Med gift skal danske værdier beskyttes

Nu breder den gyldenbrune Roundup-farve sig over de danske marker, for nu om dage er det den, der markerer, at høsten er i hus.

Men Roundup’en er kun et intermezzo i det moderne landbrugs årlige cyklus. Dens opgave er at gøre markerne ukrudtsfri og klar til det kommende år, for tiden nærmer sig til, at vinterafgrøderne skal i jorden. Og ned kommer de små rapsfrø med næste sending gift. De er nemlig bejdset med neoniktinoid, et insekticid Danmark tillader på dispensation.

Siden december 2013 har tre typer af de såkaldte neonikotinoider været forbudt på prøve i EU. Og den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) har anbefalet, at giftene kun må bruges i væksthuse på afgrøder, der tilbringer hele deres livscyklus inden døre.

Flere og flere undersøgelser tyder nemlig på, at neonikotinoiderne truer biernes overlevelse og dermed hele bestøvningen af plantelivet.

Men rapsen er dansk landbrugs næststørste afgrøde. Det drejer sig simpelthen om danske værdier!

Bidød

Danmarks holdning har da også hidtil været, at man her til lands bruger neonikotinoider i så små mængder, at de ikke udgør nogen risiko for bierne. Og så kan man jo næsten ikke blive mere beroliget.

Skulle man alligevel ikke være helt rolig, lyder argumentet, at landmændene ville være nødt til at sprøjte meget mere, hvis de ikke måtte bruge bejdsede rapsfrø, og det ville øge belastningen på natur og miljø.

Det ville jo ikke være godt, det må man medgive. Men hvis belastningen på natur og miljø allerede viser sig stor nok, betyder risikoen for en endnu større belastning jo ikke, at bierne pludselig ånder lettet op og flyver glade ud med en lille honningkrukke mellem forbenene. Hvis de får svækket forplantningsevnen og orienteringsevnen, så de ikke kan finde hjem, kan de godt nøjes med at sygne hen under den nuværende belastning.

Her har de danske standardsvar hidtil været, at de mange døde bier og pludseligt tomme stader slet ikke skyldes neonikotinoiderne, men derimod varroamiden, som angriber honningbier og spreder virus.

Men også dette argument har det svært. En førende biforsker, Per Kryger fra Aarhus Universitet, hæfter sig i Ingeniøren ved, at neonikotinoiderne netop påvirker immunforsvaret, og »en bi med svækket immunforsvar, som også er udsat for miden, vil være mere tilbøjelig til at dø«, siger han.

Imens slagene således bølger frem og tilbage, hober kendsgerningerne sig op.

Gift i honningen

The Independent kan berette, at tre fjerdedele af verdens honning nu indeholder neonikotinoider. Forskere har undersøgt 198 honningprøver fra alle kontinenter – undtagen Antarktis, hvor neonikotinoidbejdsede afgrøder vel også må tænkes at være relativt sjældne – men resultatet er altså, at der blev fundet mindst ét af neonikotinoiderne i 75 procent af honningen, i nogle prøver helt op til fem typer af giften.

Og i verdens hidtil største feltstudie af neonikotinoidernes virkninger, bragt i juni i det ansete tidsskrift Science, fandt man reduceret overlevelse hos både honningbier og vilde bier. Feltstudiet omfattede Ungarn, Storbritannien og Tyskland, og i de to første lande var bierne i tilbagegang, mens der ikke så ud til at være nogen virkning i Tyskland.

Gik man efter i sømmene og undersøgte, hvad bierne havde at trække på i de tre lande, viste det sig, at de i Tyskland havde meget større arealer med mange forskellige blomster og ikke i samme grad som i de to andre lande var henvist til neonikotinoidbejdsede afgrøder som raps.

Men at sætte sin lid til den vilde flora kan også vise sig at være en stakket frist, for neonikotinoidernes holdbarhed i jorden er lang, så giftene bliver i jorden ud over den enkelte vækstsæson, og resultatet er allerede på nuværende tidspunkt, at man ikke kun finder dem i de bejdsede planter, men også i de vilde planter og ukrudt langs markerne.

Men tag bare en tur ud på landet og nyd udsigten over de gyldenbrune marker. Det, der er nedenunder, kan ingen jo alligevel se.

Karen Syberg er kulturjournalist. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning