Klumme

Europæerne ved, at de ikke er bedre til at være mennesker end andre

EU-eliten har forsøgt at bygge en fælles identitet op ved hjælp af universelle værdier som frihed, ligestilling og demokrati. Kontinentets historie er blevet set som smertelige erfaringer, som skulle overvindes. Men historien er fællesskabets rod, og fortrænger man den, falder alt fra hinanden
23. oktober 2017

Dommen var hård, da den amerikanske udenrigspolitiske skribent James Kirchick tidligere i år udgav sin anmelderroste bog The End of Europe. Her beskrev han, hvordan et fredeligt kontinent var ved at udvikle sig til en uro-zone, hvor terrorangreb og politisk opbrud var dagligdagsforeteelser.

Måske for hårdt? Men på den anden side, hvem har egentlig skrevet noget håbefuldt om Europa for nyligt? Vi har ikke meget at prale af, hverken økonomisk eller politisk. Og der er ikke noget, der tyder på, at det bliver bedre.

Hvad er egentlig Europas problem? Et af dem er øjensynligt Europa. Vores fælleseuropæiske identitet er slet og ret for tynd. Det blev ikke mindst klart i EU’s kuldsejlede forfatningstraktat fra 2004, hvor man forsøgte at sætte ord på, hvad Europa var, og ikke kunne pege på andet end det, der blev kaldt »universelle værdier«, herunder frihed, ligestilling og demokrati.

Det nationale var her noget, der skulle overvindes, en kilde til »smertelige erfaringer«. Kristendommen veg man eksplicit bort fra at nævne.

Der er altså en modsætning mellem denne ideologi og en historisk forankret europæisk identitet. Hvor den sidste må vise hen til Europas historiske mangfoldighed og de fælles rødder i kristendom og græcitet, afsværger den første alt det.

Den begrænser sig til at vedkende sig nogle almenmenneskelige værdier og må altså indtage det lidt problematiske standpunkt, at europæisk identitet ligger i det forhold, at vi slet og ret er bedre til at være mennesker end de andre.

Som f.eks. den amerikanske politikkommentator Robert Kagan har peget på, er Europa i egen selvforståelse et sted, der har transcenderet historien. Vi er post-historiske, vi befinder os stadig (som de eneste) på den rigtige side af historiens afslutning, hvorfra vi så kan rådgive andre om vejen herhen. Derfor bliver det europæiske projekt et opgør med de rester af historisk forankret identitet, der endnu klæber ved europæerne.

Nogle af dem, der ikke bryder sig om euro-hygiejnen, kaster i stedet lange blikke efter Rusland, hvor Putins regime skulle have foranstaltet den attråede nationale genrejsning. Dér er der identitet i metermål. Dansk Folkeparti har gjort sig til advokater for russiske interesser med en næsten bekymrende ihærdighed, hvor partiets forsvarsordfører Marie Krarup endda har hævdet, at der slet ikke har været en russisk anneksion af Krim, og at regimet er en kommende allieret i kampen mod Islam.

I virkeligheden er vores hjemlige, antivestlige putinister ikke andet end et symptom på afmatningen af Europa, udtryk for en kulturel fortvivlelse, der slår over i et selvhad, der lige så godt kunne have gjort dem til salafister, hvis de havde været anderledes disponeret.

Vi mangler en genuin konservatisme, der kan balancere mellem forsvaret for vores rødder og hensynet til de fremskridt, vi har opnået. Det er som om, at konservatismen i vores tid enten bliver til en slags sendrægtig status-quo-liberalisme, eller pisker sig op til en form for nationalrevolutionært, næsten rousseausk, sværmeri, der åbenbart ender i Putinmania.

Europas afmatning

Men det er muligt at sætte ord på en klassisk konservativ kritik af rødderne til Europas afmatning. En gruppe konservative intellektuelle har nys skrevet noget så gammeldags som et Parisermanifest. Gruppen, der blandt andet tæller den britiske filosof Roger Scruton, forsøger her at forsvare det ’sande Europa’ mod det ’falske Europa’.

I dette skel ligger på den ene side erkendelsen af, at der er værdier, historie, kultur og religiøse forestillinger, der binder Europa sammen og gør det meningsfuldt at tale om Europa som noget værdifuldt. Men dette Europa findes også i en troldspejlsreflektion, et ideologisk europæisk projekt, der ikke blot er i strid med vores egentlige europæiske identitet, men er den største trussel mod Europa som europæernes historiske hjem.

