Klumme

Vi er børnebørnene af de hekse, I ikke brændte

Når man taler om seksuelle krænkelser af kvinder, bliver man opfattet som skinger. Hændelserne bliver forklaret som engangsforestillinger. En enkelt klam stodder, ikke et systemisk problem. Men efter #metoo-kampagnen er det svært at insistere på, at samfundet er uskyldsrent
25. oktober 2017

Der er en frase fra internettet – oprindeligt vist nok brugt i en bog af Tish Thawer – der har fået sit eget liv: »Vi er børnebørnene af de hekse, I ikke brændte.«

Den føles som hævn, som stolthed, og som et ’fuck you’.

Frasen er blevet brugt af kvindelige debattører i lang tid. Kvinder, der ved, at hvis de ytrer sig, vil de blive udskammet og angrebet, anklaget for at være overfølsomme, irrelevante eller for simpelthen ikke at forstå, hvordan verden rigtigt hænger sammen. Altså sådan rigtigt.

’Nej. Det er bare noget, vi forestiller os. Vi er kun et par hysteriske, skingre stemmer og hey, de har det meget værre i Arabien, eller hvor fuck det nu er, det er.’

Omfanget af undertrykkelsen er svær at forstå, og hvis vi som køn virker til at lide af PTSD, er det, fordi vi gør det.

Invaderende flashbacks af vold, hypersensitivitet, en tendens til at distrahere sig selv (indtil man går ned med stress eller fibromyalgi, der jo adskiller sig fra almindelige sygdomme ved mest at ramme kvinder). Aldrig et systemisk problem. Altid et personligt.

Den pæne mands reaktion er et indigneret ’hallo!’, og så taler vi om lidt om hans følelser, hans personlige følelser – ikke om det systemiske problem. Den mindre pæne mands reaktion er ’medieluder!’

Og så noget om, at det er synd for ens børn. Af og til lader han sig inspirere af den om heksene.

»Vi brænder dig på bålet og danser på din grav og strør din aske ud over os,« skrev en bruger på information.dk engang til mig.

Ydmygelsen sætter sig – som fedt på røven

Jeg er ikke længere på Facebook. Blandt andet fordi det er for hårdt at have en stemme. Når man har en stemme, og er kvinde, er det fuldt forventeligt at blive verbalt angrebet – ja, man beder jo nærmest selv om det. Mandefans, der, hvis man ikke aer deres ego, bliver til dedikerede haters. Det gælder om ikke at støde dem, for Guds skyld, vær sød, vær imødekommende, vær forklarende og inkluderende. Det er næsten det værste. Det er værre end de fysiske overgreb, vi alle sammen – det burde stå klart nu efter #metoo – har været udsat for og fortsat bliver udsat for.

Det her er ikke et nyt problem. Det her er ikke en ny samtale. Der har været masser af klummer, interview, vrede Facebook-opdateringer og optrædener i Aftenshowet. Vi ved det godt. Det er bare ikke blevet en del af vores kollektive fortælling endnu. Men det er ved at blive det.

Fordi jeg ikke er på Facebook, opdagede jeg ikke selv #metoo-kampagnen. Det var min mand, der fortalte mig om den.

Jeg sad i køkkenet, da han kom gående. Han stillede sig med ryggen til mig. Jeg tror, han satte vand over, og så sagde han:

»Det er godt, du ikke er på internettet.«

»Hvorfor?« spurgte jeg

»Der er den her kampagne ... «

Så sagde han ikke noget i et stykke tid.

»En masse kvinder fortæller om deres oplevelser. Det er virkelig deprimerende.«

Jeg ved, hvad han mener, for vi har talt om det før. Det er et chok at opdage omfanget af det. Det ryster en i ens grundvold at begynde at forstå omfanget af det, og ’det er ikke alle mænd’ og ’mænd oplever også overgreb’ og ’nogle kvinder er altså også virkelig udfordrende’ mister deres ... je ne sais quois, når man virkelig begynder at fatte omfanget.

Det er følelsen af altid at være udsat, sårbar. Det er den altædende skam. Det er det, at man lever med at blive ydmyget. Det sætter sig. Som fedt på røven.

»Det er virkelig træls at blive defineret af sit køn og sat i bås med alle de andre,« siger han så.

Jeg hæver øjenbrynene.

»Ja, ok,« siger han så.

She was warned. She was given an explanation. Nevertheless she persisted. Det er også en frase fra internettet. Jeg tænker tit på den, når jeg har ondt af mig selv og føler, at jeg slår i en dyne, ikke har en chance, bliver forbigået og bare skal fucking leve med det.

Jeg tænker på de kvinder, der formede historien, kvinder med maskinpistoler eller tastaturer, kvindelige kunstnere, kvinder, der talte magten imod, trodsige kvinder, vilde kvinder, brændte kvinder.

Uanset hvor mange gange en eller anden idiot sagde ’ti stille, lille dame’, blev de bare ved.

Ved og ved.

