Kronik

Kræftdøden er grim, kold og klam, uanset hvor mange lyserøde sløjfer du tager på

’Knæk Cancer’- og ’Støt Brysterne’-kampagnerne gør kræft til en babylyserød, sløjfebefængt kamp. Vi klapper ad dem, der ’overvinder’ sygdommen, og fortrænger dem, der dør. Det gør det vanskeligt at forholde sig til og tale om alle kræftens grimme sider
Pressefoto fra Knæk Cancer-kampagnen sidste år, hvor der blev samlet adskillige millioner ind. Men disse programmer er med til at tegne et alt for poleret billede af en sygdom, der dræber, mener dagens kronikør.

Pressefoto fra Knæk Cancer-kampagnen sidste år, hvor der blev samlet adskillige millioner ind. Men disse programmer er med til at tegne et alt for poleret billede af en sygdom, der dræber, mener dagens kronikør.

Mogens Flindt

28. oktober 2017

I aften topper Knæk Cancer-ugen, når TV 2 holder indsamlings/underholdningsshow til fordel for Kræftens Bekæmpelse. Men faktisk har der været kræft på programmet hele måneden, for oktober er Støt Brysterne-måned. I butikker og reklamer på nettet vrimler det med lyserøde sløjfer.

Der er T-shirts, sportsbh’er, tørklæder og armbånd med indskrifter som ’FIGHT’ designet af mere eller mindre kendte danskere. Der er utallige events, som ’Lyserød lørdag’ og andre ’lyserøde aktiviteter’.

Man skal købe ting, iklæde sig tøj eller deltage for at støtte op om den lyserøde sag – brysternes sag.

Hende den pæne med brysterne

Lad det være sagt én gang for alle: Jeg er for bryster. Bryster er gode, vigtige og dejlige.

Jeg er derfor også for forskning, der kan hjælpe os med at finde ud af, hvordan vi kan bevare vores bryster raske.

Jeg er for dygtige læger og sygeplejesker, for bedre og hurtigere behandling, for at man klæder alle læger på til at tage samtaler uden latinske betegnelser, for de læger og sygeplejesker, der allerede gør det så godt og løber så stærkt, som de overhovedet kan.

Men jeg er ikke for hende den pæne kræftpige. Hende med brysterne. Hende, man godt gider at kigge på. Høre om. Hende, der sætter kræft på dagsordenen. Hende, der har den babylyserøde sløjfe på ’FIGHT’-sportsbh’en fra kræftshoppen og det smukke kræftarmbånd om håndledet, mens hun kæmper sin sag til de lyserøde aktiviteter.

Hende den polerede, bloggervenlige, ’Nashville’-filtrerede, helt kliniske, uskyldige. Hende fighter-kræftpigen.

Spiselig kræft

Hun bliver et billede på, hvordan vi forholder os til brystkræft og kræft generelt og særligt i oktobermåned. Hun gør brystkræft stuerent. Hun kæmper, gør hun. Hvem vil ikke gerne støtte hendes bryster?

Problemet er, at brystkræftpigens virkelig grimme sider er blevet bandlyst. Jeg har i mange år haft dem helt tæt på, men man taler ikke så meget om dem. Derfor generer hun mig, hende den pæne brystkræftpige – også selv om hun gør det godt og får os til at tale rigtig meget om hende, til at ville hjælpe hende, kæmpe for og med hende, støtte hende, bære hendes logo.

Hun irriterer mig, fordi jeg har en oplevelse af, at det er kræft i den spiselige version, hun leverer. Hun har medvirket til, at vi taler om kræft, som vi gør, og at vi igen i år også skal se et show, som er lige så pænt, ordentligt og poleret som hende selv. Shows, hvor vi igen skal klappe af, at nogen ’snød døden’, ’knækkede koden’, ’ikke ville finde sig i, at kræften skulle fylde/overtage/få styringen’.

Applaus, please!

For brystkræftpigen – HUN kæmper! Og hun overlever helst.