Manifestet skal ikke forstås som en antiliberal nationalkonservativ kritik af Oplysningstiden, og der mærkes også en udtalt betænkelighed over for populismen. Men det er en pointering af, at Europas historie har dybere rødder end Oplysningen, at vi nok er liberale, men vores identitet ikke udtømt med den konstatering. Europæiskhed stikker dybere.

Vi er kun europæere i kraft af nationalstaterne, den fælles kristne arv. Vores blodige historie er ikke en, der skal overvindes, men selve Europas væsen; omdrejningspunktet for dem, vi er.

Christian Egander Skov er ph.d. i historie og redaktør på Årsskriftet Critique. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

jan henrik wegener

Der er vel i lige så høj grad behov for at kende europæiske historier som dansmarkshistorier, men problemet(et af dem) med konservativ historieopfattelse kan være en tendens til at historien skal være "opbyggelig" i en eller anden forstand. Hvis, eller når den ikke er det. For set historisk har der vel ikke så meget være tale om "identitet" eller "Fællesskab", som om konflikt og modsætninger.
Det andet bliver let skønmaleri. Selv en danmarkshistorie som ser den som "vores" fælles kan der sættes spørgsmålstegn ved. Men det gavner vel ikke den så hedt ønskede "sammenhængskraft".

Mogens Bluhme Nielsen

Problemet er at europatilhængerne blot har gentaget den nationalistiske fejltagelse - EU som nationalstat på aggregeret niveau men uden sammehængskraft.

Habermas er nok inde på det rigtige - det moderne - et ufuldendt projekt.

Hvis vi udover de universelle værdier skal pege på noget,som er kulturspecifikt for Europa, er det nok snarere arven fra det antikke Grækenland - pedeia - det legende menneske med kærlighed til kultur og videnskab.

Der har gennem historien været udkæmpet adskillige bråvallaslag mellem de, som mener at tilhøre en dansk/nordisk kulturhistore og de europæiske klassicister, jvf. Brandes.

Problemet er EU's dogmatiske prioritering af arbejdskraftens og (især) kapitalens frie bevægelighed, som tilsidesætter alle andre hensyn - social dumping, miljø mv - for nogle liberalister fandt historiens afslutning sted med Adam Smith - de er ikke kommet videre.

Bjarne Bisgaard Jensen, Flemming Berger og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Socialdemokratismen blev accepteret, så længe den kunne være et bolværk mod den truende kommunisme fra øst. I samme øjeblik denne trussel forsvandt, startede afmonteringen af socialdemokratiets resultater - med socialdemokratiet som knivfører.

Steffen Gliese, Niels Duus Nielsen, Karsten Lundsby, Jens Thaarup Nyberg, Trond Meiring, Lars Steffensen, Flemming Berger og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Læs det første igen. Tager amerikaneren Kirchick ikke fejl ved at fremstille Europa som et fredeligt kontinent der udvikler sih til urozone?
Når nu Europa næppe var nogen af delene. Hberken kontinent eller fredeligt.

Steffen Gliese

Problemet med denne idealistiske konservatisme er, at den ikke kan affinde sig med det enkle: at vi fejler som mennesker, nationer, verdensdele, og at det eneste, som vi kan gøre, er at forsøge igen at gøre det bedre næste gang. Det er lykkedes meget godt for Europa, Vesteuropa har undgået indbyrdes krige i 70 år - det er en universalisme, der er værd at både beundre og for andre at efterligne. Kun de seneste 20 år er det gået i skuddermudder med inspirationen fra en liberalisme, som fejlagtigt blev tolket som vinder efter Murens fald - hvor det i realiteten var netop den europæiske velfærd, der vandt. Havde vi fortsat uændret med at bygge stater for folk i stedet for multinationale selskabers opløsning af samme, var vi sluppet for meget, bl.a. 2-3 kriser

