Det var den engelske forfatter Thomas More, der gjorde os bekendte med begrebet utopi. I Mores roman Utopia, refererer utopi til en paradisagtig ø, der ligger i et ukendt hav. Et intet-sted. Der gemmer der sig to betydninger i Mores begreb, idet det spiller på de to græske ord eutopia, som er det gode sted, og outopia, som er intet sted. Utopien er det gode sted, som ikke er.
Det er netop, fordi utopien ikke er forankret i virkeligheden, at den kan fastholde sin forførerende kraft. Utopien er drømmen, som ikke findes. Det er fortællingen, som forfører, mens den fortælles, men som aldrig vækker andet end et begær efter mere.
Det catalanske uafhængighedsprojekt er utopisk. Det refererer til det gode sted, som ikke er. I Catalonien, hvor jeg bor, drømmer flere om at gøre området til en selvstændig stat. De drømmer om noget bedre. Enkelte render for tiden euforiske rundt. Drømmende. Der er tale om en rummelig drøm, der fyldes op med tidens fine idealer, såsom feminisme og økologi. Men i daglig tale taler de fleste bare om »noget bedre«.
Det kan minde lidt om de problemer, der kan opstå i kærlighedsrelationer og venskaber, hvor parterne under konflikter kan finde det givende at drømme om noget bedre. Det er ikke ukendt, at mennesker ofte begærer noget andet og bedre eller føler et vist ubehag ved det, de har.
På den måde spiller utopien i Catalonien på noget traditionelt utopisk. Det er en dagdrøm, som i højere og højere grad drømmes hele tiden. Det vigtigste i den catalanske utopi er, at den giver mulighed for at drømme sig væk fra den aktuelle virkelighed. Væk fra Spanien. Sågar tilsløre ens eget forhold til spanierne.
Historieløs kritik
Blandt uafhængighedstilhængere taler ingen om et medansvar for den meget sørgelige og uacceptable politivold, som fandt sted i søndags. Jeg ønsker ikke at minimere politiets ansvar, blot at påpege, at volden var forudsigelig. Af samme grund bad catalanske politikere også vælgere om at optage scener fra valgsteder på deres mobiltelefoner, som var historien om politivold vigtigere end valget. Måske var den vitterligt det – det spanske politis vold spillede en vigtig rolle i den utopiske drøm om ikke at være Spanien, om at være ’noget bedre.’
Kritikken efter søndagens tragiske begivenheder har regnet ned over præsident Marino Rajoy, og det med god grund.
Tilsvarende er der også så småt begyndt at rejse sig en kritik af den catalanske præsident, Charles Puigdemont, idet han med sin politiske snilde har solgt begreberne demokrati og frihed, som var de catalanske opfindelser.
Vigtigt i kritikken af Puigdemont er også, at han har søgt at legitimere sit selvstændighedsprojekt ved at generalisere med hensyn til spaniere, han har lavet referencer til Franco-tiden, hvilket kun kan lade sig gøre, fordi Cataloniens yngre befolkning – ganske paradoksalt – er uden historisk indsigt. At præsident Rajoy er inkompetent, gør ikke Spanien til et diktatur eller en totalitær stat.
Under Francos regime kunne man ikke demonstrere i gaden, faktisk kunne man ikke forsamle mere end fem mennesker uden at blive skilt ad. At sige, at der ikke er frihed og demokrati, mens man i tusindtal render rundt i gaden, understreger blot ens uvidenhed.
Franco ville i øvrigt heller ikke være blevet mødt med den kritik fra såvel spanske som catalanske medier, som Rajoy heldigvis mødes med. Medier er sjældent fuldstændigt saglige og kritiske, men visse catalanske medier er notoriske i deres ensidige dækning af konflikten. Når den offentlige tv-kanal TV3 inviterer til debat, udvælges fem gæster, der er for uafhængighed, og én, der er imod. Det svarer til, at Svend Brinkman sidder alene i Deadline og debatterer mod fem positive psykologer.
Spanien er ondskab
Medierne og politikernes manglende refleksion medfører, at uafhængighedstilhængere får mulighed for at reducere alle problemer til produkter af Spaniens ondskab. Det hele er Spaniens skyld. Det er en befriende, men meget naiv tanke. Det svarer til, at alle mine ægteskabelige problemer er min kones skyld.
Den catalanske utopi er en national romantik. I korthed siger den, at catalonierne alene kan sikre en bedre verden.
