Intermetzo: Brev fra en bortdømt

Det er sjældent, man får brev nu om dage.

Reklametryksager i dynger fra byggemarkeder og lokal dagligvare, men sjældent breve.

Resten af Post Nord kan også være gået konkurs siden sidst. Men så lige med ét ligger der et brev – fra DONG. Ildevarslende. Måske en trussel om at lukke for det varme vand, fordobling af taksterne eller varigt nedbrud. Det kan kun være slemt, når DONG sender frankeret brev til modtager med navn og adresse i rude. Fingerrystende flås brevet op, som hæfteplaster på behåret lår i ét ryk.

Blåt på hvidt:

»Velkommen til … DONG Energy«.

Hvidt på blåt:

»Vi er blevet for grønne til vores efternavn«.

»Trykt på blomstermærket papir. Licensnummer AT/011/001«.

Hvad det så skal betyde.

Forklaringen uddybes, ikke på det blomstermærkede papir, men på henvendelsen:

»Derfor bliver DONG Energy til Ørsted«. Ørsted.dk.

Navneforandringen fordi DONG, Dansk Olie og Naturgas, ikke »afspejler« at »vi vil være med til at skabe et Danmark og en verden, der udelukkende kører på grøn energi.«

Danmark og verden skal ud at køre.

Hvad fanden det så har med Ørsted at gøre.

Ørsted – hverken kronjuristen A.S. eller fysikerbror H.C., som det aflagte DONG henfører sig til – havde fjerneste anelse om grøn energi, knap nok energi. I hvert fald ikke som det forhenværende DONG står for fænomenet, hverken sort eller grøn.

Men der er mere hvor det kommer fra, nu hvidt på rødt hvor teksten konkurrerer med sig selv på sproglig finesse:

»Vi er inspireret af den danske videnskabsmand H.C. Ørsted, der med sin nysgerrige tilgang til verden og store interesse for naturen opdagede elektromagnetisme, der i dag er grundlaget for produktion af strøm fra vores havvindmøller«.

Ørsted opdagede ikke elektromagnetisme, men elektromagnetismen. Elektromagnetismen blev i øvrigt opdaget allerede 10 år før Ørsted af Gian Domenico Romagnosi. Men det kan de jo ikke så godt kalde DONG.

Så kort sagt:

Noget ahistorisk vås. Ørsted var naturromantiker, interesserede sig ikke for nytteværdien, men for naturens enhed og beherskede sin nysgerrighed, da han havde set kompasnålen bevæge sig i tommefingerens retning.

Hvad der i vore dage får møllerne til at give afkast og har overbevist selv venstrefolk, tog andre sig af.

Talefejl for fulde sejl

Hvis DONG endelig skulle opkalde deres virksomhed efter en dansker, der har gjort noget for forsvarlig energi og vind i møllerne, kunne de passende havde kaldt DONG: Jørgen Steen Nielsen.dk.

Lidt langt til et logo måske men bedre end Ørsted, og Nielsen kan vel i en snæver vending række.

Brevet/tryksagen fra DONG/Ørsted, hvis historisk antydede begrundelse er i slægt med manden, der siger goddag til et økseskaft, er ydermere udstyret med fotos af en yngre dame med hunde på en kløvereng/et barn der sutter på fingeren fra noget, damen åbenbart har rørt sammen i en spand/samme dame i sofa med computer på knæene ovenpå pude, hvor damen ifølge teksten studerer sit elforbrug og regningen fra dongenergy.dk.

Puden kan være lagt strategisk for at afbøde kvæstelser, når damen om lidt slår hovedet i radiatoren i raseri over brevet fra Ørsted.

Den trefoldige sag er fra privatkundedirektør Louise Hahn med en signatur, direktør Hahn bør være forsigtig med at vise en grafolog. Den vaklende, hastige karakter af navnetrækket ligner et flugtforsøg og dækker måske over privatkundedirektørens fortjeneste ved kunsten at trylle DONG om til Ørsted.

Ja, undskyld insinuationen:

DONGs arrangement med Goldman Sachs og storspekulantens fortjeneste på aktiesalget forleden udfordrer en mistænksom natur. Men måske er det erhvervskundedirektøren, man skal gå til; pågældende er uden tvivl finere end privatkundedirektøren, som DONG/Ørsted altså har fået til at signere plattenslageriet.

Det er ikke første gang i danmarkshistorien, at institutioner skifter navn, som regel med en mere eller mindre fordækt hensigt. I gamle dage hed miljøministeren Christian Christensen, Kristeligt Folkeparti, og var (derfor) fra Vorherres hånd udstyret med den type talefejl, der gør, at taleren ikke kan udtale ’l’, uden at det kommer til at lyder som ’n’. Navne som Lane og Lars bliver til Nane og Nars. I de år lå landets lossepladser højt på den politiske dagsorden. Fordi man på rigets fornemste talerstol ikke kunne have kristenhedens miljøminister til at stå der og udfolde sin talefejl for fulde sejl, blev lossepladser til deponier.

Det blev lossepladserne ikke mindre lossepladser af.

Foruden fordelen ved at forsamlingen ikke grinede sig fordærvet, undgik man som sidegevinst let forståeligt ubehagelige associationer ved ordet. Nu kunne man placere deponier i nærområderne, uden at folk faldt besvimet om, før det var for sent.

Det bevidste bedrag

Når DONG nu bliver Ørsted, vil det skandaliserede DONG glide ud af sproget, med tiden af bevidstheden. Og når kritikere af skandalen – formentlig varigt uopklaret med Socialdemokratiets ledelse i snavs til hofterne – fremover siger DONG, vil det lyde som klynk og brok og nid og nag og håbløs fortid. Især det sidste.

Lige så plat som at kalde lossepladser deponier er det at lægge alen til det bevidste bedrag, der i disse år udgør stadig mere af den offentlige forvaltning, politikernes spin og løgnen som politisk parameter.

Man kan på valgdagen afgive sit lille pip og håbe på bedring. Men man kan ikke smide sine regninger fra DONG/Ørsted på nossepladsen.

Kunden er på det nærmeste dømt på livstid til DONG/Ørsted uden reelle valgmuligheder. Derfor føles trefoldighedstryksagen med den halvdannede forklaring på selskabets bedrageriske navneskifte næsten lige så krænkende og ydmygende, som det må have været, da Ørsteds bror var med til at skrive loven om den danske statsbankerot, nedkaldt af en uduelighed, der hverken før eller efter skandalen kom til at stå til ansvar.