Klumme

Døden kommer ofte bag på os. Nogle gange i bogstavelig forstand

Som ung kan man tænke på døden som noget mytologisk og abstrakt. Indtil man en dag ligger på en klinik i København og ængsteligt afventer lægens dom
Som ung kan man tænke på døden som noget mytologisk og abstrakt. Indtil man en dag ligger på en klinik i København og ængsteligt afventer lægens dom

Sille Veilmark

5. oktober 2017

Jeg ligger på en briks med benene oppe under maven og bukserne nede om anklerne. En mand iført hvid kittel og gummihandsker gør sig klar til at gennembryde min intimsfære med en kameraslange. På en skærm ved siden af briksen kan jeg følge med i den direkte transmission fra mit eget indre. Det minder lidt om at køre en tur med metroen.

Centimeter for centimeter rykker kameraslangen længere ind i det snirklede tunnelsystem og kaster lys over et hidtil mørkelagt område.

Faktisk er det temmelig fascinerende at følge med i. Men jeg ligger her ikke, fordi det er en spændende oplevelse; jeg ligger her, fordi der er noget i vejen med mig. Fordi der er noget galt inden i mig.

Da jeg var dreng, var døden et abstrakt fænomen; på afstand ligefrem spændende. Fra sengen på mit teenageværelse læste jeg Morten Nielsens storladne digte om kærlighed og skæbne, som hentede troværdighed i hans egen dramatiske biografi: død som 22-årig af et vådeskud efter at have ofret sit liv for Danmark som modstandsmand under krigen.

Jeg læste også Michael Strunge og svælgede i historien om, hvordan han som 27-årig havde kastet sig ud af et vindue fra 5. sal med ordene: »Nu kan jeg flyve!« Det kunne han ikke. Men han kunne nære mine romantiske forestillinger om døden som et episk slutpunkt. Som et nærmest misundelsesværdigt punktum.

Jeg kigger på skærmen foran mig. Med venstre hånd hvilende under hovedet og højre hånd hårdt knuget mellem lårene ligger jeg i et stabilt sideleje og betragter min egen infrastruktur: Den ser ikke ud, som jeg havde forestillet mig den.

Jeg havde troet, at mine indre trafikårer ville være beskidte og fyldt med affald. Det er de ikke. De er lige så rene og tomme som gågaderne i en mellemstor, jysk provinsby.

Jeg kommer til at tænke på Kolding, hvor jeg er opvokset, og den patosladede seddel, jeg skrev til mig selv, da jeg var 16 år: ’Forfængelighed bliver min død,’ koketterede jeg dengang. Nu tænker jeg, at jeg måske ender med at få ret: At jeg har været for forfængelig til at blive undersøgt i tide, at det måske allerede er for sent? 

Uanmeldt, uønsket og altid for tidligt

Da jeg som ung skrev sedlen, var det ikke ligefrem denne situation, jeg havde i tankerne. Når jeg forestillede mig min egen død, var det som et ekko af Strunge og Nielsen: Jeg så for mig et brølende crescendo af tårer og gråd, et dramatisk højdepunkt i en monumental fortælling med mig selv som fascinerende hovedperson.

Døden var cool, og min egen død ville blive übercool. Som den unge kærlighedssyge Werther i Goethes tragiske trekantsdrama fra 1774. Eller som Jimi Hendrix, Janis Joplin, Jim Morrison og alle de andre koryfæer i Klub 27, der havde levet livet så intenst, at de var blevet færdige med det før tid. Sådan tænkte jeg.

Så kom turen til mit eget idol. Den 5. april 1994 skød Nirvana-forsanger Kurt Cobain sig selv i sit hjem i Seattle. Han blev fundet død to dage senere af en elektriker.

I selvmordsbrevet, som han efterlod sin kone Courtney Love og deres fælles datter Frances, forklarede han, at han ikke længere havde passionen: »Og husk på, at det er bedre at brænde ud end at sygne hen.«

Det var en linje, han havde lånt fra Neil Youngs »Hey Hey, My My (Into The Black)«. Flere år senere forklarede Neil Young, hvor ødelæggende det havde været for ham at se sin egen tekst blive brugt som en poetisk ramme om et selvmord: »Det fuckede med mig.«

Manden i den hvide kittel fører kameraslangen længere ind, mens han puster luft ud igennem et rør for at udvide pladsen. Jeg følger stadig med på skærmen i den lille klinik, kun afbrudt af enkelte koncentrationssvigt, når ubehagelige jag går gennem maven på mig.

I mit hoved hvirvler kræftstatistikker og overlevelsesprognoser rundt. Jeg fortryder at have udsat, hvad jeg for længst burde have gjort. Og jeg bebrejder mig selv. For døden, har det vist sig, er hverken mytologisk eller abstrakt, den er klinisk og konkret.

Den dukker ikke op på bestilling, når man har sat håret og strøget skjorten; den kommer ikke som planlagt, når konfettikanonerne er kørt frem, og publikum har indfundet sig. Den kommer uanmeldt og uønsket og altid for tidligt.

Som for eksempel når man ligger på en kold briks i København med bukserne nede om anklerne og frygten oppe i halsen. 

Ængsteligt vender jeg mig om mod lægen.

»Jeg tænkte det nok,« siger han og slukker maskinen.

»Det er hæmorider.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjørn Pedersen
  • Hans Aagaard
  • Mette Poulsen
  • ulrik mortensen
  • Niels Duus Nielsen
  • Torben Skov
  • Janne Bang
  • Lise Lotte Rahbek
  • Ingrid Sørensen
Bjørn Pedersen, Hans Aagaard, Mette Poulsen, ulrik mortensen, Niels Duus Nielsen, Torben Skov, Janne Bang, Lise Lotte Rahbek og Ingrid Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg nåede at blive lidt for gammel, før det gik op for mig, at hæmorider ikke er dyr ;)
Fedt skrevet, god suspense!

Niels Duus Nielsen og Henriette Bøhne anbefalede denne kommentar