Utopien henter næring både i den finansielle krise, som opstod i 2008, hvor bevægelsen begyndte at vokse sig rigtig stærk. Finanskrisen var Spaniens skyld, lød det. Det var også på det tidspunkt, sproget begyndte at ændre sig, f.eks. blev spaniere gradvist gjort dovne og dumme.
Samtidig har det catalanske skolesystem med succes elimineret det spanske sprog og relationen til Spanien – det har naturligvis kun kunnet ske, fordi den spanske regering også har forsømt eller ignoreret Catalonien, så den spanske regering er altså heller ikke uden ansvar for konflikten.
Et tredje element er, at den catalanske historie er blevet gjort til en lidelseshistorie, der refererer til borgerkrigen, hvor Franco forbød det catalanske sprog, mv. Men den fortælling forsømmer konsekvent, at det skete under en borgerkrig. Spanien var i krig. Undertrykkelse fandt sted i hele landet, men det overses i den nuværende udlægning.
I stedet gør catalanerne deres lidelseshistorie aktuel, som var den catalanske kultur og sprog truet i dag. Det virker absurd. Al offentlig kommunikation er på catalansk. Al undervisning er på catalansk. Spansk er nærmest blevet det tredje andetsprog efter engelsk. En rig litteratur udgives og oversættes til catalansk.
Ned på jorden
De to franske filosoffer Gilles Deleuze og Félix Guattari har foreslået, at en utopi er et 'nu og her'. For dem er utopien ikke noget drømmeagtigt eller urealiserbart, men noget du praktiserer og udlever nu og her.
Men udlever catalonierne deres ide om noget bedre? Lever aktivisterne virkelig de værdier, de siger, de kæmper for? Tag f.eks. deres værdi om det feministiske – altså at man vender sig væk fra kønsdiskrimination og patriarkalsk dominans. Desværre er Catalonien ikke et feministisk paradis. Hustruvold er udbredt, de fleste ledende positioner er for mænd – ligestillingen mellem kønnene stiger ganske vist, men det gør den også i Andalusien og Madrid.
Og hvad med deres drøm om økologi? Her står det også skidt til. Affald sorteres ikke, og de økologiske sektioner i supermarkedet er først dukket op de senere år – det er de i øvrigt også i Madrid. Barcelona er endvidere en af de byer i verden med flest scootere, hvilket om sommeren gør luften tyk og klam.
Og drømmen om et korruptionsfrit miljø? Catalanske politikere er ikke engle – korruption og nepotisme trives.
Tingenes sørgelige tilstand skal naturligvis ikke forhindre folk i at drømme om at gøre det bedre. Måske tværtimod. Men mange i Madrid ønsker sig det samme. Det er ikke noget særligt catalansk.
De fleste har indset, at præsident Rajoy og hans parti PP spillede fallit, da han sendte politi og brugte magt. Det var skræmmende dumt. Det eneste, han er lykkedes med, er at skabe flere tilhængere af uafhængighedsprojektet. Puigdemont, den catalanske præsident, har – som alle os andre – vidst, at det ville ske. Alt følger hans plan.
Men Puigdemonts rummelighed er ikke større end Rajoys. Han fastholder det forførende i en drømmende, nærmest fanatisk, nationalistisk utopi. Det er måske på tide, at nogen vækker Puigdemont, og hiver ham ned på jorden, hvor drømme ikke nok.
Finn Janning er filosof. Han har boet i Barcelona i ni år
Du har glemt den uhørt brutal politi vold i søndags. Vi kunne se hundens tænder også!
Cataloniens utilfredshed med "det øvrige Spanien" går tilbage til langt før Franco, borgerkrigen o s v.
Men i dagens situation er forestillingen om en selvstændig catalansk stat af mange gode grunde urealistisk, og mon ikke en ordentlig gennemført folkeafstemning ville have givet et rimeligt flertal til dem, der foretrækker at være en del af Spanien ?
Regeringen i Madrid har med sin gennemførte politiske klodsethed skudt sig selv i foden , og det tager tid at få "stumperne" sat sammen igen.
EU overflødiggør nationalstaterne og giver dermed plads til nye lande. EU tog imod Balkan landene så mon ikke andre er velkomne?
Desuden er Katalaniens befolkning større (over 7 million) end Danmark og vi er da selvstændige - ok delvis. Katalanien ville blive det 16. største EU lande - og endnu større hvis f.eks. Majorca tælles med.
