Læserbrev

Ingen råber højt om sammenhæng i sundhedsvæsenet

Debat
10. oktober 2017

Sundhedsministeren besøgte for nylig klinikledelserne på hospitalerne efter lang tids debat om pressede vilkår. Jeg savner tilsvarende opmærksomhed på det kommunale sundhedsvæsen. Men hvem kan råbe højt nok på vegne af hjemmesygepleje, plejecentre og den ældre borger, som har brug for et sundhedsvæsen, der hænger sammen?

Hospitalsindlæggelser er forkortet markant. Ældre patienter sendes lige så hurtigt hjem som alle andre, når lægen har gjort sit. Men mange ældre er ikke færdigbehandlede, når de forlader hospitalssengen. Det presser den kommunale sygepleje.

Min egen farmor, der er en ældre dame, oplevede efter et hoftebrud et belastende forløb med infektion og genindlæggelse på hospitalet, fordi hjemmeplejen ikke kunne passe hende.

Hverdagen, som jeg kender den fra en sygeplejerske på et kommunalt genoptræningscenter, er, at svært syge ældre medicinske patienter fylder pladserne op.. Her kommer patienterne direkte fra hospitalet. Det er ikke unormalt, at patienter udskrives sent fredag uden den nødvendige medicin til at klare sig igennem weekenden.

Stedet minder om en medicinsk afdeling med overbelægning, men uden let tilgængelig lægehjælp og med alt for få sygeplejersker. Sådanne vilkår forringer mulighederne for at handle, når en borger får det værre.

Før sommeren udgav et udvalg under Sundhedsministeriet en rapport med anbefalinger til det nære og sammenhængende sundhedsvæsen. Anbefalinger, der kunne have været mere ambitiøse, men som dog er en begyndelse. Det vides endnu ikke, hvordan regeringen vil følge dem.

Det er opløftende, at hospitalerne siger fra over for den urimelige travlhed på afdelingerne. Men det kommunale bagland bør også melde sig i koret, for vi skal have den helhedstænkning i sundhedsvæsenet, der er nødvendig for at løse problemerne. Tilstandene på hospitalerne påvirker kommunerne og omvendt.

Siden strukturreformen i 2007 er flere opgaver flyttet fra hospitaler til kommunerne, men uden at den nødvendige økonomi er fulgt med. Ikke alle kommuner har den fornødne kapacitet til at tage imod de udskrevne svært syge ældre. Det er derfor ikke nok, at ministeren mødes med hospitalernes klinikledelser. For hele sundhedsvæsenet skal fungere og hænge sammen.

Signe Hagel Andersen er kredsnæstformand Dansk Sygeplejeråd Hovedstaden

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her