Kommentar

Hvorfor dygtiggøre sig, hvis man kan få flere penge for at ligge på sofaen

Efter skoleydelsen blev beskåret drastisk, er elevtallet raslet ned på produktionsskolerne. For i dag betaler vi de unge flere penge for at lave ingenting, i stedet for at dygtiggøre sig, så de med tiden kan få en uddannelse til gavn for dem selv og for samfundet
18. oktober 2017

Den massive nedgang i antallet af elever på landets produktionsskoler er en katastrofe. Ikke mindst for de tosprogede unge.

Produktionsskoleforeningen har i en undersøgelse konstateret et fald på mellem 30 og helt op til 60 procent i elevtallet på landsplan. En nedgang, der hovedsageligt skyldes en drastisk beskæring af skoleydelsen.

I nogle tilfælde betyder det, at den enkelte unge vælger kontanthjælp/uddannelseshjælp i stedet for at lære om arbejdslivet og om at være et demokratisk dannet menneske i Danmark.

De unge udeboende over 18 år får over 1.000 kroner mere på kontanthjælp og knap 2.000 kroner mere på aktivitetshjælp, end de får, når de modtager skoleydelse på produktionsskolen.

Hvis jeg spørger unge udeboende, om de vil have 5, 6 eller 7.000 kroner om måneden, skal man ikke have en højere handelseksamen for at regne ud, hvad de fleste unge vil vælge.

Wallah i kroppen

Det er en skam, for jeg har set mange unge blomstre på produktionsskolerne – rigtig mange af dem er tosprogede drenge, som produktionsskolerne har kunnet vise vejen til et meningsfuldt liv.

En af dem er Ahmed. Da jeg mødte ham første gang her på Århus Produktionsskole, så jeg en fyr med masser af energi i øjnene og ’wallah’ i kroppen. En ung, som var fuldstændig styret af lyst. Han havde oplevet en skolegang, hvor han gjorde mere indtryk på skolen, end skolen gjorde på ham, og han fik aldrig sin 9. eller 10. klasses eksamen.

Han brugte sine aftener på at hænge ud med vennerne, hvor de nu kunne være – som regel udenfor.

Når man ofte er sammen med vennerne og ikke har så meget voksenkontakt, er det gruppen af venner, der kommer til at bestemme normerne for, hvordan man er socialt, og for hvordan man opfører sig sammen med andre. Hvordan man taler til andre – ja, hvordan man i det hele taget opfører sig.

Sådan var det også med Ahmed. Han gjorde, som det passede ham. Det fortsatte såmænd også i de første uger her på Århus Produktionsskole.

Han gik ud og røg, holdt pauser hele tiden, pjattede med pigerne og så videre.

Stolt tømrer

Ahmeds faglærer, Benni på vores træværksted, tog mange samtaler med ham, samtidig med at han begyndte at lære Ahmed om det at være tømrer. Fra dag ét fik han arbejdstøj på. Som en rigtig håndværker – en tommestok i lommen og en værktøjskasse med helt nyt og fint værktøj.

Langsomt fik han lært, hvad det vil sige at ’være tømrer’. Ikke bare det håndværksmæssige, men især dét dér med at opleve, at tingene gav mening. Han lærte at være præcis, han lærte at arbejde sammen med andre, møde kunder, og han lærte at være høflig.

Den energi, jeg mødte hos Ahmed allerførst, blev nu kanaliseret over i tømrerarbejdet og i stoltheden over sit hverv. Han begyndte at indordne sig under skolens rutiner og praktisere skolens regler for god stil. Og han pjattede med pigerne.

Han fandt sågar ud af, at hvis han ville være en god tømrer, var han nødt til at kunne læse, skrive og regne. Så Ahmed begyndte at gå til undervisning i dansk og matematik.

Her sidste sommer bestod han så optagelsesprøven til teknisk skole, og han er nu i gang med sin tømreruddannelse.

Bliver i sofaen

Vi brugte halvandet år på Ahmed med en fornuftig skoleydelse.

