Kronik

Engelsk? ’Thumbs up’! Arabisk? Buuuh!

Vi er en tosproget familie – vi taler dansk og engelsk i en stor pærevælling. Folk elsker det: ’Wauw, engelsk! Hvor nyttigt,’ siger de. Havde vi talt arabisk, havde det været et problem. Hvorfor? Det skal jeg sige dig: fordi der findes fine og ikke så fine indvandrere
Vi har været her et år nu. Noget har været nemt, andet har været blod, sved og tårer. Og vi føler stadig ikke helt, at vi passer ind, men vi arbejder på det hver evig eneste dag, skriver dagens kronikør.

Vi har været her et år nu. Noget har været nemt, andet har været blod, sved og tårer. Og vi føler stadig ikke helt, at vi passer ind, men vi arbejder på det hver evig eneste dag, skriver dagens kronikør.

Sille Veilmark

14. oktober 2017

Jeg er dansk, min mand er engelsk, vore børn er begge dele. Vi fik børn i England, og da den ældste var knap fire år, flyttede vi til Danmark.

Lad mig punktere en myte med det samme: Det er ikke specielt fedt at være tosproget. Det er ikke hverken sjovt eller eksotisk eller nuttet, og vi har ikke valgt det, fordi vores børn måske vil have nedsat risiko for demens. For os er det bare dagligdag, med den lille forskel, at vi jonglerer med to sprog, hvor mange andre bare begår sig i ét.

Min mand og jeg taler engelsk sammen – for det har vi altid gjort, også selv om min mand nu har lært sig dansk. Jeg taler dansk med børnene, og min mand taler engelsk med dem. Det lyder enkelt. Det er det ikke. Når vi er sammen allesammen, taler vi et mærkeligt sammensurium af dansk og engelsk – »was there anything in the drivhus?« sagde jeg netop til min mand.

Andre synes, det er sjovt. Vi synes, det er naturligt, men det kan også være en kilde til frustration, for pludselig kan den fireårige ikke huske et ord på engelsk, og så bliver han vred, irriteret og flov. På samme tid.

I en god periode klør han bare på, men i en dårlig periode trækker han sig væk fra sin far og kommunikerer mest med mig, fordi han kan gøre det på dansk. Det kan betyde lang tid (uger, en måned) ad gangen, hvor far skal kæmpe sig ind i alle samtaler. Det er svært.

Sorgfuldt

Noget af det, jeg savner i tosprogsdebatten, er det med sorgen. Den sorg, man kan føle, når ens barn ikke taler ens eget modersmål.

Min ældste talte ikke dansk, før vi flyttede herover, selv om han forstod det. Det var virkelig svært for mig. Læs det lige igen. Virkelig svært. Han talte ikke dansk, heller ikke selv om jeg selv udelukkende talte dansk til ham, sang danske sange for ham og læste danske bøger for ham. Han blev stopfodret med Halfdan Rasmussen, Johannes Møllehave, Åh Abe og Højskolesangbogen, og stadig svarede han mig på engelsk og kaldte mig mummy.

Og jo, selvfølgelig var han lidt nuttet, når han talte engelsk. Og selvfølgelig taler jeg også selv ret godt engelsk efter otte år derovre. Jeg elsker faktisk engelsk. Jeg dyrker det, drømmer på det, undersøger det, fascineres af det og griner af jokes, der kun fungerer på dette skønne sprog. Det er min ægtemands sprog, min svigerfamilies sprog, mine yndlingsdigteres sprog, mine børns andet sprog, mit arbejdssprog. Men det er ikke mit sprog. Det kan det aldrig blive.

Fedt? ’Not’!

Derfor irriterer det mig, når folk fortæller mig, hvor fedt det er, at vi taler to sprog i familien. Jeg smiler pænt, men indeni tænker jeg: Fedt? FEDT???

Hvor fedt er det aldrig at kunne dele modersmål med sin ægtefælle? Altid at komme til kort i diskussioner, fordi mit ordforråd alligevel ikke rækker hele vejen hjem, og fordi hans accent er så posh? At vide, at jeg ikke rigtigt fangede mit ældste barns første ord, fordi de var på engelsk? Og at forholdet til mit ældste barn først blev rigtig tæt, da vi flyttede til Danmark og pludselig talte samme sprog?

For det var det, der skete: Da vi ikke bare forstod samme sprog, men faktisk også begge talte det, forandrede vores forhold sig fuldstændigt. Vi fandt sammen på en måde, som vi aldrig havde været sammen på før. Og jeg vil aldrig glemme den dag, det gik op for mig, at der tidligere havde manglet noget, men at jeg aldrig havde lagt mærke til det.

Jeg troede, at den lille afstand, jeg følte til mit barn, var naturlig. At alle forældre havde det sådan. Og da vi så pludselig talte samme sprog, forsvandt afstanden, og vi kunne grine sammen, sådan for alvor, og lærte hinanden at kende på en helt ny måde. Nu gør tiden før det lidt ondt at tænke på.

I Danmark skræmmer det mig, hvor lidt fokus der er på, hvordan det egentlig føles at være en tosproget familie, en tosproget voksen, et tosproget barn. Hvilke problemer, glæder, udfordringer, følelser, vi har. Hvordan man kan trives med to sprog – trives sådan rigtigt.

Engelsk! Hvor nyttigt!

Dernæst gør det mig rasende, at vi bliver set som ’gode’ tosprogede, fordi vi taler engelsk (»Wauw! Hvor nyttigt!«) og ikke f.eks. arabisk. Hvorfor mener nogle, at det er godt for børn at tale både dansk og engelsk, men ikke både dansk og arabisk? Hvorfor klapper vi i hænderne, når forældre prøver at opretholde det engelske, men ikke det arabiske?

