Kronik

Dansk er et ugæstfrit sprog

Dansk er ikke et svært sprog. Men det er svært at tale dansk med danskerne, og det kan afholde nogle nydanskere fra at tale sproget, selvom de faktisk godt kan det
Buthaina Shaheens appel til etniske danskere er, at de skal være tålmodige med folk, der taler med accent og ikke siger danske udtryk nøjagtigt, som de selv ville sige dem.

Buthaina Shaheens appel til etniske danskere er, at de skal være tålmodige med folk, der taler med accent og ikke siger danske udtryk nøjagtigt, som de selv ville sige dem.

18. oktober 2017

Da jeg kom til Danmark fra Syrien i slutningen af 2007, var det første, jeg stræbte efter, at lære dansk. Så jeg meldte mig til et intensivt danskkursus. Halvandet år senere havde jeg afsluttet alle niveauer.

Mine danske venner sagde, at jeg var »Dansk Folkepartis drøm«. Men for at være helt ærlig har jeg aldrig tænkt, at dansk er et svært sprog. Sammenlignet med arabisk, tysk eller italiensk er grammatikken simpel. Måske er udtalen lidt speciel, ikke mindst vokalerne y, u, ø, o og å, men det er muligt at lære sig. Så jeg køber det ikke, når danskere siger, at det danske sprog er så svært. For det er ikke sproget, der er en udfordring.

Det er til gengæld svært, at danskere ikke er vant til at høre dansk med accent. De er heller ikke vant til, at dem, der lærer dansk, ikke bruger samme udtryk, som danskere gør. På den måde er dansk et ugæstfrit sprog – et udtryk, der kommer fra den iransk-svenske antropolog Shahram Khosravi. Han argumenterer for, at engelsk er et hospitable language, hvor det er muligt at tale på forskellige måder, men stadig blive forstået. På svensk (eller dansk), derimod, forstår folk ikke, hvad du siger, hvis du laver småfejl.

Jeg taler af erfaring. Når jeg taler dansk, er det nemlig med accent, og det har resulteret i mange interessante sproglige oplevelser med danskere. Jeg har oplevet ikke at blive taget seriøst, at blive behandlet som en andenrangsborger og endda at få et svar tilbage på engelsk.

Et godt eksempel på det med at blive behandlet som en andenrangsborger har jeg fra mit tidligere arbejde i Røde Kors, hvor jeg arbejdede fuldtid som aktiveringsmedarbejder. En dag blev jeg antastet af en kollega fra en anden afdeling, som troede, jeg var køkkenansat og bad mig om at lave kaffe. Det fik mig til at konkludere, at selv mine kollegaer i Røde Kors, som er vant til at arbejde i et internationalt miljø, åbenbart ikke har vænnet sig til, at fagligt ansatte kan være brune og tale med accent.

Når jeg får et svar tilbage på engelsk, er det ofte i kulturmøder med danskere, når jeg er ude at spise. Jeg har mange gange bestilt en drink på dansk, hvorefter tjeneren har svaret mig tilbage på engelsk. Da jeg en dag endelig besluttede mig for ikke bare at blive irriteret, men i stedet at spørge en tjener ind til, hvorfor han talte engelsk til mig, lød svaret, at han troede, at jeg talte engelsk til ham, og at han havde overhørt, at jeg talte engelsk med dem, jeg sad sammen med.

Omvendt føltes det i løbet af mine første år i Danmark også nedslående, når danskere blev ved med at tale dansk i stedet for engelsk, når jeg var til stede og ikke kunne følge med.

Dengang ’interagerede’ jeg mest med danskere i middagssammenhænge eller ved at gå ud og drikke en øl. I disse situationer oplevede jeg, at mange danskere elsker deres sprog, og at de bliver ved med at tale dansk, selv om de let kunne have kommunikeret på engelsk for min skyld. På sådanne aftener overhørte jeg lange samtaler på dansk, mens jeg blot tav stille. Til sidst ville jeg så give lyd på engelsk for at markere mig selv. Så skiftede folk til engelsk. Men det er jo træls at bede folk om det hele tiden.

Derfor håber jeg, at danskere vil blive bedre til at spørge, hvilket sprog en nytilkommen foretrækker at tale – engelsk eller dansk? Det er nemlig provokende, at dansktalende svarer tilbage på engelsk, når en nytilkommen gerne vil øve sig. Og det er lige så provokerende at blive ved med at tale på dansk, når man som ny dansker er ude for at ’integrere sig’.

