Læserbrev

Kejsersnit handler også om sikkerhed

1. november 2017

Kejsersnit er det værste, en kvinde kan udsættes for, synes Hanne Dam at mene i sit indlæg »Den naturlige fødsel fortrænges i effektivitetskrav, spareiver og frygt« (den 20. oktober).

Der er ressourcemangel på fødegangene, og ifølge Dam gennemføres medicinske indgreb for at spare tid og dermed penge. Men et kejsersnit koster omkring 29.000 kroner, mens en vaginal fødsel koster 19.000. Så den forklaring holder ikke.

Jeg mener, at det handler om sikkerhed. Under min graviditet for to år siden besluttede jeg at føde ved kejsersnit uden medicinsk årsag. Min jordemoder var nysgerrig, men kunne ikke sætte sig ind i det.

Groft sagt er vaginal fødsel jordemoderens bord, mens kejsersnit er lægens. I min journal står der, at jeg ønskede kejsersnit, fordi jeg var bange for at føde. Jeg tror, at de fleste kvinder er lidt ængstelige. Jeg var ikke mere bange end andre, men meget risikoavers. Fødsler er jo fyldt med risici.

Jeg spurgte sundhedspersonalet, hvad der er sikrest: vaginal fødsel eller kejsersnit? De svarede, at der hyppigst opstår komplikationer ved kejsersnit. Det er korrekt, og ved I hvorfor? Fordi ingen forholder sig til, at akut kejsersnit og planlagt kejsersnit er to forskellige ting. De bliver lagt sammen i én bunke kaldet kejsersnit.

Akutte kejsersnit opstår stort set altid, når vaginale fødsler går galt. Akutte kejsersnit redder ofte barnets og/eller moderens liv, men kan give komplikationer. Ser man på planlagte kejsersnit isoleret, viser der sig et andet billede.

I Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser 2016 skelnes mellem vaginal fødsel, akut og planlagt kejsersnit. De fødende kvinder spørges, om der opstod komplikationer under fødslen. Det gjorde der i 27,7 procent af vaginale fødsler, ved 86,2 procent af akutte kejsersnit og ved blot 7,7 procent af planlagte kejsersnit. Her skal vi også huske, at en stor andel af de akutte kejsersnit i princippet er begyndt som vaginal fødsel, men kategoriseres som et kejsersnit. Statistik er taknemmelig.

Nu er vi tilbage ved min beslutning om planlagt kejsersnit. Jeg tog den ikke, fordi jeg var bange, eller fordi jeg synes, at kvinder, der gør det anderledes end mig, gør det forkert. For mig var det vigtigt at minimere risici og smerte. Jeg respekterer, at det ikke er det rigtige for alle, men jeg synes, at debatten skal baseres på fakta.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Børge Neiiendam

Jeg har intet belæg for at betvivle de faktaoplysninger kronikøren kommer med og vil blot udtrykke min respekt for Pernilles ikke-hysteriske opslag. Tak !

Jørgen Wind-Willassen

Virkeligheden er desværre mere barsk end man ønsker sig
Uden et kejsersnit havde jeg i dag formentlig både været uden kone og barn.
Kejsersnittet er en gave til os mennesker.

Eva Schwanenflügel

Min veninde havde været igennem et forløb, hvor hun blev nægtet kejsersnit, selvom hendes hofteparti var vurderet for snævert for en sikker fødsel.
Resultatet var at hun mistede sin første dreng. Han døde kort efter fødslen pga iltmangel.
Hun fødte senere to sunde børn ved kejsersnit.
Min veninde har sit døde barns spæde hånd støbt i gips. Hun har billeder af hans blå legeme. Hun har begravet ham. Hun sørger stadig over tabet.