Andrea Hejlskov er forfatter og journalist. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Charlotte Ardal
  • Trond Meiring
  • Toke Andersen
  • Niels Duus Nielsen
  • Katrine Damm
  • Lise Lotte Rahbek
Eva Schwanenflügel, Charlotte Ardal, Trond Meiring, Toke Andersen, Niels Duus Nielsen, Katrine Damm og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Duus Nielsen

»Det er virkelig træls at blive defineret af sit køn og sat i bås med alle de andre,« siger han så.

Tak for den, Andrea Hejlskov. Nu kan jeg meget bedre støtte op om jeres kamp mod de af mine kønsfæller, som ikke kan styre sig, for du forstår at skelne, og jeg behøver ikke at forsvare mig.

Bjørn Pedersen

At konkludere at der er tale om generelle, systemiske problemstillinger på baggrund af et populært twitteropslag har et par logiske fejslutninger det er på sin plads at påpege:

1. Kulturer er forskellige, ikke blot på tværs af geografi og etnicitet, men også klasse. Hvordan kvinder behandles i Rusland eller USA, giver ikke et retvisende billede af hvordan de behandles i Danmark eller Portugal, og i hvilket omfang kvinder udsættes for chikane.

2. Sociale medier giver i sig selv et misvisende billede af hvor omfattende et problem er. Kendt som "the majority illusion":

https://www.technologyreview.com/s/538866/the-social-network-illusion-th...

Betyder det at der ikke findes kulturelle (eller systemiske om man vil) problemer rundt om i verden, der negligerer diskrimination og/eller chikane af kvinder? Overhovedet ikke. Det betyder, at man skal være varsom med at drage de samme konklusioner om hvordan en amerikaner, spanier, dansker, russer eller japaner oplever seksuel chikane, og have en antropologisk forståelse af de pågældende kulturers forskelligheder in mente når man vurderer omfanget af chikaneriet. Uden en forståelse for disse forskelle, løser man jo heller ikke problemerne.

Bjarne Bisgaard Jensen, Mads Jakobsen, Jes Balle Hansen og Christian De Thurah anbefalede denne kommentar
Odin Rasmussen

Der var kvinder som Dronning Magrethe den første eller Dronning Dagmar, der formede historien, der var i øvrigt også mænd, der under det ene og det andet påskud blev brændt på bålet.

Nike Forsander Lorentsen

@bjørn pedersen, 'populært twitteropslag'! Ack ja, og at siden opregne en slags kulturers forskelligheder på amerikaner, spanier, dansker, russer eller japaner, problemet er jo at det handler om mænd uanset hvilket land de er borgere i.

Bjørn Pedersen

@Nike Forsander Lorentsen
Jeg forstår ikke rigtig hvad du mener i sætningen før "problemet er jo...".

Under den kolde krig skete det sommetider Sovjet at besvare enhver menneskerettighedskritik fra USA med "...jamen I USA hænger i negre!". På samme måde som det svar er ugyldigt, gør de mænd der besvarer kritik af kvinder, der bliver udsat for seksuel chikane, med et "Jamen, hvad med mændene!" sig skyldige i en logisk fejlslutning. Det håber jeg altså ikke, at du tror jeg er fortaler for.

Min pointe er at mænd ikke bare er "mænd", ubestemt flertal. Hvis du vil sige at "mænd gør X", eller "mænd ER x", så må du også undersøge om du taler om generelle, universelle træk ved maskuliniteten eller om der er tale om træk, der enten er særegne eller udtalte hos særlige kulturer, nationer, religioner eller samfundsklasser.

Det vil naturligvis i 9,9 ud af 10 tilfælde være mænd, der udøver seksuel chikane overfor kvinder. Men når der er tale om systemiske, altså f.eks. kulturelle/institutionelle årsager til at der nogle mænd, der tror at de bør/kan slippe af sted med at komme med klamme bemærkninger, eller befamlinger, så kan man jo ikke gå ud fra at disse systemiske årsager er universelle.

Vi eksisterer med andre ord ikke i de samme "systemer", Nike. Strategier for at komme seksuel chikane og anden seksuelt upassende adfærd til livs, kan kun være effektive hvis man tager udgangspunkt i hvordan, hvorfor og med hvilke normer de chikanerende mænd individuelt retfærdiggør deres adfærd.

Niels Duus Nielsen

Hunden er et farligt, morderisk dyr, som kan lemlæste et menneske alene med sine tænder. Alligevel holder mange mennesker hund, fordi hunde kan dresseres til at være venlige, omsorgsfulde dyr, som ikke gør en kat fortræd, på trods af deres natur.

Mange mennesker (fædre OG mødre) er desværre dybt uduelige i rollen som dressører. Og som Bjørn Pedersen skriver, forstærkes denne uduelighed af systemiske årsager.

Vi kunne løse problemet ved at slå alle hunde ned, eller vi kunne fokusere på de gale hunde, som ikke kan styre sig. Jeg er tilhænger af at fokusere på de gale hunde - her Weinstein og co. - og de systemer - her Hollywood - som gør hundene gale, og så glæde os over, at langt de fleste hunde opdrages til at respektere mennesker. Selv min brors lille gravhund, som rutinemæssigt bed mig i benene, hver gang den så mig, endte altid med at være en glad lille hund, som jeg kunne klø på maven.

