høgedahl er postdoc ved Center for arbejdsmarkedsforskning (CARMA), Aalborg Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Flemming Berger
  • lars søgaard-jensen
  • Viggo Okholm
  • David Zennaro
  • Per Klüver
  • Torben K L Jensen
  • Katrine Damm
  • Eva Schwanenflügel
  • Troels Ken Pedersen
  • Randi Overgård
  • Dorte Sørensen
Flemming Berger, lars søgaard-jensen, Viggo Okholm, David Zennaro, Per Klüver, Torben K L Jensen, Katrine Damm, Eva Schwanenflügel, Troels Ken Pedersen, Randi Overgård og Dorte Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er en interessant og vigtig vinkel som her præsenteres, men Laust Høgedahl overser at et nødvendigt skridt for "at modvirke, at en lignende situation kan opstå igen" må være at de ansvarlige politikere holdes til regnskab.
At 'rygende pistoler' samt indicier/beviser på en tidligere regerings troværdighed, eller grelle mangel på samme, beskrives og udstilles er jo helt centralt for borgernes mulighed for at vælge på et oplyst grundlag.
Den nuværende leder i det parti der havde ansvaret for lærerkonflikten, og som personligt var fedtet ind i skandalen, bejler nu til posten som Statsminister og regeringsleder.
Det er selvfølgelig kritisk at hun og hendes parti af løgnagtige og korrupte pampere: Socialdemokraterne, udstilles præcist og fyldestgørende, så vi vælgere kan foretage et begrundet (fra)valg.

Jens Illum, Flemming Berger, lars søgaard-jensen, Sus johnsen, Per Klüver, Jens Jacob Buus, Eva Schwanenflügel og Troels Ken Pedersen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Ikke alene vidste alle reelt, at det var planlagt - det var jo en gentagelse af det, som gymnasielærerne var udsat for året før.

Jens Illum, lars søgaard-jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Fra artiklen : "For arbejdsgivernes vedkommende var det besynderlige, at de ikke på noget tidspunkt ønskede realitetsforhandlinger – heller ikke i forligsinstitutionen. Turen i forligsinstitutionen var ’papirløs’, hvilket betød, at der ikke kom konkrete indrømmelser på bordet, og forligsmanden Mette Christensen kunne derfor ikke udarbejde et mæglingsforslag eller blot mæglingsskitse."

Betyder det ikke, at forhandlingsmodellen var sat ud af kraft og at det hele var en skueproces.
Spørg Michael Ziegler ! Han og hans KL "medforhandlere" må have dårlig samvittighed.

lars søgaard-jensen, Per Klüver og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Bjarne Corydon og Det sorte tårn gjorde udslaget. Tårnby Ziegler var kold som en brøndgravers, han havde kigget Fabrin over skulderen. Så regering, forhandlere og KL var på banen samtidig i et forløb, der ganske rigtigt havde rødder tilbage i firserne: Timing is everything. Hele min lærertid har det været obskurt. I dag 60, sunshiny day. You can´t always get what you want, but if you try sometime you might find you´ll get what you need. Eksempelvis et skarpt overenskomstforløb.

KL var konsulenter for regeringen, da lovindgrevet blev skrevet. Regeringen skrev L409 i samarbejde med KL og KL vidste lige præcis hvad indgrebet ville give KL I forbindelse med lockout og indgreb. Loven var derfor skræddersyet til at give regering og arbejdsgiver alle fordele. Lærerne blev som bekendt kørt på et sidespor og bevidst holdt ude af arbejdet med lovindgrebet.

Jens Illum, lars søgaard-jensen, Per Klüver og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Lovindgrevet var skrevet færdigt og trykt og lå klar til distribution, lang tid før regeringen greb ind.

jens peter hansen

Som den tidligere redaktør på Information, nu redaktør på Politiken skrev forleden så var indgrebet nødvendigt fordi den ny lov skulle finansieres ved at lærerne skulle arbejde mere. Sådan, så kunne de dovne degne lære det. Vupti.

David Zennaro, Per Klüver og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Er det mig der husker forkert - men var lærerforeningen ikke sat uden for døren allerede ved reformens tilblivelse?

David Zennaro, Steffen Gliese og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Sigurd Sørensen

Mediernes rolle i konflikten burde også underkastes undersøgelse.
Hvordan kan det give sig, at DR og TV2 snart sagt under hele forløbet alene rådførte sig med pædagogisk ekspertise i form af Niels Egelund, hvis forskning baseret på kvantitative studier i formidabel grad bekræftede visdommen i KL's ønsker?

Anders Reinholdt, lars søgaard-jensen, Viggo Okholm, Sus johnsen, Tue Romanow, Per Klüver og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

I Deadline i går talte Krause Kjær med Dorte Pedersen fra CBS of Peter Bjerre Mortensen fra Århus Universitet. Den første mente at det aldrig eller næsten aldrig var hændt at en regering på forhånd havde indregnet et provenu fra en kommende løn- og arbejdstidsforhandling i en ønsket reform. Altså at folkeskolereformen på forhånd havde lagt bånd på arbejdstidsaftaler i folkeskolen og på den måde givet KL et ustikkeligt trumfkort i hænde, mens modparten, lærerne intet modtræk ville kunne mobilisere. Peter Bjerre Mortensen mente at det var helt ok for det repræsentative demokrati stod over alt andet. Folketinget kunne alt, og kan altså i overenskomstforhandlingerne med lønmodtagerne i princippet gøre hvad det vil. Dette mente han var et sundt princip. Al snak om den danske model var meningsløs, når det drejede sig om offentlig ansatte. Hvis Folketinget ønskede at gennemføre noget kunne det det, men måtte selvfølgelig forvente en reaktion fra fx vælgerne og måtte tage det ind i sine overvejelser. Derfor var det formentlig ikke noget der ville ske så ofte, mente de to eksperter. Dette bør samtlige ansatte i det offentlige lægge sig på sinde. Læger, sygeplejersker, universitetsprofessorer og underkorporaler kan, hvis Folketinget vil, få ændret deres arbejdstidsregler uden forhandling og dermed basta. Journalisten Krause Kjær så fornøjet ud, han har det vist med degne som hin bondemand i Store Klaus og Lille Klaus. Han kan ikke udstå dem. Jeg glæder mig til at han og andre i DR bliver sat til at arbejde. De er på en god halv time i en fire dage og har så fri. Programmer der regelmæssigt bliver vist en gang om ugen holder sommerferie fra maj til september etc. etc. og når der nu skal skæres 25 % på DR's budget så ville det være a piece of cake at sætte arbejdstiden op med 25 %, således at man måske fik journalisterne at se fem gange på en uge i stedet for fire.

jens peter hansen

Nej det ved jeg godt, men en lærers arbejde er jo ikke bare at sidde i klassen og holde øje med ungerne, vel ! Hvis alene hans opgave var at glo på dem, kunne han jo bare have samme arbejdstid som alle andre industriarbejdere, men en lærer skal jo også smide noget ud over katederet, noget som han skal formidle og derfor tilrettelægge, sætte sig ind i og reflektere over og ikke mindst ustandselig rette til, forandre og evaluere.