Medierne herhjemme, herunder DR, bidrager også lystigt til skævvridningen af, hvad der sker i disse dage i Catalonien. Man fortæller fx, at 9 ud af 10 catalonere ved afstemningen forleden stemte for uafhængighed - men undlader samtidig at fortælle, at stemmeprocenten var sølle 41% af de stemmeberettigede. Dvs. at under 40% af alle stemmeberettigede catalonere har stemt for uafhængighed.
Der kan med andre ord sættes et stort spørgsmålstegn ved legitimiteten af afstemningsresultatet, når den catalanske præsident, Charles Puigdemont, tager resultatet som udtryk for et generelt catalansk ønske om uafhængighed.
Enig Olav Bo Hessellund men den lave stemmeprocent hænger dels sammen med politiet/Spaniens regerings modstand dels muligvis en ligegyldighed. Princippet er vel at du har en stemmeret ikke pligt. Jeg synes ikke det er rimeligt at konkludere at alle der ikke stemte ville stemme nej.
Er der kun en mulighed for selvstændighed? Dvs krig. Kan vi venligst være mere civiliseret. Tak.
Hatten af for London der tillod en forafstemning i Skotland i 2014.
Dejligt velovervejet indlæg tak. Man kunne ønske sig at Catalanerne ville være lige så velovervejede og at Spanien ville erhknede at der er problemstillinger der ikke løses med politistave.
Michael Friis, Europa kommissionen har eksplicit sagt at Catalonien ikke vil blive et EU medlem (http://europa.eu/rapid/press-release_STATEMENT-17-3626_en.htm), så det kan i hvert fald kun blive gennem en ansøgning. En ansøgning som Spanien vel at mærke vil vetoe.
Det er ret væsentligt, for min opfattelse er at de fleste (i hvert fald mange) catalanere går ud fra at de automatisk vil blive EU medlem og jeg tror at deres stemme vil falde anderledes hvis de var bevidste om at det måske ikke vil ske.
Det vil i praksis gøre dem til et helt isoleret land uden handelsaftaler og uden støtte fra ECB. De økonomiske konsekvenser det vil have er totalt uoverskuelige. Internationale investorer vil flygte, import vil blive dyrt og få priserne til at stige ikke bare på dagligvarer men også i enhver supply chain der afhænger af udlandet. Uden adgang til Schengen vil turismen (som er en af regionens vigtigste indtægtskilder) falde drastisk. Arbejdsløsheden vil eksplodere. Og alt dette vil gå ud over ikke bare dem der stemte for men hele regionen hvor der trods alt er mange (selv hvis det er et mindretal) der ikke er interesserede i at ændre ved situationen.
Og hvis vi ser på det større billede vil et Spanien der mister en af de vigtigste regioner og økonomiske motorer muligvis være tvunget til at erklære konkurs. Det tror jeg personligt vil blive begyndelsen på EU's kollaps.
Jeg er enig i at Rajoy ikke har for mange IQ point at jonglere med. Spanien og især Catalonien ville helt klart være bedre stillet uden PP, og den politivold vi så i søndags var uforsvarlig. Men ganske selvisk håber jeg ikke at de kommer igennem med dette projekt.
Tak for en fin kronik.
Jeg er også af den overbevisning, at medierne herhjemme har spillet lidt med på Puigdemonts sang. Der er ikke undertykkelse i Barcelona, og mange er ikke interesseret i at blive en selvstændig stat. Det virker lidt spøjst at Michael Friss ikke har problemer med at trække noget ned over hovedet på så mange.
Kristian Dupont du giver en fin analyse af et muligt scenarie. Men hvis Spanien går konkurs som du siger og EU falder fra hinanden, så kan Kataloniens udfordring med at være uden for EU være ligegyldig eller muligvis en fordel. Er Spanien too big too fail? Er EU? er Euroen?
Jeg tror, at der vil blive fundet en løsning, da dette er i Kataloniens, Spaniens og Europas interesse.
Interessant er der stærke følelser for en selvstændighed - uanset at det muligvis koster. Ligesom i Skotland (nej) og UK (ja).
Michael Friss "interessant at der er s stærke følelser", jeg ser det snarere som fanatisk gruppe, der ligefrem kupper et land. Eller nationalisme. Det er jo ikke alle, der vil.