Hvorfor slikker hunde sig mellem benene? Fordi de kan, der er ingen systemer, der forsøger at forhindre dem i det. Hvorfor bider hunde mennesker? Fordi de kan, men der er så straks et mægtigt system, der stiller hunden til regnskab for dens handlinger.

Thomas Østergaard

Jeg erindrer aldrig nogensinde at have læst, at nogen - mænd eller kvinder - har insisteret offentligt på at "samfundet er uskyldsrent" eller noget i den dur.

Men måske nok, at nogle samfund er relativt mere uskyldsrene end andre.

Derimod kan jeg huske en del tilfælde hvor folk har fået ørene i maskinen for at udtale sig om risikoadfærd eller politifolk for at påpege at hvis man bringer en masse unge mennesker og et højt alkoholindtag sammen, er en stigning i anmeldelser af sexuelle krænkelser forventeligt.

De pågældende bliver i disse tilfælde så beskyldt for at legitimere overgreb og at praktisere "victim blaming" netop for at forholde sig til at samfundet ikke er uskyldsrent, i stedet for at sige at det BURDE være det, og at vejen til at gøre det, er kollektiv udskamning til højnelse af den generelle moral.

Så jo, det er rent skingert hysteri at opsætte som postulat at nogen insisterer eller har insisteret på at "samfundet er uskyldsrent".

Det er for såvidt befriende med Harvey Weinberg sagen, derved at det for en gangs skyld drejer sig om en navngiven person, der skal stå til ansvar for sine handlinger, i stedet for endeløst væveri om usynlige magtstrukturer, og strukturelle, systemiske kvindeundertrykkende forhold.

At sagen så i ugevis skal fylde det meste af mainstream mediernes overskrifter, virker en kende overdrevet, og hvis det står til Andrea Hejlskov er der givetvis stadigvæk alt for lidt opmærksomhed omkring den.
Hvis nogen insisterer på min opmærksomhed omkring en given sag, efter at jeg har taget den ad notam og besluttet hvor mange ressourcer jeg vil bruge på den, opfatter jeg dem naturligvis som skingre og irriterende.

Lidt som hvis en såkaldt "facer" bliver ved med at insistere på, at jeg ikke rigtig har forstået alvoren for ofrene for oversvømmelser i Bangladesh, ellers ville jeg ikke kunne gå videre uden at spytte i bøssen. Dog med den forskel, at faceren går væk hvis jeg udfører denne konkrete handling. Pengene vil enddog nok gøre en mindre forskel på situationen, efter at Anders Ladekarls og facerens løn er betalt.
Her synes man kun at kræve min udelte opmærksomhed, indtil opmærksomheden i sig selv på magisk vis vil få problemet til at gå væk. Jeg har en uklar fornemmelse af, at formålet er at kræve politiske tiltag der giver "facerne" mere magt og flere penge, men præcis hvilke står hen i det uvisse.

Den massive mediedækning af Harvey Weinbergs seksuelle eskapader har givetvis mange gode årsager, herunder at celebrities, sex og magtmisbrug er sikre læserklik-magneter. Den tjener nok det hensigtsmæssige formål, at mange kvinder har et stort behov for at føle moralsk opbakning fra andre kvinder, for at kunne sige fra overfor krænkelser.

Men artikler som den nærværende synes egentlig kun at have til formål at pådutte mænd generelt et ansvar de ikke har, for at Harvey Weinberg agerede som han har gjort. Og den optager jo f.eks. pladsen for konstruktiv diskussion af hvad vi KONKRET kan gøre for f.eks befolkningen i Libyen. En situation som vi har et KONKRET ansvar for, idet vi har fjernet den smule lov og ret der trods alt var der sammen med Gadaffi. Der er ikke mange artikler om det, men det er mit bestemte indtryk, at kvinderne der har betydeligt større problemer end at nogle af dem er nødt til at slå nærgående rigmænd over fingrene.

@Nike Forsander Lorentsen
Når problematikken er defineret som "seksuelle krænkelser af kvinder", er det næppe overraskende at du ender op med mænd som hovedårsagen til problemet. Men det er jo hverken revolutionerende deduktion eller en løsning i sig selv. Et skridt videre på vejen kunne jo være at kigge på kulturernes relative forskelligheder, herunder forekomsten af problematikken.

Og ja, den megen ståhej udspringer i et 'populært twitteropslag'. Værre overgreb end dem Harvey Weinberg beskyldes for finder sted hver eneste dag, Grunden til at sagen eksploderede var at en populær skuespiller med mange følgere tweetede og fik følgeskab af andre. Omend man kunne argumentere for at Cosby- og Weinberg sagerne startede med, at mandlige standup-komikere KONKRET og uden nogen til at bakke sig op sagde offentligt hvad man åbenbart længe havde hvisket i krogene om.