Det skal jeg sige dig: fordi der findes fine og ikke så fine indvandrere. Så tosproget er skam ikke bare tosproget, det kommer lige så meget an på, hvilke to sprog vi taler om. Engelsk? Thumbs up. Arabisk? Buuuh.

Det er absurd, fordi min erfaring er, at indvandrere ofte har en masse til fælles. Vi deler følelser, savn, opture og nedture, som vi har svært ved at gå til andre med. Og nej, jeg har ikke samme liv som en syrisk flygtning på 23 år. Det ville være mærkeligt at påstå. Til gengæld vil jeg hævde, at indvandrere er en gruppe af meget, meget forskellige mennesker, der alle forskelle til trods oplever nogle af de samme udfordringer i livet.

To eksempler:

I England kom der en dag en ung mand fra et analyseinstitut til vores dør. Mens jeg svarede på spørgsmålene, var jeg nødt til at forklare nogle af mine svar med, at jeg var udlænding.

»Hvor er du fra?« spurgte han.

»Danmark,« svarede jeg.

»OG JEG ER FRA PAKISTAN!« råbte han begejstret, og så havde vi en ret lang samtale om at være flyttet til Nordengland.

For vi var i samme båd.

Da vi flyttede til Danmark, skulle jeg hjem til en afghansk kvinde og hente min mands telefon; han havde tabt den på gaden, og hun havde fundet den og kontaktet mig. Da hun lukkede døren op, viste det sig, at vi havde babyer på armen på samme alder, og jeg blev budt indenfor – og så brugte vi ellers en times tid på at fnise over, hvor mærkeligt det er at flytte til Middelfart og ikke fatte en skid: Hvor er lægen, og hvordan får man barnet vaccineret, og HVAD ER DET DER BORGERSERVICE, OG HVORFOR SKAL MAN HELE TIDEN DERHEN?

Hjemve

Vi har været her et år nu. Noget har været nemt, andet har været blod, sved og tårer. Og vi føler stadig ikke helt, at vi passer ind, men vi arbejder på det hver evig eneste dag.

Samtidig arbejder vi på at bibeholde kontakten til det gamle land, det gamle sprog og familien derovre, for uden det konstante, hårde arbejde med det bliver vi ulykkelige.

Det opdagede vi, da det ældste barn pludselig blev træt, ked og træls, uden at vi kunne gennemskue hvorfor. Først da en livsklog ven (og præst) kom på besøg og efter en hurtig samtale stillede diagnosen ’hjemve’, faldt tiøren.

Da gik det op for os, at vi i nogle måneder havde været så fokuserede på at blive mønsterimmigranter, at vi havde glemt at pleje vores barns forbindelse til alt det gamle. Glemt at synge de engelske børnesange, glemt at se billeder, glemt at høre Queen og glemt at se Gurli Gris på engelsk. Nu har vi lært lektien og ved, at der er en kanal, som hele tiden skal holdes åben, for at vi kan være dem, vi er: en helt almindelig blandet familie, der hører til to steder.

Lov til at være både-og

Mit ønske er en mere nuanceret diskussion om det at være tosproget. Flere forsøg på reel, dyb forståelse af, hvordan flersprogede familier fungerer: Hvad udfordringerne er, hvad glæderne er, og hvad sorgerne er.

Mit ønske er også, at billedet af den gode og den dårlige indvandrer slås i stykker og opgives helt. Mit ønske er, at vi ikke hele tiden spørger, hvordan børnene integreres bedst, men hvordan de bliver lykkelige: glade, små mennesker, der ikke føler, at de skal være enten-eller, hvis de egentlig er både-og. Hvordan vi kan støtte op om kontakten til andre sprog, kulturer eller lande, for det er vel også børn med arabisk i rygsækken, der skal være robuste og trygge, eller hur?

Mit ønske er, at man holder op med at dæmonisere dem – og i samme åndedrag også holder op med at sætte os op på en piedestal.

Og helt ærligt: Hvis du spurgte mig, ville jeg ikke selv have valgt det her tosprogede cirkus. Men nu er det bare sådan, at jeg faldt for en spinkel fyr af angelsaksisk støbning, og det er også okay. Jeg siger ikke, at jeg vil have et andet liv end det, jeg lever. Men kunne I ikke lade være med at tale om det som et livsstilsvalg, vi har foretaget for at få særligt kloge og kompetente børn? For det er det ikke.

Elisabeth Jessen er cand.theol. og ph.d. Hun bor i Middelfart

Serie

Så tal dog dansk!

Sprog er nøglen til god integration, siger politikerne igen og igen. Uden et godt dansk, ingen adgang til arbejdsmarkedet, kulturen, humoren og det danske fællesskab. Uden et godt dansk, intet statsborgerskab. Hvis man vil Danmark, så skal man tale dansk.

Men vil Danmark en, hvis man taler dansk med accent? Hvordan opleves mødet med det danske sprog? Og hvordan er det at være tosproget familie i Danmark?

Det stiller en række debattører skarpt på i denne debatserie.