Altså … måske dør hun. Men så er det også KUN, fordi hun ikke kunne gøre mere, for hun har i hvert fald kæmpet! Til det sidste! I al sin stråleglans. Og med den babylyserøde sløjfe på.

Og vi har støttet hende, har vi.

Murermesterfirmaer, restauranter, privatpersoner. Vi har heppet og klappet, mens vi har doneret penge og modtaget hyldest fra publikum og fra den danske befolkning for den gode sag, som vi støttede, da vores navn rullede over skærmen med oplysninger om det beløb, som vi gav til hende.

Det er den foretrukne fortælling om kræft, som jeg igen og igen og igen støder på hvert år i oktober måned.

Grim og opgivende

Mit problem med den pæne kræftpige er, at hun står i vejen for forståelsen af, at kræftpiger nogle gange bliver grimme og opgivende. Nogle gange efterlades de med mén, som ingen taler om. De går og venter på at blive erklæret raske og netop, som de bliver det, så vender kræften måske tilbage, og de dør.

Uanset hvor hårdt man kæmper, hvor mange sløjfer man har på, kan det være, at man dør.

Også selv om man måske gjorde alt det rigtige. Man røg ikke, man drak ikke alkohol, og man motionerede regelmæssigt, ammede sine børn og spiste masser af grønne grøntsager.

Alligevel dør man.

Måske er man endda så påvirket af smertestillende medicin i form af amfetamin, metadon og oxicontin, at man ikke længere fungerer kognitivt. For den slags stoffer er ligeglade med, om de bliver givet på recept for at smertelindre en kræftpatient, eller om de bliver brugt af en ung, der går efter rusen fredag aften.

Måske får man endda nogen til at give sig et ekstra skud morfin, fordi pinen er for stor, livskvaliteten forsvundet, og kun den kræftspiste krop er tilbage … og den kan ikke mere.

Disse fortællinger er ikke en særlig stor del af vores samfunds fortælling om brystkræft eller kræft i det hele taget.

Derfor går den pæne kræftpige mig på: Hun skygger for alle de andre sider, der også er af kræftramte, og alle de andre skæbner, der også er i kræftklassen.

Vi lever. Vi dør

Jeg kunne ønske mig, at den pæne fighter-kræftpige i den babylyserøde farve ikke stod i vejen for, men faktisk åbnede for, at vi kunne tale mere ærligt om livet, om sygdom og om død.

For livet leves, og sygdom og død kommer. De kommer i en eller anden forklædning på et tidspunkt for dig. For nogen, du elsker, for nogen på din arbejdsplads eller i din omgangskreds.

Jeg ønsker, at kræftpigen opfordrede til, at jeg overvejer, hvad jeg siger til den, der er syg af kræft, som måske ikke orker at kæmpe, prøve cannabisolie, bagepulver eller ahornsirup for at få kræften væk eller har en tro på, at det hele nok skal ordne sig.

Jeg ønsker flere samtaler om, hvad nogen siger til mig, når sygdommen eller døden kommer og tager noget fra mig.

Jeg ønsker, at den frimodighed og til tider påtrængende ærlighed om alt her i livet, som vi møder i medierne, kunne smitte af på vores måde at tale om sygdom og død, selv om man ikke nødvendigvis kan planlægge sig ud af den, lave how to-lister over, hvordan man kommer af med den eller tænke sig positivt ud af den, uanset hvor mange lyserøde sløjfer man tager på.

Kræftdøden er grim, ubarmhjertig, kold og klam.

Nogle gange er den også en længsel og en lettelse.

Det må vi også gerne tale om. Ikke hele tiden. Men vi må gerne. Også selv om det er uden filter, og der ikke klappes, smiles, doneres penge. Uanset, at der ikke er en happy ending til sidst. For selv i eventyr lever de altså kun til deres dages ende – og det er faktisk det gode. Vi er alle sammen fælles om at skulle dø. Burkaklædte konvititer, hvide mænd med hagekors, homoseksuelle med regnbueflag og kvinder i sutsko med for mange ord (mig). Og det er ok. Eller rettere: Det tror jeg, at vi skal lære, at det også er.