Oversat fra dansk til dansk

I Danmark er der et massivt pres på udlændinge for at de skal lære dansk – og det er, uanset hvilken hudfarve de har. Presset kommer ikke blot fra politikere, men også fra befolkningen. Jeg hører ofte folk omkring mig sige, at det er vigtigt at lære dansk. Men når det så kommer til stykket, har mange af dem desværre ikke engang tålmodigheden til at tale med en nytilkommen udlænding på dansk, så han eller hun kan øve sig.

I vuggestuer og børnehaver får pædagogerne at vide, at de skal tale dansk med alle børn og især have fokus på de børn, som ikke har etnisk danske forældre. Men mine studier i kultur- og sprogmødestudier har lært mig andre teoretiske indfaldsvinkler, blandt andet at flersprogede børn med flerkulturel baggrund skal anerkendes for deres sprog, hvis de skal kunne fungere godt i samfundet. Med det i baghovedet taler jeg altid arabisk til min femårige søn, også i børnehaven, men han vil ikke svare igen på arabisk. Det er pinligt, synes han.

Min anden søn, som går i folkeskole, bryder sig heller ikke om, at jeg taler arabisk med ham foran kammeraterne. Til gengæld er det okay, hvis jeg taler engelsk til ham. Men hvorfor er det egentlig pinligt at tale arabisk og ikke engelsk, tænker jeg for mig selv. Måske fordi man lærer engelsk i skolen, mens arabisk og arabisktalende ikke bliver omtalt som en ressource. Så jeg prøver at overbevise mine sønner om, at det er sejt at tale flere sprog. Og især arabisk, som tales af 450 millioner mennesker verden over.

Alle danskere kan blive enige om, at de, der flytter til Danmark, skal lære dansk, så de kan integrere sig og klare sig i samfundet. Gang på gang hører vi om indvandrere, der har været i Danmark i årevis, men som stadig ikke taler dansk. Et eksempel, der ofte trækkes på, er kvinder med arabisk baggrund, der kom hertil som flygtninge i 1980’erne.

Men da jeg i et år arbejdede med netop denne slags kvinder, gik det op for mig, at de sagtens kan kommunikere på dansk. Desværre hører de bare alt for ofte fra omverdenen, at de ikke kan. Og når de hører det igen og igen, ja så bliver de overbeviste om, at de faktisk ikke kan.

Ja, de taler med accent og laver fejl. Men de skal anerkendes alligevel, ellers løser vi ikke integrationsproblemerne. Man løser problemet ved at være åben som kommunalansat eller borger der, hvor kvinderne oplever kulturmødet med Danmark.

For eksempel kan en lærer eller pædagog bruge lidt tid på at prøve at forstå en kvinde med anden etnisk baggrund i stedet for at ringe efter en tolk. Jeg oplevede engang, da jeg var indkaldt på en skole til at tolke for en forælder med arabisk baggrund, at jeg forstod hans dansk, mens pædagogen ikke forstod det og spurgte mig om oversættelse. Så måtte jeg oversætte – fra dansk til dansk.

Min appel til etniske danskere er derfor, at de skal være tålmodige med folk, der taler med accent og ikke siger danske udtryk nøjagtigt, som de selv ville sige dem.

Selv om man taler med accent og er brun, betyder det ikke, at man ikke har en videregående uddannelse.

Når en nyankommet er i selskab med flere danskere, bør man spørge vedkommende, hvilket sprog han eller hun foretrækker.

Lad være med at have en forestilling om, at arabiske kvinder, der har boet over 24 år i Danmark, ikke kan dansk. Det kan være, at de har brug for mere tålmodighed og forståelse fra jeres side, selv om jeres job skal udføres effektivt og på kort tid.

Og så til sidst en appel til arabere i Danmark: Vær stolte af at tale arabisk, også selv om det ikke bliver anerkendt som en ressource i børnehaver, folkeskoler og det offentlige rum.

Buthaina Shaheen er cand.soc. i Globale Studier og Kultur- og Sprogmødestudier fra Roskilde Universitet

Serie

Så tal dog dansk!

Sprog er nøglen til god integration, siger politikerne igen og igen. Uden et godt dansk, ingen adgang til arbejdsmarkedet, kulturen, humoren og det danske fællesskab. Uden et godt dansk, intet statsborgerskab. Hvis man vil Danmark, så skal man tale dansk.