Seneste artikler

  • Dansk er et ugæstfrit sprog

    18. oktober 2017
    Dansk er ikke et svært sprog. Men det er svært at tale dansk med danskerne, og det kan afholde nogle nydanskere fra at tale sproget, selvom de faktisk godt kan det
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Nikolai Beier
  • Christian De Thurah
  • Nanna Wulff M.
  • Ulla Nielsen
  • Viggo Okholm
  • June Beltoft
  • Eva Schwanenflügel
  • Niels Duus Nielsen
  • Olav Bo Hessellund
  • Thomas Tanghus
  • Steffen Gliese
  • ingemaje lange
  • Heidi Larsen
  • Philip B. Johnsen
  • Ervin Lazar
  • Maria Francisca Torrezão
  • Dorte Sørensen
Nikolai Beier, Christian De Thurah, Nanna Wulff M., Ulla Nielsen, Viggo Okholm, June Beltoft, Eva Schwanenflügel, Niels Duus Nielsen, Olav Bo Hessellund, Thomas Tanghus, Steffen Gliese, ingemaje lange, Heidi Larsen, Philip B. Johnsen, Ervin Lazar, Maria Francisca Torrezão og Dorte Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tak! Rigtig godt skrevet. "Altid at komme til kort i diskussioner, fordi mit ordforråd alligevel ikke rækker hele vejen hjem, og fordi hans accent er så posh?" POSH?! :) Hvilken ord kunne mon dække min forfedelig ungarske accent, som var og er en stor problem for - næsten - alle indfødt dansker. Og for mig selvfølgelig. Men 'sådan er det bare'. He-he...

Jacob Hasle Nielsen

Jeg må erkende at jeg synes som så mange andre du har mødt at det er super cool med to sprogede børn. Det er en gave du giver dine børn og det skal de være glade for. Når det er sagt så er din point om at der er flere klasser af nye Danskere i Danmark ikke bare sand, men også ældgammel. Som sygeplejerske på indre vestrebro tog det mig ikke mange dage at opdage at den eneste med lavere rang i det danske samfund end en hjemløs-hiv positiv- narkoman, er en hjemløs-hiv positiv- narkoman fra Somalia eller Sudan. ’sådan er det bare’.

Har selv to-sprogede børn og kan slet, slet ikke genkende sorgen over, at børnene nogle gange bruger tysk i stedet for dansk. Jeg er tværtimod fascineret over, hvordan de vælger mellem de to nationale identiteter. (Lige nu er den yngste i gang med at læse "Drengene fra skt Petri" - Churchill-klubben er de gode).

Hos os fungerer det sådan, at hver af os taler sit eget modersmål. I modsætning til Jessen nægter jeg at diskutere på et fremmedsprog - jeg får aldrig nuancerne med. Og jeg skal fanden galeme ikke tale kanak-tysk med mine unger...så hellere et sprog, jeg er sikker på. (derfor er det også helt hen i vejret at forlange, at indvandrerforældre taler dansk med deres børn. Forældrene SKAL til gengæld skabe mulighederne for, at børnene faktisk bliver flydende på flertalssproget).

Ungerne slår så frem og tilbage: Hvis de skal skælde ud på hinanden foregår det altid på tysk. Humor - det er altid på dansk. Høflighedsfraser - oftest de danske. Det er ret sjovt at se tyske rutebilchauffører lyse op, når en stor dreng siger "danke für das fahrt" - som de kender det fra Nordjylland.

Der er et andet element ved to-sprogetheden, som fascinerer mig. I går var den ældste med til bogmessen i Frankfurt. Han har været med til at skrive en bog om mad, som er blevet nomineret til prisen som årets ungdomsbog i Tyskland. Det interessante her er, at de faktisk tog diskussioner fra Danmark (nordisk køkken, lokale producenter og sån ) og satte dem ind i en tysk kontekst. Jo ældre de unger bliver, jo mere kan de faktisk se, at deres to-sprogede baggrund er en styrke. (Den yngste var et par år foran i sine engelsk-timer. Han havde selv dechiffreret engelsk, fordi han jo er flersproget i forvejen).

Men den vigtigste pointe er nok denne: Hvis forældrene virkelig ønsker, at deres to-sprogede børn, faktisk kan skabe sig et liv i både fars og mors land - så må de insistere på at de bliver to-sprogede og to-kulturelle.

I øvrigt. Min grandkusine, dansk far og engelsk mor, havde det uheld, at hendes far var mere engelsk end mange englændere og at han kun talte engelsk med hende. Da hun blev en stor teen-ager gik det op for hende, at hun var afskåret fra en stor del af Danmark. De stoute landmænd, der var en del af hendes nærmeste familie, kunne hun slet ikke tale med. Hun var vred og hun var ked af det.

En aften i Oxford sagde hun: "Det er som om, jeg mangler halvdelen af mine rødder".

Det var lige der, det gik op for mig, at man altid skal tale sit eget modersmål til sine børn.

Agnes Marie Geleff, Johannes Lund, Mette Poulsen, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel, Thora Hvidtfeldt Rasmussen, Torben Ethelfeld, Niels Duus Nielsen og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar
Thora Hvidtfeldt Rasmussen