Selv om jeg klapper af alle dem, der knækkede canceren, er der andre, der dør. Andre, der lever med at passe dem, der er syge. Andre, der forbander deres egen eller deres pårørendes kræftspiste krop langt væk. Andre, der har mistet noget til sygdom eller døden, helt eller halvt, hurtigt eller langsomt. Andre, der planlægger deres egen død, fordi de ved, at et liv med kræften, medicinen og sygdommen ikke længere er et liv, de har lyst til at leve.

Det må vi kunne tale om. Døden, sygdommen, skammen, håbløsheden, grimheden, magtesløsheden, trætheden, kampen og savnet, som alle, der kender til brystkræftpigen eller andre i den klasse, ved, også er en stor del af et bekendtskab med kræft.

Ingen tabere her. Ingen vindere.

Vi lever. Vi dør.

Lea Wellejus er cand.pæd.psyk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Kvisgaard
  • Niels Duus Nielsen
  • Nanna Wulff M.
  • Viggo Okholm
  • Anne Eriksen
  • Flemming Berger
  • Jørn Andersen
  • lars søgaard-jensen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Mette Poulsen
  • David Zennaro
  • Ervin Lazar
  • Frede Jørgensen
Hans Kvisgaard, Niels Duus Nielsen, Nanna Wulff M., Viggo Okholm, Anne Eriksen, Flemming Berger, Jørn Andersen, lars søgaard-jensen, Lise Lotte Rahbek, Mette Poulsen, David Zennaro, Ervin Lazar og Frede Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kenneth Krabat

Yeah! Det er en grim død, og nemt at komme til at ønske mig død, fordi den aldrig går væk: Frygten. Frygten for at "det hele" skal komme tilbage. Frygten for at være i behandling igen i systemet, der kun ser mig som statistik. Frygten for at vågne en morgen og VIDE, at det går den forkerte vej. Frygten for forstødelsen, for det umulige i at forklare "de andre", at jeg ikke er rask, at jeg er forandret og at forandringen i livet måske, oh, ganske utaknemmeligt, til tider står over bare at være i live. Ja, jeg lever, men i og med kræften kan gribe ind i mit liv igen uden varsel, har jeg mistet en illusion om kontrol i mit liv, en påvirkningsevne, en tillid til nytten af det hele - en FORSKEL, et TAB, som er blevet dagens kamp fra jeg slår øjnene op. Uden tillid til livet, hvad er man så?

Der er ingen Helte i denne sygdom. Kræftens Bekræftelse, som nogen kalder firmaet, lever som kaldenavnet antyder af at betragte kræft som noget, man skal nedkæmpe - snarere end som en omstændighed, der påvirker den enkelte. Men det er hértil, at civilisationsbestræbelserne er nået - at identificere en fjende og gå i flæsket på dén. Kollektiv over individ. Kapital over individ. Forskning over individ. Jeg siger jer: Man bliver SÅ ensom af at omgås en potentielt terminal lidelse. Det tætteste jeg har oplevet hvad angår at blive mødt, var da gæster til et middagsselskab hos mine forældre snakkede om kræft og alt det, som artiklen beskriver, og min mor og jeg så på hinanden og med øjnene sagde: De ved ikke. Siden døde hun af kræft. Og jeg lever endnu.

Hans Kvisgaard, Niels Duus Nielsen, Viggo Okholm, Anne Eriksen, Flemming Berger, Jørn Andersen, lars søgaard-jensen, Mette Poulsen, David Zennaro, Bjarne Bisgaard Jensen, Ruth Gjesing, Gustav Alexander, Arne Lund, Frede Jørgensen og Marianne Bjerg anbefalede denne kommentar