Niels Duus Nielsen og jan henrik wegener anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Der er åbenbart sådan et behov for at være stolt af noget, at udrette noget, at skabe sig et mål; men det er nu engang vores kristne arv, at det, vi skal, er i dagligdagen at gøre så meget godt som muligt for vores medmennesker - især dem, der er for svage til selv at gøre sig gældende under de herskende forhold. Den sagtmodighed er vel det eneste i verden, der er ægte prisværdigt, og den kunne man dyrke i Europa, hvis man tog unionen alvorligt som en beskyttelse imod andre kulturers mere materialistisk baserede hensynsløshed.
Men vi kommer faktisk nogle vegne i rollen som inspirator - nu i Saudiarabien, hvor kronprinsen har kundgjort, at moderat Islam fremad skal være den officielle religion, med ophævelse af love og regler, der følger wahabismen, til følge. Det er næppe Trumps USA, der har givet anledning til inspiration dér.

K E Løgstrup: Ophav og omgivelse ( fra ”Mennesket i universet” af Jakob Wolf)
Det centrale tema i ”Ophav og omgivelse” er spørgsmålet om menneskets placering i universet. Grunden til at dette spørgsmål er to videnskabelige gennembrud, som har rystet mennesket i dets selvforståelse. 1. Kopernikus`(1473-1543) afsløring af, at jordkloden ikke er universets centrum. 2. Darwins (1809-1882) evolutionsteori, der ser mennesket som en udviklet abeart, hvorved det frakendes en særstilling i naturen.
I den vestlige verden er vi bestemt af tre sæt ideer om menneskets væsen som ikke hænger sammen. 1. Den jødisk-kristne ide om, at verden er skabt af en evig guddommelig magt, der ikke er identisk med verden.2. Den græske ide om, at mennesket indtager en særstilling i universet, fordi det som det eneste væsen i kosmos er i besiddelse af en fornuft, der er delagtig i den kosmiske fornuft, som ligger til grund for universet. 3. Den videnskabelig evolutionsteoris, at mennesket er et tilfældigt produkt af livets udvikling og kun adskiller sig fra dyrets ved at være mere komplekst. Evolutionsteorien er i dag den dominerende.
Evolutionsteoriens ide om, at forholdet mellem dyr og menneske bare er gradsforskelle, og at universet er uden fornuft, hænger ikke sammen med den jødisk-kristne og den græske ide om, at der ligger en skabende eller kosmisk fornuft til grund for universet.
Opgaven er at undersøge, om der ikke findes en sammenhæng mellem disse tre ideer.
Disse tre ideer er vores kulturs grundlag, og vi kan ikke leve med, at der ingen enhed er i vores opfattelse af os selv.

Niels Duus Nielsen

Steffen Gliese, jeg er enig med dig på nær din sidste sætning.

Både Bush sr. og Bush jr og familien Clinton havde nære forbindelser til regimet i Saudi Arabien, hvorfor saudierne havde helt frie hænder til at føre den indenrigspolitik, de lystede. Men nu er det Trump, som bl. a. har slået sig op på xenofobi og angreb på muslimer, der leder slagets gang i United Bluff, så der er faktisk en lille mulighed for, at saudierne med den nye mere liberale politik forsøger at holde sig under radaren.

Trump er jo uberegnelig, og hvis han vidste, hvad der foregår i Saudi Arabien, risikerer de jo, at han spontant sender et par Tomahawk missiler mod Riyadh for at have noget at tweete om.

Det er da prisværdigt at en amerikansk udenrigspolitisk skribent skriver om Europa subsidiært EU, men mon det gavner eller er i overensstemmelse med realiteterne, for man skal huske på tankesættet i al amerikansk opfattelse hviler på det liv man selv fører på de betingelser der findes i ens eget land.

- Men JA, den falske selvhyldestfest som Unionens politikere hold for nylig for sig selv og deres forvaltning af EU, taber hurtigt i værdi, og ikkemindst storladenheden om "Fredens projekt", når man samtidig følger Amerika i dets krige rundt omkring i verden, og hvoraf nogle endda hviler på løgne, som i Irak og Libyen med henholdsvis "Masseødelæggelsesvåben og Beskyttelse af civilbefolkningen" og for friheden og demokratiets skyld.

Jo..., på de indre Europæiske linje(grænser) er der ikke længere krig, - derimod tilfredsstiller man sig politisk, og for ærens skyld, med krige i andre lande langt væk fra egne landområder.