Jeg synes, det er en interessant artikel om tosprogethed, Elizabeth Jensen - på en ting nær: Hvem har du talt med, der ikke mener, det er godt at kunne både arabisk og dansk?
For snart mange år siden havde vi en tyrkisk nabo - og han formulerede det sådan: Min børn skal tale tyrkisk, for det er det sprog, jeg selv bedst taler - og de skal tale dansk, for det er i Danmark, de skal bo.
Det gjorde de så. Det lød virkelig sødt, når de skiftede sprog - fordi lige de to sprog lyder så helt igennem forskelligt.
Det er naturligvis meget sværere for børn at blive tosprogede, hvis ingen af deres forældre har flertalssproget (her i landet dansk) som modersmål. Der bør forældrene gøre en ekstra indsats for at vise børnene dansk børnefjernsyn og opfordre dem til også at lære det sprog - fx ved at sætte sig med dem og læse danske børnebøger og oversætte ordene sammen med dem; de har jo også selv brug for at lære det.
Der skal da nok være nogen, der i bred almindelighed siger "Buuhh" til arabisk - det er der jo nok. Men når man i kredse, der arbejder seriøst med pædagogik og undervisning, omtaler "tosprogede" som et problem - så er det ikke fordi man siger "Buuhh" til arabisk.
Så er det fordi, ordet "tosproget" ikke nødvendigvis bruges om børn, der taler to sprog - det bliver ofte brugt som en eufemisme for det fænomen, at barnet ikke taler dansk.
Man ser børn helt op i folkeskolens overbygning, der måske nok kan sige god dag og farvel - men som ikke kan udtrykke noget præcist på dansk. Som fysiklærer har jeg været ude som censor på skoler i Vestbyen, hvor store elever, født og opvokset her i landet, ikke kunne bruge fx forholdsordene. Det er meget svært at lære naturfag, hvis man ikke rigtig kender forskel på "hen" og "ned" og "imod" - og det er jo i så fald ikke engang det eneste, man så ikke forstår.
Jeg tror, de fleste i skoleverdenen ser det som en selvfølge, at forældrene skal tale til deres børn på deres modersmål - men man ser det også som en katastrofe, hvis familien ikke bakker op om tilegnelsen af dansk, og hjælper deres børn med andetsproget, så godt de kan.
Det, der buhes af (og nu er det jo aldrig en god idé at "buhe" af andre, men det er der så nogen, der gør) - det er, at nogen af de arabiske miljøer er så lukkede omkring sig selv, at børnene ikke understøttes i at lære dansk før skolealderen - og så bliver det svært for dem.
For det er jo, som du selv skriver, Elizabeth Jensen, på mange måder ekstra arbejde at være tosproget - selv om der så kommer bonusgevinster, når man bliver ældre.

Richard Reynish

Super artikel, som fint formulerer de smerter og sorger der også er, når man er forælder i en to- (eller flere-) sproget familie. En situation som gælder for flere og flere, og som er sjældent behandlet så nuanceret. At mærke afstand fra sit eget barn er enormt smertefuld, og at bagatellisere det, eller insinuere at det er forældrenes skyld, er salt i såret.
At to-sprogethed også - og måske samtidigt - kan være en vidunderlig gave, er anden sag.
Til Niels Astrup foroven: tillykke til jer at det hele fungerer så perfekt, men det er bare ikke en mulighed for alle. Der kan være mange faktorer, som man ikke er herre over.
At 'to-sproget' er kommet til at blive et negativt ord i Danmark, siger desværre så meget om hvor langt ude den danske udlænding 'debat' er kommet.
Og til Thora Rasmussen: der er rigtignok nogle anden-generations unge som har et stærkt begrænset sprog. For nogle jeg har arbejdede med, kunne det virke som om de ikke har et ret stort begrebsapparat i noget som helst sprog. Det er en tragedie som ligger udenfor denne artikels emne, og som har at gøre med Danmarks manglende vilje til at investere de nødvendige ressourcer - manglende modersmålsundervisning, og en kontinuerlig hetz. Det er i høj grad også en tragedie for Danmark, at man ikke har grebet den gave, at vi kunne have haft en masse ambassadører i de arabisktalende lande. I stedet for at skabe et stort problem.

Agnes Marie Geleff, Steffen Gliese, Johanna Haas, Niels Duus Nielsen og Karen-Margrete Frederiksen anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Mon ikke der er mange af dem, d.v.s. os med "blandet" europæisk baggrund (herunder også krig, flygtninge m.v.) der egentlig ikke taler så meget om det?

Philip B. Johnsen

Mine tre børn er tosproget, hvilket var udfordrende for de to store, da vi flyttede frem og tilbage nogle gange, det resulterede i at vi besluttede os for, at talte det sprog der hørte til det land vi nu boede i. Børnene har bevaret to sprog og blander dem ikke, de to store har ikke taget storbskade, de er voksne nu og klare sig rigtigt godt.

“Arabisk? Buuuh.”
Familien er i artiklen to sproget, hvor far og mor ikke har samme modersmål, at skulle tilegne sig et nyt sprog i en ny verden, er en anden historie om tosproget i ‘Danmark’ med arabisk baggrund, hvor nationalisme, fremmedhad og diskrimination er politik de regeringsbærende partier fører af ideologisk årsag.

Arabisk er forbundet med fattigdom.
De regeringsbærende partier handler ikke på akutte handlingskrævende problemstillinger, men vælger at satse på kortsigtede økonomiske gevinster, frygt politik, fremmedhad og nationalisme for at bevare magten og afleder opmærksomheden fra dette faktum.

Magten bevares således ved undertrykkelse af de svage i samfundet, forringelse af sikkerhedsnettet under borgerne, der betyder omtrent alle borgere i dag, er normalt kun en ulykke, maksimalt to ulykker i livet fra rigtig fattigdom.

Hvis man gør mennesker fattige og sultne nok, når der er ikke råd til tandlæge eller den læge ordineret medicin og tvinger dem syge, fattige og fejlernærede i arbejde, så enten knækker mennesker, bliver kriminelle eller man indordner sig, der er ikke overskud til at gøre modstand eller kræve bedre løn og arbejdsforhold, det er måden at at få de mennesker, der ikke knækker eller bliver krinelle, til at tage to fuldtidsjob et job der betaler huslejen og et der næsten betaler tre måltider om dagen.