Men vil Danmark en, hvis man taler dansk med accent? Hvordan opleves mødet med det danske sprog? Og hvordan er det at være tosproget familie i Danmark?

Det stiller en række debattører skarpt på i denne debatserie.

Seneste artikler

  • Engelsk? ’Thumbs up’! Arabisk? Buuuh!

    14. oktober 2017
    Vi er en tosproget familie – vi taler dansk og engelsk i en stor pærevælling. Folk elsker det: ’Wauw, engelsk! Hvor nyttigt,’ siger de. Havde vi talt arabisk, havde det været et problem. Hvorfor? Det skal jeg sige dig: fordi der findes fine og ikke så fine indvandrere
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Steffen Gliese
  • Nanna Wulff M.
  • Margit Tang
  • Slettet Bruger
  • Malan Helge
  • Niels Duus Nielsen
  • Niels Bent Johansen
  • Christel Gruner-Olesen
  • Lars Bo Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Torben Skov
  • Jørgen Wassmann
  • Trond Meiring
  • Nils Sørensen
  • Ervin Lazar
  • Pia Colère Lenau
  • Katrine Damm
David Zennaro, Steffen Gliese, Nanna Wulff M., Margit Tang, Slettet Bruger, Malan Helge, Niels Duus Nielsen, Niels Bent Johansen, Christel Gruner-Olesen, Lars Bo Jensen, Eva Schwanenflügel, Torben Skov, Jørgen Wassmann, Trond Meiring, Nils Sørensen, Ervin Lazar, Pia Colère Lenau og Katrine Damm anbefalede denne artikel

Kommentarer

christian christensen

Det er en betydelig finjustering Shaheen forlanger af sine omgivelser for ikke at føle sig stødt. Hun forventer at omgivelserne skal tage hende på en helt bestemt mellem måde ellers bliver hun såret. I starten blev der talt for lidt engelsk til hende og senere for meget. Hvordan og hvorfor skal omgivelserne bedømme hvilket trin i sin sprogfærdighed hun lige præcis er nået til den dag?

Jørgen Mathiasen

Det er ikke uden komiske sider, at nogle af de modersmålstalende i kongeriget insisterer på, at udlændinge fejlfrit skal beherske det danske lydinventar, der netop af et stort antal mennesker anses for at være temmelig grimt.

Det kræver ikke overvældende store ører gennem sammenligninger med andre europæiske lydinventarer at høre, at andre folk har fundet på mere klangfulde løsninger end det danske. Men grænsen for den intellektuelle kapacitet er nået for de fleste, når man kommer til begrebet national identitet. Den er for de fleste uopløseligt forbundet med modersmålet, og her er det sikreste at konversere sin kone på et fremmedsprog, når samtalen foregår i det offentlige rum.

Niels Duus Nielsen og Christel Gruner-Olesen anbefalede denne kommentar

Danmark er på mange måder et meget lige land, og det sætter vi en dyd i, i reglen med rette. Blandt de negative sider er desværre, at vi ikke lægger os i selen for at få gæster til at føle sig velkomne, for gæsterne skal jo selv 'gøre noget' for at være med i samtaler osv. Når man er gæst er man altid på udebane, mens værten er på hjemmebane, og derfor påhviler der værten en større forpligtelse end gæsten for, at alle føler sig godt tilpas. Her i Spanien taler de fleste kun spansk og gerne med høj hastighed. Til gengæld anstrenger de sig meget for at få udlændinge til at føle sig velkomne, lytter opmærksomt og giver dem tid til at forsøge sig på spansk, uanset hvad deres niveau måtte være.

Christel Gruner-Olesen, Jørgen Mathiasen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

Sproget er vel ikke ugæstfrit, men måske er indbyggerne det - eller nogle af dem.

Det er synd, at kronikken er så stakåndet og rodet disponeret. Det kan skabe tvivl om, hvad budskabet egentlig er.

At man ikke bliver tiltalt på dansk, kan også skyldes, at den anden part vil gøre det lettere at kommunikere eller tror, at alle, der ikke er blonde, heller ikke taler dansk. Da jeg var mere mørkhåret end nu, har jeg da oplevet netop det. Og så elsker mange danskere jo at tale f.eks. engelsk. Også selvom de mestrer det elendigt.