Desværre viser det sig at give bagslag indenfor egne grænser, som igen politisk fører til love "for og imod" terror, som også forvaltes mod egne borgere ret vilkårligt, - for politisk tale om tryghed sælger så fantastisk godt, - så må borgerrettigheder for den enkelte trædes under fode, men masserne jubler over "trygheden", som alligevel ikke findes imod det bagslag som krigene medførte, og som politikerne ikke vil erkende tåbeligheden af i deres tidligere beslutninger.

- Tag blot alle de små fine cementklodser udformet som siddebænke rundt omkring i og ved byens pladser, der skal skule vi er under belejring, grundet de forkerte politisk krigsbeslutninger.

Det er sandelig ikke kun i Danmark og hovedstaden disse maskerede "terrorbeskyttelsesbænke" (siddepladser) opstilles.

Det kan sagtens blive endnu værre i fremtiden, og hvor disse famøse "Terrorsiddepladser" ikke kan beskytte os længere, og deres ligegyldighed vil stå os klart. mod de bagslag som vore krige medfører.

Dertil kommer såvel de geopolitiske beslutninger omkring de gamle Østeuropæiske lande, og læg hertil de politisk økonomiske beslutninger om såvel kapitalens og arbejdskraftens frie bevægelighed - der ganske vist lyder så rigtigt som noget kan være, men desværre også er helt uden grænser for udnyttelse, som det ikke sættes ind overfor med nogen form for regulering.

Tysklands velstand i dag hviler til en vis grad på ovenstående, og hvor individet snart skal have to arbejdspladser for at tjene til familien og livets ophold, for slet ikke at tale om pensionstilværelsen, som der vist ikke bliver meget til over til.

Jo, vi taler om social dumpning økonomisk og af rettigheder og respekt, for at give plads til kapitalens frie bevægelighed, hvorimod arbejdskraftens mulighed for samme bevægelighed ikke er sikret på samme måde indenfor EU, - vist kan du rejse, men der hvor de kommer siger de som ofte om din uddannelse, - "at den kan du ryge og rejse med" eller tage hvad der er til den løn der er, og så er den ikke længere.

Kun borgerskabet og eliten overlever i dette univers, - men det er også i det univers utilfredsheden kommer fra i disse tider overfor det mægtige EU, og hvor BREXIT foreløbig er kulminationen på denne utilfredshed, som i øvrigt ulmer over hele Europa.

En sikker anstødssten har sikkert også været i forbindelse med krisen 2007/8 og EU's "solidariske hjælp" indenfor EU landene, primært GRIIS-landene, og hvor man skød mia. af EURO i fallerede lande som bl.a. Irland(550 mia.) så de ikke gik konkurs for omkring 6 år siden, og gengældte denne solidaritet med at give Apple hjemsted i Irland mod en skatteprocent på 0,005 % af de penge de tjente i resten af EU's lande, så de undgik beskatning af deres selv i disse lande.

En ganske uforståelig form for "solidaritet" indenfor EU, som ikke politisk førte til nogen som helst form for kritik fra EU's side, - som skatterne fra arbejdernes arbejde havde betalt til fællesskabet i form at skat fra deres indtægt fra deres daglige arbejde.

Den ringeagt og despekt for arbejderne fra den politiske klase, er en besvigelse uden sidestykke, og som i dag er med til at splitte Europa og EU ad, for hvem vil være søle trækæsler for disse politiske besvigelser i fremtiden, og i en alderdom uden pension, velfærd og nogen velstand grundet den slags.

Projektet er kuldsejlet af politiske grunde der hedder; " besvigelser, selvforståelse udebleven velstand, velfærd og ordentlige pensionsforhold"(!), og for de demokratiske værdier som politikerne ikke længere støtter for individerne indenfor Europa og EU.

Krudttønden kan ikke undgå at eksplodere uden disse forhold, langsomt brænder lunten, men før eller siden vil den nå krudttønden, og med dagens manglende politiske vilje til at se indad i stedet for udad, vil lunten nå krudttønden!

Steffen Gliese

Det er jo også dagen, hvor de vesteuropæiske kernelande har majoriseret de korrupte og tilbagestående kryptoreaktionære centraleuropæiske stater i spørgsmålet om arbejdskraftens frie bevægelighed, så det i langt mindre grad bliver muligt at begå social dumping med hjælp fra underbetalt udenlandsk arbejdskraft.