Husk på hvem der var beskæftigelsesminister før Troels Lund Poulsen (V) , Jørn Neergaard Larsen (V):
"Begreber som »social dumping«, »kædeansvar« og »klausuler« er kommet ind i debatten, men der er efter Dansk Arbejdsgiverforenings opfattelse tale om en helt fordrejet debat, der kun tjener det formål at skabe kunstige mure imod en sund international konkurrence."
Jørn Neergaard Larsen i 2013.

"Kun psykopater kan ikke forstå fattiges problemer"

“Forestil dig nu, at hele dit liv var ikke alene som den dårlige dag, men endnu værre.
Hele tiden.
Ingen opklaring
Ingen pauser eller udsigt til at det slutter.

Hvis hele dit liv er lige så dårligt og kaotisk som den ene dag eller uge, du ind imellem har, vil du næppe have overskud til at foretage fornuftige, sunde og velovervejede valg hele tiden.”
Lucy Mangan.

Philip B. Johnsen

PS.
I mit første kommentar, er et link til ‘The doll test’, det viser resultatet af den førte danske nationalisme politik efter amerikansk forbillede.

Det er dyrt at være fattig, det kan være lønsomt, for de der opfatter sig, som de ‘rigtige’ danskere og har politisk rygdækning for denne diskrimination.

Johnny Winther Ronnenberg

Interessant artikel og debat. Lad mig lige skyde ind at børn lærer sprog fra mange kilder, min den yngste lærte lidt tyrkisk af en ven i børnehaven og demonstrerede det gerne ;-) Den ældste lærte sig selv engelsk fra videoer og computerspil og han overraskede mig ved at kunne deltage i en snak med hollændere der foregik på engelsk, for det var vores eneste fælles sprog og han læste Harry Potter på engelsk før de udkom på dansk. Nej han havde på det tidspunkt ikke haft engelsk i skolen endnu. Til gengæld fik han problemer i skolen der underviste i UK versionen, for han havde lært det meste fra US kilder og de mente at han var på afveje, men det tog vi og han helt afslappet, så længe han kunne gøre det forståeligt ;-)

Philip B. Johnsen

Johnny Winther Ronnenberg
Min yngste på otte år, er nu så godt som tresproget autodidakt, på noglelunde samme måde, har tilføjet engelsk, internettet er en gave.

Internettet er adgang til en åben og en gennemsigtige verden, hvor valid information gennem sociale medier, gør det tydeligt og gennemskueligt for alle, hvad der foregår, samt de bagved liggende årsager og det faktum, at enhver med en mobiltelefon, fra en lerhytte på savannen i Afrika til Kbh., nu med lidt flid kan gennemskue, hvad der er fakta i modsætning til bl.a. politisk ideologi, har ændret spillereglerne for demokrati fundamentalt.

Viden skjules nu politisk, for sandheden om den politiske verden og dennes forbindelser til det internationale markeds storspillere, med krav om kortsigtede økonomiske gevinster ved forbrugsdrevet vækst, med de menneskeskabte klimaforandringer i kølvandet, ønskes ikke frem i lyset.

Nanna Wulff M.

Har boet i Nordamerika en stor del af mit liv, (45 år) så jeg kan nemt forstå det tosprogede halløj med "Did you find anything in the drivhus....". Den mærkelig accent, som får folk til at spørge mig, hvor jeg kommer fra, og hvordan jeg skal stoppe op når jeg læser en dansk avis, hvor en overskrift var: "Der var lange køer på hovedvejen!" Jeg fattede det ikke - hvorfor gik der køer rundt på vejen?

Og så var dengang hvor jeg fortalte, min skotske veninde om at spise 'drejede fisk'.

Jeg taler, skriver og drømmer på engelsk, men mit modersmål er dansk. Begge min voksne børn forstår dansk, men de kan ikke rigtig tale det, og der er kun brug for at de kan tale dansk når de besøger Danmark.

Philip B. Johnsen

Er der nogen der kan forklar, hvorfor nogle blander sprogene sammen og andre ikke, nogle får udpræget accent og andre ikke.

Det kan være meget udpræget, så udpræget, at det kan genere mig lidt, det kan i ekstreme tilfælde fratage opmærksomhed fra det der bliver sagt, det kan i andre tilfælde virke påtaget og affekteret, men som i artiklen beskrevet, er det for rigtig mange der har boet i udlandet og tosprogede et reelt problem.

Jørgen Mathiasen

Sammenblanding af sprog sker i de "ubevogtede" øjeblikke i talen (aldrig i skriftsproget). Vil man for enhver pris undgå det, må sammenblandere (som jeg selv er) indsætte en taleovervågning, hvad der har nogle mærkbare virkninger på talens strøm og præsens. Sammenblanding er et overskueligt problem, der ikke adskiller sig nævneværdigt fra de ubevogtede sætningsknuder og syntaktiske sprogfejl, hovedparten af alle danske talere producerer hele tiden.

Agnes Marie Geleff og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

@Jørgen Mathiasen
Jeg antager du tænker på en form for undervisning.

Mine i dag to store drenge, modtog professionel sprogundervisning, da den ældste skiftede skole og nyt sprog i otte års alderen og i begyndelsen af første klasse, for den fire år yngres vedkommende, de har ingen eller ikke flere end flertallet, sammenblanding af ord af forskelligt sprog i dag.
Er det hele forklaringen?

Jeg tager muligvis fejl, men det syntes ikke umiddelbart, at være hele forklaringen, der er tilsyneladende stor forskel på, hvor udtalt problemet er.

Er accent noget alle kan trænes til at reducere?
Accent kan i ekstreme tilfælde være distraherende.