I gamle dage blev tjenere i Frankrig opfattet som ubehøvlede, når de kun talte fransk. Nu bliver nogle tilrejsende fornærmede over at blive tiltalt på engelsk, når de selv forsøger sig på fransk. Det er da ikke spor nemt.

På mange restauranter i København er det ikke ualmindeligt, at tjenerne kun kan tale engelsk. Det er så den omvendte situation. Man kan ikke kommunikere på dansk. Og nogle kan netop kun det!

Dansk er dog ikke noget let sprog. Primært fordi mundtligt og skriftligt dansk ligger langt fra hinanden. Og langtfra alle danskere behersker sproget korrekt, hverken hvad angår stavning, udtale, grammatik for ikke at tale om fejlagtig brug af præpositioner og faste vendinger. Der er strammere og slappere - som der nok er det inden for alle verdens sprog.

De allerfleste, der lærer fremmedsprog som voksne, vil også have accent. Alt efter deres modersmål vil fremmedsproget - det danske eller andet - lyde forskelligt. Alle som en vil de have en umiskendelig sprogtone og det burde da slet ikke være noget problem, men bare en charme mere.

Michael Kongstad Nielsen

Skønt Maj-Britt, dejligt indlæg.

Jeg vil lige nævne en anderledes ting. Svensk er særligt nemt at lære for udlændinge, fordi de holder sproget højt derovre. De sætter udtale og skrift i samme bås, og kræver tydelighed. Norsk har lidt af det samme, men med en masse levende dialekter. Dansk taber på manglende selvværd.

Men det morsomme er, at fx. norske tilflyttere til Danmark ofte stædigt fastholder eget sprog. Som om de lige var ankommet, selvom de har boet her i 40 år. Det findes også hos ungarere, fx., som har lært fornødent dansk, men nægter at gå videre og assimilere sprogtonen, men fastholder en magyarisk rest.

jens peter hansen

At nordmænd taler norsk i Danmark er rigtigt og forkert. Min nabo er nordmand og min svoger er nordmand. De taler begge med tydelig norsk accent og bruger særnorske udtryk. Men de bliver skældt ud når de kommer hjem til Norge, fordi de taler dansk. Artikelskriveren hidser sig op over at hun er blevet brugt som tolk, selv om den der skulle tolkes for talte dansk. Der er da grotesk i en avis, der er ved at koge over i raseri over at der IKKE bliver tolket og forsiden de sidste 14 dage har været fyldt med historier om hvor stor skandale det er at tolkene ikke er gode nok.
At mange danskere gerne vil tale engelsk er da kun godt. At mange og sikkert også mig selv ikke er sååå gode til det er vel ikke så mærkeligt, vi er jo ikke englændere. Det er som om nationen er fyldt med hadefulde mennesker. Hvis de taler engelsk til en person er de diskriminerende, hvis de ikke forstår det dansk en fremmed taler er de også diskriminerende, når vi bruger tolk er det fanden løs, når vi ikke gør det er fanden også løs.
Hold nu op med det selvhad. Den kritiske artikelskriver har fået en akademisk uddannelse her 10 år efter hun er ankommet til dette hadefulde land. Gratis og med S.U. og hele pivtøjet. Foræret af denne uforstående og ondsindede befolkning på godt 5 mio. Hva du gang i ! som de siger på Nørrebro.

Anne Koed Westergaard og Christian De Thurah anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

Under et kortere arbejdsophold i Norge fornemmede jeg, at min indre stemme hurtigt lød meget norsk. Ja, den norske lyd var faktisk svær at slå fra.

Men jeg tænkte så, at nu skulle jeg måske passe på, at jeg ikke talte norsk til mine norske kolleger. For hvordan ville det blive taget imod? Tror hun, at vi nordmænd ikke forstår dansk? Eller: Nej, hvilket godt sprogøre, hun har.

Pokkers til sprogforbistring!

Michael Kongstad Nielsen og Anne Koed Westergaard anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Da jeg turnerede i Sverige talte vi dansk til svenskerne, og svenskerne talte svensk til os. Det gik der selvfølgelig ged i fra tid til anden, hvad vi morede os meget over, både os og svenskerne.

Men hver gang noget var særlig vigtigt, fx når det drejede sig om at overholde det svenske stærkstrømsreglement, slog både vi og svenskerne spontant over i engelsk for at være helt sikre på ikke at blive misforstået.