Storbritanien står over for den sjove opgave at skulle forhandle handelsaftaler med hele verden. Sådan en kan tage 10 år at etablere. Dertil kommer at de skal til at overføre EU lovgivning til deres eget system. Det er bestemt ikke noget jeg misunder dem, jeg tror at det kommer til at optage en uoverskuelig stor del af deres juridiske resourcer de næste mange år. Og ja, hvis EU kollapser står vi allesammen i den suppedas, men Catalonien som land vil ydermere have de udfordringer der er ved at skabe et helt nyt land. Jeg aner ikke hvad de består i, men jeg tror at der er mange. Renfe, det spanske tognet og Aena S.A., der administrerer lufthavnene er spanskejede. Jeg går ud fra at mange andre essentielle dele af deres infrastruktur er ejet/styret af Spanien ligeså. Alt dette skal de enten købe eller lease af et modvilligt Spanien eller overtage med vold hvilket de ikke kan da de ikke har noget militær. De skal søge om optagelse i NATO. De skal etablere embassader verden over. etc. etc.
Det er rigtigt at dette kun er tanker, men i løbet af de sidste par dage har adskillige store virksomheder inklusiv banker annonceret at de flytter deres hovedkontor til Spanien (Sabadell, La Caixa, Oryzon og Eurona). Så selv hvis der ikke sker mere vil det allerede have økonomiske konsekvenser for Catalonien.
Det er helt og aldeles meningsløst, at det skal gøres til en Gud given demokratisk ret, at et område kan stemme om uafhængighed efter egen lyst og - nåh ja - nationalistisk liderlighed.
Demokrati skal udfoldes indenfor lovens og især grundlovens rammer.
Det er da ingenlunde indlysende, at fx Skåne Halland og Blekinge skulle kunne komme tilbage til Danmark ved afstemninger besluttet i Malmø. Halmstad og Karlskrona helt uden hensyn til den svenske grundlov og regeringen i Stockholm.
Catalonien er jo på ingen måde et undertrykt område, hverken økonomisk, kulturelt eller sprogligt.
Det er et område hver nationalister har opblæst en stemning for at undgå at dele med svagere områder af Spanien.
Lars :)
Stærke følelser, nationalisme - og økonomisk beregning? Det er i hvert fald slående, at nogle af de senere årtiers selvstændighedsbevægelser, som i Norditalien og Flandern, er opstået i rige regioner, der gerne vil af med den fattigere del af den nationalstat, de er en del af. Og hvad med skotterne, der var i en sand selvstændighedsrus, så længe olien flød, men siden er blevet væsentligt mere afdæmpede?
Jeg synes også, det er påfaldende, at mange, der gerne vil nationalismen til livs, synes at bifalde den rasende nationalisme, vi ser i f.eks. Catalonien.
@Christian de Thurah Skotland er i den specielle situation, at de med Brexit bliver tvunget ud af EU meget mod et meget klart afstemingsresultat i Skotland 1).
Den forudgående afstemning om skotsk uafhængighed skete også efter aftale med regeringen i London.
Lars :)
1) "Scotland has voted in favour of the UK staying in the EU by 62% to 38% - with all 32 council areas backing Remain"/BBC.COM
Lars F.Jensen
Det, jeg taler om, ligger længe før Brexit.
Med til historien hører, at alle meningsmålinger (før valget) viste et lille flertal for at blive i Spanien. Dette flertal havde mestendels dog valgt at blive hjemme i euforien fra det store mindretal.
Lars F. Jensen 16:10 er du imod "et område kan stemme om uafhængighed efter egen lyst"
16:28 "Skotland...bliver tvunget ud af EU meget mod et meget klart afstemingsresultat.."
Hvad mener du egentligt? Skal UK splittes op mens Spanien holdes samlet? Hvorfor?
Jeg læser med interesse kronikker og kommentarene, men jeg kan godt mærke at at forstå Spanien, Catalonien, mm. er svært fra de danske tænke/referenceramme. Spaniens trist og brutalt historie er et vigtigt dimension i konflikten. Jeg håber at noget godt kan komme ud fra den nuværende tension, og forhåbentlig en begyndelse af et fornyede og bedre Spanien, Iberia eller Sepharad.
