Klumme

Kvalitetstid er tid i mangel af egentlig tid

De fleste af vores forsøg på at skaffe os kvalitetstid giver ikke mere tid. De giver mindre. Og frigøres der endelig tid, går den sjældent til det, vi regner for kvalitet. ’Kvalitetstid’ er det ord, jeg bruger til at bedrage mig selv i manglen af bedre: altså god tid
De fleste af vores forsøg på at skaffe os kvalitetstid giver ikke mere tid. De giver mindre. Og frigøres der endelig tid, går den sjældent til det, vi regner for kvalitet. ’Kvalitetstid’ er det ord, jeg bruger til at bedrage mig selv i manglen af bedre: altså god tid

Kenneth Meyer

10. oktober 2017

’Kvalitetstid’ står der på hylden.

Jeg er inde i Bog & Idé. Faktisk er jeg der for i al hast at finde en gave. Men så er det, jeg kommer forbi den afdeling, hvor der står kalendere. Maylandkalendere og nogle nye nogle, jeg ikke har set før, med et omslag, der ligner noget fra Østens verden.

Og så er det, jeg lægger mærke til skiltningen. I ved, det er sådan en fin service, butikken yder sine kunder: Sætter skilte op, så man let kan finde rundt mellem ’Skønlitteratur’, ’Rejsebøger’ og ’Engelsk litteratur’. Jeg bemærker, at Svend Brinkmann efterhånden har fået sin egen afdeling.

Så ’Kvalitetstid’ er altså ikke engang tænkt som sådan en værdiladet bemærkning. Det er Bog & Idés officielle betegnelse for en bestemt type bøger: kalenderbøger.

Jeg kan ikke lade være med at undre mig, måske fordi jeg har opbygget en nagende mistillid til ordet. ’Kvalitetstid’ er det jo ord, vi bruger, når vi ikke har tid. Kvalitetstid er forestillingen om komprimeret tid. Tid pakket tæt sammen. Som et sjældent litiumbatteri på fuld power. Kvalitetstid er tid i mangel af egentlig tid, altså kvantitativ tid. Det er – lad os være ærlige – den tid, vi har tilbage til vores kæreste, vores forældre, eller vores børn, når alt andet i kalenderen er booket op.

Ingen muligheder, rene nødvendigheder

Søren Kierkegaard har leveret en kras samtidsdiagnose af sin tid, som holder den dag i dag:

Vi har, skriver han, et fantastisk syn på selvet. Vi opfatter selvet som et uendeligt lager af endnu uforløst potentiale. Alt er muligt for selvet. For Kierkegaard derimod er selvet sammensat af mulighed og nødvendighed. Dengang som i dag har vi det dog med at løbe nødvendigheden over ende, og derfor ender vi med at sprælle os trætte i mulighed:

»Muligheden synes saa Selvet større og større, Mere og Mere bliver det muligt, fordi Intet bliver virkeligt. Tilsidst er det som var Alt muligt, men just dette er, naar Afgrunden har slugt Selvet.«

Det er det, sociologen Rasmus Willig har kaldt ’selvrealiseringsoptioner’. En ’option’ er ikke en mulighed, men ’muligheder for muligheder’, dvs. reserverede muligheder. Og det er præcis, sådan vores kalendere fungerer i dag.

Jeg hader min outlookkalender af et koldt og krampagtigt hjerte.

Når jeg ser ned over den næste måneds aftaler, ser jeg ikke mulighed, men ren nødvendighed. Jeg kan ikke se min kalender for bare aftaler. Er det ikke et sært paradoks ved vores tid? Vi er så forhippede på muligheder, at de er blevet vores nødvendighed. Alt holdes fast som en mulig mulighed. Men det er, som Kierkegaard pointerer, netop når alt er muligt, at intet er virkeligt.

Hvad er det så, vi gør, når vi føler, at al vores tid forsvinder mellem fingrene på os?

Ja, jeg ved i hvert fald, hvad jeg gør. Jeg begynder at optimere. Jeg køber gadgets og maskiner, som gør min hverdag lettere. En elmotor til min ladcykel: Det er fem minutter sparet hver dag. En mælkeskummer: Det er nok næsten et minut sparet. En dockingstation til min laptop: Det må i hvert fald være fem til syv sekunder sparet hver dag. Alt sammen ud fra den logik, at hvert sekund sparet er et sekund mere til min familie.

Men her er det, min nagende mistænkelighed over for kvalitetstidens logik sætter ind igen. For hvor ofte er det i praksis, at den optimerede tid rent faktisk går ind i puljen ’kvalitetstid’? Hvor ofte er det, at jeg som enkeltindivid giver den sparede tid til dem, jeg burde. Og hvor ofte sker det på samfundsplan? Hvor ofte har mellemlederen på din arbejdsplads skaffet mere tid til medarbejderne?

»Ventet & Velkommen«, står der nu på Rigshospitalets informationsmontre. »Vi sætter patienten i centrum«. Undskyld, men pis mig i øret! Det er en leankonsulent, der er i færd med at rulle kvalitetstidslogikken ud over hele hovedstadsområdet. Det giver ikke mere tid. Det giver mindre. Det er kvalitetstid i mangel af egentlig tid.

Og så er det ikke kvalitet. Så er det selvbedrag.

Christian Hjortkjær er ph.d. og højskolelærer på Silkeborg Højskole. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Espen Bøgh
  • Lise Lotte Rahbek
  • Eva Schwanenflügel
Espen Bøgh, Lise Lotte Rahbek og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Johnny Winther Ronnenberg

Når ens Master Planner tager kontrollen over ens liv, så bør man overveje hvad man vil med sit liv og ja jeg har været der ;-)