Sådanne indsamlingsshows er temmelig usmagelige i al dets glans og glimmer og evigt smilende speakere. Så et af slagsen for nogle år siden. Det slog mig, at det bånd, der løb over skærmen, visende hvem der havde givet hvor meget, da var der mange virksomheder iblandt, store som små.
Jeg vil æde min gl. hat på, at de selvsamme virksomheder til hver en tid hyler op om, at de betaler alt for meget i skat, og hvis skatten sættes ned, så...
Nu er der jo ingen, der kan reklamere med, at de betaler den skat de skal. Men et indsamlings-show som reklamestationen TV2's, giver de pågældende lejlighed til at promoverer sig for en stund.
Kræftforskning og -behandling - og al anden sygdomsforskning og behandling i øvrigt - er alt for vigtig til at det kan overlades til folks forgodtbefindende en tilfældig lørdag aften. Pengene skal hentes via Finansloven dvs. via skatterne, således at der kan komme ensartede, faste beløb hvert år.

Anne Koed Westergaard, lars søgaard-jensen, David Zennaro og Ib Christensen anbefalede denne kommentar
Søren Jacobsen

Den hyppigste årsag til kræft i disse "moderne" tider er vores livsstil. Den alt for megen og usunde mad vi spiser og den industrialiserede måde, som den fremstilles på. Usunde måder at arbejde på, hvor det almindelige menneske i dag jagtes gennem livet uden forbedringer. Kun omstilling til noget "moderne". Og så er der medicinal industrien, som nærmest efter aftale med fødevareindustrien koordinere fremstillingen af helbredende "moderne" kemisk medicin, som lindre "livsstil" overdosisen med en hånd og skaber nye med den anden hånd. Men det findes der så heldigvis en anden ny udviklet "moderne" medicin til at kurerer.

Og vi tror på det og spiser videre, fortsætter med fitness, indtager kosttilskud og andet "moderne" kemikalier som løsning. Åbenbart helt uden at forholde os kritisk til noget som helst. Vi løber bare med strømmen for det er det vi hver dag siger til hinanden at vi skal. Undgå for guds skyld at falde ved siden af. Hamsterhulet har aldrig haft bedre tider i historien.

Og kemi er godt. Ik.

Pia Colère Lenau, Anne Eriksen, Arne Lund, Jørn Andersen og lars søgaard-jensen anbefalede denne kommentar
Mads Kjærgård

Ja når det kommer til at hjælpe folk i dagligdagen, så slår medmenneskeligheden ikke meget til.
Folk bliver transporteret i deres senge hen til Lærkevej for at få deres arbejdsmarkedsevne vurderet!
Men er det på tv, så er der ingen grænser for vores godhed! Kræft gjort til et underholdningsprogram? Tja.......

Egon Stich, Hans Kvisgaard, Anne Eriksen og Anne Koed Westergaard anbefalede denne kommentar

Faktisk er den mest udbredte årsag til kræft elendige gener - dårlige gener bukker først under for skadelig kemi.

Pia Colère Lenau, Henrik Brøndum, Helene Kristensen og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar
Søren Jacobsen

Viste du at fødevare, som indeholder kulhydrater opvarmet op til og over 120 grader celsius forårsager fremkomsten af akrylamid, som er kræftfremkaldende? Det rammer faktisk rigtig mange industrielle fødevare. For hvad indeholder ikke kulhydrater og hvilken industrialiseret mad opvarmes ikke lige op til og over 120 grader celsius? Helkonservering foregår f.eks. ved at opvarme emnet til 121 grader celsius, som både dræber alle bakterier og vigtigst af alt alle bakterier sporer. Eller hvad med stegte kartofler og pommes fritter eller ristet kaffe? For at nævne et par.

Måske det var i fødevade industrien kræftforskningen skulle sætte ind så vi i vid udstrækning kunne forebygge og undgå vise kræftformer. Men så bliver pengekassen sikkert smækket i fra de industrier, hvis lobbyorganisationer, som påvirker kræftforskningen. Nej, så hellere fortsætte for at sikre sin indkomst.

Man kommer først over 100 grader, når vandet er fordampet. Det er således kun længerevarende ristning, stegning mv der skaber betingelser dannelse akrylamid.
I øvrigt er akrylamid ikke i et videre potent carcinogen sammenlignet med fx os fra biler og brændovne, kemi i tøj og legetøj, brændhæmmere som sprøjtes på de fleste møbler osv osv.
Men det er da ikke en rar tanke, at også det ristede brød eller de brankede kartofler, kan være kilde til kræft.