Solidaritet og fælleskab med andre Europæere indeholder løsninger - nationalisme er vejen ned i afgrunden
Dette er bare et forsøg ud i catxit drevet af baskiske nationalistiske fanatikere - og befolkningein i Catalonien har tydekligvis ikke set skriften på væggen. Dette projekt er dødsdømt - nationalismen var altid et dødsensfarligt men stadig dødfødt projekt
Mqan kunne have ønsket sig at den Spanske regering havde optrådt med mere visdom og også mere respekt for den almindelige Cataloners dømmekraft her. Man erklærede korrekt at afstamningen var ulovlig og et brud på konstitutionen. Men istedet for at sætte politiet ind kunne man have gjort catalonerne opmærrksom på at de i tilfælde af et ja ville være udtrådt af EU som storbrittanien, at grænserne til de øvrige EU ville blive lukket, at man ville skulle begynde forhandlinger for at åbnå enten handelsaftraler eller optagelse i EU fra grunden af med alt hvad dette indebære. Det ville formentlig have været tilstrækkeligt til at sikre en ædruelig debat i Catalonien og en rimelig afstemningsdeltagelse. Det bør generelt ikke være muiligt form noget land at udmelde sig af nogen union uden et afstemningsresultat der giver flertal af alle STEMMEBERETTIGEDE! Folk der ikke stemme bør altid i sådanne situationer kvalitativt tælles på den side der vælger kontinuitet snarere end forandring.
Overordnet er jeg enig i diagnosen. Det hører dog med til historien, at Spaniens tradition for en stærk centralmagt og 'almissetilgang' til magt til regionerne har ført til en del af problemerne, ligesom den spanske økonomiske udligningsordning er et populært emne på uafhængighedsfløjen. Sprog- og kulturdiskussionen har kørt i årevis, og her spiller borgerkrigen en rolle, fordi ethvert udspil fra Madrid om fx spansk i skolerne ses som et forsøg på undertrykkelse af catalansk kultur, som det skete i hele Francos levetid, ikke kun under borgerkrigen, som kronikøren skriver. En egentlig føderation ville formentlig være den bedste løsning for Catalonien (og Baskerlandet) og muligvis også på sigt for de øvrige regioner. PS: Man sorterer faktisk affald i Barcelona.
@Claus Röser
"...den spanske økonomiske udligningsordning..."
Ja, sådant er jo heller ikke populært hos LA og andre herhjemme eller hos fx mange tyskere overfor fx Grækenland.
I modsætning til Grækenland, der i meget høj grad afviser effektive midler med udbredt korruption, nepotisme, kapitalflugt og skattesnyd, har Catalonien vist ikke specielt meget at lade Madrid høre.
Catalonien kunne feje grundigt for egne døre og ganske sikkert vinde bredt gehør hos almindelige mennesker i Spanien for meget mere nådesløse love mod sådanne totalt skadelige aktiviteter og en effektiv og 'fundamentalistisk' brug af sådanne love.
Lars :)
PS! Husk fx at den spanske konges svoger var basker, boede i Barcelona og er dømt for korruption og skattesnyd.
Nu kan det vel diskuteres hvorvidt der partout skal holdes sammen på et ægteskab, hvis det har nået et punkt hvor den ene part anser den anden for at være skyld i alle vedkommendes problemer.
Især hvis den pågældende anden part på så efterfølgende straffer den første voldeligt for at tænke på at forlade dem. Det illustreres nok bedst af at ændre lidt på de kønsroller Finn Janning tildeler de to parter.
I så fald er der næppe megen tvivl om at "Jeg ønsker ikke at minimere XX s ansvar, blot at påpege, at volden var forudsigelig." ville blive udlagt som "Jo, jeg ønsker at minimere XXs ansvar og lægge så meget som muligt af skylden over på YY".... eller hvad?
Nu er nationalstater jo ikke ægteskaber men stemme- og økonomi--fælleskaber, så min pointe var bare at det er en åndsvag metafor, som samtidig virker lettere manipulatorisk ved at fremstille Catalonien som den urimelige ægtemand i stedet for den utilfredse (og voldsramte) kone.
Og de øvrige argumenter i artiklen er heller ikke videre velvalgte. Hvad i himlens navn har affaldssortering, procentdelen af økologiske varer i butikkerne og kvindekvoter i bestyrelser at gøre med Cataloniens principielle ret - eller mangel på samme - til at løsrive sig fra stemme- og økonomi fællesskabet med resten af Spanien?