Philip B. Johnsen - ikke et svar på dit spørgsmål; men en sjov observation: Mine drenge går i skole i Tyskland, men når de taler engelsk, så er det med dansk accent...

jens peter hansen

For 45 år siden arbejdede jeg på en fabrik, Colon Emballage i Glostrup. Her var der folk fra mange lande.
Blandt andet en tysker og en englænder. Førstnævnte boede i Bjæverskov og jeg troede hans familie havde været der siden stenalderen, så sjællandsk snakkede han. Min makker var englænder han talte et håbløst dårlig dansk for som han sagde: Alle mensker de tale engelsk til mig, så jeg lære det aldrig godt.
Med hensyn til tyrkisk, arabisk, farsi etc. så er det rigtig godt at vi har mange der behersker disse sprog, men dansk skal man også beherske hvis man skal opad i systemet. Engelsk er her en gratis omgang, da dette sprog er det lingua franca alle i den vestlige verden benytter sig af. Det er tyrkisk altså ikke.

"Med hensyn til tyrkisk, arabisk, farsi etc. så er det rigtig godt at vi har mange der behersker disse sprog".

Balladen om tyrkisk og arabisk handler vel ikke så meget om sproget. SOM SPROG. Men alle sprog er jo også bærere af en kultur. Det er vist der problemerne opstår.

Sat på spidsen: Alle sprog er lige gode. Det er alle kulturer ikke.

Niels Duus Nielsen

niels astrup, jeg er tilbøjelig til at give dig ret - den kultur, der formidles via det engelske sprog er på mange måder en åndløs og steril kultur, sammenlignet med fx den tyske eller den franske. Hvilket bl. a. kan ses på, at næsten alle de største nyere filosoffer har været tyske og franske og i vore dage italienske, mens de golde rationalister og utilitarister næsten alle er rundet af de engelsktalende kulturer.

Der er selvfølgelig mange undtagelser - Shakespeare, Tolkien og Pratchett bare for at nævne tre - men der er i mine øjne en tendens til forfladigelse når stor litteratur oversættes til engelsk, og det er ikke oversætterens skyld.

Prøv at læse oversættelser af Heidegger fra tysk til engelsk - hans tanker bliver næsten uforståelige i forvandlingen fra den dybe tyske til den flade engelske grammatik. Selv det flade danske sprog egner sig faktisk bedre til tyske og franske filosoffer.

Svend Jespersen

Min gennem snart tredive år irske kone og jeg har været gennem akkurat det samme forløb som dig og din mand. To drenge født her i Danmark med 19 måneders mellem, derefter tre års ophold i Mellemøsten fra den yngste var knapt to og resten af tiden her i Danmark. Jovist, der har været nogle få problemer ifm. det tosproglige, men jeg forstår overhovedet ikke dit fokus på de negative aspekter i stedet for de positive.

Min kone startede her i Danmark med tre måneders intensiv sproglære på Berlitz efterfulgt af et sprogkursus med afsluttende eksamen hos AOF. Den første hele, danske sætning, hun lærte, var: "Jeg er gravid". Min kone og jeg har fra starten talt engelsk sammen, drengene taler engelsk med hende og dansk med mig. Når vi alle fire er sammen, foregår det stadig på samme måde som i starten med engelsk og dansk på tværs af bordet. Når der er andre til stede her i Danmark, er samtalen på dansk, når vi er i Irland, foregår det på engelsk. Jeg husker en episode, hvor vi sad i flyet på vej til Irland, og jeg sagde noget til den ældste på dansk. Han var på det tidspunkt ca, otte, men han var gammel nok til at irettesætte mig: "Daddy, we're going to Ireland so you must speak English now!".

Jeg forstår udmærket dit problem med den manglende fælles kultur- og sprogbaggrund. For mig blev det til en udfordring om at lære en masse om irsk kultur og historie. I hendes familie var der adskillige præster og nonner, og det gav mig incitamentet til at udvide mit på det tidspunkt meget begrænsede kendskab til religioner.

Og jo, også vi har hørt mange bemærkninger fra andre om lyksalighederne ved at være en tosproget familie. Vi har alle set det som positivt og berigende.

Nanna Wulff M.

Niels Nielsen
15. oktober, 2017 - 14:30

Hvad der var overvældende for mig var de meget overlegne beskeder jeg fik, om at amerikanerne er så 'lalleglade' at de ikke er til at holde ud. At jeg var ingenting og at jeg ikke skulle gøre mig til bare fordi jeg kunne tale engelsk. Der var heller ikke noget at sige om de gode resultater på universitet elle noget andet.

Jeg kunne ikke tillade mig, fik jeg at vide, at holde noget som helst engelsk op mod noget dansk.

Der er rigtig mange skønne og rigtig gode amerikanske bøger. Der er også en hel del meget dårlige oversættelser fra engelsk til dansk, og med lidt ’schadenfreude’ i stemmen, kan jeg nævne den sagnomspundne Klaus Rifbjergs oversættelse 'Griberen i Rugen' af JD. Salingers 'Catcher in the Rye'.

Den er virkelig dårlig og nu, selv om han er død, er det svært ikke at gøre grin med så dårlig en oversættelse.

Niels Duus Nielsen

Nanna Wulff, jeg havde netop dig i tankerne, da jeg tog forbehold for oversætterens rolle i udvekslingen af ideer mellem sprogene. Min pointe er såmænd bare, at ingen sprog er bedre end andre, alt kan udtrykkes på alle sprog. Men nogle sprog er mere finmaskede end andre i deres beskrivelse af virkeligheden.

Det engelske sprog har et vokabular, som kun få andre sprog kan hamle op med, og er derfor excellent til at udtrykke objektivistisk tænkning. Hvorimod det tyske verbalsystem opfordrer til en langt mere nuanceret brug af verberne end det er muligt på engelsk eller dansk.