Ib Christensen

Så kan vi jo lige huske på at EU har tænkt sig at forlænge tilladelsen til RoundUp med 10 år mere.
At i USA er det 4 ud af 10 der rammes af kræft i deres levetid. Et tal de forventer stiger til 6 ud af 10, inden der er gået 10 år.

Hans Kvisgaard, Anne Eriksen, Trond Meiring, Lise Lotte Rahbek og Ole Frank anbefalede denne kommentar
annie bærendt petersen

Lea Wellejus Tak for dine kloge ord fra min husbond og jeg ...hold op hvor det er "virkeligheden" du opridser - 1000 tak

Tænk om beslutningstagerne mv. en dag nåede frem den erkendelse, at kræft på mange måder en civilsationssygdom, der nok har en individuel trigger, men i høj grad hænger sammen med stress, frygt, tabskonflikter og savn, kemikalisering.
det sker nok næppe, for så skal der jo røres ved de grundlæggende magtforhold her i samfundet: kapitalen.

Pia Colère Lenau, Ann Thomsen, Hans Kvisgaard, Niels Duus Nielsen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Kræft er jo rigtig mange sygdomme, samlet under en paraply. Det er en fordel, når man vil have offentlighedens interesse, hvilket er nødvendigt for at påvirke beslutningstagerne og rejse midler til behandling og forskning. Andre og mere nicheprægede, men mindst lige så uretfærdig og invaliderende sygdomme har desværre ikke den samme stærke interesse gruppe.
En gang imellem flimrer der så et subreality indsamlingsshow over skærmen og det vedligeholder fokus på kræft og rejser ekstra midler. Der bruges pangfarver, strålende mennesker og "feel good" historier for det holder seerne til skærmen. Kunne man lave et timelangt indsamlingsprogram, hvis man udelukkende viste grå afpillede halvdøde danskere der får stråler og kemoterapi og kæmper lige så meget med bivirkningerne som med sygdommen?
Jeg tror det ikke. Den brede befolkning er optaget af at leve og de ynder ikke at blive konfronteret med sygdom og død og bagefter blive spurgt om de vil støtte. Det ville man istedet opfattet som en indirekte bebrejdelse over at have det godt og blive følt som ydmygende afpresning. So what om nogen holder en gallahat frem, når der indsamles. Det er en hjælp og vi har brug for al den hjælp vi kan få og hvis den der yder et bidrag får en god følelse ud af det samtidig, så er det kun godt. Hvis det føles rart at støtte, så er chancen for at de støtter igen en anden gang større.

Henrik Brøndum

Der står i bibelen, at du skal ikke blæse i trompet når du giver til de fattige, så dette show er nok syndigt. Men det er der jo så meget der er.

Velfærdsstaten er en mere effektiv måde at bekæmpe sygdom og fattigdom end både Kræftens Bekæmpelse, Mellemfolkelig Samvirke og alle de andre godgørere som vi enten kan lide eller ikke kan lide. De der administrerer den offentlige indsats er ikke fuldstændigt ubegavede: "Ok det koster 10 at drive jeres område, og I får 4 fra velgørenhed? Her har I så 6 fra det offentlige!" Den har udtalt igen og igen dengang jeg var i det system.

Smerten ved at være vidne til dem der blæser meget i trompet, kan man bekæmpe ved at afsætte sit personlige målrettede velgørenhedsbudget, få det omhyggeligt fyret af og slukke for fjersynet.

Pia Colère Lenau og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Michael Kongstad Nielsen - Jah....øh! Engang troede jeg, at sådanne skulle findes på venstrefløjen, men i de senere år, er jeg da kommet i tvivl. Så jeg må nok melde pas.

Else Marie Arevad

Meget enig med Søren Jensen i, at hvis den slags usmagelige udsendelser skæpper i kassen til kræftforskning, så er det OK. Hensigten helliger midlet i dette tilfælde.