Dog ikke i Skåne - der talte vi engelsk hele tiden.

;-)

Philip B. Johnsen

Det er tydeligvis problematik, at forstå en mor til et barn født i det krigshærgede Syrien, har det vanskeligt med, at datteren ikke vil have mor taler arabisk til sig i det offentlige rum.

Det undre ikke mig længere.

Læste lige nu en kommentar på Berlingske, fra torsdag “Boegerlig H. af Cordua og Steno” om generel hetz af indvandre med for lidt danskhed, den sædvanlige modbydelige hetz, men kommentaren her står helt øverst som den første.

“Jeg vil jo gerne personligt undgå jernbanevognene gegen Ost.
På den anden side skal problemet inddæmmes.”

The doll test
Link:https://youtu.be/tkpUyB2xgTM

Bjørn Pedersen

"En dag blev jeg antastet af en kollega fra en anden afdeling, som troede, jeg var køkkenansat og bad mig om at lave kaffe. Det fik mig til at konkludere, at selv mine kollegaer i Røde Kors, som er vant til at arbejde i et internationalt miljø, åbenbart ikke har vænnet sig til, at fagligt ansatte kan være brune og tale med accent."

Så ifølge forfatteren er det at en kollega beder hende om at lave kaffe, i sig selv et udtryk for at de ser ned på hende? Den... skal vi kalde det "formodning", vil jeg opfordre frøken Shaheen til at udfordre lidt.

Hvad selve artiklen angår: Hvis man ikke forstår en anden persons dansk med accent, så forstår man det jo ikke. Man kan "anerkende" andre nok så meget, men det fremmer jo netop ikke forståelse og samarbejde, hvis man ikke forstår hvad hinanden siger. At en arabisk-talende person godt kan forstå en der taler dansk med meget kraftig arabisk accent, er vel ikke så sært.

Det er straks mere sært at forvente at en ikke-arabisk-talende dansker ikke kan forstå det, fordi de "ikke har gjort sig nok umage". Det er ligeså fjollet et krav af forfatteren at stille, som et krav om at første generations indvandrere der har været her ca. et årti skulle være i stand til at tale flydende, accent-frit dansk.

Det er som regel muligt, med fagter og ordforklaringer at nå frem til at forstå hvad en indvandrer med kraftigt accent siger. Den kommunikationsfejl er dog ikke "samfundets skyld". Det er indvandrerens, akkurat ligesom det ville være Willy Søvndals, eget personlige ansvar overfor engelsk-talende personer at gøre sig forståelig overfor dem. Hvis de får brug for en "engelsk" til engelsk tolk, har det jo næppe noget med Søvndals hudfarve at gøre.

Michael Kongstad Nielsen

Maj-Britt Kent Hansen
20. oktober, 2017 - 09:32

Jeg frekventerede også Norge en del engang. Og jeg må indrømme, jeg elsker det sprog. Mest det Oslo-nære bokmål, men allehånde dialekter er også sjove. Sørlandsk fx. som Sissel Kyrkjebø
taler oprindeligt. Hvor de 'skarrer' på r'erne. Mens de ruller på bokmål. Jeg kan huske, jeg øvede mig i at udtale 'Frognesætteren', Den indeholder en del udfordringer. Det rullende r, det nasale 'ång' og det løftede 'ren' til sidst, som giver musik i sproget. Til sidst syntes jeg, jeg kunne det, men man skal holde sig til sit eger skandinaviske modersmål, med mindre man kaster sig ud i at ville assimilere sig sprogligt. Det bliver dog nok typisk en mellemting. Og det er jo også fedt nok.

Jeg synes også, det er fedt at kunne høre folks bornholmske eller sydfynske dialekt skinne igennem. Aldrig så meget de har forsøgt at fjerne den.

Klaus Seidenfaden

Jeg kan godt nikke genkendende til, at det kan være svært at forstå dansk, der tales med en accent, jeg ikke er vant til at høre. Øret skal lige trænes op. Jeg husker, at der, da jeg mellem sjette og syvende klasse blev omplantet fra Sjælland til Vendsyssel, gik cirka tre måneder, før jeg uden problemer kunne forstå, hvad min sidemand i skolen sagde. :-)

Og så er jeg i øvrigt fascineret af sprog og ville ønske, jeg kunne tale nogle flere - heriblandt og ikke mindst arabisk.

Sider