Jeg er ikke så radikal som Sapir og Whorf, som hævder at modersmålet determinerer den måde vi tænker på, men jeg vil heller ikke helt afvise hypotesen, blot nøjes med at hævde, at sproget påvirker tænkningen.

Selvfølgelig er det muligt at tænke ud over sprogets begrænsninger (jf. Heidegger, som opfandt en lang række nye ord, hver gang det tyske sprog kom til kort - hvorfor det er langt nemmere at forstå ham på tysk, hvor de nye ord trods alt har et fællesskab med de gamle ord og betydninger, mens de engelske oversættelser hurtigt bliver meget forvirrende, fordi ordene i de to sprog ofte ikke har den samme etymologi).

Så jeg foretrækker at læse litteratur på originalsproget, når det er muligt. Og her på mine gamle dage er jeg faktisk begyndt at læse de værker, hvor jeg ikke selv behersker sproget, i tysk oversættelse, når det er muligt.

Johnny Winther Ronnenberg og Nanna Wulff M. anbefalede denne kommentar
Svend Jespersen

Og forøvrigt undrer det mig en smule, at Elizabeth Jessen føler behov for at inkludere arabisk sprog og kultur i sine overvejelser. Måske har jeg overset noget?

Jørgen Mathiasen

Philip B. Johnsen
Med "taleovervågning" tænker jeg på en instans, man som taler selv aktiverer for at begrænse fejl. Det vil i al enkelhed sige, at man kontrollerer den planlagte sætning i tanken, inden man siger den. Det måtte jeg gøre, da jeg gik over til et kasussprog, - gæt hvilket, og det nedsætter selvfølgelig taletempoet, indtil rutinen er der.

Jørgen Mathiasen

Philip B. Johnsen
Der var også en ting vedr. accent: Jeg kan ikke øve min væk, og bortset fra børn og unge mennesker er det er vist et begrænset mindretal, der kan. Som supplement til dit eksempel kan jeg nævne, at jeg har det held, at de modersmålstalende (i nogle tilfælde) synes, at min accent er charmerende.

Svend Jespersen

Jørgen Mathiasen.

Undskyld spam, men hvad er problemet? Er det bekymringer ang. andres eller dine egne forventninger til dit sprog? Er der noget galt i at reducere ord- og bogstavsfrekvensen pr. sekund, hvis det kan bidrage til at overkomme sprog- og accentbarrierer? Jeg kommer fra det vestligste Vestjylland :-)

Gennem mine år i udlandet lærte jeg hurtigt, at langsom tale og tydelig betoning gjorde samtale med andre meget lettere. Det er da ikke noget, som bør gøres til et problem, selv når man f.eks. taler dansk med en svensker :-)

Jørgen Mathiasen

Svend Jespersen
Du finder svaret allerede i mit første indlæg: Strømmen ("flowet") og præsensen (den talendes tilstedeværelse i talen) kan blive så svag, at tilhøreren mister koncentrationen. Bortset fra at jeg som nævnt ikke synes, at sammenblanding er verdens største sprogproblem.
Enfin: Skulle man tilføje et aspekt skulle det være sammenblanding med positive fortegn: Anvendelsen af udtryk fra det sprog, som mest præcist udtrykker den talendes hensigt. (Der er en del litterære eksempler hos Rifbjerg.)

Henrik Plaschke

Hvad gør tosprogethed ved ens identitet, spørges der overfor. Det er da et udmærket spørgsmål.

Men man kunne sikkert med lige så god ret stille spørgsmålet om, hvad ensprogethed gør ved ens identitet.

En ganske betragtelig del er verdens befolkning er formodentlig to- eller flersprogede. Hvor mange, det præcist handler om, er det ikke nemt at opgøre, men ifølge den franske sprogforsker François Grosjean, er det mere end halvdelen af jordens befolkning, der bruger to eller flere sprog i deres dagligdag. Mange lande i Asien og Afrika er flersprogede. I Kina er de fleste mennesker f.eks. flersprogede, da de både taler ”kinesisk”, dvs. mandarin, og deres lokale sprog (f.eks. kantonesisk).

Måske er ensprogethed undtagelsen snarere end reglen? Selvom det kan være svært at forstå ud fra et dansk perspektiv…

https://www.psychologytoday.com/blog/life-bilingual/201011/bilingualisms...

Christian De Thurah

Niels Astrup
Er slesvigere tosprogede, eller er de danskere, der behersker tysk, og tyskere, der behersker dansk?
Jeg spørger, for jeg ved det ikke.

Jørgen Mathiasen

Til spørgsmålene om identitet: Der er mange svar på det.
Med hensyn til danskere er et af de systematiske at finde i Hans Boll-Johansens "De danske og de franske. Frankofiliens metamorfoser", som gennem historiske eksempler ser på relationen DK-Frankrig fra enhver synsvinkel: Kærlighed til Frankrig og Danmark og had til samme: Især skrivende danskeres had til Frankrig og forkærlighed for eget land (Grundtvig), og andre skrivendes kærlighed til Frankrig og mere eller mindre udtalte had til Danmark (P. A. Heiberg, Th. Hansen) osv.
Grundtvig har mht. identiteten nok fat i essensen (man skal både have ører og ild). Det kan de fleste erklære sig enige i, en hel del nutidige danskere dog højest i uforpligtende søndagstaler.

