Kommentar

Højrefløjen bruger ytringsfriheden til at true ytringsfriheden

Alt-right-bevægelserne i USA og nu også nynazistiske grupper i Norden er begyndt at marchere under ytringsfrihedens banner, men er det muligt at gå ind for ytringsfrihed uden at have et demokratisk sindelag?
7. oktober 2017

Antag, at nogle vil bruge deres ytringsfrihed til at sige:

»Jeg vil afskaffe din ytringsfrihed«.

Antag, at de vil sige: 

»Hvis jeg kunne bestemme, skulle du og din slags ikke have de samme friheder og rettigheder, som jeg selv har i dette samfund – ja, I skulle måske ikke engang have retten til overhovedet at leve her«.

Antag, at nogle systematisk og med fuldt overlæg anvender ytringsfriheden til at hetze og true for derved at skræmme og lukke munden på udpegede grupper og meningsmodstandere. Antag, at vi her har at gøre med nogle, som ikke er det mindste interesserede i at ’tage debatten’, som man plejer at sige – men som tværtimod foragter debatter og demokrati. Og som bruger deres ytringsfrihed til at sætte en stopper for begge dele – og dermed også sætte en stopper for ytringsfriheden selv.

Man skal ikke søge ret længe på internettet for at konstatere, at påstået omsorg for ’ytringsfrihed’ nu er blevet dét banner, hvorunder ytringsfrihedens fjender i stigende grad foretrækker at marchere.

Vi har set det i USA i forbindelse med flere aktioner fra den såkaldte alt right-bevægelse, og vi har også set det i Sverige, da medlemmer af Kampgruppe 102 inden for den nynazistiske Nordiske Motstandsrörelsen natten til den 13. september begav sig til Farsta Slottsvik i Värmdö (svensk kommune nær Stockholm, red.) (spørg mig ikke, hvorfor lige der) for som led i deres erklærede kamp for ytringsfrihed at uddele flyveblade til forsvar for retten til at kræve et forbud mod ’folkefjendtlige medier’.

Ord, der sårer

Men behøver det at være et problem, at ytringsfrihedens fjender vil bruge deres ytringsfrihed til at afskaffe den?

Nej, vil nogle sige. Ikke så længe det alene drejer sig om ytringer. Lad dem sige, hvad de vil. 

Ytringer er jo blot ytringer og skal mødes med andre ytringer, med bedre ytringer, med mere kvalificerede ytringer – og ikke med retsforfølgelse og straf.

Det er et grundsynspunkt, jeg kan følge et langt stykke af vejen. Og så alligevel ikke helt.

For ytringer er jo lige præcis ikke kun ytringer. Ytringer kan også være handlinger. Ord kan både såre og dræbe.

Da Julius Streicher, udgiveren af det antisemitiske hadeskrift Der Stürmer i 1946 blev dømt til døden for forbrydelser mod menneskeheden, så var det bemærkelsesværdigt nok alene for sine ytringer. Eller med domstolens ord: Han blev dømt for »i uge efter uge, måned efter måned at have ansporet det tyske folk til aktiv forfølgelse«.

Det er på baggrund af denne ytringserfaring, om man så må sige, at ’hetz imod folkegrupper’ i dag bliver anset for en forbrydelse i mange landes lovgivning. Sammenhængen mellem ytringer fremsat i en hensigt om at hetze og true og handlinger, der begås for at forfølge og fordrive, har kun vist sig alt for håndgribelig.

Ikke blot i Nazityskland, men også i Rwanda og Bosnien – og aktuelt også i Myanmar.

Ytringer af denne slags kan ikke blot mødes med andre og bedre ytringer.

Over for ytringen: »Jeg vil fratage dig dine rettigheder og forfølge dig og fordrive dig fra samfundet«, findes der ingen fungerende modytring.

Hvad skulle den i givet fald være?

Demokratisk sindelag

Ytringsfrihedens måske mest grundlæggende, men uskrevne og uudtalte forudsætning er derfor, at der forefindes et demokratisk sindelag hos dem, som ytrer sig.

Det er et sindelag, som indebærer, at når vi ytrer os offentligt – det være sig nok så kritisk, det være sig nok så skarpt, ja undertiden selv hadefuldt og forulempende – så gør vi det stadigvæk i den hensigt at påvirke og forandre og invitere til genmæle. Ikke for at true og skræmme til tavshed. Og endnu mindre for at opildne til vold og forfølgelse.

På samme måde som ytringsfriheden er en forudsætning for demokratiet, er demokratiet også en forudsætning for ytringsfriheden.

Så hvordan sætter vi grænser for de ytringer, som truer ytringsfriheden?

Ultimativt og formelt igennem loven, naturligvis. Det er som bekendt ikke alle ytringer, som er tilladt.

Men vigtigere er formentlig de uformelle grænser, som vi selv sætter for, hvad vil vælger at sige eller ikke at sige offentligt, hvilke ord og udtryk vi anvender om for eksempel muslimer eller uledsagede flygtningebørn eller romatiggere eller homoseksuelle eller politiske modstandere.

Ikke fordi der er grænser mellem det, vi lovligt kan sige, og det, som ville være ulovligt at sige, men fordi der til enhver tid vil være grænser mellem, hvad vi opfatter som anstændigt og uanstændigt.

Det er grænser, som findes, uden at vi altid gør os det klart. Men det er også grænser, som kan forskyde sig gradvist. 

Det er meget muligt, at vi kan blive nødt til at revidere de formelle love for at beskytte ytringsfriheden bedre. Men snarere tror jeg, at vi kan blive nødt til at skærpe vores opmærksomhed over for de uformelle grænser for, hvad vi ytrer og ikke ytrer offentligt. Således at vi ikke – uden at gøre os det klart – begynder at tære på selve det demokratiske sindelag, som er ytringsfrihedens livsluft.

© Göran Rosenberg og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Bent Johansen
  • Eva Schwanenflügel
Niels Bent Johansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hetz mott folkgrupp er noget man har i Sveriges straffelov - den findes så jeg ved ikke i den danske straffelov, denne paragraf. Og godt det samme, fordi så ville dansk politi, og de danske domstole altså få mere end travlt. I DK - og i en hel række andre lande kan man sige, hvad man vil, så længe man ikke opfordrer til vold, tilskynder til vold, eller opildner til vold. Og sådan skal og bør det være - også i fremtidens DK!