Fingrene væk fra fællesgoderne

Går du ind for den stærke stat eller for det frie marked? Mener du, at statsinterventioner skal holdes på et minimum, eller at statsligt ejerskab og regulering tværtimod skal udbygges? I mange år har dette været omdrejningspunktet for politisk debat. På helt forkerte præmisser.

Begge sider taler, som om kun disse to faktorer – stat og marked – står til diskussion, og at politik skal indplaceres et sted på en lineær skala herimellem.

Men faktisk er der fire økonomiske sektorer: Markedet, staten, husholdningerne og fællesgoderne. Neoliberale og socialdemokratier negligerer de to sidste, og i den forsømmelse ligger der en årsag til mange af vor tids uhyrligheder.

Fire sektorer

Både stat og marked subsidieres massivt af husholdningerne i form af en ulønnet indsats fra forældre og andre omsorgspersoner, hvoraf de fleste stadig er kvinder. Hvis ikke nogen tog sig af vores børn – gav dem mad, lærte dem de grundlæggende færdigheder, fik dem i skole – ville vi slet ikke have en økonomi. Og hvis de, som er syge, gamle eller handicappede slet ikke blev hjulpet og støttet af deres nærmeste, ville statens velfærdsbudgetter blive sprængt.

Hertil kommer et andet subsidie, som vi alle bidrager med. Jeg taler her om en enorm velstand, som de økonomiske eliter har akkumuleret på vores andre bekostning gennem konfiskation af økonomiens fjerde sektor: fællesgoderne.

At det overhovedet skal være nødvendigt at redegøre mere for begrebet afspejler, hvor overset det. Fællesgoderne er hverken stat eller marked.

De består af tre hovedelementer: For det første ressourcer, f.eks. jord, vand, mineraler, videnskabelig forskning, hardware eller software. For det andet består de af et fællesskab af mennesker, som har delt og lige adgang til ressourcerne og har organiseret sig selv med henblik på at forvalte dem. Og for det tredje af de regler, systemer og forhandlinger, som dette fælleskab udvikler for at opretholde ressourcerne og distribuere de goder, de giver adgang til.

Umistelig adgang

Forvaltningen af sande fællesgoder sker ikke for at akkumulere kapital eller skabe profit, men for den vedvarende produktion af livskvalitet og velfærd. De kan tilhøre den særlige gruppe, der lever i eller omkring ressourcen – eller som har skabt og opretholder den. Adgangen til fællesgoderne er umistelig, hvilket betyder, at denne ikke bør kunne hverken sælges eller overdrages.

Hvis fællesgodet er en levende ressource – f.eks. en skov eller et koralrev – har alle i fællesskabet interesse i dens langsigtede beskyttelse snarere end de kortsigede gevinster, der kan ekstraheres ved dets nedslidning eller ødelæggelse.

Statsmagter og kapitalister er i århundreder gået til angreb på fællesgoderne. Ressourcer, som ikke var skabt eller opfundet af nogen – eller som et stort antal mennesker havde opfundet sammen – er blevet forsøgt stjålet af dem, der øjnede profitmuligheder. Talemåden (der tillægges Balzac), at »bag hver en stor formue ligger der en stor forbrydelse«, holder i almindelighed glimrende stik.

Indhegning

Når selskaber eller privatpersoner stjæler værdier, som de ikke selv har skabt, taler vi om ’indhegning’ (enclosure), der oprindeligt betød konfiskation – ofte voldelig – af fælles jord. Indhegning fører til større ulighed. Den frembringer en rentenyderøkonomi. De, som kan sætte sig på essentielle ressourcer, får også magt til at tvinge andre til at betale for at få adgang.

Processen kan smadre fællesskaber og fremmedgøre mennesker for deres arbejdskraft og omgivelser. Økosystemernes fællesgode risikerer at blive likvideret for mammons skyld. Ulighed, renteindtægt, atomisering, fremmedgørelse, miljøødelæggelser – tabet af fællesgoder har været årsag til og forværret mange af dårligdommene i vor tid.

Vi ser for tiden tiltag til indhegning i Trump-administrationens bestræbelser på at smadre nettets neutralitet. Internetudbydere ønsker at gøre synlighed på internettet – som nu leveres frit via et system, som er blevet til ved arbejdsindsats fra millioner – til noget, man skal betale for. For at sikre, at brugerne ikke har noget valg, er der også lobbybestræbelser på at lukke ned for ægte internet-fællesgoder ved f.eks. at forbyde bredbåndforbindelser via boligselskaber. 

Andre eksempler omfatter udvidelsen af begrebet intellektuel ejendomsret i handelsaftaler, der f.eks. gør det muligt for biotekvirksomheder at sikre sig eksklusive rettigheder til genetisk materiale, plantevarieteter og naturligt forekommende kemiske forbindelser. Eller visse store akademiske forlag opkrævning af høje gebyrer for at give adgang til forskning, som forskersamfund har leveret for offentlige penge.

Ny balance

Jeg vil ikke tale for, at vi opgiver hverken marked eller stat, men for at vi finder en ny balance imellem dem ved at forsvare og udbygge de to negligerede sektorer. F.eks. kunne der være løn for omsorgspersoner, således at staten og private virksomheder betaler for en del af de subsidier, de modtager herfra.

Tilsvarende bør lokalsamfund have ret til at tage ejerskabet tilbage til ressourcer, som deres livskvalitet afhænger af. F.eks. burde enhver, der ejer værdifuldt land, betale lokalsamfundet en jordskat som kompensation for at nyde godt at den værdi, de ikke selv har skabt. Disse indtægter bør gå til en fond, som lokalsamfundet selv forvalter og bruges til at tilbagekøbe jord og skabe eller sikre adgang til flere ægte fællesgoder.

I modsætning til statsbetalte ydelser forpligter fællesgoder mennesker til at arbejde sammen om, hvordan de opretholder deres ressourcer og fordeler de indtægter, de eventuelt kan afkaste. Dermed får det lokale liv et nyt og klarere fokus til gavn for demokratiet og for det lokale tilhørdsforhold i det mest ægte form. Dermed formindskes også uligheden, samtidig med at der skabes stærkere incitamenter til at beskytte den levende verden.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.