Med en nedsat skoleydelse lokker samfundet i stedet unge som Ahmed væk fra muligheder, uddannelse og hjem i sofaen. Så ændrer de sig ikke. De bliver ved at gøre præcist, som de har lyst til. De vil aldrig opleve faglig stolthed, sådan som Ahmed kom til. De kommer ikke til at føle behov for at lære sprog og andre kulturteknikker eller få lyst til at blive dannet til det danske demokratiske samfund.

Så bliver de bare hjemme i stedet.

Er det dét, vi vil? Skal vi virkelig betale samfundets unge flere penge for at ligge på sofaen derhjemme, end for at dygtiggøre sig og blive aktive borgere? Det tror jeg ikke.

Lis Holm er viceforstander på Århus Produktionsskole

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
Katrine Damm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Jeg er enig i formålet med skriveriet - nemlig at produktionskoleydelsen skal tilbage på sporet.

Når det er sagt, så er jeg mildest talt oprørt over, at voksne mennesker kan blive ved at hævde, at andre mennesker, unge som ældre, "ligger hjemme på sofaen".
Hold nu kæft!
Det kan godt være at nogle få personer kan holde ud af ligge på sofa i mere end 14 dage ad gangen, men selv sofaer har en begrænset liggetid. Tænk blot på hvor rædderligt det er at ligge på sofa under sygdom.
Find på nogle alternative påstande om hvad mennesker foretager sig af skidt, når de ikke er 'aktiverede', eller undersøg hvad der reelt foregår,
men lad nu for pokker de sofafloskler ligge!

Torben Skov, Randi Overgård, P.G. Olsen, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese, Torben K L Jensen, Morten Balling, Heidi Larsen, Slettet Bruger, Dorte Sørensen, Ebbe Overbye og Katrine Damm anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Spørgsmålet kan også være - ønsker et flertal af politikere så lave udbetalinger ,at dem som erhvervslivet ikke ønsker at give et arbejde skal sultes ihjel eller ønsker et flertal af politikere at give plads til syge og andre der ikke passer ind efter erhvervslivets krav eller ikke selv kan klare erhvervslivets krav.

En ting som politikerne kan gøre er at genindføre de tidligere ordninger så folk, der går på produktionskolerne får så mange penge at de kan leve. Dog ser det ud til at politikerne har set lyset og vil give den nye "enhedsskole" højere betaling. Så måske har regeringen forstået "signalet".

Slettet Bruger

Det undrer mig ikke, at også dette område er stærkt inficeret af bureaukritikere, som lader til at gå mest op i at skaffe arbejde til dem selv. Desværre er det bare ikke alle, som fødes med en juridisk økonomisk embedseksamen i røven og i stand til at gennemskue konsekvenserne af samfundets mange snørklede regler. At udeboende får mere på kontanthjælp end i skoleydelse er muligvis et teknokratisk trip af nyere dato, men tidligere har der ihvertfald været langt større forskel mellem kontanthjælpen og SU. Dette har man tilsyneladende prøvet at 'fixet' ved at indføre en meget lavere kontanthjælpssats til udeboende under 25-år, så vidt jeg kan tolke 6.992 før skat i modsætning til 6.015 for udeboende SU. Mon ikke nedsættelsen blev solgt som en slags omsorg for de unge. Tænk hvor mange timer, vi samlet kunne spare, hvis vi generelt indførte super enkle og mere universelle ordninger, og ikke skulle bruge så utroligt meget tid på at sætte os ind i og administrere hyldekilometre af kringlede love. Det virker nu heller ikke særlig demokratisk, at man som vælger ikke kender andres vilkår og at det skal omgærdes af myter. Men forenklingerne ville åbenbart betyde at bureaukraterne ville ende med ligge på sofaen hele dagen så det går nok ikke.

Eva Schwanenflügel, Johnny Winther Ronnenberg, Steffen Gliese, Torben K L Jensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar