Kommentar

Jeg håber, Catalonien bliver, men jeg støtter cataloniernes ret til at gå

Selv om catalonierne ikke kan kalde sig et koloniseret folk, er det de basale demokratiske principper om national selvbestemmelse, der er på spil i områdets konflikt med Spanien
27. oktober 2017

»Der er nogle, der går med en lighter i hånden på en tankstation fuld af benzin.«

Sådan maler Barcelonas viceborgmester, Gerardo Pisarello, billedet af Cataloniens politiske tilstand. Det er svært at være uenig. Det er de basale demokratiske principper, der er i spil: retten til national selvbestemmelse – »retten til at bestemme«, som det catalanske slogan lyder.

Man behøver ikke at være enig i catalansk selvstændighed for at støtte dette princip, ligesom det at acceptere retten til skilsmisse ikke er det samme som at bakke et par op i at blive skilt.

Forestil dig, at den ene part i et ægteskab udtrykker tvivl om, hvorvidt forholdet fungerer, mens den anden part nedlægger veto mod ikke blot skilsmisse, men også al diskussion om en sådan. Det ville ikke kun være en fornærmelse: Det ville simpelthen styrke ægtefællens ønske om separation.

Det har da også været konsekvensen af den spanske regerings stædighed, dens ødelæggende økonomiske politik, dens afvisning af forhandlinger – og dens brutale indskrænkninger af civile friheder i Catalonien.

Frygt for optøjer

Den catalanske præsident, Carles Puigdemont, har udvist prisværdig beherskelse efter en afstemning, hvor spansk politi trak ældre kvinder væk ved håret og sårede hundredvis af borgere, der var i gang med at udøve den mest grundlæggende demokratiske ret af dem alle: retten til at stemme.

Men når folk som Rafael Hernando – talsmand for Spaniens regeringsparti Folkets Parti – beskriver en prodemokratisk catalansk strejke som en »politisk nazilignende strejke«, er det tydeligt, at der ikke er megen vilje til dialog i Madrid. Nu er faren, at den spanske højrefløjsregering får opbakning til at bruge paragraf 155 i landets forfatning til at undertrykke catalansk autonomi.

Højtstående embedsmænd i Barcelonas styre frygter, at det vil udløse optøjer i Cataloniens gader og fornyet repression fra spansk politi – med frygtindgydende uforudsigelige konsekvenser til følge.

Et system i forfald

Catalonien kan ikke forstås som et isoleret fænomen. Det er hele den vestlige verdens krise, der manifesterer sig: Det er endnu et morbidt symptom på et system i forfald.

Den økonomiske krise har forårsaget en række politiske reaktioner. Det har givet næring til en ny venstrefløj fra Grækenlands Syriza, Storbritanniens corbynisme og Bernie Sanders i USA. Finanskrisen har også givet vind i sejlene til den xenofobiske populisme hos Donald Trump, Nigel Farage, Frankrigs Front National og Østrigs ekstreme højre. Men finanskrakket har uden tvivl også affødt en stigning i den folkelige nationalisme i Skotland og Catalonien.

I kølvandet på krakket var Spanien blandt de hårdest ramte af den økonomiske tumult. Halvdelen af landets unge stod uden arbejde; hundredtusinder familier blev sat på gaden, da den ti år lange boligboble bristede. For ti år siden besatte indignados-demonstranterne pladser flere steder i Spanien – også i Barcelona. Det var begyndelsen til afslutningen på det topartisystem, der havde regeret landet efter Franco.

Fredag kan Cataloniens selvbestaltede udenrigsminister, Raül Romeva, blive sigtet for forræderi mod Spanien
Læs også

Men den politiske desillusion, der er kommet til at kendetegne vores tid, fandt sin plads i Catalonien. I 2012 marcherede op mod to millioner cataloniere i den såkaldte Diada – optoget på Cataloniens nationaldag. Mange af dem var dødtrætte af de faldende levestandarder, arbejdsløshed og nedskæringer på den offentlige service.

Næsten halvdelen af catalonierne stemte på prouafhængighedspartier i 2015. Det viser, at støtten til løsrivelse blev fordoblet på et årti. Det var ikke kun den økonomiske krise, der gav næring til denne prouafhængighedsbevægelse, men også regeringspartiets autoritære og hånlige adfærd.

Det lykkedes Folkets Parti at få fjernet en vedtægt om autonomi, der var godkendt ved en folkeafstemning, og som definerede Catalonien som en nation og gav det catalanske sprog særstatus. Siden er det voksende ønske om en uafhængighedsafstemning blevet mødt med stadig mere indædt modstand.

Eksplosiv trykkoger

Raseriet mod ’separatistiske’ catalanske kræfter, som Rahoys administration kalder dem, pisker den spanske nationalfølelse og yderliggående nationalisme op. Endnu mere belejligt er det, at det store fokus på de catalanske myndigheder bidrager til at fjerne vælgernes opmærksomhed fra de korruptionsskandaler, der i årevis har omsluttet Spaniens regeringsparti.

Jeg ønsker ikke at støtte uafhængighedsbevægelser, med mindre en nation er undertrykt, sådan som de, der blev kuet af Europas tidligere stormagter, var. Sådan en nation er Catalonien ikke. Men at støtte Cataloniens principielle ret til skilsmisse er ikke det samme som at bakke op om den. Når et demokrati er under angreb, er det vores fælles ansvar at vise solidaritet.

I sidste ende vil kun en ny spansk regering, der formår at tage hånd om de sociale og økonomiske problemer, som hjemsøger Catalonien, kunne forhindre, at Spanien falder fra hinanden. Den siddende spanske regering har i stedet skabt en trykkoger, der er ved at eksplodere.

Owen Jones er forfatter og klumnist for bl.a. The Guardian. 

The Guardian og Information. Oversat af Laura Dombernowsky

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Per Harry Hansen

Præsident Puigdemont var ukendt for mig indtil for nogle uger siden. Derfra har jeg fulgt ham så tæt, som man nu kan som ivrig avislæser og fjæsbogsdebattør. Jeg kan kun se ham som utilregnelig i Trump-klasse.
Vist er "basale demokratiske principper" i spil, men hvad giver præsident Puigdemont retten til at sætte spillereglerne? Owen Jones omtaler en ulovligforklaret happening som den folkeafstemning, den udgav sig for at være.
Spansk korruption omtales, catalansk lades uomtalt.
Premierminister Rajoys vilje til dialog betvivles - medens det lades uomtalt, at Puigdemont ikke har bekvemmet sig til at rejse til møde i Madrid.

Tror catalanerne virkelig, at de kan melde sig ud af kapitalismen ved at melde sig ud af Spanien? Der vil også være økonomiske kriser i et frit Catalanien i fremtiden. Jeg synes, denne bevægelse bygger på luftkasteller.

Olav Bo Hessellund

Jeg har ikke set nogle tegn på, at det skulle være ønsket om at melde sig ud af kapitalismen, der ligger til grund for separatisternes løsrivelsesforsøg. Snarere tværtimod.