Læsetid 3 min.

Dansk forskning skal ikke tilbage i elfenbenstårnet

Forskningsfriheden er en af universiteternes kerneværdier, og den skal vi værne om. Men det gør vi ikke ved at lukke af for omverdenen
13. oktober 2017

Forskningsfriheden i Danmark skulle være under pres, mener professor emeritus Heine Andersen i sin nye bog. Ifølge ham skyldes det blandt andet, at mere og mere forskning på universiteterne finansieres af eksterne midler, samt at universiteterne har øget deres samarbejde med virksomheder og offentlige institutioner.

Det er sundt for både vores forskningsinstitutioner og vores demokrati at have en åben debat om forskningsfriheden, for den er en kerneværdi for universiteterne, og noget vi skal værne om. Og heldigvis for den debat, så er jeg ikke enig i Heine Andersens konklusioner.

Der findes fejl og der er plads til forbedring, men grundlæggende har forskningsfriheden i Danmark det godt.

Læs også

Den er stadfæstet i universitetsloven og i samtlige danske universiteters vedtægter. Vi er således forpligtet til at holde den i hævd.

Det er fornuftigt, for de danske universiteter har i de seneste årtier gennemgået en positiv udvikling, som betyder, at der er nye spørgsmål vedrørende forskningen, som vi skal forholde os til.

En aktiv del af samfundet

Engang var et dansk universitet sit eget lille univers. På Københavns Universitet har vi stadig et lokale, som hedder Fangekælderen, fordi universitetet i 1700-tallet sågar havde sit eget retssystem og egen domstol.

Men den tid, hvor universiteterne stod som ensomme elfenbenstårne, har været forbi i årevis.

Den samme universitetslov, som forpligter os til at værne om forskningsfriheden, forpligter heldigvis også det moderne danske universitet på at være en aktiv del af samfundet. Vi formidler den viden, som vores forskere frembringer, og vi bringer den i spil i samfundet. Viden og nye erkendelser skabes i stigende grad i et samarbejde mellem forskere og eksterne samarbejdspartnere om konkrete problemstillinger og udfordringer. Det samspil, som dansk universitetsforskning har med resten af samfundet, er en succes og en stærk drivkraft i udviklingen af Danmark.

Vi skal selvfølgelig have hånd i hanke med den udveksling, så den lige præcis ikke eroderer vores fundament – den frie forskning. Det er derfor, at forskningssamarbejder med virksomheder formaliseres i aftaler.

Det er derfor, at ønsker om at benytte universiteters viden til politikudvikling og rådgivning, bliver nedfældet i kontrakter om myndighedssamarbejde. Og det er derfor, at vi på Københavns Universitet har indført kodekser for samarbejde med eksterne parter og myndighedsbetjening, der skal værne om forskningsfriheden, f.eks. ved at sikre, at forskningsresultater skal offentliggøres, og forskernes ret til at udtale sig ikke begrænses.

Vi sikrer os mod interessekonflikter, men vi er samtidig opmærksomme på ikke at bekæmpe interessen for samarbejde, for den er positiv og gavnlig for universitetets udvikling.

Der er også sket et skift i måden, hvorpå forskning finansieres.

Som Heine Andersen ganske rigtigt påpeger, bliver universiteternes frie offentlige forskningsmidler i stigende grad suppleret af eksterne forskningsmidler. En stor del af dem er også offentlige midler, der udsættes for fri konkurrence igennem f.eks. Danmarks Frie Forskningsfond eller Innovationsfonden.

Dertil kommer blandt andet de private fonde, hvis store årlige investeringer betyder, at der er mulighed for at bedrive mere forskning på de danske universiteter.

Novo Nordisk Fonden har netop annonceret et program på 600 millioner til langsigtet finansiering af grundforskning for forskere på lektorniveau i biomedicin og -videnskab.

Vil vi være de muligheder foruden?

Nej, siger både jeg og Danmarks Frie Forskningsfond, som også glæder sig over tiltaget.

Styrker kerneydelsen

De danske universiteters omstilling til i højere grad at være en integreret del af samfundet er en kæmpe gevinst. Både fordi samfundet drager mere nytte af universiteternes dygtige forskere, men også fordi universiteterne styrker sine kerneydelser, forskning og uddannelse, gennem samarbejder og gennem fonde, virksomheder og politikeres villighed til at investere i forskningen.

Resultatet er danske universiteter, der klarer sig bedre internationalt end nogensinde før og tiltrækker topklasseforskere. Man kan spørge sig selv, om de højt profilerede forskere ville ønske at komme til et dansk universitet, hvis forskningsfrihed var kompromitteret?

Vi har glemt, at forskningsfrihed er en af grundpillerne i et oplyst og demokratisk samfund, mener professor emeritus i sociologi Heine Andersen, der står bag en ny bog om forskningsfrihedens tilstand. Her er budskabet, at både myndigheder, private bevillingsgivere og universitetsledere er med til at presse forskningsfriheden i jagten på penge og den magt, som adgang til forskning kan give
Læs også

Når universitetets rolle i samfundet udvikler sig, er det naturligt, at vi møder nogle nye spørgsmål om, hvordan vi sikrer kerneværdierne i vores institutioner, såsom forskningsfriheden. Det er spørgsmål, som vi går til med både alvor og sund fornuft.

Vi skal opstille rammer for samarbejde, der sikrer integriteten af vores forskning, men samtidig bevarer muligheden for et aktivt samspil med det omgivende samfund. For svaret kan aldrig blive at trække universiteterne tilbage i elfenbenstårnet og lade verden passe sig selv. Det kan ingen være tjent med.

Thomas Bjørnholm er prorektor for forskning og innovation ved Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Ole Riis

Prorektor Thomas Bjørnholms kommenterer i Information den 13.10 Heine Andersens nye bog, Forskningsfrihed. Svaret er er skoleeksempel på apologetik. Det tilskriver kritikeren falske motiver, nemlig at vende tilbage til elfenbenstårnet. Det er der ingen fare for, når universiteterne 'ejes' af en bestyrelse, hvor flertallet er eksternt. Bestyrelsen er selvsupplerende og står kun til ansvar overfor ministeren. Denne konstruktion er selvfølgelig igen garanti forskningsfriheden. Love og erklæringer garanterer ikke handlingerne, med mindre de følges op. I eksemplerne på brud på forskningsfriheden, er ledelsen ikke stillet til ansvar af rektor, bestyrelsen og ministeren. Bjørnholms kommentar taler om universiteterne som et harmonisk 'vi', og udglatter dermed interesseforskelle mellem bestyrelse, ledere og medarbejdere. Spørgsmålet er, hvordan ved han, at forskningsfriheden fungerer? Gennem personlige samtaler med forskerne? Gennem anonyme evalueringer? Eller ved rapporter fra de ledere, han har været med til at ansætte? Svaret på dilemmaet er, så vidt jeg kan vurdere det, at universiteternes bestyrelser står offentligt til ansvar.

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Det står enhver frit for at tilegne sig den viden og de teorier, der offentliggøres i bøger og tidsskrifter, mindre elfenbenstårn bliver det ikke.

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Ole Riis, svaret er, at bestyrelserne afskaffes, et demokratisk valgt konsistorium genindføres, fase bevillinger til universiteterne bliver norm - gerne fra en beskatning af det erhvervsliv, der har sit udkomme i kraft af den neutrale offentlige forskning, der står mål med de fordele, den og velfærdssamfundets øvrige universelle tilbud medfører. På den måde kan man ikke tænke universitetet som adskilt fra samfundet - men så kun på den måde, for universitetet går forud for beslutninger af alle slags: forskningen er grundlaget for udviklingen, derfor må den nødvendigvis være fri af de forestillinger og fordomme, der hersker, og som binder forskningen i dag.