Klumme

Ingen flytter ud i en skov uden at have et politisk projekt

Jeg har stadig til gode at møde en vildmand, som ikke er samfundskritisk. Jeg har stadig til gode at møde en vildkvinde, som ikke rasende stamper rundt om bålet, mens hun taler om ødelæggelserne – de indre og de ydre. At bo i naturen er en form for aktivisme. Et modsvar
17. oktober 2017

Ikke så langt herfra bor der tre kvinder under presenninger og i shelter, tipier og telte. De har skabt en lejr. Hver gang det regner meget, tænker jeg på dem. Uanset hvor meget det regner, ser det ikke ud til at ødelægge deres mission. Det er, som om deres mission ikke kan skylles væk af alverdens syndfloder – den lyder kort og godt: Vi vil væk.

Væk fra møderne på jobcentret, væk fra diagnoserne, væk fra at sidde passivt og stirre ind i væggen, vente på det næste overgreb, vente på den næste nedværdigelse. Sådan kan det godt føles at bo på bunden. Jeg ved det, for jeg har prøvet det selv.

Nu gider de så ikke bo på bunden længere. Nu gider de bo i naturen.

Hver morgen står de op, vådt brænde, tyk røg, sort kedel på stædige flammer. Hver dag samler de svampe og bær. Hver dag snakker de utrolig meget om deres følelser. Hver dag bliver de siddende der under presenningerne mere og mere mudrede i hovederne. Mudder og asken får deres øjne til at træde tydeligere frem. Der er ild i dem.

Ikke for at forherlige, men ét ved jeg: naturen får øjnene til at træde frem. Man får stirrende øjne. Røde øjne i natten. Stjernerne blinker, øjenvipperne klistrer til.

Herude sidder man for det meste bare og græder. Enten fordi det hele er så smukt, eller fordi det hele er så grimt. Herude bliver øjnene hårde som sten.

Nogle gange får jeg øje på livstilsturister, der manisk løber rundt mellem stammerne på jagt efter den ultimative solnedgangsoplevelse eller zen. Det er lidt ligesom at iagttage en sjælden farvestrålende fugl, der har forvildet sig ind på ukendt område. Jeg kan godt lide deres Fjällräven-bukser; men alligevel er det de tre kvinder under presenningerne, mine øjne søger mest.

Jeg kan huske, da jeg selv boede under presenninger, i lejr. Jeg kan huske, dengang vi første gang sprang ud i naturen. Som at stå på timetervippen til svømning. Ud på det dybe. Suset i maven. Den enorme maveplasker. Jeg kan huske, hvordan jeg græd og græd, da min krop ramte det klare, kolde faktum. Jeg kan huske, hvordan jeg til sidst tørrede øjnene og satte mig på de efterårsvarme klipper. Som et firben sugede jeg det hele til mig. Duggen, der plirrer i edderkoppernes spind, det lyder som den fineste musik. Bladene, der langsomt falder til jorden. De sidste mygs blodtørstige summen. Ravnene, der slås.

At bo i naturen er altid en politisk stillingtagen. Sådan må det være. Det er en form for aktivisme.

Et modsvar. Måske ikke for livsstilsturisterne, der alligevel ikke er herude særlig lang tid af gangen. De når aldrig at mærke døden, råddenskaben, det slimede og det uhyggelige, der jo, som ethvert barn ved, hører med til både sandheden og eventyrene. Men de andre. Dem, der bor herude altid; dem, der er gået all the way, de har en politisk grund til at være her. Jeg har stadig til gode at møde en vildmand, som ikke er samfundskritisk. Jeg har stadig til gode at møde en vildkvinde, som ikke rasende stamper rundt om bålet, mens hun taler om ødelæggelserne – de indre og de ydre.

Nu bor jeg igen i et hus, stadig i naturen, men det er lunt og tørt. Alligevel går jeg hver dag ud til det gamle egetræ, den dybe, furede bark. Jeg lægger mig på jorden under det, trækker vejret langsomt og lader så mine flossede nerveender synke nedad. Ned til mycelium. Jeg ligger der bare. Ikke så meget for at få maksimalt udbytte af min oplevelse i naturen – der er ingen optimeret Fjällräven-oplevelse her. Mere fordi det er vigtigt at føle sig mudret og kold engang imellem, fugtig i rygsøjlen og lidt åndssvag. Det skærper øjnene såvel som blikket.

Andrea Hejlskov er forfatter og journalist

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørn Andersen
  • Katrine Damm
  • Eva Schwanenflügel
  • Frede Jørgensen
  • Peter Knap
Jørn Andersen, Katrine Damm, Eva Schwanenflügel, Frede Jørgensen og Peter Knap anbefalede denne artikel

Kommentarer

"At bo i naturen er altid en politisk stillingtagen."
"Nu bor jeg igen i et hus, stadig i naturen, men det er lunt og tørt."

Ja mageligheden sejrer til sidst, så den politiske stillingtagen bliver mere behagelig.

Ingenting! =0,000 Jeg har både bil og en varm stue. Det er min politiske stillingtagen. Jeg kan godt lide at være i naturen, men vil ikke bo primitivt under en presenning og risikere dårlig helbred.

SKAL man gøre noget særligt, for at have en mening om andres frelsthed.

Jens Thaarup Nyberg

Henning Kjær; - 15:18
Og alligevel:
" ...det er vigtigt at føle sig mudret og kold engang imellem, fugtig i rygsøjlen og lidt åndssvag. Det skærper øjnene såvel som blikket.!

Frede Jørgensen

Man sidder derude i naturen og græder, fordi det hele er så smukt - og ægte og rigtigt, men man skal altid tilbage til det "grimme"- på et tidspunkt.

Smukt skrevet. Jeg er fuld af beundring for dem, der tør skifte samfundets betingelser ud med naturens, selv om det sker på grundlag af en overtro på den gode natur. Det må godt nok være svært, når det bliver december. Jeg håber det lykkes for de tre kvinder.