Christian De Thurah

Det var ikke helt det, jeg mente. P.A.Heiberg elskede Frankrig og foragtede Danmark (som han blev udvist af), og han beherskede fransk fuldkommen, men han var ikke tosproget, dvs. vokset op med to modersmål, og dermed var der ikke noget identitetsproblem. Han var dansker - uanset at han nok ønskede at være fransk.

jens peter hansen

Altså i Alsace og dele af Lorraine talte man som bekendt tyske dialekter, men de fleste følte sig som franske. Som nogle sagde: Fransk kan jeg ikke tale og (høj)tysk vil jeg ikke tale. Størsteparten af det tyske mindretal talte sønderjysk og ikke tysk, da de meget imod deres vilje kom under dansk styre i 1920. De tyske skolefolk opfordrede forældrene til ikke at tale tysk med deres børn, da de bare lærte et forkert og kaudervælsk tysk. Højtysk skulle de lære i skolen. Og nej man talte ikke plattysk i Sønderjylland, men det gjorde man de fleste steder i Sydslesvig og det danske mindretal talte for manges vedkommende plattysk og i Flensborg flensburgerplatt. I Frankrig regner man med at over halvdelen af soldaterne under 1. verdenskrig ikke talte fransk, men dialekter og naturligvis bretonsk, flamsk, baskisk, catalansk og rigtig mange languedoc.
I hele Europa er dialekter og sproglige minoriteter på vej ud, men det bedrøveligste er dog at man i en globaliseret verden i Danmark er ved at lukke for sprogindlæringen alle andre sprog end engelsk i gymnasieskolen. I folkeskolen er der mærkværdigvis blevet bedre forhold for tysk og fransk og nu også spansk. Med hensyn til kultur så må man sige at den angelsaksiske kultur i den grad fylder på tv-siden. Morse, Barnaby, Foyle etc.etc fylder fladen fra morgen til aften. Det er nok lidt sværere at holde live i dansk i UK.

Christian De Thurah

Jens Peter Hansen
Enig. Det, der er min pointe, er, at sprog og identitet hænger nøje sammen, og at en del af dem, der kaldes "tosprogede", i virkeligheden ikke har to sprog, men to halve sprog, de er "dobbelt halvsprogede". Det gælder en del indvandrere, men også f.eks.en del grønlændere.
Når man taler om tosprogethedens lyksaligheder, glemmer man, at en del børn vokser op med et sprog, der mest af alt ligner sproget i De Nattergales julekalender. Man har to sprog, men man kan ikke for alvor bruge dem til noget, fordi de er så rudimentære. De er f.eks. Ikke avancerede nok til at klare sig ret højt op i undervisningssystemet. Det er et stort socialt handicap - for slet ikke at tale om de konsekvenser, det må have for følelsen af identitet og tilhørsforhold.

Johnny Winther Ronnenberg

Christian de Thurah

Det tror jeg er en fordom, man kan sagtens være fuldt tosproget selv uden en videregående uddannelse og det er der rigtig mange danskere der er endda uden at vide det. To simple test, har man brug for undertekster når man ser en film og kan man føre en sammenhængende længere samtale hvis man kan klare begge dele så er man tosproget. tilbage i 70'erne var kravet i folkeskolen at man skulle have et ordforråd på omkring 2000 ord i fremmedsprog, det krav er ikke nok på gymnasie og universitets niveau. Men det er nok til at gennemføre en almindelig samtale.

Da jeg tog en datamatiker uddannelse sidst i halvfemserne, var der et krav fra de studerende at undervisningen blev udbudt på engelsk i stedet for på dansk, fordi mange simpelthen havde svært ved at skifte frem og tilbage mellem engelsk og dansk, der er rigtig mange ord der ikke har en sigende oversættelse i computer verden og stort set al litteratur er på engelsk og næsten intet af det er oversat til dansk.

Det skete ikke i min studietid men det er faktisk sket efterfølgende så man i dag bruger engelsk, for de studerende havde ret, det er nemmere at blive i sproget, specielt i et højt specialiseret sprog.

Jørgen Mathiasen

Der er åbenbart brug for at repetere Grundtvig i hans eget land: "Til et folk de alle hører, som sig regne selv dertil. Har for modersmålet øre, har for fædrelandet ild."
Det er naturligvis for skrap kost til mange nutidige danskere, ikke mindst blandt dem som ustandselig svinger rundt med et Dannebrog og bestalter sig selv som dommere i identitetsspørgsmål.

Hartmut Haberland

Man er fristet til at sige - frit efter Tolstoj - at alle etsprogede familier ligner hinanden, mens hver flersproget familie er flersproget på sin egen måde. Jeg kan genkende meget i Elisabeth Jessens beretning fra vores egen familie: men alligevel er vi anderledes. Da min irske kone og jeg (fra Tyskland) adopterede to børn fra Korea efter at vi begge to havde boet i Danmark i godt 10 år, blev vi udsat for velmenende, men indbyrdes modstridende råd fra alt fra vuggestuepædagoger til nære venner, som alle syntes at der kun var én måde at tackle vores tresprogede situation på (børnene talte ikke endnu, da de kom til Danmark, så det fjerde sprog, koreansk, spillede ingen rolle). Det var sjovt i en overgang ("Mammy, do owls eat babymajs?", da vi spiste babymajs - hun vidste godt, at uglerne i parken spiser mus; eller denne dialog på vej til børnehaven: "Mammy says Good Morning, Vati sagt Guten Morgen." - "Og i børnehaven?" - "Hej med dig, din dumme skid!"). Men til sidst endte det alligevel med, at vi alle talte dansk. Kontakten med familierne i Irland og Tyskland gjorde dog, at intet af sprogene nogensinde var helt ude af billedet. - I øvrigt findes den første litterære beretning om tosproget opvækst i Homers første hymne til Afrodite, ganske vist som gudindens scoretrick.