De helligede midler

DF’s Kenneth Kristensen Berth forklarede forleden i Radio24syv adspurgt vedholdende af morgenreporteren, hvorfor en undersøgelse af Inger Støjbergs forvaltning af unge asylægtepars forhold hverken er påkrævet eller ønskværdig.

Berth svarede, at DF, som han gentagne gange udtrykte det, vil bekæmpe muslimsk flerkoneri på dansk jord, og at mindreårige pigebørn – indvandrede, asylanter eller flygtninge på ophold – ikke som par må bo sammen med ældre mænd.

Forvaltningsloven er i den forbindelse underordnet, derfor er Inger Støjberg fredet som minister på trods af uafviselig ulovlig forvaltning.

Kristensen Berth lagde ikke skjul på sin ringeagt for lovligheden, når paragrafferne ikke tjener DF’s formål, ej heller på sin foragt for flygtninge – i særdeleshed muslimer, som ordføreren mente bør rejse til Saudi-Arabien med deres mindreårige brude og deres flerkoneri.

Men før dette agtværdige mål nås, er hovedsagen ifølge Kenneth Berth, at ældre mænd og børn af det modsatte køn holdes skarpt adskilt i respekt for danske værdier, hvor piger under 18 skal have kongebrev, og det har disse mennesker jo ikke, som Berth sagde.

Berth er sikket ikke klar over – så ville han jo ikke sige som han gør – at DF’s konsekvente omtale af barnebrude drejer sig om 27 eksempler. I ministerens og DF’s skrækscenarier er der i fem tilfælde tale om piger på 15 år, to på 14. Kun i et par tilfælde efter afhøring ønskede pigerne forholdene afbrudt.

Som anvist i forvaltningsloven kunne disse realiteter være leveret under den partshøringspligt, ministeren krænkede.

Hvis Inger Støjberg havde undersøgt sagerne, ville få betænkelige forhold være åbenbaret. De unge piger i resten af sagerne kan næppe retvisende betegnes som barnebrude, nogle er mødre; flere af dem, som Støjberg lod tvangsadskille, var fortvivlede, indtil overgrebene blev bragt til ophør, og de berørte 20 unge kvinder på 16-17 år og lige under 18 kunne vende tilbage til deres mænd.

På linje med den fredede minister er DF bekymrede for flygtninge og asylanters lykke og velfærd. Det ved vi jo. Uanset at de skal ud af vagten i en fart, og Støjberg kan sætte flere lys i lagkagen.

Hensigten er lysende klar: Så megen chikane som muligt adresseret uønskede og folk, der ikke tilfredsstiller Støjbergs fladtrådte fordringer og DF’s nationale flomme.

Grisebassestreger

I den forstand nærmer forholdene i Danmark sig stadig mere forstadierne til de berygtede Nürnberglove i 1935, hvis formål var at stresse uglesete og foragtede, så de frivilligt forlod landet, subsidiært begik selvmord, hvad mange gjorde og således foregreb senere begivenheder.

Fratagelsen på salamivis af givne udskældte gruppers rettigheder og værdighed samt mistænkeliggørelse af motiver og handlinger, kulturtræk og adfærdsmønstre bidrager rigeligt til dehumaniseringen af de pågældende. Er denne fuldbragt, glider endnu værre overgreb lettere ned. Martin Henriksen apropos vil nu forbyde kommunalt halal i skolen. Hver dag sin lille grisebassestreg.

De fællesbetegnede grupper, DF totalt unuanceret forbinder med begrebet barnebrude, fremstilles konsekvent som dystre par, hvor gamle (pædofile) mænd forgriber sig på purunge tvangsseksualiserede pigebørn. Men mændene, det drejer sig om i de få tilfælde ude i virkeligheden, er næsten alle under 30, og tvang er der ikke meget af.

Inger Støjberg har løjet for Folketinget. Anklagen begrundes i de skiftende forklaringer, hvis tynde argumenter, fordrejninger og vildledninger hun kun slipper afsted med takket være DF. Hensigten helliger midlerne, hvilket ikke burde gælde i en retsstat.

Lovbrud kan moralsk forsvares, måske for at undgå noget værre. Men de unge pars samliv er syvmile langt fra værre end ministerens skandaløse misforvaltning. Spørgsmålet er, om hun har handlet uagtsomt, hvilket hendes almindeligvis muskuløse adfærd næppe tyder på, eller om det snarere kan bevises, at hun gennemtrumfede beslutningen på trods af juraen og embedsværkets råd.

Dette ønsker DF ikke opklaret og knytter sig yderligere til en global politisk trend, hvis diffuse, men let genkendeligt sammenlignelige adfærd består i at afmontere og undergrave principper, konventioner og love til egen magts fordel. Kort sagt: overse loven i populistisk begrundet hensigt til kontant omgåelse udøvet pr. ordre, dekret – og larm i medierne.

Populismen kan ikke mere betragtes som kun en folkelig baseret modstand mod elitens politiske korrekthed, snarere som en transnational bred bevægelse, hvis rødder i fascismens fordrejninger, brutalitet og foragt for mennesker, mindretal, kritik og retssamfund stadig tydeligere blotlægges. Søren Espersen var ude og true DR, da historieseriens sidste afsnit ikke levede op til DF-næstformandens forløjet sentimentale Danmarksbillede.

Det siges, at den, der trækker fascistkortet, allerede har tabt debatten. Mon ikke tabet viser sig større ved at brænde inde med Sorteper.

Usandhedens forrang

I USA fremturer Trump i lodrette løgne og overgreb mod opposition og presse. Forleden afviste talskvinden mediernes ret til at kritisere Trumps stabschef. En firstjernet general anfægter man ikke, lød beskeden.

Grundlæggende demokratiske institutioner er under angreb. Det sker også, når skinhelligheder som Naser Khader, Martin Henriksen og Marcus Knuth og igen igen Støjberg underløber vedtagne bevillinger, og når DF i magtens uklædelige arrogance afviser en rimelig undersøgelse af den kritisable minister. Flertallet har jo ret, som Kristensen Berth sagde, vi læser loven, som den tjener os bedst, og så vil vi i øvrigt skide på anstændigheden.

I slægt med katastrofen Donald Trump, der med embedets vægt hævder usandhedens forrang for fakta og kalder afdækning af uhyrlighederne fake news.

Hvornår mon dette neofascistiske begreb for alvor kommer med i DF’s og flertallets menukort af danske lokalværdier?