Det er jo helt vanvittigt, og og at det glat væk accepteres som rigtige argumenter her i tråden, er udtryk for en fremherskende tendens på venstrefløjen til at sovse alting ind i beskyldninger om misogyni og mangel på grøn bevidsthed o.s.v(*) som argument for at man ikke behøver at tage modstanderens argumenter eller for den sags skyld demokratiske rettigheder alvorligt
(*) med o.s.v. mener jeg naturligvis racisme og homofobi, som det til forfatterens ros skal siges at han har afholdt sig fra at beskylde Barcelona for, dog muligvis kun fordi det var helt og aldeles uforenligt med statistikkerne.
Ikke dermed være sagt, at det ikke kunne være Europas , fremskridtet eller verdensfredens interesse, at tvinge Catalonien til at blive i "ægteskabet" .
Jeg synes som sagt bare at det er nogle lorteargumenter der bringes på banen her, det er forekommer mig at det er gået ned af bakke med filosofien siden Rousseaus tid.
Interesant diskussion om lovligheden af afstemning og hvorledes nationalismen er godt eller skidt. Dog glemme vi lidt om Katalonien burde have lov til at blive sig selv igen eller ej.
Det svare til at Preussien invaderede Danmark i 1864 ( ligesom Katalonien blevet overrumplet af Spanien i 1714) og Danmark var blevet indlemmet i det preussikse rige od Danmark som selvstændig nation ikke længere ville eksisterence, men blot være en region i nordtyskland på nuværende tidspunkt.
Spørgsmålet er således; Vil de danske nationalister ønske at se et selvstænding Danmark igen eller ville vi være tilfredse og glade for at tilhører Tyskland.
Selvfølgelig har catalonerne ret til deres eget land. Hvis de gerne vil have deres egen regering og lave egne love og selv bestemme over deres egen fremtid, skal de selvfølgelig have lov til det og der behøver ikke være nogen kæmpe konflikt over det. Et selvstændigt Catalonien har en naturlig interesse i fredelig sameksistens med Spanien, Frankrig og EU i det hele taget og det har Spanien, Frankrig og EU også.
Grønland, Færøerne, Skotland etc. skal da også have lov til at have deres eget land, hvis de gerne vil det. Der behøver ikke være konflikt over det, de kan sagtens være fx medlem af EU og handle med os andre og være fredelige. Madrid, København el. London behøver da ikke at bestemme for Catalonien, Skotland, Færøerne el. Grønland. Det kan de sagtens selv klare og hvis de har deres eget land, så vil de være mere ligeværdige i forhandling og vi får samtidig en mere divers verden. Det er ikke så dårligt.
@søren det lyder lidt naivt. Også som om du er fuldstændig ligeglad, lande og folk kan bare gøre som de vil. I et demokrati er der love, disse kan ændres gennem politisk arbejde, ligesom Catalonien har mulighed for at arbejde for ændringer, men de afstår at arbejde konstruktivt, idet de "først" skal være nation før de vil og kan noget. Det er en barnagtig forhandlingsteknik, som pt. splitter regionen, som gør at flere mennesker mister arbejde, af samme grund af de catalanske nationalister ganske respektløse overfor de der bor i Catalonien.
Man må antage, at de fleste catalanere betragter Puigdemonts separatisme som en fantasi eller et selskabsspil. Blev Catalonien en selvstændig republik i morgen, ville den ikke være i stand til at varetage en stats opgaver, men det interesserer åbenbart de færreste.
Det gælder dog ikke for virksomhederne i Catalonien, som ikke ønsker at blive taget ud af EU. Puigdemont ved, at hans økonomi falder sammen, hvis han erklærer sin region uafhængig, og så er her ikke nævnt et ord om de virkninger, separatismen har for de mennesker, som er berørt af den.
Det er ikke nogen umulig opgave at spille Puigdemont af banen; Man skal antagelig bare ændre reglerne for selvstyret.
@ Gert - Spanien kan ikke stemme om Catalonien skal være en del af Spanien eller ej. Det er ikke anderledes end at en mand og kone ikke kan stemme om de skal være sammen eller ej. Hvis den ene part ikke vil, vil det være tvang at tvinge dem sammen. Catalonierne er et folk og de har naturligvis folk der er dygtige nok til at forme og lede deres eget land.
Det samme kan grønlænderne, færingerne, skotterne o.lign. og hvis fynboerne vil have deres eget land, så kunne de også sagtens selv finde ud af det.